29 oktober 2021

Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen)

Frederikke Benedicte (Bente) Dannemand (1790-1862) hed Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted). Hun var datter af de ugifte forældre, borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted (ca. 1752-1821) og Malene Gregersdatter (død tidligst 1821). Hun voksede op i Nyboder. I 1808 blev hun af generaladjudant F.C. v. Bülow præsenteret for Frederik VI (1768-1839), der da var overgået fra kronprins til konge. Deres forhold varede  med en enkelt afbrydelse hele resten af kongens liv. Han opholdt sig hos hende når han havde tid, i det hus der blev købt og indrettet til hende på Toldbodvej, nu Esplanaden. Hun fik undervisning i tegning og ridning. De fik sammen to piger og to drenge.

Esplanaden 36, 34 og 32. Dengang toldbodvej. Fru Dannemand boede både i nr. 32 (fra 1821) og nr. 34 (1810-1821). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den nævnte afbrydelse var da Frederik 6. opholdt sig ni måneder i Wien til Wienerkongressen. Hun havde været utro (det havde han i øvrigt da også), og han forviste han hende fra hovedstaden. Den 27.3.1816 fødte hun i Christiansfeld en søn der blev overgivet en af søstrene i menigheden. Faderen var formodentlig en svensk købmand. I 1818 blev hun taget til nåde af kongen og vendte tilbage til sin bolig i København, og året efter fødte hun sit fjerde barn med Frederik VI.

Forholdet var kendt, af dronningen og andre, endog "pøbelen". Ordet "Dannemand" optræder for første gang i et brev Frederik 6 sendte da hun havde født deres første barn, 16. april 1810:

Evigt elskede R. jeg mangler ord at beskrive dig min glæde, Gud give jeg kunne favne dig og vores glut. Kan du se at jeg sagde dig rigtig at du fik en pige, jeg er glad at alt er overstået og længes blot efter at slutte dig, og vor lille i mine arme. Nu beder jeg blot om at skåne dig og for alt hvad helligt er, ikke at skrive mig i de første dage da dette kunne skade sig og give dig hovedpine. Den kval og angst jeg har udstået for dig, kan du ikke tro, men Gud ske lov at alt er overstået. Guldberg som berettede mig dette glade budskab i dag, var jeg ikke i stand til at tale ret med, hun må have anset mig for konfus i hovedet, men dette kom blot af min overgang fra angst til glæde. Gud velsigne dig, min guddommelige R. Gud velsigne den lille Frederikke Danneman. Jeg kysser tusindgange dine hænder i tankerne. F.

Det er dog uvist om det bare er en generel betegnelse. Helt sikkert er at hun 1829 blev optaget i rangforordningen under navnet fru Frederikke Dannemand. Kort før sin død meddelte Frederik 6. officielt at fru Dannemand, og ikke kun hendes børn, var adelige, det gjaldt også hendes adoptivdatter. Den ældste søn Frederik Vilhelm (1813-88) blev greve 1839 og oprettede 1857 det grevelige Dannermandske stift på Åstrup. 

Da Frederik 6. døde 3. december 1839, besøgte fru Dannemand ham formiddag og aften den foregående dag. Dette er dog ikke opført i den officielle hofførers protokol. 

I 1849 blev hun efter egen ansøgning sat under administration da hun ikke var særlig god til at forvalte sin økonomi. Ved samme lejlighed solgte hun sin lejlighed på Toldbodvej og flyttede til sin død ind i nabolejligheden:

At undertegnede, ifølge kongeligt Commissorium af 26de f. M. have overtaget Ordningen af Fru Frederikke von Dannemands Pengeanliggender med alt deraf Flydende, og at som Følge deraf hendes Pengeaffairer derefter afgjøres af os, bringes herved til almindeligt Kundskab.

Arrangements-Commissionen for Ordningen af Frue Frederikke von Dannemands Pengeanliggender, den 5te jui 1849.

Bræstrup. Frederik v. Dannemand. R. Wolff.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. juli 1849, 2. udgave) 

Frederik 6. har formodentlig taget turen op ad Amaliegade, smuttet ind i en gård og på denne måde arriveret til sin maitresses lejlighed ad denne baggård. Den gule bygning er nr. 34, den hvide til venstre nr. 32. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Modviljen i hof- og borgerkredse var i starten stor mod fru Dannemand. Men det blev senere vendt, bl.a. fordi det kom hende til gode at hun aldrig havde forsøgt at vinde politisk indflydelse på den efterhånden upopulære enevoldskonge. Fra hendes sidste år foreligger der vidnesbyrd om hende som et venligt og godgørende menneske med meget af sin tidligere skønhed i behold. Hun blev Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse.

Af notitserne i anledning af hendes død her et par udvalgt:

Frederikke Dannemand, stod i mange år i fortroligt forhold til Frederik den Sjette, med hvem hun havde flere børn. Almindelig agtet for sin hæderlige karakter, savnet af de mange hungavmildt understøttede. (Folkets Avis - København, 2. januar 1863).

Fru Frederikke Dannemand der i mange år stod i et meget fortroligt forhold til kong Frederik VI, ved hvem hun havde flere børn, afholdt og agtet især for sin store godgørenhed og for det stille husliv hun førte. Af hendes efterladte formue er en del bestemt til veldædigt øjemed og til legater, hun skal være født i Nyboder 1786. (Fyens Stiftstidende, 19. januar 1863).

Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen med sine efterkommeres grave foran sig i et ganske stort anlæg på Garnisons Kirkegård. På den oprejste sten står der "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af denne sten ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844)Foto Erik Nicolaisen Høy.


Grevinde Dannemand.
Frederik den 6.s Maitresse.

Bente Frederikke Dannemand, født 1790, død 1862, var datter af borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted og Malene Gregersdatter. Frederik den 6. gjorde 1809 vendes bekendtskab gennem sin generaladjudant Frantz Bulow. 1829 fik hun rang som oberstinde og 1830 blev hendes og kongens fire børn ophøjet i adelsstanden. Hendes ejendom lå på Toldbodvej, nuværende nr. 26. I et brev til Bülow på Sanderumgård af juni måned 1812, skrevet i Roskilde, hedder det:

I går var jeg i København, og her har De noget af det nyt, jeg har samlet. Det hus, som general Bülow har købt, er til kongen, da madam Dannemand skal bo deri. Hun skal have ekvipage og kører nu med Topper. Det skal være en tosset person af ingen opdragelse eller kultur. To børn har hun allerede, som skal ligne kongen meget, siges der. Det skal være to piger; for disse skal der købes en lille ejendom, at de i tide kan blive selvstændige. Tre gange om ugen kommer kongen til byen (fra Frederiksberg) og tilbringer den største del af natten hos hende. Fru Dannemand lærer nu at ride af berider Schiött i Ridehuset, bygget for dronningen. Hun rider offentlig på gaden med berideren. Hendes to pigebørn har hvide hår (hvad, som bekendt, kong Frederik også havde). Gården ved Toldbodvejen er den samme, som madam Winge, Kong Frederik den 5. frille, beboede. Heste og vogn har hun fået. På vognen har hun ladet sætte en krone.

Midt i dette tidspunkt, hvor der udstedes hyrdebreve om tarvelighed og huslighed, er der en ækel luksus ved hoffet med fløjl, tyl, kniplinger og alt, hvad kostbart er . . .

Man taler højt om, at når kongen daglig med sin datter spadserer forbi fru Dannemand, kysser han på fingrene og hilser til hende, hvilket umuligt kan undgå datterens opmærksomhed, som altså ventelig ikke er uvidende om hemmeligheden, som nu enhver gadedreng ved. Prægtige fordringer har hun. Man påstår at hun siger: Jeg har lovet min Frederik ikke at blande mig i politiske affærer, som klinger noget paradoks af en mad. Dannemands mund, og af nåde afsiger sin formentlige ret til at give sin stemme til at afslutte krig og fred, bortgive vigtige statsembeder osv. Dronningen, som man tror ved alt, skal være yderst opbragt på de personer, hun ved, der er hjælpere, som Friboe, Fr. Bülow, Romeling og hvad de flere hedder.

Fru Dannemand, siges der, tager mod besøg, især militære. Hun kaldes den lille dronning. Hun skal være ærgerlig over, at hun har for få piger. Hendes frænder skaffer hun penge og fordringer og roses for nedladenhed og godgørenhed.

I et brev af 14. juli 1812 hedder det;

I Søndags var jeg i Dyrehaven, hvor fru Dannemand var ridende som en amazone; hun er ganske køn, ikke stor, buttet osv. Denne jagen efter at vise sig offentlig er hverken forsigtigt eller rosværdigt.

Om tingen selv kan man sige meget til undskyldning.

Af et senere brev uden dato:

Om fru Dannemand tales i selskaber med ringeagt og latter. Således hørte jeg i går, at hun en søndag var i Dyrehaven ridende, men stod af og spadserede med de hvidhårede børn, hvoraf det sidste, som hun i egen person giver die, blev båret af Goldammen. Nu begyndte pøbelen og andre folk af middelstanden i deres enfoldighed og uhøviske sprog at opholde dem over hende og børn, at lade falde et og andet uartigt skældsord, at sige højt: Her skal vi pines med de grusomste og mest blodsugende skatter og byrder, for at sådan en . .. kan stadse med sine h...unger, køre i karet, ride osv. - Hvad sådanne ubehøvlede folk kan finde på

(Lolland-Falsters Social-Demokrat, 14. april 1906)

I en artikelserie om Frederik VII påstås at han mistede respekten både for sin far og Frederik VI:

Når kongen og prins Christian ikke fra Frederiks side mødte den ærefrygt de ifølge deres stilling kunne gøre krav på, lå det i deres private perssonlige forhold, hvorved de svækkede deres moralske autoritet. Frederik VI levede vitterligt i et intimt forhold til oberstinde Dannemand og havde børn med hende. Prins Christian var en tilbeder af det smukke køn og havde flere kærlighedsforståelser. Men sin korrespondance i den retning var han dog klog nok til at brænde. Prins Ferdinand havde ligeledes et par maitresser. Prins Frederik så altså sin svigerfar, far og onkel leve i ægteskabsbrud, og han var derfor tilbøjelig til at besvare de moralske formaninger, de to første gav ham, med et ironisk smil. Deet er, som forhen berørt, betegnende for forholdet mellem svigersønnen og svigerfaderen, at hin ved separationen bad sidstnævnte om at sørge for hans elskerinde, jomfru Weiner. Kongen nægtede det idet han i dette anliggende henviste prinsen til faderen! Rantzau Breitenburg skjuler ikke sin uvilje over at faderen derefter gjorde sig til Postillon d'amour for sønnen og ikke formåede at se det uværdige i sin handlemåde! For jævne, borgerlige folk ville nu alt det uanstændige og upassende heri straks have stået klart. Men for kongelige personer gjaldt den gang en særskilt moralsk målestok, og de var fritaget for hensyn som almindelige dødelige var bundne af!

I fremmede historikeres, især tyskes, skildringer af det danske hofs personligheder i Frederik VIs og Christian VIIIs regeringstid fremtræder i reglen prins Frederik som et i moralsk henseende forfaldent subjekt, som et uopdragent og uvidende menneske, som en politisk umulighed, hvorimod kongehusets øvrige medlemmer omtales med respekt, og enhver lysside hos den fremdragees, for at manglerne kan træde i skyggen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. maj 1907, uddrag).

Romaner om Dannemand

Under 1. verdenskrig udkom der hele 2 romanføljetoner om oberstinde Dannemand.

Under pseudonymet Klaus Kolding udkom i 1915 en romanserie om Dannemand i Folkets Avis: "En Nyboderpoges Roman". Klavs Kolding skrev en mængde meget lange og indviklede spalteføljetoner 1911-1916. Bag navnet skjulte sig forfatteren Harald Tandrup (1874-1964). Han er ikke særlig kendt i dag, for på grund af hans nazistiske agitation under besættelsen blev han ekskluderet af Dansk Forfatterforening. Artiklerne var naturligvis fri fantasi, og ledsaget af nogle ligeledes frit fantaserede tegninger:

Ak, sagde kongen og greb bentes hånd. Det er jo mit eget liv du udmaler. (Folkets Avis 3. september 1915)

En anden roman "Fru Dannemand" af Theodor Ewald udkom som føljeton i "Aftenbladet" april-juli 1918, ligeledes illustreret med fantasifulde tegninger:

Tys, sagde fru Dannemand, nu ringer det! Aftenblade, København. 25. juli 1918.

Jøsses nej, sagde madam Raftsted og slog med nakken. (Aftenbladet, København. 27. juli 1918)

Hun stod med panden mod ruden og græd. Aftenbladet, 29. juli 1918.

28 oktober 2021

Plougstrup Enge: Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe den 20. Novbr. I Tirsdags indberettede Sognefogden i Jernved til Herredsfoged Borch i Ribe Herred, at der Dagen iforvejen i Plougstrup Enge var funden Liget af et spædt Barn, indsvøbt i et stort Tørklæde. Ved det igaar optagne Forhør lykkedes det Herredsfogden at opdage den Skyldige, nemlig en Gaardmandsdatter fra Taabøl, som tilstod, at hun havde født i Dølgsmaal og derefter kastet Fosteret, som hun paastaaer var dødfødt, i Aaen. Den foretagne Obduktionsforretning har imidlertid ikke bekræftet hendes Paastand, og der er Sandsynlighed for, at den fortsatte Undersøgelse, som tilkommer Herredsfogden i Gjørding-Malt Herred, i hvis Jurisdiktion Forbrydelsen er begaaet, vil godtgjøre, at her foreligger et Fostermord.

(Ribe Stifts-Tidende 20. november 1862)


- Om det i Plougstrup Enge ved Kongeaaen den 17de f. M. fundne Lig af et spædt Barn, som en Gaardmandsdalter i Tobøl havde tilstaaet at have født i Dølgsmaal, giver Ribe Avis følgende nærmere Oplysninger: Arrestantinden, den omtalte Gaardmandsdatter, en Pige paa 25 Aar, har nu, efteral være bragt til Arresten i Holsted og efterat være underkastet flere Forhør, i hvilke hun fastholdt sin første Forklaring, endvidere tilstaaet, at hun har ombragt sit Barn, som hun fødte levende, umiddelbart efter Fødselen ved Kvælning; at hun Dagen derpaa har set Lejlighed til al lægge det i en Skuffe i sin Dragkiste, hvorfra hun, 3 Dage efterat have født, ligeledes ubemærket har borttaget Liget og begivet sig med samme til den tæt forbi hendes Faders Gaard løbende Kongeaa, hvori hun sænkede det. Motivet til Gjerningen angiver hun at have været Frygt for den Skam, som det at føde et uægte Barn vilde paadrage ikke alene hende selv, men ogsaa hendes Forældre og øvrige Familie, af hvem hun bestandig har været anset for en ordentlig og sædelig Pige. Hun nægter at have nogen Medskyldig.

(Jyllands-Posten 17. december 1862)

27 oktober 2021

Embedsmændsforbrydelser i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen).

- Ved Postmester Hoffgaards Embedsførelse i Viborg og Toldforvalter Holsteins i Frederikshavn skal der - ifølge en Artikel i "Dagbladet" - have fundet Misligheder Sted af en saa grov og iøjnefaldende Natur, at de formentlig kunde have været forebyggede, dersom vedkommende overordnede Myndigheder ved Siden af almindelig Nøjagtighed og Samvittighedsfuldhed havde udviist noget af det Omløb, som man dog hos en hos Embedsmand maa være berettiget til at vente. Hvad angaar den arresterede Postmester Hoffgaard, da skal der have været al mulig Anledning til at se ham skarpt paa Fingrene. Det var bekjendt for Gud og Hvermand i Viborg, at han havde paadraget sig en betydelig Privatgjæld og i det Hele levede under fortvivlede Pengeforhold, medens han desuden vedblev at føre et Hus, hvortil hans Gage umuligt kunde strække til, og det kan ikke have været Postinspektøren uvitterligt, at der allerede for et Par Aar siden blev sammenskudt et Par Tusinde Daler, for at dække hans daværende Kassemangel. Den sidste graverende Handling, hvorfor han blev arresteret, var, at han havde brudt et Pengebrev og deraf udtaget 100 Rd. Blandt flere saadanne Misligheder ville vi blot nævne et Par. En Mand havde i længere Tid ventet et Pengebrev fra Fyen og flere Gange gjort Forespørgsler derom paa Postkontoret, men altid forgjæves. Da besluttede Manden endelig at vandre paa sin Fod til Fyen, og erfarede der af den ham foreviste Postkvittering, at Pengene vare for flere Uger siden afsendte til Viborg. Nu bleve Pengene ham udbetalte, men det var aldeles kjendeligt, at Konvoluten havde været aabnet. Heller ikke Privatbreve gik fri for Misbrug; der er bl. A. stor Sandsynlighed for, at et Brev fra Justitsministeriet til en Mand deri Byen har været aabnet og forseglet igjen, og det med en saadan Skjødesløshed, at Hoffgaards Segl fandtes trykket udenpaa Ministerens. Flere lignende Misligheder ere nu opdagede. Men endnu langt værre er dog, hvad der fortælles om Toldforvalter Holstein. Dennes fornemste Trafik skal navnlig have bestaaet deri, at han ved falske Angivelser og Attester gav det Udseende af, at der henlaa et betydeligt større Kvantum ufortoldede Varer paa Kreditoplag, end Tilfældet virkelig var, idet han saaledes besveg Statskassen for de Toldindtægter, som han selv forlængst havde hævet hos vedkommende Kjøbmand. Og ved disse Attester og Angivelser hedder det, at han ikke blot har efterskrevet de nuværende Handlendes Haandskrift og Navne efter en stor Maalestok, men at han endog har holdt det gaaende med Underskrifter fra Kjøbmænd, der for flere Aar tilbage ere døde eller fallerede. At et saa plumpt Falsum ikke strax kom for Dagen Lys maa tilregnes en ligefrem Forsømmelse, idet Defisor og Revisorer have undladt at konferere Attesterne med den Liste over de daværende Kjøbmænd, som jo maatte staa til deres Raadighed.

(Jyllands-Posten 7. november 1862)

Parti fra Frederikshavn. Tegnet af J. Hellesen. Illustreret Tidende nr. 326, 24. december 1865.

Postmester Ludvig Martin Hoffgaard var blevet postmester i 1851 efter Willer Hansen.

Kammerjunker Frode Hjalmar Holstein (1808-1878), fhv. løjtnant i Prins Christian Frederiks Regiment, konsumtionsforvalter i Nykøbing M. 1835, tillige toldforvalter 1841-1850. Toldforvalter i Frederikshavn 1851-1866. Holstein tilsatte sine mange penge ved at føre stort hus og afholde de store middage, bl.a. fik gæsterne forskellige servicedele i sølv. Oveni det spenderede han penge på at udtørre Store Vildmose og var kommet i forbindelse med nogle engelske pengemænd. Han udgav 1859 en trykt plan for den nævnte udtørring gennem et kanalsystem med sluser og pumper. Han blev 1862 suspenderet og 1866 afskediget fra sit embede på grund af kassemangel. Han efterfølgende have levet at arbejde på en højskole.

Nogle Bemærkninger om Kirkegang. (Efterskrift til Politivennen)

(Af P. H. Classen.)

"Vi kunne aldrig ringeagte Herrens Dage, uden at det bliver til vor Skade."
("Dagenes Perle", af en Arbeidsmands Datter.)

Hvoraf mon det dog kommer sig, at en saa stor Mængde af os saa overmaade sjeldent gaae i Kirke? Uden netop at see mig istand til at besvare dette Spørgsmaal, tilsigtende meget mere, om muligt, at anspore Andre til at besvare det, skal jeg blot søge at gjøre nogle faa Betragtninger gjældende i denne Anledning. Allerførst skal jeg til Beviis paa, at dette Spørgsmaal nok fortjener at overveies, søge at gjøre en Beregning over det Forhold, hvori de Kirkesøgendes Antal hos os kan antages at staae til Antallet af Befolkningen i det Hele. Ifølge Kandidat Friis's Beskrivelse over Lolland og Falster har sidstnævnte Øes 27 Landsogne en Befolkning af 21,162 Sjæle, hvilket giver et Middeltal af omtrent 800 for hvert Kirkesogn. Fradrager man heri for dem, der ere for unge (smaae Børn), og dem, der ere for gamle (og svage), høit regnet Halvdelen *), bliver der 400 tilbage. Deri bliver endvidere at fradrage dem, der kunne have tilfældigt Forfald (saasom f. Ex. Sygdom eller anden alvorlig Forhindring), og disse Forfald maae vistnok paa Landet, hvor lang og besværlig Vei unægteligt ofte kan lægge Hindringer i Veien for Kirkebesøget, beregnes rigeligt. Men meget rigeligt regnet maa det da vistnok ogsaa erkjendes at være, naar her antages, at - hver Søndag - Halvdelen af fornævnte 400 kunne have lovligt Forfald. Der bliver da endnu 200 tilbage. Kommer nu dertil, at vel kun faa Landsbykirker her paa Falster kunne rose sig af at have, som et Middeltal, alle Søndage hele Aaret igjennem et Besøg af over 40 Mennesker, medens de fleste vel maae nøies med mindre, er det da ikke i Sandhed over al Maade paafaldende, at altsaa for hver 40 Mennesker, der søge Kirken, i det mindste 9 Gange saa mange udeblive, og 4 Gange saa mange, uden Forfald, ligefrem forsømme den?

At Grunden hertil skulde være en almindelig udbredt Ligegyldighed for Guds Ord, det tør man dog paa ingen Maade antage. Man behøver kun at lægge Mærke til, hvor Lidet der undertiden behøves, for i en eller anden særlig Anledning at fylde, ja endog overfylde en Kirke, eller til den Mængde Andagtsbøger, der nuomstunder trykkes, udgives og finde Afsætning endog i vor indskrænkede danske Læsekreds, og man ledes derved uvilkaarligt til den Betragtning, at det daarlige Kirkebesøg hos os maa hidrøre fra ganske andre Grunde, maaskee nærmest fra en Vane, eller rettere sagt Uvane, som der ikke alene ikke skeer noget Kraftigt, men som der saa at sige Intet skeer for at modarbejde og forandre. Unge voxe op og blive gamle under det dem overalt fra imødekommende Indtryk af, at det, at gaae i Kirke, det er Noget, som man vistnok bør gjøre engang imellem. Noget, som desuden følger af sig selv, eftersom vi jo Alle skulle i Kirke, saasom for at gaae til Alters, for at offre til Præst og Degn, for at staae Fadder, for at takke for en saa haandgribelig Velgjerning, som en god Høst er for os Alle, osv. Men - at vi skulle ihukomme Hviledagen og holde den hellig, ikke engang imellem, efter den Enes Mening hver 2den, efter den Andens hver 3die eller 4de Søndag osv., men efter Guds egen Anordning hver 7de Dag, uden anden Undtagelse, end hvad alvorligt bydende Forfald maatte medføre, det er Noget, som de Unge vel alle tilsammen til sin Tid lære **), ligesom vi selv have lært det, men hvoraf de desværre senere gjenfinde Lidt eller Intet i det virkelige Liv. Hvad de derimod saare hyppigt ville finde, d. c. f. Ex. den Betragtning gjort gjældende, at man meget godt kan helligholde Hviledagen paa anden Maade end ved at gaae i Kirke. Det er nu ganske vist, at man kan gaae ind i sit Lønkammer eller holde Huus-Andagt, og der bede til Gud ligesaa oprigtigt og ligesaa inderligt som i Kirken. Men Huusandagten, d. e. den gammeldags Skik, ifølge hvilken Huusfaderen til bestemte Tider, i Reglen hver Morgen og hver Aften, forsamlede hele sin Huusstand til Bøn, hvilken da i Almindelighed oplæstes høit af Huusfaderen, og ofte efterfulgtes af Afsyngningen af en Psalme, hvilken Alle istemmede, - den er jo ganske gaaet af Brug, hvorved Kløften imellem Kirkens og Skolens Lære paa den ene og det virkelige Liv paa den anden Side da kun er blevet endnu større, saa at - istedetfor at "Guds Ord skulde boe rigeligt iblandt os", staaer det tværtimod ret fattigt til dermed i vore Boliger, det vil sige med det levende Ord, som ellers netop i vor Tid, naar det føres fra "Talerstolen" eller i anden verdslig Forsamling, holdes saa saaledes høit i Ære, og føles og erkjendes at have en ganske særegen Magt til at røre og bevæge Hjerterne fremfor det skrevne eller trykte Ord. Bønnen i Lønkammeret er derimod tilbage; thi "Mennesket sønderbryder ikke paa eengang alle Traade, hvormed christelig Skik og Vane have omspundet ham". Men - tør Nogen vel for Alvor paastaae, at Bønnen i Lønkammeret er ham saa tilstrækkelig, at den ugentlige Gudstjeneste, der er anordnet over hele Christenheden, er ham for hans Person idetmindste 9 Gange af 10 noget Undværligt og Overflødigt? Nei, Bønnen i Lønkammeret er Noget, som ligefrem hører til hver Dag, men som derfor ingenlunde kan gjøre det overflødigt, at vi, om det saa var hver evige Søndag, ved Hjælp af Guds Ords Forkyndelse, Lovsang og Bøn i Forening med Troesfæller, Høie og Lave, Rige og Fattige, Unge og Gamle tilsammen, søge at hæve vor Aand ud over det daglige Livs ofte lige smaalige Glæder og Sorger op til det, der ene kan styrke os i Troen, hellige vort Levnet og trøste os i Liv og Død, saaledes som det saa smukt og saa betydningsfuldt hedder i den Bøn, hvormed vor offentlige Gudstjeneste sluttes, og som ogsaa er at læse i den Bog, som vi Alle uden Undtagelse besidde, - i vor Psalmebog. Det kan derfor vistnok aldeles ikke med Grund paastaaes, at den ovenanførte saa overordentlig hyppige Forsømmelse af den offentlige Gudstjeneste skulde hidrøre fra, at samme erstattes ved anden Andagtsøvelse.

Der er undertiden en anden Betragtning, som ogsaa hyppigt høres gjort gjældende i samme Anledning, den nemlig, at Præstens Maade at prædike paa ikke tiltaler Een, eller at der ved den øvrige Gudstjeneste er Et eller Andet, der ikke opbygger En, og at man derfor, skjønt nødigt, foretrækker at udeblive. Ikke at tale om, at saadant - meer eller mindre ubevidst - kan være et af det Slags Paaskud, hvormed vi saa ofte undskylde - og bedrage os selv, (mon da de, hos hvem denne Betragtning gjør sig gjældende, gjøre sig nogen Umage, nogen Anstrængelse, for at nyde Godt af anden for dem mere opbyggelig Gudstjeneste eller Huusandagt??); ikke at tale om, at, naar Prædikenen ikke tiltaler os, Gudstjenesten ikke opbygger os, turde Skylden sikkert oftere, end vi gjerne ville tilstaae det, ligge hos os selv, enten derved, at vi ikke indkomme i Guds Huus med det rette Sind og det rette Hjertelag, nemlig for at lære at sørge over vore Syn - der osv., som det hedder i den Bøn, hvormed Gudstjenesten begynder. og som ogsaa findes i vor Psalmebog; eller derved, at vi gjøre større Fordringer til Gudstjenesten, end vi med Ret og Billighed kunne gjøre, og lægge saa megen Vægt paa veltalende Foredrag eller harmonisk Musik, at vi derover forglemme, at alene Oplæsningen af Guds Ord, Bønnen og fremfor Alt Velsignelsen, som lyses over hver enkelt af de Tilstedeværende, ere Goder, som, tilbudne os hver Søndag, det skulde synes en Daarlighed at indbilde os, vi kunne undvære ***) ikke at tale om Alt dette, saa turde det tog i alt Fald være indlysende, at maa det end vistnok indrømmes, at de større eller mindre Mangler, der kunne klæbe ved den offentlige Gudstjeneste, som ved enhver Foranstaltning, der skal udfores af Mennesker, ikke kunne Andet, end udøve Indflydelse paa Kirkebesøgets større eller mindre Talrighed - saa mangelfuld kan den offentlige Gudstjeneste dog umuligt i Almindelighed hos os siges at være, at alene deri skulde kunne søges Aarsagen til, at, som ovenanført, 4/5 af Befolkningen regelmæssigt, uden antageligt Forfald, forsømme samme. Aarsagerne ere naturligviis flere forskjellige samvirkende og netop derfor vanskelige at udpege. Lader os derfor ikke beskylde Nogen, hverken Præsten eller Menigheden, hverken de Gamle eller de Unge; men lader os Alle først og fremmest nøie prøve og give Agt paa os selv, og lader os, især vi, hvem Gud har skjænket og betroet en opvoxende Ungdom, som vi skulle vaage over, og selvfølgelig foregaae med vort Exempel, thi deri ligger jo vor største Magt saavel til det Gode som til det Onde, lader os, som der staaer i vor Psalmebog, bede den almægtige Gud om at udrydde al Lunkenhed og Skjødesløshed, al Ladhed og Uvillighed af vor Natur, paa det vi kunne bruge vor Sjæl og Legeme, vore Kræfter og al vor Formue til hans Ære, til vore kjære Medmenneskers Nytte og ovn eget sande Vel, bede ham om at fylde os med Iver for vort Kald og med en brændende Lyst til at udrette noget Godt i denne Verden!

*) At dette er meget høit regnet fremgaaer af den Beregning, der indeholdes i Trap's Beskrivelse af Danmark, ifølge hvilken af hvert 1000 Mennesker i Kongeriget de, der ere under 15 og over 60 Aar, ikke udgjøre mere end 414.

**) Herhen hører den Bemærkning, at Ungdommen nu i Almindelighed ikke mere, som fordum, af Præsten eller af Forældrene i den Tid, der medgaaer til Konfirmationsforberedelsen, holdes til i Reglen at gaae hver Søndag i Kirken. Det skal Altsammen være frivilligt. Men er dette dog ikke at drive Frihedsprincipet altfor vidt. Vel er det saa, at hvad der fremgaaer blot af Tvang, sjeldent kan bære Frugt til Velsignelse, ofte det Modsatte; men hvorfor netop forudsætte det Værste? hvorfor ikke hellere forudsætte, at baade Erkjendelse og Følelse af, at Kirkegangen er en Velsignelse, der ikke bør forsømmes, er tilstede hos de Unge, men derhos ligesaa en Fristelse for dem til at forsømme, som der kun hører en lille, forstandigen anbragt, moralsk Tvang til at overvinde?

***) Et ifjor i Christiania udkommet Skrift, hvis Titel er: "Erindringer af det betydningsfuldeste Aar i mit Liv" udtaler sig herom saaledes :

"Jeg var efterhaanden blevet en meget flittig Kirkegængerske. I Begyndelsen gik jeg i Kirken blot for Prædikenens Skyld. Jeg lyttede efter af Præstens Mund at høre Formaninger, Opmuntringer og Trøst. Det Øvrige af Gudstjenesten forekom mig mere ligegyldigt og overflødigt. Jeg kom derhen som oftest først naar Tjenesten var begyndt, ligesom jeg igjen ofte forlod den, inden den var fuldkommen sluttet. Men lidt efter lidt blev det ganske anderledes. Eftersom Kjærligheden til Gud efterhaanden udfoldede sig i mit Indre, fik den hele Gudstjeneste et dyrebart og ubeskriveligt Værd for mig. Alt vedkom jo Gud, i Alt blev jo hans og min Frelsers Navn nævnet. Alt tiltalte mig, til Alt lyttede jeg med en hjertelig Andagt og Glæde. Fremfor Alt blev dog Velsignelsen mig hellig og umistelig, og jeg kunde aldrig forlade Kirken, for den, baade fra Prædikestol og Alter, var bleven udtalt over mig Jeg passede nu ogsaa nøie paa, altid at være tilstede ved Tjenestens Begyndelse, fordi det stedse skjænkede mig en særegen fredelig Glæde, at kunne forene min Bøn, med den fromme lille Indgangsbøn og Fadervor." - "Jeg har hørt Christne at sige, at de egentlig ikke vidste, hvorfor de skulde gaa i Kirke. Hvad Præsten kunde sige dem kjendte de jo allerede; ialtfald havde de ligesaamegen Opbyggelse af at læse en god Prædiken hjemme for sig selv. Men dette er, synes mig, at søge Gud blot med Forstanden ikke med Hjertet. Uafhængig af Prædikant og Prædiken er den indre Trang, der driver dette til Guds Huus. Vel er det en ret sørgelig Fornemmelse, naar Hjertet, blødgjort og opvarmet ved Bøn og Sang, igjen henstivner og kjølner under Prædikantens Ord; naar det intet levende, intet klart, intet skjærmende Indtryk derfra kan medtage i det huuslige Livs mange travle Arbejdsdage. Vel er det godt og herligt, naar en kraftfuld, christelig, opbyggelig Tale kan blive Tilhøreren tildeel, styrke Troen og opflamme Haabet og Kjærligheden; men om den mindst begavede Taler er tilstede, skulde dog Guds Børn alligevel vandre til deres Faders Huus; thi det er jo ham alene de søge. De komme jo for hans og deres egen Skyld, ikke for nogen Andens i Verden, og de finde ham jo i Evangeliet i Sangen og Bønnerne, i Daaben og Nadveren, i hver enkelt lille Deel af hele den øvrige Gudstjeneste, om de end ikke, eller dog ikke saaledes som de havde ønsket der, finde ham i Prædikenen. Jeg veed det af Erfaring, hvor liden Glæde der er ved at søge Guds Huus, naar Forstand og Phantasi mere end Hjertet driver Foden derhen. Den egenkjærlige, kolde Forventning, der i fordums Tider kunde lokke mig til Kirken for at høre en udmærket Taler, eller den forfængelige, overfladiske Lyst til at høre noget Smukt, der lod mig søge den paa Højtidsdagene for Kirkemusikkens Skyld - o, hvad var den, imod den varme, Iykkelige Følelse, hvormed jeg nu, naar Klokkerne løde ilede derhen, for i Brødres og Søstres Samfund at tilbede ham, som elskede mig først, velsignes og bønhøres af ham, som min Sjæl elsker!"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 4. november 1862)


Fotograf Jens Petersen (19.3.1829-1.2.1905): Peter Hersleb Classen (1804-1866). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Peter Hersleb Classen (den yngre) (18.1.1804-22.2.1886) direktør, Det Classenske Fideicommission. Fra 1828 havde han bopæl på fideikommisets primære gods Corselitze og tog sig især af administrationen af fideikommissets godser på Falster. Han blev kammerjunker 1825, kammerherre 1843, gehejmekonferensråd 1871, Ridder af Dannebrog 1850, Kommandør 1865 og fik Storkorset 1876. Der er rejst en mindestøtte ved Corselitze og en mindetavle i Vinderød Kirke. Portrætrelief af Rasmus Bøgebjerg 1893. Litografi 1871 af Edvard Fortling.


Artiklen blev citeret 3 år efter i anledning oplysninger om Herlufholms Skoles rektor havde ændret ved ordningen med disciplenes kirkegang ved denne skole:

Uden som sagt i mindste Maade at ville indlade mig paa, hvad der af Ovenstaaende kan - eller ikke kan - finde Anvendelse i den omhandlede Anledning, skal jeg blot tillade mig at henstille det Spørgsmaal: Er der dog ikke noget besynderligt Uhyggeligt, som paa en eller anden Maade maatte kunne undgaaes, deri at Ordningen af Disciplenes Kirkegang ved en offentlig Opdragelsesanstalt, med total Forbigaaelse af det Naturlige og Fornuftmæssige i, at Udeblivelse fra den ugentligt anordnede Gudstjeneste kun kan undskyldes med gyldigt Forfald (i Bedømmelsen af denne Gyldighed vare man forøvrigt saa billig og hensynsfuld, som man vare vil), at denne Ordning, siger jeg, saaledes som den foreligger i det nævnte Nr. af "Fædrelandet", i al sin Vilkaarlighed fremtræder i en saa positiv Form, som ligefrem egner sig til at skaffe den Anskuelse Indpas, at, naar man een Søndag har været i Kirke, saa kan man ret godt undvære det de 3 næste Søndage, - uden Hensyn til, om man forøvrigt har noget Bedre eller Nødvendigere at tage Vare i den Times Tid, der medgaaer til Gudtjenesten, eller ikke?

Indsenderen, der - , Forbigaaende sagt - om ingen Skole hos os har hørt saa meget Godt som netop om Herlufsholm, tvivler ikke om, at dens Disciple ingenlunde savne passende Vejledning og Opmuntring til at deeltage i Gudstjenesten ogsaa udenfor de Søndage, paa hvilke de dertil ere pligtige. Men - dette skyldes da neppe hverken Aanden eller Udtrykkene i Ordningen af de omhandlede Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1865).

Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)


- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbageværende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Betragtningen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

25 oktober 2021

Koloniraadsmådet den 19de September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. 

- - -

Siden Kolonialraadets overordentlige Samling i Februar og Marts d. A. er det vigtigste Anliggende for Øen St. Croix, som dengang var Gjenstand for Raadets Forhandlinger, nemlig Fremme af Arbejder-Immigration her til Øen, indtraadt i et Stadium, der giver langt sikkrere Udsigter til heldige Resultater, end ingensinde tidligere har været Tilfældet. De Underhandlinger, som af Gouvernementet i 1860 foranledigedes indledede fra den danske Regjerings Side med de Forenede nordamerikanske Staters Regjering om Overførelsen til St. Croix af de ombord paa Slaveskibe, der opbringes af de nordamerikanske Staters Krydsere forefundne afrikanske Negre, ere af det kongelige Gesandtskab i Washington blevne gjenoptagne paa et for Sagens Afgjørelse heldigt Tidspunkt under Kongressens sidste Session og have ledet til Indgaaelsen af en Overeenskomst den 19de Inti d. A , ifølge hvilken de paa den ommeldte Maade friblevne Individer ville i de næste Aar blive afgivne her til Øen, hvor der ved Gouvernementets Foranstaltning vil blive sørget for deres passende Oplærelse, Forsyning med Boliger og Klæder samt Løn for deres Arbejde i Henhold til de gjældende Arbeidsregulationer. Ligeledes ere Underhandlingerne med den engelske Regjering om Tilladelse til at udføre Coolies fra de engelsk ostindiske Besiddelser til St Croix, efter Vedtagelsen af det Kolonialraadet i formeldte Session forelagte Udkast til en Anordning angaaende Behandlingen af fremmede Arbejdere herpaa Øen, blevne fremmede saa heldiget, at der er at Grund til at vente, at Øen, ved Hjælp af et Laan, som Finantsministeriet vil forskaffe samme i Henhold til Anordningen af 6te Juni d. A. angaaende Immigrationsfondet, vil kunne modtage en betydelig Tilførsel af Coolies tidligt i det kommende Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1862)

Den amerikanske borgerkrig var startet den 12. april 1861. I løbet af krigens første år sikrede Unionen sig kontrollen over grænsestaterne og etablerede en flådeblokade af alle Sydstaternes havne. I foråret 1862 havde senatet i Washington vedtaget at unionen skulle komme de stater som ville emancipere de slavegjorte, til hjælp med penge. I september 1862 gjorde Lincolns Emancipationserklæring slaveriets afskaffelse i Syden til et krigsmål.

24 oktober 2021

Uberettiget Kjørsel. (Efterskrift til Politiven nen)

Uberettiget Kjørsel. Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de Septbr. paakjendt privat Politisag paastod Formanden for Kjøbenhavns Vognmænd en indklaget Jordbruger i Utterslev for den 17de August formeentligen uberettiget at have befordret Personer mod Betaling med Heste og Vogn fra Holdepladsen ved "Trianglen" udenfor Stadens østre Indkjørsel til Skoven, anseet med Mulkt efter Forordn. af 27de januar 1804 § 46, samt tilpligtet at betale i Fragterstatning 2 Rd. 1 Ml. 8 sk og Sagens Omkostninger skadesløst, hvorimod Indklagede procederede til Frifindelse med Tillæg af disse. Indklagede indrømmede, al han har afgivet den omhandlede Befordring, men støttede sin Frifindelsespaastand paa, at han som Jordbruger, der holder Heste og Vogn , var berettiget til al befordre Personer mod Betaling fra Kjøbenhavn til Skoven under den saakatde Kildetid i Jægersborg Dyrehave, som, efter hvad der fra Klagerens Side blev ertjendt for rigtigt, iaar har varet til den 18de August. Heri kunde Indklagede ikke gives Medhold, idet Plakaten af 13de April 1822 - hvori den nu gjældende Regel for Omfanget af den Landboerne tilladte Befordring imod Betaling fra Kjøbebhavn til Skoven indeholdes - fastsætter, at saadan Befordring kan afgives fra 1ste Juni til sidste Juli ethvert Aar, uden at denne Tidsbestemmelse er sat i nogen Forbindelse med den fornævnte Kildetid, hvilket desuden ikke kan have været Plakatens Mening, da Kildetiden, dengang Plakaten emanerede, efter hvad Indklagede ogsaa havde erkjendt, ikke ordinairt varede til den 31te Juli.

Som Følge heraf blev Indklagede, der har ertjendt den paastaaede Fragterstatnings Størrelse for rigtig, dømt efter Klageren Paastand, der har Hjemmel i den paaberaabte lovbestemmelse, kfr. lov af 1ste Mai 1851 § 4, saaledes at Mulkten, 4 Rd., tillagdes Stadens Vognmænds Kasse, og at Sagens Omkoftninger bestemtes til 2 Rd. 2 Mk. 12 sk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1862).

23 oktober 2021

Tjenestekarl. (Efterskrift til Politivennen)

 - I "Randers Avis" læses: "Et Forhold af min Sognepræst finder jeg Anledning til offentlig at paatale: Jeg er en 18aarig Tienestekarl fra Christrup. Min Fremtidsusigt viser kun, at min Evne og Lyst til al arbejde kan vente at give mig Udkomme som Tyende, men jeg er ret godt fornøjet med min Lod, naar jeg blot kan undgaa ubillig Fortræd. Jeg blev imidlertid tidligt nødt til at forsvare mig imod Fortræd, eftersom min Husbonde, en Mand i Røved, ikke alene slog mig for en lille Forseelse, men han mishandlede mig. I Retten nægtede han, at de Saar, som omtaltes i en fremlagt Lægeattest, vare af hans Slag, men han blev dømt til at gjøre Ed. Denne Dom har han appelleret til Overretten. At det er vigligt for min Fremtid som Tjenestekarl, om jeg kommer til min Ret i denne Sag eller ikke, vil Enhver erkjende. Jeg vilde følgelig gjerne have en Sagfører til at møde for mig i Viborg; men, selv om min Husbonde havde betalt mig Lønnen til 1ste Maj ifjor, hvilket han ikke havde, og selv om jeg fik Lønnen til den Dag, Protesten begyndte, nemlig sidst i Oktober s. A., vilde jeg ikke kunne betale en Overretsprokurator for at møde. Altsaa søgte jeg om fri Proses, og henvendte mig til Præsten, Hr. Brøndsted i Ødum, om at give mig Attest om, at jeg er fattig. Hans Frue gav mig mange haarde Ord og den Besked, al jeg ikke skulde faa fri Proses, hvis hendes Mand kunde gjøre Noget derimod, og denne Resolution vedstod Præsten paa en Maade, som vistnok alvorllgt bør misbilliges, thi Embedserklæringer ere endnu farligere for Manges Fremtid end en noget fri Benyttelse af offentlige Blade. Præsten vilde ingen Attest give mig, "han ikke kjendte Noget til mig". To Mænd gave da Attest, og da Præsten skulde bekræfte deres Paalidelighed, benyttede han Lejligheden til at sige, es alene hvad der ej vedkom ham at yttre sig om, men en ligefrem Usandhed. Nu gav han ikke Attest om Mændenes Paalidelighed, men derimod om, at deres Udsagn, om at jeg var fattig, var overensstemmende med Sandhed, skjøndt han til ung erklærede, at dette var ham ubekjendt, og han tilføjede: at Bevillingen ej vilde være nødvendig for mit Udkomme i Fremtiden som Tyende, hvorimod den kun "vilde give mig lettere Lejlighed til endmere at fortrædige en Husbonde, der i flere Aar havde behandlet mig med megen Godhed, mere lom et Barn end som et Tyende". Med denne Attest maatte jeg sende mm Ansøgning ind, og jeg ved ikke, hvorledes det gaar med min Sag; men jeg ved, at denne Uret af Præsten er saa paafaldende, at den offenlig bør bebrejdes ham til Advarsel i Fremtiden. Min Husbonde var en Mand udenfor Bondestanden, men en Mand, som ofte har havt alvorlige Omstændigheder med sine Tjenestefolk, og en Mand, som vilde beholde ej alene min Løn for sidste Halvaar af Tjenesten, men ogsaa Størstedelen af den til Majdag forud, hvorved det blev ligefrem nødvendigt for mig at begynde Sagen, selv om jeg havde villet tie med Mishandlingen, og den sidste Del af Attesten er rentud Usandhed. Jeg var kommet fra Christrup 1 Aar og 16 Maaneder iforvejen, og blev brugt som enhver Tjenestedreng, navnligen til Kvæghyrde. Fra tidligere Tid kjendte Husbonden mig stil ikke. Jeg maa nu spørge, om en Tjenestekarls Vilkaar kunne taale at forringes til den Grav, og hans Løn forholdes ham fra November til Maj, at der, idet han stilles fra Husbonden saa Dage for næste November, gjøres Forsøg paa, ogsaa at fratage ham Lønnen for Halvaaret til November, og at han af en anset Præst, der er ukjendt baade med ham og med Sagen, faar den Tisgift til sine Uheld, at han har viist sig som et utaknemligt Barn, der bør standses i at fortrædige Husbonden? Skulde ikke den Mangel paa virkelig Hengivenhed hos Tjenestefolkene, som ofte bebrejdes disse, være en Frugt af saadan grov Partiskhed, og er del ikke godt, at den Tid er forbi, da Præsten i Skudsmaalsbøgerne fortalte sin Mening om ethvert Menneske i tjenende Stilling, som flyttede til en anden Menighed.

Røved, den 26de September 1852.
Lars Peter Møller Pedersen.

(Jyllands-Posten 29. september 1862).

14de og 9de Bataillon. (Efterskrift til Politivennen)

En lille affære betegner avisernes behandling af forholdene i Slesvig i 1862. Først en udlægning af et rent dansknationalistisk blad:

Fra Troppesamlingen kunne vi endnu meddele, at der Søndag Aften i Slesvig fandt et betydeligt Slagsmaal Sted mellem Dragoner og Infanterister af 14de Bataillon (Lauenborgere). Der vankede endog blodige Pander i den Grad, at et Par Mand maatte indlægges paa Sygestuen. - Et Par Dage i Forveien stode 9de og 14te Bataillon opstillede ved Siden af hinanden, og, medens der holdtes Hviil, sang Mandskabet af 9de Bataillon, der bestaaer af Nørrejyder, "Den tappre Landsoldat". Da Lauenborgerne hørte denne Sang, istemte de strax Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Følgen var, at Commandenten for 14te Bataillon lod Mandskabet træde til Gevær og paa den Maade straffede det ved at berøve det Hviletiden, men som et Beviis paa hvorledes Dansken forhaanes, maa vi desværre tilføie, at 9de Bataillon blev straffet paa samme Maade, fordi de sang Landsoldatens Vise. Saaledes pleies Forsonligheden i 9de Bataillon! - Dersom det danske Folk ikke snart føler sig tilstrækkelig forhaanet og istand til at ryste det Aag af sine Skuldre, som et svagt Ministerium har tilladt Tydskerne at paaIægge det, saa maa det sove ganske forskrækkeligt.

(Middelfart Avis 26. september 1862).


- "Den tappre Landsoldat". Det fortælles i "Nord. Cour", at Folkene af 9de Infanteribatailion (Lauenburgere) paa deres Marsch gjennem Altona tilbage til Ratzeburg skulle have udsagt, at de den sidste Dag de opholdt sig i Slesvig, havde et storartet Slagsmaal med Dragonerne, og at to Mand bleve tilbage paa Hospitalet i Slesvig som Saarede, ligesom ogsaa Dragonerne havde Saarede. Om den samme Bataillon fortæller en Meddeler til "Fredericia Av.", at da i Torsdags den 9de Bataillons Mandskab (Jyder) under en Hviil morede sig med, blandt flere Fædrelandssange at synge "Den tappre Landsoldat", begyndte Nogle af Folkene i den ved Siden værende 14de Bataillon at svnge "Schleswigholstein meerumschlungen". Da Kommandeuren for den lauenburgske Bataillon, Oberst Hein, erfarede dette, lod han strax Bataillonen kalde i Gevær, i hvilken Stilling den maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten; men - 9de Bataillon blev ogsaa kaldt til Vaaben og maatte saaledes lide den samme Straf som Lauenburgerne. - "Denne Meddelelse - siger "Dagbladet" - lyder saa utrolig, at den i høi Grad trænger til nærmere Stadfæstelse. At en dansk Bataillon ved en dansk Leirsamling skulde straffes, fordi den sang den Sang, med hvilken Soldaten i sidste Krig uforsagt gik i Ilden for Fædrelandet, og som igjen vil lyde fra alle Soldaters Læber, naar det atter maatte fordres af dem, at de skulle gaae i Kamp - det er en dristigere Tanke end selv de meest glødende Forsonlighedsprædikanter nogensinde vilde kunne nære, og som end ikke vil kunne forklares deraf, at General de Meza var Øverstkommanderende. Dobbelt paafaldende vilde det være, om det skulde være forbudt Soldaten at synge denne Fædrelandssang, eftersom, til Slesvigholstenernes Ærgrelse, baade Hs. Maj. Kongen. Hs. Excellence Krigsministeren og Oberst Wilster have ladet den spille ved deres Middagsselskaber, og altsaa Exemplet er givet fraoven. Paa den anden Side synes det ogsaa paafaldende, at ingen anden Straf, end Berøvelsen af en Rast, tilkjendtes Soldater, som i den danske Uniform og under Vaaben tillode sig at synge Oprørssangen. Forhaabentlig vil der fremkomme fyldestgjørende Forklaringer om den gaadefulde Meddelelse, og vi opfordre specielt de to Batailloners Kommandører til at meddele saadanne Oplysninger, som kunne lede til en begrundet Dom over det Passerede."

(Thisted Amtsavis 29. september 1862).


"Landsoldaten" og Oprørssangen. Fra Major Nørager har "Dagbladets" Red. modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! I "Dagbladets" Nr. 223 for Torsdagen den 25de ds. findes under Overskrift "Troppeøvelserne ved Dannevirke" blandt Andet omtalt en Beretning fra en Meddeler til "Fredericia Av.", i hvilken Anledning jeg tillader mig at udbede mig Plads i Deres ærede Blod for disse Linier.

Hverken jeg eller nogen Anden af Bataillonens Officerer har hørt, at Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen" er bleven sungen ved den 14de Bataillon. Da jeg den nævnte Dag lod den 9de Bataillon træde under Gevær, var min eneste Bevæggrund dertil, at jeg efter Manoeuvrens Gang maatte vente hvert Øieblik at faae Ordre til at sætte mig i Bevægelse, hvilket ogsaa skete nogle faa Minuter efter, at Bataillonen var traadt an. At ville forbyde Soldaten at synge "Den tappre Landsoldat" eller endnu mere, at ville straffe ham for at have gjort det, kan sandelig Ingen finde mere fordømmeligt end jeg.

Rendsborg, den 27de September.
Ærbødigst
Nørager
Major ved 9de Inf.-Bat.

(Sjællands-Posten (Ringsted 30. september 1862) 



- Det er blevet fortalt, at den af Lauenborgere bestaaende 14de Batallion under en Rast paa en af Manøvredagene skal have istemt Oprørssangen "Scleswig-Holstein merumschlungen", medens den ved Siden af værende 9de Batallion (Jyder) sang "Den tappre Landsoldat", og at 9de Batallion maatte lide samme Straf som Lauenborgerne, idet ogsaa de bleve kaldte under Vaaben, i hvilken Stilling de maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten. "Dagbl. " har opfordret de vedkommende Batallionskommandører til at opklare Sammenhængen. En Indsender har imidlertid foreløbig paataget sig at oplyse Sagen. Da 9de Batallion, efter at have sunget flere Nationalsange, gav sig til at synge "Den tappre Landsoldat", saa man de tydsktalende Soldater af 14de Batallion springe op, 10 til 20 i samme Nu, 100 i mindre end et Par Minuter, og ivrig at samtale i større og mindre Grupper. Der hørtes ingen højrøstede Udtalelser, ingen Tendentsopfordringer, der kunde naa Officerernes Øren, men hele Bevægelsen havde noget i og for sig saa betegnende, at de to Batallionskommandører paa een Gang uden nogen fælles Aftale, men snarere som efter højere Ordre, lod deres Afdelinger træde til Gevær, hvorved naturligvis al Sang og al Bevægelse ophørte. Ti Minuter efter fik 14de Batallion Ordre til at rykke frem tiI Understøttelse for en Kavalleri-Attaque. Der maa, siger Indsenderen, nedlægges en bestemt Protest imod, at disse ti Minuter under Gevær skulde anses for Straf, enten for den ene eller den anden Afdeling. Det var alene en præventiv Forholdsregel, hvorved man undgik Uorden og derpaa følgende Straffe.

(Jyllands-Posten 3. oktober 1862).

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en af Kriminal- og Politiretten den 23de Sepbr. paakjendt Aktionssag , hvorunder en tiltalt Tjenestepige -  der er født den 27de Juli 1840 og ikke funden førhen straffet - sigtedes for Barnefødsel i Dølgsmaal, eller uforsvarlig Omgang med sin Barnefødsel, vare, ifølge den af Tiltalte afgivne Forklaring og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger i det Væsentlige følgende. Da Tiltalte i Oktober Maaned f. A. antog, at hun var frugtsommelig, underrettede hun strax sin Kjæreste om sin Tilstand, og han lovede at yde hende al den Hjælp, hvortil han var istand, ligesom de i Forening aftalte hvorledes hun skulde forholde sig, naar Fødselen, som hun ventede i Midten af Juli Maaned, forestod, men forøvrigt omtalte hun ikke sin Tilstand for Nogen forinden i April Maaned d. A. , da hun henvendte sig til en Jordemoder. Da hun derpaa den 1ste Mai kom til at tjene hos R. R., og dennes Hustru havde fattet Mistanke om, at hun var frugtsommelig, vedgik hun sin Tilstand, og blev det hende tilladt at forblive i Tjenesten indtil videre. Tiltalte, der allerede havde begyndt at tilberede Børnetøi, følte sig ilde Løverdagen den 17de Mai d. A., i hvilken Anledning der, da hun fortalte sin Madmoder dette, blev af denne gjort hende det Spørgsmaal, om det ikke var Fødselen, der forestod, hvortil Tiltalte dog bemærkede, at hun ikke antog, at det var saa nær, og efterat Tiltalte derpaa var gaaet tilsengs om Aftenen Kl. 10½ i sit Kammer, hvor hun laa alene, men som forøvrigt kun var adskilt fra hendes Herskabs Soveværelse ved en smal Gang, vaagnede hun efter omtrent en Times Forløb med heftige Smerter over Lænderne, som dog kun varede ganske kort. Hun stod da upaaklædt op af sin Seng, itet hun endnu ikke vil have tænkt sig. at det var Fødslen, der forestod; men da hun kom ud paa Gulvet, sank hun i Knæ, og i det Samme gik der Noget fra hende, som hun i Mørket ikke kunde see, men som ganske blev adskilt fra hende, uden at hun følte synderlig Smerte derved. Tiltalte, der har erkjendt, at hun var ved sin Bevidsthed, tændte derpaa Lys og saae nu, at det var et Barn, hun havde født, hvorhos hun tog Barnet, hvis Legemsdele hun kunde see, vare fuldt udviklede, men hos hvilket hun intet Liv kunde spore, og som hun derfor ansaa for dødfødt, op til sig indsvøbte det i noget Linned og lagde det i Sengen hos sig, saa at det frit kunde drage Aande, i den Tanke, at Barmen muligen kunde bringe det tillive, men derimod foretog hun sig Intet for at skaffe sig og Barnet Hjælp, og tilkaldte navnlig ikke sin Madmoder, og da hun den følgende Morgen stod op, lod hun Barnet ligge i Sengen, Indtil hun om eftermiddagen ikke længer kunde tvivle om, at Barnet var aldeles dødt, lagde det ned i en Potte, hvor det senere fandtes i en krumbøiet stilling, efterat Tiltalte der ikke havde omtalt det Passerede, hvortil hun har angivet som Grund, at hun ikke kunde faae Leilighed til at tale med sin Madmoder - først den paagælgende Mandag Formiddag af denne var bleven spurgt om hendes Tilstand, og da havde fortalt, hvad der var foregaaet. Tiltalte har vedblivende paastaaet, at det ikke har været hendes hensigt at føde hemmeligt eller at holde fødselen skjult og endnu mindre at foranledige Barnets Død, hvorimod Fødselen paakom hende, der ikke tidligere har født noget Barn, og antog, at hun endnu havde et Par Maaneder tilbage af sit Svangerskab, aldeles uventet, samt at Grunden til, at hun ikke strax tilkaldte Hjælp, var, at hun intet Tegn til Liv kunde spore hos Barnet, og derfor antog det for dødfødt, saa meget mere, som hun i de sidste 3 a 4 Dage for Fødselen - heller intet Liv havde sporet hos Fosteret. Medens der ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte for Barnefødsel i Dølgsmaal efter D. L. 6-6-8, da Betingelserne for Anvendelsen af dette Lovsted ikke vare tilstede, fandtes hun dog ikke at kunne undgaae Ansvar for at have undladt at tilkalde Hjælp, hvortil hun efter sin egen Forklaring vel havde været istand ialfald strax efter Fødselen, og hvorved Barnet muligen kunde have været kaldt til Live, og blev Tiltalte herfor anseet med en efter Lovgivningens Analodi lempet arbitrair Straf, der efter Omstændighederne fandtes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salair til de beskikkede Sagsførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1862)

Fra Eideren, September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Ejderen

September 1862

C. P. Når jeg efter en lang pause griber pennen endnu en gang for at fortælle dig noget om vores gøren og laden eller mere korrekt om vores tolerance og lidelse, må jeg spørge mig selv om det nuværende øjeblik hvor krisen der er forestående i Preussen, med rette er af den mest almene interesse, også er egnet til andet og om dine læsere stadig vil have tid og rum til at notere sig en så vigtig beslutning, så katastrofal for hele Tyskland som der i øjeblikket forberedes på bredden af ​​Spree om tingenes tilstand ved Ejderen. Men Slesvig-Holsten er et navn der er skrevet med uudslettelige bogstaver i ethvert tysk hjerte. Som et gammelt, dårligt helet sår dukker mindet om Slesvig-Holsten frem igen og igen gennem alle tidens forandringer, fra glade og triste dage, fra parlamentsdebatter og ministerprogrammer. Det er rigtigt at der er noget ensartet over de trængsler og forfølgelser som vi er genstand for. Danskernes vold som vi lider under, har blandt andet den egenskab at den foregår stille, den mangler det dramatiske, spændende, det storslået chokerende. Vi bliver ikke  tortureret til døde med sværdslag eller nålestik. Men vore tyske brødre glemmer ikke i alt dette at det er deres egen ære, og vores alle sammen der her bløder ihjel i stilhed. Da de ikke kan eller skal hjælpe os, vil de i det mindste holde et åbent øre og et åbent hjerte for vores klager, selv med risiko for at de også bliver noget ensformige og kedelige med tiden.

Den forgangne ​​sommer var en sommer med festligheder og mærkedage for Tyskland. Det havde vi også vores del af heroppe i det nordtyske grænseområde, bortset fra at de enkelte festivaler forløb meget forskelligt. Du læste utvivlsomt i aviserne dengang om den store gymnastikfest, der efter mange besværligheder og kampe blev fejret i Rendsborg midt i juli. Trods alle begrænsninger og forhindringer fra danskernes side, var det en smuk, ægte patriotisk fest, der efterlod alle deltagere i et opløftet og håbefuldt stemning i lang tid fremover. Selvfølgelig skulle danskerne forsøge at lægge en dæmper på denne stemning, og derfor blev Flensborg Istedløvefest afholdt et par dage efter Rendsborgs Gymnastikfestival, den 25. juli. Men skulle det have været en demonstration mod tyskheden, så var det kun halvt vellykket. Flensborg havde dog tidligere et noget blakket ry. Borgerskabet som mere end blot vendt mod materielle interesser, mente at det ikke kunne styrkes bedre end gennem den tættest mulige forbindelse med norden - hvilket senere viste sig at være en alvorlig fejltagelse - og viste derfor stor lunkenhed ved vores opstand. Men de år med skam og pres der siden er gået over os, har også i denne henseende haft deres virkning, og Flensborg der indtog en næsten tvetydig holdning for 12 år siden, har denne gang vist sig at være fuldstændig værdig til det tyske navn. På trods af terrorismen udført af embedsmænd og pressen var befolkningens deltagelse ekstremt lav. En isnende kulde lå over hele byen, intet hus var dekoreret, ingen viste sympati for en fest der egentlig havde til formål at håne tyske følelser. Derimod var danskerne fra Sjælland og andre øer kommet over i stort tal, deriblandt ikke færre end fire ministre. Hvis den fanatisme der gør dem blind, stadig er i stand til at gøre ethvert uvildigt indtryk, så kan det ikke være gået ubemærket hen for dem at den ellers så loyale by Flensborg nu blot er en tabt sag for dem.

Den 27. juli, 14 dage efter Rendsburg-festivalen og to dage efter Flensborg-festivalen, fandt en sangfestival sted i Husum, som blev overværet af talrige gæster fra de nærliggende slesvigske byer Flensborg, Tønning etc. såvel som fra Rendsborg. Husum er en lille by i det sydlige Slesvig på kanten af ​​marsken. De slesvigske byer gik alle væsentligt tilbage i deres velstand under det danske styre; meget naturligt da de udgør kernen i den tyske opposition og fordi man ikke kan korrumpere dem, forsøger man i det mindste at ødelægge dem. Husum har også oplevet triste forandringer. Alle tyske embedsmænd er blevet fjernet. I deres sted er kommet individer som hverken har talent eller viden eller moralsk formåen, kun det "gode" sindelag. I spidsen står den nye borgmester, en tidligere dansk kaptajn om hvem rygterne har alle mulige overraskende ting at berette om. Husum havde engang en lille lærd skole der nød et godt ry og tilbød beboerne i de omkringliggende rige områder Eiderstedt, Bredstedt osv. en ønsket og ofte anvendt mulighed for at give deres sønner en videregående uddannelse. Disse udenbys studerende bragte også en betydelig fortjeneste til den lille by som var frataget andre kilder til mad. Siden danskerne blev herrer, har alt ændret sig. Hadet til tyske skikke og tysk uddannelse der fylder vores herskere, ledte efter tilfredsstillelse, og alt for tidligt blev det fundet. I strid til de gamle udtrykkelige bestemmelser blev den lærde skole omdannet til en højere borgerskole. De tyske lærere med undtagelse af én der viste sig at være medgørlig og som til gengæld fik den nye institutions rektorat, blev afskediget og danske lærere ansat i deres sted. Efter et stykke tid måtte rektor også gøre plads til en dansker, og derfor blev den gamle institution som var grundlagt på tyske penge og drevet i tysk ånd, snart fuldstændig fordansket. Og resultatet? Det siger sig selv: ikke alene er de udenbys elever forsvundet, men næppe har nogen af ​​byens borgere hjerte til at sende deres børn i denne skole, så meget at den institution der trivedes så meget indtil for nylig, er nu hvis jeg er korrekt underrettet, knap en snes elever tilbage, og det er for det meste børn af de ansatte danske lærere!!

I denne lille by, som var blevet så hårdt mishandlet af det danske tyranni, fejredes en tysk sangfest den 27. juli. Det var den første rigtige folkefest der fandt sted i Slesvig siden 1850 og vil formentlig forblive sådan i lang tid. Fordi danskerne er ude af sig selv ved den ånd af selvstændighed og selvhjulpenhed, eller som de kalder det, af trods som har vist sig ved den lejlighed i en by, fra hvis undertrykte og noget svaghjertede borgerskab de indtil da mindst havde forventet det.

Men selvfølgelig havde danskerne selv opført sig så klodset som muligt. Det var som om de havde gjort en virkelig indsats for at stimulere og udfordre den tyske befolknings selvværd. Festivaludvalget besluttede endda at invitere de danske elever der var kommet til Løvefesten i Flensborg! Dette var dog et påbud som selv de ellers så medgørlige folk i Husum protesterede imod. Også flagning med Dannebrog blev afslået, selv om byen havde klædt sig ud på den mest imponerende måde med flag og kranse. Og derfor måtte den danske politimester og hans håndlangere endnu en gang opleve den fortrydelse at en menneskemængde på mange tusinder, frit og åbent midt i det undertrykte Slesvig, bekendte deres slesvig-holstenske, det vil sige tyske, følelser over for danske magthavere.

Til at begynde med synes denne tilbagevendende oplevelse af den nationale bevægelses uudryddelige magt kun at have den virkning på danskerne, at deres had bliver stadig mere brændende, deres arrogance stadig mere voldsom. De vidste også hvordan de skulle hævne sig for de netop omtalte festligheder og de demonstrationer af tysk stemning, der fandt sted der, for det meste på en meget smålig måde, men det er netop denne hævnens smålighed der gør det endnu mere følsomt. En guldsmed Beyreis fra Flensborg fik en straf i form af bøde på 50 thaler på grund af en intet mindre end eksalteret tale, hvori han behørigt omtalte Flensborgfesten. Husum-gymnasterne skal også betale bøder på 10 til 15 thalere pr. person for deres deltagelse i Rendsburg-festivalen. Alle tyske sang- og gymnastikklubber, uanset hvor mange eller rettere meget få af dem, der endnu havde en beskeden tilværelse i Slesvig, er blevet forbudt; Ligeledes tolereres Husum borgerforening, ja selv landbrugsfester der holder sig fra al politik, ikke længere. Samtidig blev der indført en streng politiudgangsforbud. Ved 10-tiden om aftenen skal alle offentlige steder uundgåeligt lukkes. Og borgere bliver konstant smidt i fængsel uden dom eller retfærdighed. Men klager man over disse og utallige lignende voldshandlinger til den slesvigske appelret i Flensborg, erklærer samme sig simpelthen inhabil!

For så meget desto mere uforstyrret at kunne drive denne økonomi i Slesvig planlagde regeringen, tilskyndet af den danske presse, der fuldstændig dominerede den, at etablere det samme voldelige styre i Holsten. Først skulle der udnævnes en statholder, til hvilken ende man begyndte forhandlinger med grev Moltke, hvis rædselsherredømme stadig huskes i Slesvig. Indtil da var hr. Moltke på grund af sine absolutistiske, aristokratiske følelser lige så forhadt hos danskerne som i hertugdømmerne på grund af det forræderi og grusomhed han udførte mod sine egne landsmænd. Men nu glemte danskerne deres modvilje, idet de kun huskede hans sejhed og frygtløshed, der uanset hans antidemokratiske følelser gjorde ham meget egnet til den for ham tiltænkte stilling. Denne gang synes tjeneren dog at være gået endnu længere end herren. Som det siges, skal grev Moltke i første omgang have krævet intet mindre end afsættelse af 50 holstenske embedsmænd, indsættelse af over 6.000 militærfolk og absolut uafhængighed fra det danske rigsråd, således at han kun ville være ansvarlig over for kongen. Denne sidste betingelse siges at have været det der gjorde at forhandlingerne mislykkedes. Suspenderingerne og den mulige brug af væbnet magt ville have været tolereret, og de ville nok endda have været meget glade for at se dem, jo ​​tungere disciplinen var på det oprørske land, jo bedre, men han burde altid forblive et instrument i hænderne på de danske ministre, og da grev Moltke ikke ønskede det, blev han smidt til side.

Men hvad nu? Heldigvis er udvalget ikke stort; den kendte hr. von Scheele, der stadig er meget populær ved det danske hof, ser stadig ud til at være en umulighed i øjeblikket, men bortset fra ham er der kun Hr. Bargum til rådighed. Bargum var for tiden i København, og som et ikke usandsynligt rygte hævder, var han rejst dertil udtrykkeligt med den hensigt at forhandle med ministeriet. Afhoppere som hr. Bargum sættes der pris på København. De opnår mange ting som er umulige for andre ærlige mennesker. Det så vi først for nyligt igen, da der i stedet for dommer Forchhammer i Kiel, som det ikke skal glemmes at han ikke personligt førte Lehmanns sag for Glückstadt Landsret, pludselig var en advokat fra Kiel med det værste ry, men selvfølgelig med den fordel at være  Bargums ven og skabning, som blev udnævnt til statsadvokat eller som man siger her: senioradministrator. Ligeledes blev i disse dage den tidligere kielske borgmester Kirchhof, der som bekendt måtte give plads til Bargum, fjernet fra sin stilling som valgkommissær for Kiel By. Hans efterfølger er ligeledes hr. Bargum. Det forlyder at samme hr. Bargum også bliver kongelig kommissær i den holstenske stænderforsamling. Så hvorfor ikke også minister? Det har han den nødvendige pande til og danskerne ved også uden tvivl hvad de har i ham og hvad de kan forvente af ham....

I mellemtiden, midt i disse forhandlinger og forberedelser, opstod der en lille uventet forstyrrelse. Danskerne var lige ved at samle halvdelen af ​​deres hær i det nybefæstede Dannevirke ved Slesvig. Efter forskellige indikationer synes de at have anset situationen i Tyskland for tilstrækkelig forvirret som en god mulighed til at turde fiske i oprørt farvande, manøvren i Slesvig var en sådan anledning - så ankom i det afgørende øjeblik de preussiske og østrigske noter; og hvor ringe værdi danskerne ellers tillægger de tyske stormagters diplomatiske erklæringer, var noternes sprog denne gang for afgørende til at selv danskerne åbenlyst vovede at trodse Preussens og Østrigs forenede modstand. For øjeblikket er yderligere planer opgivet, men et andet spørgsmål er hvor længe den gavnlige forskrækkelse forårsaget af de preussisk-østrigske noter vil vare, og om der tværtimod ikke på grund af den interne situation i Preussen, vil blive givet opmuntring hurtigt nok til at genfinde dem. Hvem kan ellers for alvor tro på at det samme Preussen, som stadig træder på sit eget folks utvivlsomme rettigheder, ville fremstå for omverdenen som en forkæmper for fremmede folks rettigheder? Nej, hvis den preussiske regering vil få os til at tro på den alvor og oprigtighed, hvormed den betragter sin tyske mission, så skal den først frigøre sig fra junkernes indflydelse og forsone dig med sit eget folk! Frihedens interesser er lige så solidariske som despotismens interesser. Man kan ikke stole på bajonettens kraft i sit eget land og samtidig spille lovens vogter i udlandet....

Og så vil vi endnu engang forblive afhængige af os selv og vores egen styrke, som vi har været så længe. I betragtning af denne situation er et tab som det, der ramte os med advokat Lehmanns for tidlige afgang i Kiel, så meget desto mere smertefuldt. Skønt De allerede i et tidligere nummer af Deres blad har viet et par påskønnende ord til minde om den fremragende mand, så fortjener en så oprigtig og aktiv patriot som Lehmann bestemt, at vi for sent lægger en krans på hans grav. Skønt kun 38 år gammel havde Lehmann alligevel en mere lokal karakter i de få år af sin offentlige virksomhed, som leder af de borgerlige i den holstenske stænderforsamling, som udvalgsmedlem i det tyske landsforbund, som indehaver af mange andre funktioner og endelig som rådgiver og rollemodel for mange i politiske anliggender, både gennem sit usædvanlige talent og gennem sin lige så usædvanlige hengivenhed for fædrelandets interesser, erhvervede han en stilling, der var lige respekteret af ven og fjende, og hvori ingen kunne se ham, i hvert fald for øjeblikket. Det gælder især det hul, som hans død åbner i stænderforsamlingen. Skønt han kun havde været medlem siden 1859, var den indflydelse, han nød i forsamlingen, særdeles stor; udarbejdelsen af ​​den sidste besluttede udvalgsbetænkning var hovedsagelig hans arbejde. Selv i den forestående slankekur, på trods af den sandsynlige modstand fra en indflydelsesrig del af ridderskabet, ville han formentlig have fået forsamlingen til at afgive en erklæring, der var så rettidig, som den var nødvendig om situationen i landet, især om det altafgørende spørgsmål om arv. Nu da han er gået bort, er der ingen i forsamlingen der har tilstrækkelig indflydelse til at påtage sig hans skuldre den svære opgave og trække sine tøvende og vaklende kolleger med. Lehmann udviklede også stor og følgeskabende virksomhed som udvalgsmedlem i landsforeningen. Han var ansvarlig for mødet for de holstenske landsforeningsmedlemmer der fandt sted i Kiel i januar 1861, og som bidrog så meget til at hæve og styrke vores befolknings nationale bevidsthed. De umiddelbare følger af sammenkomsten var naturligvis ubehagelige nok. Landsforeningen blev straks forbudt i hele Holsten, men Lehmann selv blev anklaget for højforræderi. Men både Glückstadt højere ret og kieler appelret frifandt ham som bekendt fuldstændig. Desværre overlevede Lehmann, hvis helbred havde været knust i årevis, og som i stigende grad slidte sig fysisk i disse uophørlige kampe, ikke denne sejr for sin retfærdige sag; Han forlod os den 29. juli. Hans begravelse den 1. august var yderst højtidelig og bevægende og viste tydeligt den kærlighed og ære, som den udødelige mand nød i hele landet, og hvor levende hans patriotiske fortjeneste blev anerkendt. Danskerne, som elsker at føre krig med de døde, har naturligvis også gjort denne æresfejring af en af ​​vore fornemste og dygtigste borgeres død til en forbrydelse. Rendsborgerne, som Lehmann var født i Rendsborg, havde vist en ganske særlig interesse for dette, måtte straffes ved, at det danske militær hver dag garnisonerede med dem som "tapre landsoldater" - så sindrigt er vore undertrykkeres had og så ubekymret i valg af midler!


Von der Eider

September 1862.

C. P. Indem ich nach längerer Pause die Feder ergreife, Ihnen wieder einmal etwas von unserm Thun und Treiben oder richtiger gesagt von unserm Dulden und Leiden zu melden, muß ich mich selbst fragen, ob der gegenwärtige Augenblick, wo die in Preußen bevorstehende Krisis mit Recht das allgemeinste Interesse in Anspruch nimmt, auch wolgeeignet dazu ist, und ob Ihre Leser gegenüber einer so wichtigen, für ganz Deutschland so verhängnißvollen Entscheidung, wie sie sich soeben an den Ufern der Spree vorbereitet, auch wol noch Zeit und Luft haben werden, Notiz zu nehmen von den Dingen und Zuständen an der Eider. Doch ist Schleswig-Holstein ja ein Name, der mit unvertilgbaren Lettern in jedem deutschen Herzen eingeschrieben steht; wie eine alte schlechtgeheilte Wunde, bricht aus allem Wechsel der Zeit, aus frohen und trüben Tagen, aus Kammerdebatten und Ministerprogrammen die Erinnerung an Schleswig-Holstein immer und immer wieder hervor. Es ist wahr, die Tribulationen und Verfolgungen, deren Gegenstand wir sind, haben etwas Einförmiges; die Gewaltthätigkeit der Dänen, unter der wir leiden, hat unter anderm auch den Fehler, langweilig zu sein, es mangelt ihr das Dramatisch-Spannende, das GroßartigErschütternde; nicht mit Schwerthieben, mit Nadelstichen werden wir zu Tode gemartert. Allein unsere deutschen Brüder werden bei alledem nicht vergessen, daß es ihre eigene, unser aller Ehre ist, die sich hier in der Stille verblutet; sie werden, da sie uns einmal nicht helfen können oder sollen, zum wenigsten unsern Klagen ein offenes Ohr, ein offenes Herz erhalten, selbst auf die Gefahr hin, daß dieselben mit der Zeit ebenfalls etwas einförmig und langweilig werden.

Der verwichene Sommer war für Deutschland ein Sommer der Feste und Jubiläen; auch wir hier oben in der norddeutschen Grenzmark haben unsern Theil davon gehabt, nur daß die einzelnen Feste sehr verschieden ausgefallen find. Von dem großen Turnfest, das, nach mancherlei Schwierigkeiten und Kämpfen, Mitte Juli in Rendsburg gefeiert ward, haben Sie seinerzeit ohne Zweifel in den Zeitungen gelesen; es war troß aller Einschränkungen und Behinderungen seitens der Dänen ein schönes, echt patriotisches Fest, das in allen Theilnehmern noch auf lange hinaus eine gehobene und hoffnungsreiche Stimmung zurückließ. Dieser Stimmung mußten die Dänen natürlich einen Dämpfer aufzufeßen versuchen und so ward wenige Tage nach dem rendsburger Turnerfest, am 25. Juli, das flensburger Löwenfest in Scene gefeßt. Doch gelang dasselbe, sofern es eine Demonstration gegen das Deutschthum sein sollte, nur halb. Allerdings stand Flensburg von früherher in etwas zweifelhaftem Rufe; die Bürgerschaft, mehr als billig materiellen Interessen zugewandt, glaubte dieselben - was sich freilich nachher als ein schwerer Irrthum herausstellte nicht besser fördern zu können als durch eine möglichst enge Verbindung mit dem Norden und zeigte daher zur Zeit unserer Erhebung eine große Lauheit. Die Jahre der Schmach und des Drucks jedoch, die seitdem über uns dahingegangen, haben auch in dieser Hinsicht ihre Wirkung gehabt und daffelbe Flensburg, das vor 12 Jahren eine fast zweideutige Haltung einnahm, hat sich diesmal des deutschen Namens vollkommen würdig gezeigt. Ungeachtet des Terrorismus, der von Beamtenthum und Presse ausgeübt worden, war die Betheiligung seitens der Einwohnerschaft außerordentlich gering; eine eisige Kälte lag über der ganzen Stadt, kein Haus war geschmückt, niemand zeigte Sympathie für ein Fest, das recht eigentlich bestimmt war, den deutschen Empfindungen Hohn zu sprechen. Dagegen waren die Dänen von Seeland und andern Inseln in großer Anzahl herübergekommen, unter ihnen nicht weniger als vier Minister; ist der Fanatismus, der sie verblendet, noch irgendeines unbefangenen Eindrucks fähig, so kann es ihnen selbst nicht verborgen geblieben sein, daß die sonst so treue Stadt Flensburg nur noch ein verlorener Posten für sie ist.

Am 27. Juli, also vierzehn Tage nach dem rendsburger, zwei Tage nach dem flensburger Fest, fand in Husum ein Sängerfest statt, zu dem fich zahlreiche Gäste aus den benachbarten schleswigschen Städten Flensburg, Tönning 2c. sowie aus Rendsburg eingefunden hatten. Husum ist eine kleine Stadt Südschleswigs am Rande der Marschen. Die schleswigschen Städte sind unter dem dänischen Regiment in ihrer Blüte alle bedeutend zurückgegangen; sehr natürlich, bilden sie doch den Kern der deutschen Opposition und somit, da man sie nicht corrumpiren kann, sucht man sie wenigstens zu ruiniren. Auch Husum hat traurige Veränderungen erfahren. Sämmtliche deutsche Beamte sind beseitigt worden; an ihre Stelle sind Individuen getreten, die nichts für sich haben, weder Talent noch Kenntniß noch sittliche Tüchtigkeit, als blos die "gute" Gesinnung. An ihrer Spize steht der neue Bürgermeister, ein ehemaliger dänischer Kapitän, von dem die Fama allerhand verwunderliche Dinge zu berichten weiß. Husum hatte ehedem eine kleine Gelehrtenschule, die sich eines guten Rufs erfreute und den Bewohnern der umliegenden reichen Landschaften Eiderstedt, Bredstedt etc. eine erwünschte und vielfach benußte Gelegenheit bot, ihren Söhnen eine höhere Bildung zu verschaffen. Auch brachten diese fremden Schüler dem kleinen von sonstigen Nahrungsquellen entblößten Orte ansehnlichen Gewinn. Seit die Dänen hier Herren geworden, hat sich das alles geändert; der Haß gegen deutsche Sitte und deutsche Bildung, der unsere Zwingherren erfüllt, suchte nach Befriedigung und nur allzu bald war sie gefunden. Aus der Gelehrtenschule wurde den ausdrücklichen Bestimmungen der alten Legate zuwider eine höhere Bürgerschule gemacht; die deutschen Lehrer, bis auf einen einzigen, der sich gefügig erwies und dem dafür das Rectorat der neuen Anstalt zufiel, wurden entlassen und an ihre Stelle dänische Lehrer berufen; nach einiger Zeit mußte auch der Rector einem Dänen Platz machen, und so war die alte, von deutschem Geld fundirte, in deutschem Geist geleitete Anstalt bald von Grund aus danisirt. Und die Folge? Sie versteht sich von selbst: nicht blos die auswärtigen Schüler sind verschwunden, sondern auch von den Bürgern der Stadt hat kaum einer das Herz, seine Kinder in diese Schule zu schicken, dergestalt, daß die noch vor kurzem so blühende Anstalt jetzt, wenn ich recht berichtet bin, kaum noch ein Dußend Schüler zählt und auch diese sind meistens Kinder der daran angestellten dänischen Lehrer!!

In dieser kleinen, durch die dänische Gewaltherrschaft so schwer mishandelten Stadt also ward am 27. Juli ein deutsches Sängerfest gefeiert; es war das erste wirkliche Volksfest, das seit 1850 in Schleswig statthatte und wird wahrscheinlich auch für längere Zeit das legte bleiben. Denn die Dänen sind außer sich über den Geist der Unabhängigkeit und Selbständigkeit oder wie sie es nennen der Widersetzlichkeit, der sich bei dieser Veranlassung in einer Stadt gezeigt hat, von deren gedrückter und etwas kleinmüthiger Bürgerschaft sie dergleichen bis dahin am wenigsten erwartet hatten.

Aber freilich hatten die Dänen selbst sich auch so ungeschicht wie möglich benommen; es war, als hätten sie es ordentlich darauf angelegt, das Selbstgefühl der deutschen Bevölkerung anzuspornen und herauszufordern. Wurde dem Festcomité doch sogar angesonnen, die dänischen Studenten einzuladen, die zum Löwenfest nach Flensburg gekommen waren! Das war denu nun allerdings eine Zumuthung, gegen die selbst die sonst so lenksamen Husumer protestirten. Auch die Aufpflanzung des Danebrog wurde. verweigert, obwol die Stadt sich übrigens mit Fahnen und Kränzen aufs stattlichste herausgeputzt hatte. Und so mußten der dänische Polizeimeister und seine Schergen abermals den Kummer erleben, daß mitten im geknechteten Schleswig eine Volksmasse von mehrern Tausenden ihre schleswig-holsteinische, will sagen deutsche Gesinnung gleichsam den dänischen Zwingherren ins Antlig frei und offen bekannte.

Zunächst zwar scheint diese immer wiederkehrende Erfahrung von der unausrottbaren Gewalt der nationalen Bewegung auf die Dänen nur die Wirkung zu haben, daß ihr Haß immer brennender, ihr Uebermuth immer gewaltthätiger wird. Auch für die eben besprochenen Festlichkeiten und die Kundgebungen deutscher Gesinnung, die dabei stattgefunden, haben sie sich zu rächen gewußt, meistens zwar auf sehr kleinliche Weise, allein gerade diese Kleinlichkeit der Rache macht dieselbe um so empfindlicher. So wurde ein Goldschmied Beyreis aus Flensburg wegen einer nichts weniger als exaltirten Rede, in der er des flensburger Festes gebührende Erwähnung gethan, zu 50 Thlr. Strafe verurtheilt; so sollen die hufumer Turner ihre Theilnahme an dem rendsburger Feste ebenfalls mit Geldstrafen von 10 bis 15 Thlrn. pro Kopf büßen. Sämmtliche deutsche Gesang- und Turnvereine, so viel oder vielmehr so wenig ihrer im Schleswigschen noch ein bescheidenes Dasein fristeten, sind aufgehoben worden; ebenso der husumer Bürgerverein, ja selbst landwirthschaftliche Feste, die sich fern von aller Bolitik halten, werden nicht mehr geduldet. Gleichzeitig ist eine strenge Polizeistunde eingeführt; um 10 Uhr abends müssen unweigerlich alle öffentlichen Lokale geschlossen sein. Und dabei werden noch fortwährend Bürger ohne Urtheil und Recht in den Kerker geworfen; beschwert man sich aber über diese und zahllose ähnliche Gewaltthaten bei dem schleswigschen Appellgericht in Flensburg, so erklärt dasselbe sich einfach für incompetent!

Um diese Wirthschaft in Schleswig desto ungestörter forttreiben zu können, ging die Regierung, angestachelt von der sie völlig beherrschenden dänischen Presse, mit dem Plane um, dasselbe gewaltthätige Regiment auch in Holstein zu etabliren. Zunächst sollte ein Gouverneur eingesetzt werden, zu welchem Ende man mit dem Grafen Moltke, dessen Schreckensherrschaft in Schleswig noch in aller Andenken ist, in Unterhandlung trat. Bis dahin allerdings war Hr. Moltke wegen seiner absolutistisch- aristokratischen Gesinnung bei den Dänen ebenso verhaft gewesen wie in den Herzogthümern wegen des Verraths und der Grausamkeit, die er gegen seine eigenen Landsleute ausgeübt hat. Jezt aber vergaßen die Dänen ihre Abneigung, indem sie sich nur seiner Härte und Furchtlosigkeit erinnerten, die ihn, unbeschadet seiner anti-demokratischen Gesinnung, für den ihm zugedachten Posten allerdings sehr geeignet machte. Diesmal jedoch scheint der Diener noch weiter gegangen zu sein als der Herr; wie man sich erzählt, soll Graf Moltke gleich für den ersten Anfang nichts Geringeres gefordert haben als Absetzung von 50 holsteinischen Beamten, Disposition über 6000 Mann Militär sowie absolute Unabhängigkeit vom dänischen Reichsrath, sodaß er nur dem König verantwortlich gewesen wäre. Diese lettere Bedingung soll es denn gewesen sein, woran die Unterhandlungen gescheitert; die Abseßungen und die etwaige Anwendung von Waffengewalt hätte man sich gefallen lassen, ja man hätte sie vermuthlich sogar sehr gern gesehen, je schwerer die Zuchtruthe auf dem rebellischen Lande lastete, je besser, nur soll sie immer ein Instrument in der Hand der dänischen Minister bleiben, und da Graf Moltke das nicht wollte, so wurde er beiseite geworfen.

Allein was nun? Die Auswahl ist zum Glück nicht groß; der bekannte, am dänischen Hofe noch immer vielgeltende Hr. von Scheele scheint zur Zeit denn doch noch eine Unmöglichkeit zu sein, außer ihm aber steht nur noch Hr. Bargum zur Verfügung. Bargum war gerade in Kopenhagen, ja wie ein nicht unwahrscheinliches Gerücht behauptet, war er ausdrücklich in der Absicht hingereist, mit dem Ministerium zu unterhandeln. Ueberläufer nach Art des Hrn. Bargum haben in Kopenhagen ihren Preis; sie sezen manches durch, was andern ehrlichen Leuten unmöglich fällt. Das haben wir erst kürzlich wieder gesehen, da an Stelle des Justizraths Forchhammer in Kiel, dem man es nicht vergessen, daß er Lehmann's Anklage vor dem glückstädter Obergericht nicht persönlich betrieben, plößlich ein kieler Advocat, der im übelsten Rufe steht, aber freilich den Vorzug hat, Bargum's Freund und Creatur zu sein, zum Staatsanwalt oder wie man hier sagt: Obersachwalter ernannt ward. Ebenso wurde in diesen Tagen der frühere kieler Bürgermeister Kirchhof, der bekanntlich Bargum Platz machen mußte, seiner Function als Wahlcommissar für die Stadt Kiel enthoben; sein Nachfolger ist ebenfalls Hr. Bargum. Derselbe Hr. Bargum soll auch, wie man sich zuflüstert, königlicher Commissar in der holsteinischen Ständeversammlung werden; warum also nicht auch Minister? Die nöthige Stirn dazu besitzt er und auch die Dänen wissen ohne Zweifel, was sie an ihm haben und was sie sich von ihm versprechen dürfen....

Inzwischen ist mitten in diese Verhandlungen und Zurüstungen eine kleine unerwartete Störung hereingebrochen. Die Dänen waren eben im Begriff, ihre halbe Armee im neubefestigten Danewerk bei Schleswig zusammenzuziehen; nach mancherlei Andeutungen scheinen sie den Zustand in Deutschland gerade für hinreichend verworren gehalten zu haben, um einen Fischzug im Trüben zu wagen, die Manöver in Schleswig boten eine gute Gelegenheit dazu da, gerade im entscheidenden Moment, trafen die preußische und die österreichische Note ein, und so wenig Werth die Dänen sonst auch auf die diplomatischen Erklärungen der deutschen Großmächte legen, so war die Sprache der Noten diesmal doch zu entschieden, als daß selbst die Dänen gewagt hätten, dem vereinten Widerspruch Preußens und Oesterreichs offenen Troß zu bieten. Für den Augenblic also ist man von weitergehenden Plänen abgestanden, eine andere Frage jedoch ist, wie lange der heilsame Schrecken, den die preußisch-österreichischen Noten hervorgerufen haben, wäh ren und ob man nicht im Gegentheil namentlich in der innern Lage PreuBens bald genug eine Ermuthigung finden wird, sie wieder aufzunehmen. Oder wer könnte in Ernst glauben, dasselbe Preußen, das noch immer die unzweifelhaften Rechte des eigenen Volks niedertritt, werde nach außen hin als Verfechter fremder Volksrechte auftreten? Nein, will die preußische Regierung uns Glauben erwecken an den Ernst und die Aufrichtigkeit, mit der sie ihrer deutschen Mission eingedenk ist, so befreie sich erst selbst von dem Einfluß der Junker und versöhne sich mit dem eigenen Volke! Die Interessen der Freiheit sind ebenso solidarisch wie die Interessen der Despotie; man kann nicht im eigenen Lande sich auf die Macht der Bajonnete stüßen und auswärtig den Wächter des Gesetzes spielen wollen....

Und so werden wir denn wol zunächst noch auf uns selbst und unsere eigene Kraft angewiesen bleiben, wie wir es ja solange gewesen sind. Um so schmerzlicher freilich ist gerade bei dieser Lage der Dinge ein Verlust wie derjenige, der uns durch das vorzeitige Abscheiden des Advocaten Lehmann in Kiel betroffen hat. Zwar haben Sie bereits in einer frühern Nummer Ihrer Zeitschrift dem Andenken des trefflichen Mannes einige Worte der Anerkennung gewidmet, ein so aufrichtiger und thatkräftiger Patriot jedoch wie Lehmann verdient es wohl, daß wir hier noch nachträglich einen Kranz auf seine Gruft legen. Wiewol erst 38 Jahre alt, hatte Lehmann dennoch in den wenigen Jahren seiner öffentlichen Thätigkeit, als Führer der Bürgerlichen in der holsteinischen Ständeversammlung, als Ausschußmitglied des deutschen Nationalvereins, als Träger mancher andern Functionen mehr lokaler Natur, endlich als Rathgeber und Vorbild vieler in politischen Dingen, sowol durch seine ungewöhnliche Begabung wie durch seine ebenso ungewöhnliche Hingabe an die Interessen des Vaterlandes sich eine Stellung erworben, die von Freund und Feind gleichmäßig respectirt ward und in der ihn, für den Augenblick wenigstens, niemand zu ersehen vermag. Namentlich gilt dies von der Lücke, die sein Tod in der Ständeversammlung eröffnet. Wiewol er ihr erst seit 1859 angehörte, war der Einfluß, dessen er in der Versammlung genoß, doch ungemein groß; das Zustandekommen des leßten entschiedenen Ausschußberichts war hauptsächlich sein Werk. Auch in der demnächst bevorstehenden Diät würde er tros des wahrscheinlichen Widerstrebens eines einflußreichen Theiles der Ritterschaft die Versammlung voraussichtlich zu einer ebenso zeitgemäßen wie nothwendigen Erklärung über die Lage des Landes, vor allem über die so wichtige Erbfolgefrage veranlaßt haben. Jetzt, nachdem er aus dem Leben geschieden, ist niemand in der Versammlung, der hinreichenden Einfluß besäße, die schwierige Aufgabe auf seine Schultern zu nehmen und die zögernden und schwankenden Collegen mit sich fortzureißen. Auch als Ausschußmitglied des Nationalvereins entwickelte Lehmann eine große und folgereiche Thätigkeit; von ihm ging jene Versammlung der holsteinischen Nationalvereinsmitglieder aus, welche im Januar 1861 in Kiel stattfand und die so viel dazu beigetragen hat, das nationale Bewußtsein unserer Bevölkerung zu heben und zu kräftigen. Die unmittelbaren Folgen der Versammlung freilich waren unerfreulich genug; der Nationalverein wurde sofort für ganz Holstein verboten, Lehmann selbst aber des Hochverraths angeklagt. Doch sprachen ihn bekanntlich sowol das glückstädter Obergericht als das kieler Appellationsgericht vollständig frei. Leider sollte Lehmann, dessen Gesundheit schon seit Jahren erschüttert war und der sich in diesen unausgeseßten Kämpfen auch körperlich mehr und mehr aufrieb, diesen Sieg seiner gerechten Sache nicht lange überleben; am 29. Juli schied er von uns. Seine Beerdigung am 1. August war ungemein feierlich und ergreifend und zeigte deutlich, welcher Liebe und Verehrung der Verewigte überall im ganzen Lande genoß und wie lebhaft man sein patriotisches Verdienst anerkannte. Die Dänen freilich, die es ja lieben, auch noch mit den Todten Krieg zu führen, haben uns auch aus dieser ehrenden Todtenfeier eines unserer edelsten und tüchtigsten Bürger ein Verbrechen gemacht; die Rendsburger, die Lehmann war ein geborener Rendsburger eine ganz besondere Theilnahme dabei an den Tag gelegt hatten, mußten sich zur Strafe von dem bei ihnen garnisonirenden dänischen Militär Tag für Tag den ,,Tappern Landsoldaten" vorspielen lassen - so sinnreich ist der Haß unserer Unterdrücker und so unbekümmert in der Wahl seiner Mittel!

(Deutsches Museum, Bind 12. Juli-December 1862. redigeret af Robert Eduard Prutz, Karl Wilhelm Theodor Frenzel, Wilhelm WolfsohnVerantwortlicher Redakteur Heinrich Brockhaus. Side 640-646)

Deutsches Museum udkom 1851-? under Robert Eduard Prutz (1816-1872), en tysk digter og skribent. 1849-1859 litteraturprofessor i Halle. Prutz var en af de politiske digtere som der fandtes en del af 1841-1848. Han bidrog til litteraturhistorie og kritik, bl.a. "Ludwig Holberg" (1857).