Den Grønbech'ske Gaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det gamle Huus

I Række med Paladser og andre stolte Bygninger stod et gammelt Guus, bestaaende ud til Gaden af en eneste Stuelænge, hvorpaa der hævede sig to Kvistgavle. Vinduerne, der i stor Mænge vare anbragte overalt, hvor der blot var mindste Rimelighed for, at et Vindue kunne sidde, havde smaa Ruder, men foran Huset, ude ved Bolværket, sang Fuglene Morgen og Aften i de grønne Træer om den Hygge og Fred, Slægt efter Slægt havde fundet indenfor disse lave Mure. Indgangen var igjennem Porten opad Steentrappen med Jernrækværket, der i vor Barndom overskyggedes af et mægtigt Valnøddetræ, men siden, da dette var segnet for Tidens Tand, af et frodigt Kastanietræ. Indvendigt havde Huset, saa godt det lod sig gjøre, søgt at holde Skridt med Tiden, optaget dens Comfort og Bekvemmeligheder, men dog bevaret adskilligt Arvegods fra længste henrundne Tider. Ved denne Forening af Gammelt og Nyt fik det hele et vist Hyggelighedens Præg, der snart gjorde Gjesten huusvant; han hilsedes ikke, som hos de gamle Romere, velkommen med noget "Salve!" tegnet paa Gulvet indenfor Tærskelen, men overalt løs ham Røsten imøde: "Velkommen! vær nu blot Dig selv - som Du seer, at jeg altid bev den samme, trods de skiftende Tider!"

Stod man paa Steentrappen, da havde man paa venstre Haand et Sidehus, der heelt og holdent stod der, som det var for Aarhundreder siden: Svalegangen løb over Stueetagen hen langs den øvre Stok, hvis Værelser paa Grund af det langt fremspringende Tagskjæg, som hvilede paa Piller, der løftede sig fra det svære Trærækværk, selv ei paa den klareske Sommerdag vare ret lyse - her var man med Eet hensat til det 16de Aarhundrede.

Stod man der en stille Midnat - - ja, det var just en deilig Sommernat; Vinden susede i Gaardens Træ, Stjernerne blinkede og Maanens Straaler spillede paa Svalegangen, Kirkeuhret slog Tolv - da hørte vi igjen denne Hvisken - kom den ikke deroppe fra Svalen? - brogede Sagn naaede vort Øre:

"Jeg husker godt den Dag, som om det var igaar" - hvisked En - "det var dengang de andre Huse derhenne endnu havde Gavle ud til Gaden og Svalegange ind til Gaarden. Det gik varmt til dengang; her var en Tummel og Støi, saa nu havde vel mine gamle Nerver ikke taalt det: Stykkerne knaldrede til Paukers og Trompeters Klang, og Matroserne skreg hurra, for han var lige bleven arvehyldet derhenne foran Børsen, Kong Frederik. Og saa var her siden en Hurlumhei hos os saa Gud maatte sig forbarme; Bægrene klang, Kjerterne skinnede og Dandsen gik derinde til Festen Ære. Den gamle Herre traadte selv en Dands, saa Baretfjedren nikkede, Sporerne klirrede og hans baldyrede Fløilskappe var færdig at komme i Ulave. Han saae eller prægtig ud, det var saadan en stolt Herre!"

"Men Geheimeraaden da, som boede her i Kong Christian den Femtes Tid!" hviskede en Anden, "Frederik v. Gabel hed han og Gouverneur var han - jeg troer over Færøerne, som nok ligge langt borte herfra, saa han raadede langt! Ja, jeg kunde jo ogsaa fortælle adskilligt fra min første Tid, som Du kanskee ikke lagde Mærke til, fordi Du allerede dengang var saa gammel i Gaarde. Jeg husker godt, da Løngangen til det nye Huus herinde ved Siden af blev færdig, for at Kongen i Løn kunde besøge sin Elskede - for Andet gik der saamænd ikke for sig, skjøndt gamle Koner i Nabolaget troede, at det spøgede!"

"Ja, Folk ere nu engang reent tossede med deres Spøgeri," hviskede en Tredje. "Troede man ikke ogsaa paa Søgeri, dengang jeg maatte flytte hertil i Admiral Rosenpalms Tid, fordi mit gamle HUus blev revet ned. Det spøger, raabte man, det spøger i det nye Huus! - Nei det var saamænd Andet end Spøgeri, det var kun Kong Frederik den Fjerde, der puslede om i Løngangen, naar han gik til Fyrstinden af Slesvig, hende, der jog mig ud af mit gale Huus! Hele Snakken hørte jo op, saasnart Anna Sophia blev Dronning og flyttede op i Slottet."

Saaledes løste den Ene den Anden af, og inden man vidste et Ord deraf, var man heelt inde i Nutiden. "Ja, vor Tid er da heller ikke til at foragte," hviskede en af Puslinergen - at det var Nisserne fra de gamle nedrevne Huse i Nabolaget, der nu holdt til her, det havde vi jo længe forstaaet paa Samtalen - "siden Huset blev Kjøbmandsgaard har dette gamle Held saamænd ikke svigtet det: her er Kjærlighed og Samdrægtighed tilhuse, Skibene lægge til derude ved Bolværket, og Handelen florerer - vi har idetmindste aldrig endnu savnet for Julegrød - og hvad var det Fuglene sang om Mødet ved Roserne dernede i Haven? Her bliver nok snart Bryllup i Huset, kan jeg troe! Ja saadan gaaer det, naar man ikke slaaer Vrag paa alt det Gamle for det Nye!"

"Ak, hvorlænge varer vel den Herlighed," klynkede en lille melancholsk Graamand, "Nu skal jo Huset ned, og hvad bliver der saa af os?" -

Mere hørte man ikke, for i det samme begyndte Hanen at gale, og da er, som man veed, jo Nissernes Tid forbi.

Men den sidste havde Ret: nogle Aar derefter var det ude med den herlighed, Huset skulde bort - der maatte følges med Tiden. Stakkels gamle Huus! snart ruller den hurtige Vognrække rastløst henover din Grund. Slægt paa Slagt farer igjennem den nye Gade, der skærer dine Enemærker, men Ingen tænker paa Dig! Og dog knyttede der sig saa mange Minder til dine ærværdige Mure, dog sang Fuglene i dit Træ om mødet ved Roserne dernede i Haven.

Carl Andersen.

Huset Nr. 14 bag Børsen, seet fra Gaarden. Tegnet af K. Gamborg.

(Illustreret Tidende 10. juni 1866).

Den Grønbech'ske gård blev nedrevet 1867.  Ejendommen ejedes af grosserer I. P. Grønbech, og var kendt under navnet Den Grønbechske Gård. Den var formentlig en af Slotsholmens ældste bygninger. Gården blev nedrevet 1867-1868 for at give plads til Christiansgade. Det kongelige Bibliotek har et foto, som formentlig stammer fra nedrivningen.