Kgl. Skuespiller Waldemar Kollings Enke fylder 80.
- Ude paa Landet er der maaske nok flere, der tilbringer hele deres Liv i samme Gaard; men jeg tror nok, jeg er den eneste Københavnerinde, der kan holde 80 Aars Fødselsdag paa sit Fødested, og aldrig har boet andre Steder, siger den gamle Fru Almina Kolling, der i Dag, rask, rørig og fuld af godt Humør runder de fire Snese.
Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her opad, hvor Vesterbrogade er vokset op - den Gang saa her jo anderledes ud. Det var et udpræget Slagterkvarter, og Trommesalen laa jo skraas overfor. Her, hvor dette Hus nu ligger, havde Fader en stor Stald, og Privathjemmet laa nede paa Bagbygningens Plads, men da jeg var fire Aar gammel byggede Far Ejendommen her, hvor vi saa flyttede ind, og siden har jeg ikke haft anden Bopæl. Da jeg blev gift i 1867, flyttede min Mand og jeg ind i denne Lejlighed, og her blev vi. Den Gang brød Folk sig ikke om Forandring. Kolling var ogsaa trofast mod sit Teater; han var ved den kongelige Scene fra 1854 til han tog sin Afsked i 1897. Og her i disse Stuer samledes Kammeraterne. alle Datidens kendte Kunstnernavne. - lh bevares, hvis disse lægge kunde tale! - Fru Kolling smiler stolt og glad. - De kan tro Almina Kollings Aftensbord stod højt anskrevet! Det var tit og ofte mig der inviterede, uden at min Mand anede det, og naar han saa kom hjem fra Teatret, var Vennerne allerede samlet, og saa blev han saa glad. Her sad de, Phister og Frue, Høedt, Hultmann, Michael Wiehe, Olaf Poulsen, Fru Sødring, alle de kære Mennesker. - Ja nu er de døde og borte allesammenl Men Minderne hænger her rundt om paa Væggene!
Vi ser os om og ser overalt Billeder af den kongelige Scenes berømte Navne, private og i Kostume. - Og se her, siger den gamle Dame, der hænger et Skovparti, det har saamænd Olaf Poulsen malet. og det store Scenebillede der fra "Den Vægelsindede", det er ogsaa hans Værk. De to Blomster- og Frugtmalerier er af Sophus Petersen, og det Landskab der er et Arbejde af Hultmann! Det var dejlige Mennesker allesammen, og saa senere, da vores eneste Datter blev gift med Otto Borchsenius, saa kom her jo en ny Kreds af interessante Mennesker ind i Hjemmet. Er det forresten ikke morsomt - min Svigersøn og jeg var jo jævnaldrende, ja han var ovenikøbet to Aar ældre end jeg; vi traf hinanden første Gang hos Fru Sødring, da jeg var nygift, og han blev præsenteret for mig som "den unge Student Borchsenius"! Da skulde nogen blot have sagt, at det var min vordende Svigersøn jeg hilste paa! Med ham fik vi som sagt nye kære Venner, Holger Drachmann, Schandorff, Peter Hansen o. m. fl. Jeg har haft et interessant og indholdsrigt Liv, og har Minder, der ikke gør det vanskeligt at fylde 80. Der er noget at leve paa.
- Fruen interesseret sig stadog for Teatret? spørger vi.
- Ih ja. - det kan man da ikke lade være med, og de har ho da heldigvis stadig dygtige Folk derinde paa Teatret. Ja, undskyld, for mig er "Teatret" jo først og fremmest det kongelige - men det er jo saa naturligt. De har dugtige Folk, men de har alligevel ingen Michael Wiehe - ham er der ingen, der naar. Naa, enhver synes vel bedst om sin Samtid, men jeg har saamænd ingen Grund til ikke ogsaa at synes om Nutiden. Jeg er heldigvis glad ved Livet!
Vi tog Afsked med den charmerende gamle Dame, hvem det har været lidt af en Oplevelse at hilse paa.
O-k.
(Aftenbladet (København) 30. juni 1926)
GAMLE MINDER.
Fru Almina Kolling, Enke efter Skuespiller Valdemar Kolling, bor i et gammelt smukt Hjem paa Vesterbrogade i København og er endnu rank og statelig, ungdommelig og smilende trods sine 80 Aar.
En Journalist har interviewet hende og Fru Kolling fortæller: Jeg har boet her hele mit Liv. Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her, hvor Vesterbrogade senere er vokset op. Markerne var derude, hvor Istedgade nu ligger, og bagved laa Vandet, der den Gang gik meget højere op end nu. Jeg kan huske saa langt tilbage som til Troppernes Hjemkomst i 1848-50, de begivenhedsrige Tider. Da blev der her udenfor Huset bygget en interemistisk Balustrade, og der sad Folk med Kurve, fyldt med Blomster, Bagværk og Forfriskninger til de hjemvendende Soldater. De fik Lov til at bryde ud af Rækkerne og tage mod de velkomne Sager. Tiden gik og jeg voksede til.
Og saa kom Forlovelsen. Jeg var til Kasinomaskerade. Vi var en lille privat Kreds, og jeg anede ikke, at han skulde komme. Men saa saa jeg ham pludselig inde i Salen som Kavaller for Fru Sødrings Døtre. Saa opdagede han mig. Han fik ved Tegn gjort mig opmærksom paa, at han saa gerne vilde tale med mig alene - og saa - ja, saa "stak vi af" fra vore Selskaber, ler Fru Kolling muntert, og vi fik en dejlig Aften ud af det; vi blev nemlig forlovet, om end hemmeligt i den første Tid.
Der kom mange i vort Hjem, bl. a. Olaf Povlsen og Hr. og Fru Phister. Aa, ja, det var i de gode gamle Dage, da man havde en hel Steg paa Bordet, en And og en hjemmelavet Rullepølse foruden mange andre gode Sager.
Naa, Aarene gik, Tiderne skiftede, ny Folk kom til, og vi syntes ikke mere, det var som "den Gang".. Men det synes man vel altid, naar "de gamle Tider" er borte. Men min Mand var en lykkelig Natur. Han blev ikke "gammel", træt og gnaven. Han var saa mildt dømmende, saa stille og fin. Og nu lever jeg kun i Minderne om de svundne, lykkelige Aar.
(Middelfart Avis 20. august 1926).
Andre del af interviewet:
Digterne samledes.
- Hvor gjorde De Deres Mands Bekendtskab?
- Det var hos min Faders Fætter, den store Købmand Johan A. Neiiendam. Han førte stort, aabent Hus. Hele Venstrekredsen, Berg, Hørup, N. J. Larsen og Tutein samledes dér. Han og hans Hjem spillede en stor Rolle for den gryende Venstrebevægelse. I den Kreds dér kom ogsaa mange Kunstnere og Forfattere. Jeg husker blandt, andre tydeligt Schandorph og Drachmann. De Fester, Johan A., som han slet og ret kaldtes, gjorde, ansaas i de Tider for storstilet, - hvor ikke alene den gode Mad og Bourgognen, der "flød i Strømme", satte Stemningen op, men hvor tillige Aand og Vid og Lune satte Præg paa det hele .... dér saa jeg den unge Kolling.
- - -
Den fine Kalvekrøs
... Jeg passede og holdt selv min Mands Tøj, og min Mand var saa glad for det. Jeg husker at en af mine Specialiteter var at stive Kalvekrøs; det kan nok være, at det var fint, naar min Mand for Eksempel var Markis med det elegante Kalvekrøs. Ja, det var endog saa godt lavet, at Hultmann stadig udfrittede min Mand om, hvem der var hans Vaskerkone.
Min Mand vilde længe ikke sige det, for han troede ikke, jeg vilde holde af, at de andre vidste det. Men en Dag, da han igen blev spurgt, sagde han: "Det er saa mænd min Kone". Saa en Dag, jeg staar paa Fisketorvet og gør Indkøb, kommer Hultmann forbi, fin og pyntelig og med høj, graa Hat. Den svinger han i en stor Bue, idet han med et dybt Buk siger: "De har min største Agtelse!" Det kan nok være, at Fiskerkonen maabede.
Guldalderens Kunstnere.
... Han, den store Kunstner og Charmeur, var ikke alene fejret paa Scenen, men han var alle Datidens unge Pigers stille Sværmeri. Ak, hvor har jeg dog set mange af de store paa Scenen. Jeg var næppe mere end 12-13 Aar, da jeg fik Lov til at komme i Det kgl Teater . . . den Gang havde et Barn Tilladelse til at staa op foran en voksen til Forestillingerne. Jeg saa Guldalderens Kunstnere, Michael Wiehe, C. N. Rosenkilde, Fru Hejberg og Høedt, og den Gang anede jeg ikke, at jeg senere skulde lære de Mennesker nærmere at kende, som var min Barndoms Helte og Idealer.
- - -
(Middelfart Avis 3. september 1926. I uddrag, idet interviewet indeholdt de allerede viste artikler fra andre blade)
Almina Kolling boede på Vesterbrogade 27, 2. sal. Her flyttede hun og manden ind kort efter de var blevet gift. Hun døde september 1935. Valdemar Ludvig Christian Kolling (1834-1915) spilede på Det Kongelige Teater 1854-1907. Datteren Johanne Louise Kolling (død 23. maj 1921) blev gift med Otto Borchsenius (1844-1925). Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Huset er revet ned, og i det nuværende nyere byggeri er Hotel Comfort, Vesterbrogade 23-29.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar