På en tid da løse hunde blevet ihjelslået på gaderne af frygt for galskab, har anmelderen det ubehagelige tilfælde meget ofte at træffe løse hunde på trapperne i mange huse og gårde her i byen. Det er ofte sket at han er levet overfaldet med glubskhed af disse dyr, men når dette end ikke er sket, har dog den tanke at hunden hvor rolig den end ligger på trappen, enten kunne være syg eller også med lumskhed fare ham i benene, været meget ubehageligt.
Der er skrevet så meget om farligheden af gale hundes bid at man endog ved at have læst bare fjerdedelen af det må især i denne tid frygte for dem. Anmelderen er ingen hader af hunde. Han ved hvor ubehageligt det er at miste et dyr som af troskab og hengivenhed for sin herre ofte vover sit liv. Men han føler på den anden side at en løs hund, den være på gader eller trapper, kan stifte meget uheld, og at det altså er ethvert menneskes pligt i denne henseende at sørge for sine medmenneskers sikkerhed. En løs hund på en trappe er virkelig meget farligere end på gaden. Enhver er ikke forsynet med værge og det falder ofte meget vanskeligt at retirere, da hunden når man skal til eller kommer fra de øverste etager, gerne lægger sig for den dør hvor den har hjemme og derved spærrer passagen. Børn og ufornuftige finder undertiden fornøjelse i at opirre hunden indenfor og der hører en usædvanlig portion kulde til at tåle dette uden harme. Der sørges for sikkerhed på gaderne. Hvor meget mere bør da ikke hver enkelt husejer sørge for sikkerhed inden for hans døre?
Anmelderen appellerer derfor til hver rettænkende hus- og gårdejer om at hæve denne uskik. Er skylden ikke hos ham, men hos de der bor til leje hos ham, kan man være forsikret om at en fornuftig forestilling om det vil afskaffe den, og hjælper det ikke, så blev der let andre midler. Så nødig anmelderen vil nedsætte noget medmenneske, så ubrødelig holder han det for pligt her i dette blad ved stand og navn at opgive den gård eller husejer som efter den offentlige advarsel lader en uorden vedblive der er så let at fjerne.
Ved denne lejlighed kan indsenderen ikke andet end omtale en anden uskik som man i denne tid ser undertiden: Når nemlig de folk hvis pligt det er at ihjelslå hunde, viser sig, så har de gerne en trop af et halvt hundrede af Københavns ærværdige pøbel foran sig som bortdriver hundene til andre gader. Og da disse folk ikke kan fordele sig på mange steder, så følger deraf at denne nyttige anordning næsten ganske forfejler sin hensigt. Kunne ikke en politirotting, for stok var for meget, da det for det meste kun er gadedrenge, her gøre en god virking. Mere end to rap behøvedes der næppe til at adsprede en hob som i henseende til mod temmelig ligner harerne. - Anmelderen spørger kun.
Viator.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 68, den 10 August 1799, s 1081-1084)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar