Afholdenhed er en Nødvendighed.
En Samtale med Frk. Dagmar Prior om Afholdsspørgsmaalet, Børnesagen og de underfulde Skæbnepile.
Sommeren 1925 har staaet i Kvindekongressernes Tegn. Næppe var de store Stævner i Amerika slut, før Worlds womans christian Temperance Union - Det hvide Baand, som Foreningen kaldes herhjemme - holdt international Konference i Edinburgh, og for faa Dage siden afholdt den internationale Liga for Børnebeskyttelse Kongres i Luxembourg.
Da Frk. Dagmar Prior, der staar som Vicepræsident indenfor Det hvide Baand, har deltaget baade i Kongressen i Edinburgh og Luxembourg, benytter vi en lied Eftermiddagstime til at besøge Frokenen i hendes svale Atelier paa Kastelsvej for at høre lidt om Rejsen.
Der er baade Malerier og Statuetter i Frk. Priors Atelier, og mellem hendes Værker finder vi et dejligt Kvindehoved; af Saabye.
- Ja, jeg studerede hos Saabye i otte Aar, fortæller Frk. Prior. Kunsten interesserer mig levende, og jeg kunde inaaske nok have bragt det til noget. Men der kom en Tid, da jeg blev stillet overfor Valget mellem den og Foreningsarbejdet - og saa valgte jeg det sidste Vil man virkelig gøre et Arbejde indenfor Organisationen, tager det ganske Ens Tid, og nu vil jeg mere end nogen Sinde før være afhængig af det. Paa Kongressen i Edinburgh blev jeg nemlig udnævnt til Organisator, og jeg er saamænd allerede blevet opfordret tit at besøge en halv Snes Lande indenfor Europa foruden Indien og Japan. Det naas vel altsammen - ad Aare.
Verdens største Kvindeforening.
- Hvorledes forløb Kongressen i Edinburgh?
- Særdeles udmærket, siger Fik Prior med et stort Smil. Der var mødt ikke mindre end 600 Delegerede, deraf de 200 alene fra Amerika, der er Foreningens Moderland. Kongresdagene gik jo med Forhandlinger og Udflugter, med Konferencer og Beretningsaflæggelser, og det viste sig, at Foreningen nu tæller 1 Million Kvinder som Medlemmer, og at vi altsaa nu er Verdens største Kvindeforening.
- Er det egentligt ikke baade ondt og godt med de mange Foreninger? Naar vi f. Eks. herhjemme i Danmark har Dansk Kvindesamfund og Husmoderforeningen, skulde man jo tro, at en tredie Forening overflødiggøres, da de fleste Maal, man arbejder efter, dog er de samme.
- Det kan der være en Del om, men De maa huske paa, at Dansk Kvindesamfund først og fremmest arbejder lovgivningsmæssigt - vort Arbejde ligger mere i at føre de andres Resultater ud l Livet. Vi har ogsaa saa mange Smaagerninger, som egentlig er saa smukke. Der er f. Eks. Blomstermissionen, der bestaar i, at man sender Blomster til fattige eller enligtstillede Syge. Vi har saa meget af den Slags, der egentlig synes saa ubetydeligt, men alligevel udretter store Ting. Naa, saa er der jo ogsaa den store Forskel, at vor Forening er en Afholdsforening. Det var med det Formaal, at den blev stiftet, og selv om der i Aarenes Løb er kommet det ene store sociale Spørgsmaal efter det andet paa vort Program, saa holder vi dog stadigt fast ved Afholdenheden.
Afholdenhed er en Nødvendighed.
- Tror De virkelig, den er nødvendig for, at Verden skal blive lykkeligere?
- Absolut! Svaret kommer stille, men bestemt. - Verden burde være afholdende, men frivilligt, ikke gennem Tvang. Jeg kender godt den Indvending, at kun man holde Maade, skader Spiritussen ingen. Men kan man holde Maade? Hvem er klar over, hvor Grænsen er? Husker De "Kreutsersonaten" og Jonas Lies "Naar Sol gaar ned?" Baade Tolstoj og Lie lægger Skylden paa det ene lille Glas - og hvor mange kan vel ikke gøre som de?
- Men mærker De ikke herhjemme, at Afholdsspørgsmaalet er en Hindring for Foreningens Fremgang?
- Jo, en stor Hindring, indrømmer Frk. Prior; vi kunde være mange flere, hvis det ikke hørte med; men man maa jo holde sig til Programmet. Det bliver sagt i en Tone, der ikke frister til videre Uddybelse af Emnet, og vi spørger derfor:
- Da De rejste fra Edinburgh, var det for at deltage i Kongressen i Luxembourg. Var De der som Delegeret fra Danmark?
- Nej, slet ikke. Mon da jeg i Edinburgh blev udnævnt til Superintendent for Fængselshjælpen, Børne- og Barmhjertighedsarbejdet, blev jeg som saadan udsendt af Edinburgh-Kongressen. Da de i Luxembourg hørte, hvor jeg kom fra, udnævnte de mig straks til Vicepræsident under Møderne.
Filmens og Revueteatrenes Børn.
- Paa hvilken Maade arbejder Ligaen for Børnebeskyttelse?
- Den har sat sig til Opgave at undersøge Børnenes Kaar og Stilling i Samfundet og derefter indgive Lovforslag til Nationernes Forbund, der saa viderebehandler Spørgsmaalene. Blandt de Ting, der blev behandlet paa Kongressen i Luxembourg, var de moralsk farlige Stillinger, som Børn saa ofte bliver sat til. Tænk bloe paa Filmsbranchen, Revuteatrenes Korbørn Et andet interessant Spørgsmaal, der blev drøftet, var, hvor vidt man bør oprette særlige Skoler for særligt velbegavede Børn. Ligesom de underbegavede Børn ikke maa hemme de andre i Udviklingen, er det jo ret rimeligt, at de særligt velbegavede Børn ikke skal staa i Stampe for Kammeraternes Skyld. Nationernes Forbund vil nu tage sig af Spørgsmaalet.
- Endelig blev det ogsaa drøftet, om man bør oprette hjem for Unge i Lighed med Opdragelsesanstalterne for Børn. Disse Hjem skulde saa give de Unge mere Frihed, men alligevel holde skarp Kontrol med hver enkelt. Man har allerede i Bruxelles oprettet et saadant Hjem.
Som De ser, en Del meget interessante Emner.
- Danmark er ikke Medlem af denne Liga for Børnebeskyttelse?
- Endnu ikke. Men det kommer; vi er i Færd med at starte en Afdeling.
Skælmens underlige Veje.
- Hvad var egentlig Aarsagen til, at De fra Begyndelsen kastede Dem saa ivrigt ind i Foreningsarbejdet?
- Det skal jeg saamænd sige Dem, ler Frk. Prior, det var to Drømme. Ja, jeg er hverken Teosof eller Spiritist eller lignende. Men jeg drømte en Nat, at en Mand, jeg flygtigt kendte, gik paa en høj Mur i Fare for at falde ned, men jeg kunde ikke hjælpe ham. 14 Dage senere drømte jeg igen, at han var i Fare. Saa gik jeg til hans Mor. Hun betroede mig fortvivlet, at han var blevet Dranker. Hvorledes jeg derefter fik fat paa Manden. og hvad jeg sagde til ham, husker jeg ikke. mon otte Dage efter var jeg Vidne til, at han underskrev Afholdsløftet. Siden den Dag har jeg været grebet af Arbejdet. Det er mærkeligt, hvor Skæbnen kan ligefrem lægges til Rette for En. Nok havde jeg deltaget meget i Barmhjertighedsarbejdet, men aldrig tænkt, at mit Felt skulde ligge der. Og nu - hvor forunderligt, at mine Translatørkundskaber skulde komme mig i den Grad til Gode i Arbejdet.
Nej, der er meget mærkeligt til denne Verden, slutter Frk. Prior. Og først senere opdager man, hvorledes Traadene sandes, og det hele ligger klart Og man slaar i Undren over de Ting, der er hændt En, og som man den Gang ikke tillagde videre Betydning.
L. Kj.
(Nationaltidende, 22. juli 1925, 2. udgave).
Dagmar Prior (1868?-1942). Kongelig translatrice. Billedhugger. Formand for "Det hvide Bånd".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar