Søndre Birk. (Efterskrift til Politivennen)

Søndre Birk.

Der er i den senere Tid fremført adskillige Anker med Hensyn til Tilstanden i Søndre Birk. Omenskjøndt nu Birkedommeren, Justitsraad Petersen, mod hvem disse Anker væsentlig have været rettede, ingenlunde kan siges at udfolde den Virksomhed og Energi, der er nødvendig for Ordenens fuldstændige Opretholdelse i saa stærkt bebyggede Distrikter som dem, man træffer herude, saa ere dog Skildringerne i den Grad overdrevne, at de maae bibringe Publikum aldeles falske Forestillinger om de Forhold, de omtale.

En Hr. G. har saaledes i "Dagbladet" Nr. 182 fremsat en Række Anker, der mere udmærke sig ved den flotte og ugenerte Tone, hvori de ere holdte end ved deres Sandhed og Nøiagtighed. Det er øiensynligt, at den ærede Indsender har villet dække sin Mangel paa Positiviteter i den omhandlede Retning, ved at fremstille de forholdsviis tarvelige Krummer, han havde, i Hyperboler, gjennem hvilke man kun ved Hjælp af et meget nøie Lokalkjendskab kan skimte Sandheden. Det er ganske sikkert, at der ikke skader nogen regelmæssig Patrouilleren af Politibetjentene Sted, men saafremt Hr. G. tilfældigviis kjender disse Herrer, der rigtignok altid gaae civilt klædte, til han vistnok jevnlig have havt Leilighed til at see dem passere Gaderne: at de desuagtet maaskee ved flere Leiligheder forholde sig noget passive, maa vel nærmest søges begrundet i den Omstændighed, at Gaderne (Schønbergs-, Schouws- og Danmarksgade) ere private, og altsaa ikke i den Grad undergivne den offentlige Kontrol, som f. Ex Kiøbenhavns Gader. At "der gives Enkelte, som ville paastaae at have truffet en Vægter", er i høi Grad sandsynligt, eftersom dennes Nærværelse jevnlig fordres i Løbet af Natten for at lukke Folk ind. Det er mig en Glæde at erfare, at Hr. G. aldrig har hørt Vægteren raabe, da jeg deri seer et Beviis paa, at hiin Herre nyder en sund og stadig Søvn.

Den ærede Indsender gaaer dernæst over til i høie Raab at beklage sig over, at Gaderne herude, og da især Schønbergsgade, gjøres til Græsgange for hele Flokke af Kreaturer, navnlig Lam, der i Forening med Skarer af Qvægdrivere, Drenge, Vagabonder etc. etc. synes at have sat sig til Opgave at ryste Hr. G. s Nerver. Atter her skorter det paa Nøiagtighed i Fremstillingen. Sagen er nemlig den, at der henligger flere ubenyttede, græsbevoxede Byggegrunde herude, paa hvilke man i Løbet af den sidst Maaned nu og da har ladet nogle Lam græsse; større Kreaturer har jeg aldrig seet græsse herude, naar undtages en eenlig Hest, der ved sin i Sandhed fuldkommen maadeholdne Optræden umulig nogensinde kan have generet Hr G. I selve Gaderne findes ikke Kreaturføde. Ved Qvægdriverne skal jeg ikke nærmere dvæle, da de faa Repræsentanter for denne Klasse af Samfundet, der have havt Forretninger herude, ikke ved deres Optræden have afgivet nogen skjellig Grund til Klage. Af Vagabonder har jeg i de 2 Aar, hvori det schønbergske Qvarteer har intereeseret mig, seet saa ringe et Antal Exemplarer, at jeg umulig kan indrømme Berettigelsen til at charakterisere Gaderne som Samlingssteder for disse Individer. Med Hensyn til Drengene og Sælgekonerne maa jeg derimod give Hr G. Ret, naturligviis med de Modifikationer, som næsten altid maa anvendes overfor heftige Udgydelser. Det er ganske sikkert, at Drengene, der hu have saa ypperlige Tumlepladser, ofte ere mere støiende i deres barnlige Forlystelser, end man kunde ønske det - ligesaa sikkert, som det er, at Sælgekonerne have udraabt deres Varer tilsalg efter Kl. 9 om Søndagen; med Hensyn til dette sidste er der imidlertid, efter hvad jeg har kunnet bringe i Erfaring, nu udgaaet Forbud fra Birkedommeren, ligesom det maaskee vil være Hr. G. bekjendt, at der allerede for nogen Tid siden er truffet meget energiske Forholdsregler med Hensyn til de af ham antydede tidligere desværre temmelig hyppigt forekommende Onder

Iøvrigt skal jeg kun endnu tillade mig at bemærke, at Frederiksberg Kommune, med sin store Folkemængde, ikke efter min Anskuelse længer bør høre sammen med et Landdistrikt, ligesaa lidt som Tiden endnu er kommen til at indoptage samme under Kjøbenhavn. Lad Frederiksberg Kommune faae Kjøbstadrettighed og lad den faa arbeide med sine egne Kræfter paa sin egen Udvikling; da vil det blive muligt at bringe Orden tilveie i alle Retninger, uagtet man med Forholdene, som de ere, kan finde sig ret tilfreds i søndre Birk. H.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1863).

Københavns Amts Rytterdistrikts Birk var i 1819 blevet nedlagt og opdelt i Københavns Amts Nordre Birk (Brønshøj Sogn, Gentofte, Lyngby og Søllerød sogne på Nordegnen samt Gladsaxe, Værløse, Herlev, Ballerup, Måløv, Ledøje og Smørum sogne på Nordvestegnen), Københavns Amts Søndre Birk (Frederiksberg Sogn og Hvidovre, Rødovre, Brøndbyøster, Brøndbyvester, Glostrup, Herstedøster, Herstedvester, Vallensbæk, Høje Tåstrup, Sengeløse, Ishøj samt Torslunde sogne på Vestegnen) og endelig Amager Birk. Siden 1848 alle med hovedsæde på Blegdamsvej på det indre københavnske Nørrebro i det nye fælles Københavns Amts Ting- og Arresthus, som tillige kom til at rumme amtsrådet og dets amtskommunale administration. 

Med denne fjerne placering fra jurisdiktionerne, fremvæksten af hovedstadens to byer, København og Frederiksberg, og den betydelige befolkningstilvækst i det nordlige opland, måtte denne jurisdiktionelle ordning gennemgå en række tilpasninger i århundredets sidste halvdel.

Københavns Amtskommune magtede ikke opgaverne på Frederiksberg, og kommunen (med et mindre tilskud fra amtskommunen) måtte derfor i stadig større omfang løfte opgaverne selv. Kommunen havde i 1865 ansat fire kommunale betjente som supplement til de stedlige amtsbetjente. I medfør af politiloven fra 1871 om bl.a. politivedtægter i købstæderne fik Frederiksberg en politivedtægt i 1872. Som i landets øvrige købstæder fastlagde vedtægten en række af de hidtidige politiopgaver, suppleret med nye, som var kommet til med industrialiseringen og den deraf følgende urbanisering. I 1874 ansattes en politiassistent som leder af det 10 mand store korps, der i 1876 kunne rykke ind i en kombineret politi- og brandstation ved Frederiksberg Runddel. 

Ved politiloven for København fra 1863 ændredes politiets ordning, og København fik i 1869 en politivedtægt. Med brokvarterernes hastige vækst bragtes det samlede antal politidistrikter i 1878 op på seks. På samme tid var den københavnske politistyrke på 20 år blevet mere end fordoblet og omfattede under byens politidirektør ikke færre end 282 betjente.