Fra Tønning skrives under 26. Febr. i "Freia": Byen har været sat i et ualmindeligt Røre, foranlediget af en Begivenhed, der i sig selv vel er ubetydelig, men dog som et Tidens Tegn mulig fortjener en større Opmærksomhed. Ved Middagstid kom et stort Kanetog fra Ditmarsken over Isen hertil, og kjørte rundt i Byens Gader; i Spidsen af Toget var en stor med 6 Heste bespændt Slæde, hvori er Musikkorps og nogle og 30 Personer, der var prydet med Gran og 3 Faner, hvilke sidstnævnte vare Fantasifaner, den største af rødt Tøi med sorte og grønne Striber, og forsynet med følgende Indskrift: "Freude! Sieg! Europa steht hinter uns, doch wir, wir schauen noch immer nicht schwarz in die Zukunft, nicht kreideweiss, nicht nebelgrau, Nicht russischgrün, am wenigsten schamroth: Rosa ist die Farbe unsers Banners, und seine Devise; "leben und leben lassen", sagt Kladderadatsch." Da nu Loven forbyder stige Emblemer, saa henvendte vor aarvaagne Gensd'arme-Sergeant sig til Fanebæreren, efterat Toget var kjørt til Gjæstgivergaarden, og forlangte Fanen udleveret. Herpaa vilde Vedkommende imidlertid ikke indlade sig, men søgte ved Hjælp af Selskabets Medlemmer at skaffe Fanen bort, hvorved der opstod et Haandgemæng, som dog ved de tililende Militærpersoners ydede Bistand endte til Gensd'armens Favør, der nu bragte Fanen og Fanebæreren paa Politikammeret. At der for Fanebæreren, en vis Gustav Thomsen fra Sennhusen, strax reiste sig stor Sympathi hos Byens Folk og de mange Bønder, der vare her tiltorvs, er jo meget naturligt, og da han af en Militarpatruille eskorteredes igjennem Gaden, fulgte en stor Sværm støiende og skrigende bagefter; i faa Minutter var Torvet fuldt af Mennesker, som meget uforbeholdent yttrede deres "Entrüstung" over denne Sag. Den kommanderende Officeer lod Vagten forstærke, Patroner uddele, og Patrouiller gaa igjennem Byen, og Mængden, som vel snart kom til Erkjendelse om, at den vel næppe vilde kunne stole saa godt paa vore Soldater som paa Preusserne, adspredte sig snart. Kun ved Gjæstgivergaarden holdt sig stadig en Klynge, indtil Selskabet henimod Kl. 4 brød op, og under høie Hurraraab tog afsted efter at en Skolelærer fra Ditmarsken havde holdt en "begeistrende" Tale til Folket. Den Arresterede blev efter afholdt Forhør sat paa fri Fod mod en Kaution af 2000 Rd., som stilledes af den herværende engelske Konsul, der i 1850 under sin Landflygtighed har fundet venlig Modtagelse i Ditmarsken, og nu til Dagens Hæder havde heiset sit Konsulatflag. Medens Toget paa Hjemveien endnu kjørte under det slesvigske Dige, fremstak man atter de to mindre Faner, som vort Politi sandsynligvis havde glemt at affordre, paa den store Kane, og da man var kommen den holstenske Kyst nær, istemte man Visen "Schleswig-Holstein." Hinsides Eideren modtoges Selskabet af endel Mænd her fra Byen, der i Forveien vare tagne over, for der paa "neutrale Boden" at kunne bevidne deres Deltagelse. - At der under disse Optøier ere forefaldne alslags Ting, der tydelig viser, hvorlidet der behøves til at den sande Tænkemaade træder frem, naar de politiske Lidenskaber sættes i Bevægelse, og hvor let Naturen gaaer over Optugtelsen, behøve vi vel næppe at fortælle, og vi overlade til Læseren selv at danne sig en Anskuelse om Forholdene Nord og Syd for Eideren. Dog ville vi tillade os den Bemærkning, at der efter vor Mening her findes Meget, som ikke burde være, og at der savnes Meget, som vistnok er saare nødvendigt.
(Ribe Stifts-Tidende 6. marts 1855).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar