Vilhelmine Cathrine Oberthon var en tyv og bedrager som gennem mindst 3 årtier gik ind og ud af fængsler. De første domme ved Københavns Politiret nævnes som den 25. februar og 17. maj 1943 for løsgængeri, hhv. 15 og 30 dages fængsel på vand og brød. Hun må da have været omkring 19 år gammel. En højesteretsdom nr. 120 af 25. marts 1844 stadfæstede en dom fra Lands- Over samt Hof- og Stadsretten af 13. februar 1844 over Wilhelmine Cathrine Oberthon for tyveri og løsgængeri. Hun blev idømt 8 måneders forbedringshusarbejde. I 1846 beklagede Fædrelandet sig over at hun måske blev forfulgt af politiet:
- - -
- Den ovennævnte Sag var anlagt mod en Arrestantinde ved Navn Wilhelmine Cathrine Oberthon. Hun er langt fra at være noget agtværdigt Fruentimmer og er navnlig ved Kjøbenhavns Politirets Domme af 25de Februar og 17de Mai 1843 straffet for Løsgængeri, respektive med 15 og 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Den 13de October forrige Aar hensattes hun paa Ladegaarden, med sædvanlig Betydning om, at hun ved at forlade denne uden Tilladelse paa ny vilde paadrage sig Straf som for gjentaget Løsgængeri. Efter at have været her indtil indeværende Aars Begyndelse, gik hun, med dertil given Tilladelse, Mandagen den 13de April hertil Byen, dog med det Tilhold al komme tilbage samme Dags Aften Klokken 7½. Da hun imidlertid baade havde Afsky fot Ladegaarden og ønskede at faae en Condition, hvilken hun, efter hendes Forklaring ikke kunde søge uden al udeblive, da der flere Gange var negtet hende Udgangstilladelse, udeblev hun nu og henvendte sig em Tirsdagen den 14de April til en ved Holmens Kanal boende Skipperenke, af hvem hun erholdt en Seddel til Bevis for, at hun sammesteds kunde faae Tjeneste. Med denne Seddel var det endvidere, ifølge hendes Forklaring, hendes Hensigt at vende tilbage til Ladegaarden og udvirke Tilladelse til at modtage den hende tilbudte Condition. Onsdag Morgen den 15de April anholdtes hun imidlertid af Politiet, i hvis Arrester hun blev hensat. Det maa nu bemærkes, at Rigtigheden af Arrestantindens nys meddelte Forklaring er bestyrket saavel ved den Forklaring, som er afgiven af ovennævnte Skipperenke, der for Netten har gjentaget at ville tage Arrestantinden, uanseet de hende overgaaede Straffedomme, i sin Tjeneste, som ved den af Arrestantindens Fader (hun har længe været moderløs og "mindes ikke" sin Moders Navn) afgivne Forklaring, der gaaer ud paa, at hans Datter ved at besøge ham om Mandagen, baade yttrede at ville søge sig en Condition, og bad ham i Ugens Løb at sende hende Mad til Ladegaarden, hvortil det altsaa maa antages, al hun vilde vende tilbage. Andet og Mere er ikke oplyst og Arrestantindens hele Brøde hestaaer altsaa i uden Tilladelse at have været borte i ikke fuldt 1½ Dag fra den baade af Fattige og løsladte Forbrydere lige forhadte Ladegaard, og i den Tid at have søgt og sikkret sig Beviset for at have søgt fast Tjeneste. Dette bevægede imidlertid ikke Kjøbenhavns Politidirecteur til at undlade al reise Sag mod hende, som derpaa baade af Criminal- og Politiretten og Høiesteret idømtes 1 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshus, hvor hun, der ikkun er noget over 21 Aar gammel, nu hensidder, for rimeligvis i sin Tid aldeles fordærvet at udgaae derfra. Vi gjentage, idet vi slutte denne Artikel, at det, hvorom her er Tale, ikke er Arrestantindens Personlighed og foregaaende slette Liv, hvortil man rimeligvis vil tage sin Tilflugt for at forsvare Sagens Anlæg, men at Sagen derimod reducerer sig til Besvarelsen af det Spørgsmaal: om det er stemmende med Retfærdighed, at man har anlagt en Sag imod Arrestantinden og tvunget Domstolene til at idømme hende en betydelig Straf for den samme Handling, som Ingen, der har mindste Kjendskab til Politiets Annaler, skal kunne driste sig til at benegte, dagligen begaaes og afsones enten med en Irettesættelse eller en Disciplinærstraf. Det er en slig Ulighed i Behandlingen af de til denne Classe hørende Sager, som vi med Hensyn til Retsbegrebets Udvikling, saavel i Almindelighed som i Forbryderclassen i Særdeleshed, ansee for aldeles forkastelig.
(Fædrelandet 19. oktober 1846. Uddrag)
Domme afsagt i Kriminal- og Politiretten lørdag den 4. oktober
- - -
3) Procurator Hansen Actor contra Arrestantinderne Wilhelmine Cathrine Oberthon og Maren Marie Jørgensen. (Procuratorerne d'Auchamp og Baasgtrup Defensorer.)
Sidstnævnte Arrestantinde, der er Lem paa Ladegaarden og en Søndag var kommen i et Ærinde op i et Huus ved Nørrevold, sigtedes for ved denne Leilighed at have borttaget et der i Kjøkkenet ophængt Forklæde, der tilhørte en sammesteds tjenende Pige, til en Værdi af 24 sk. Imod hendes vedholdende Benegtelse kunde imidlertid intet fuldt Beviis herfor tilveiebringes, men alene en høi Grad af Formodning, og hun blev saaledes frifunden for videre Tiltale. Den anden Arrestantinde, der ligeledes »ar to paa Ladegaarden, blev samme Søndag anholdt med det stjaalne Forklæde, men paastod imidlertid, at Arrestantinden Jørgensen, der havde mødt hende paa Gaden, havde uanmodet laant hende Forklædet, for deri at indsvøbe noget Mad, som hun vilde bringe hjem med sig til Ladegaarden, og ligesom det nu efter det under Sagen Oplyste, navnligen om den Tid, hvorpaa Tyveriet, var begaaet, ingen Anledning var til at antage, at Arrestantinden Oberthon selv skulde have stjaalet Forklædet, saaledes kunde hun heller ikke ansees skyldig i Hæleri med Hensyn til Samme, da hun stadig har forsikkret, at det ikke faldt hende ind, at Forklædet var stjaalet. Arrestantinden Oberthon frifandtes derfor aldeles, ligesom ogsaa samtlige Actionens Omkostninger paalagdes Arrestantinden Jørgensen alene.
- - -
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. oktober 1845, 2. udgave).
Højesteret stadfæstede den 30. juli 1846 en dom af 19 maj 1946 ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret på 1 års forbedringshusarbejde for løsgængeri.
- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:
Den 17de Marts forrige Aar var det Krammarkedsdag i Roeskilde. Boutikerne vare fulde af Mennesker, mest Landboere, og flere af disse bemærkede, at de i Trængselen, af Lommerne havde mistet deres Punge med Penge. Iblandt dem var Væver Olsens Datter, Sophie, af Thorkildstrup, der savnede en stor, ny Pung med Staalperler, hvori var 6 a 7 Rdl. Ved at passere Gaden, bemærkede hun i en Port 2 "Damer", iførte Silkehatte og Mantiller, ledsagede af en engelsk Mund, og holdende hendes Pung imellem dem. Man tiltalede dem med de Ord: "De gode Damer have nok fundet min Pung", men, i Stedet for at erholde denne tilbage, fik hun et grovt Svar af disse Fruentimmer, der fjernede sig, og kort efter, da de igjen paa Gaden mødte Væver Olsen og hans Datter, opstod et Skænderi mellem dem, hvorpaa Fruentimmerne atter fjernede sig, og som det senere viste sig, ilsomt forlode Roeskilde, og toge fra Hedehusstationen paa Jernbanen tilbage til Kjøbenhavn. Disse Scener, der vare bemærkede af forskjellige Personer, gave Anledning til endel Omtale i Roeskilde, der kom til det kjøbenhavnske Polities Kundskab, som i lang Tid havde henvendt sin Opmærksomhed paa det herboende, mistænkelige Fruentimmer Vilhelmine Cathrine Oberthon.
Denne, der er 30 Aar gammel, har fra sin tidlige Ungdom mangfoldige Gange været anholdt som mistænkt for Tyveri, navnlig Lommetyveri, og ofte, af Mangel paa Bevis, og, da hun stadig negtede det hvorfor hun sigtedes, sluppet straffri, men ogsaa gjentagne Gange været indsat i Forbedringshuset for Tyveri og Løsgængeri. Ved Protokollen over mistænkelige Personer var denne, for den offenlige Sikkerhed farlige Person, givet Tilhold blandt andet om at tage fast Tjeneste, som hun i Sommeren 1853 havde anmeldt at have faaet hos Hattemagersvend Christian Ferdinand Høyer. Da dennes Hustru, Sophie Frederikke Mersleh, ligeledes var en tidligere straffet Person, antoges det, at Sidstnævnte var delagtig i Tyverierne i Roeskilde, hvor hun ogsaa maatte vedgaae at have været den omhandlede Dag, dog, som hun paastod, uden at være i Følge med Nogen. Begge disse Fruentimmer bleve tilligemed Christian Høyer anholdte, og paa deres Bopæl fandtes en stor Mængde Gjenstande, som formodedes at være stjaalne, eller anskaffede for stjaalne Penge. Under Forhørerne vedbleve Arrestantinderne haardnakket at henegte enhver dem paasigtet Brøde, indtil det omsider lykkedes at faae deres forbryderske Virksomhed fuldstændigt oplyst, og er saaledes følgende godtgjort.
I Juni Maaned 1853, da Oberthon af Politiet var anvist Ophold og Arbeide paa Ladegaarden, bevirkede Høyer og hans Kone, under Foregivende af, at hun skulde tjene dem, at hun blev fritagen derfor og kom i Huset hos dem. Men dette Forhold forandredes snart derhen, at Oberthon, i Stedet for at erholde Løn, betalte for sig, bidrog jevnlig med forskjellige Pengesummer til Høyers Husholdning og Husleie og gav dem stadig Foræringer, saa at det ikke ubetydelige Bohave og Klædningsstykkerne, der fandtes paa deres Bopæl, vare for største Delen anskaffede af Oberthon, der stjal Gjenstandene i Boutiker og Pengene af Folks Lommer. Saaledes havde hun i Efteraaret 1853 i en Boutik i Gothersgade. medens hun kjøbte Noget, tilvendt sig fra Disken 16 a 18 Alen sort Silketøj, hvoraf hun gav Sophie Høyer en Del, som blev anvendt til en Kaabe til denne og en Vest til hendes Mand. Resten byttede Oberthon i en Modehandlerboutik for en graa Kaabe til sig selv, thi hun vilde ikke gaae med en Kaabe af samme Tøi som Sophie Høyer, for at dette ikke skulde vække Vedkommendes Opmærksomhed. Sophie Høyer - der, ligesaavel som hendes Mand, var vidende om Oberthons Tyverier - blev snart enig med hende om at hjælpe hende i at forøve disse. De gik derefter ud sammen, snart klædte som Damer i Boutiker og paa Auctioner , snart indfandt de sig i simplere Dragter paa Torvet med Kurve paa Armen, som for at gjøre Indkjøb. Ifølge Sophie Høyers Udsagn havde Oberthon en saa overordenlig Behændighed i at praktisere Penge ud af Fruentimmernes Lommer, at Førstnævnte selv aldrig har seet, hvorledes det gik til. Naar Oberthon, der stillede sig ved Siden af og sædvanlig indlod sig i Samtale med den, hun vilde bestjæle, havde opnaaet sin Hensigt, leverede hun strax det Stjaalne til Sophie H., for ikke, naar hun, hvad der oftere skete paa offenlige Steder, blev anholdt af Politiet, som idelig havde sin Opmærksomhed henvendt paa hende - at findes i Besiddelse af noget Mistænkeligt. Paa denne Maade troede hun sig saa sikker, at hun engang, paa en Spadseretour med Sophie Høyer, sagde til denne, at, dersom hun blev tiltalt for Noget, skulde hun nok "klare for sig", hvorhos hun dog tog det edelige Løfte af sin Veninde, at denne aldrig maatte røbe, at hun ikke tjente hende.
Af den Mængde Tyverier, som Oberthon dels ene, dels paa den anførte Maade i Forening med Sophie Høyer, har begaaet, er en Del constateret ved de besljaalnes Anmeldelser for Politiet og Forklaring for Retten. Saaledes anmeldte Pigen Sine Albretsen den 1ste Oelober 1853 , at hun samme Dag i en Slagterboutik, da hun skulde betale, hvad hun havde kjøbt, til sin store Forundring af sin Lomme savnede et Tørklæde med deri knyttede 1 Rdl. 3 Mk., som hun et Øieblik i Forvejen vidste sig i Besiddelse af, og som Oberthon senere vedgik at have taget. I Glashandler Ronges Boutik paa Gammelamagertorv indfandt Oberthon sig den 7de November f. A. for at see paa nogle Glasassietter, samtidigt med Grovsmedemester Hansens Hustru, der vilde kjøbe en Lampekuppel. Hun gav denne nogle Raad om, hvilken Kuppel hun skulde vælge, og stjal imidlertid af hendes Lomme en Portemonnaie med 5 Rdl. 19 Sk. Den 25de Februar f. A. savnede Mursvend Sallings Hustru i Silke- og Klædekræmmer Løvgreens Boutik en Species og en Sølvdaler, der havde ligget løse i hendes Lomme, og kunde senere gjenkjende Oberthon som et Fruentimmer, der havde været nærværende i Boutiken paa samme Tid, og denne vedgik ogsaa, at hun havde stjaalet disse Penge.
Andre Tyverier ere aldrig anmeldte af de Bestjaalne, og disse, som Følge deraf, ikke udfundne. Saaledes er det af Oberthon og Sophie Høyer forklaret, at Oberthon ved Juletid 1853 i en Slagterboutik ved Nicolaitaarn frastjal en bondeklædt Tjenestepige en Portemonnaie med en Tyvedalerseddel, som denne havde lagt fra sig paa Disken. Pigen, der strax savnede den, yttrede, at hun troede at have forglemt den et andet Sted. Under en Auction paa Østergade blev en Marskandiserkone af Oberthon frastjaalen en Pung med Penge. Da hun savnede den og lydeligt beklagede sig over at være bestjaalen, blev der herover stor Allarm i Salen, og man beskyldte konen for, at det nok var et løst Foregivende af hende *). Engang i Vinteren 1853 har Oberthon, da hun var i Følge med Sophie Høyer, paa Gammeltorv frastjaalet et Fruentimmer en Lærredspung med 7 Rdl. 6 Sk. De fattede, besynderligt nok, Medlidenhed med den Bestjaalne, fordi de, eller hendes Paaklædning at dømme, ansaae hende for fattig, og fulgte længe efter hende, for at see Ledighed til, naar denne skulde gaae ind i en Boutik, at lægge Pungen med Pengene ved Siden af hende, men, da dette ikke skele, beholdt de Pengene og kastede Pungen bort, hvilket de i Reglen altid gjorde med de andre stjaalne Portemonnaier og Punge
Omsider kom den fornævnte, for dem uheldige Markedsdag i Roeskilde. De begave sig derhen i deres bedste Pynt og med det Forsæt at benytte Lejligheden til at stjæle, og, efter at Oberthon med sædvanligt Held havde udført et eller rimeligvis flere Lommetyverier, indtraf den ovennævnte Begivenhed, hvorved de bleve bemærkede i Besiddelse af Sophie Olsens Pengepung, som Oberthon senere har forklaret al have fundet liggende paa Gulvet i en Boutik, og som gav en begrundet Anledning til at anholde ikke alene Oberthon, men ogsaa hendes Medhjælpere.
Ved Criminal- og Politirettens Dom af 11te Mai sidstleden blev Oberthon, der senest er dømt i Aaret 1848, som for 2den Gang begaaet Hæleri og for 4de Gang begaaet Løsgængeri, til 3 Aars Forbedringshus arbejde, anseet med Straf som for 3die Gang begaaet Hæleri og for 5te Gang begaaet Løsgængeri, og Straffen i det Hele bestemt til Tugthusarbeide i 10 Aar. Sophie Høyer, der er født i Aaret 1820 og iblandt Andet i 1837 er straffet for Tyveri med simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 80 Dage, blev for 2den Gang begaaet Tyveri dømt til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og Christian Ferdinand Høyer, der er født i 1826, og efter Krigsretsdom har været anseet for Insubordination og respectstridigt Forhold med 20 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød, blev som Hæler dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.
De Domfældte have acquiesceret ved Dommen.
*) Noget Lignende skal være passeret i en Spekhøkerboutik, en af Oberthons "egne" Boutiker, saaledes benævnte hun dem, hvori hun stadig stjal. En Pige beklagede sig nemlig en Dag for Høkeren over, at hun savnede et medbragt Pengebeløb af 7 a 8 Rdl. Høkeren, der blev stødt over disse Ophævelser, yttrede dertil: "Der bliver min Salighed aldrig Penge borte i min Boutik", og omtalte Oberthon, der paa samme Tid havde været tilstede i Boutiken, som en, han godt kjendte, da hun var hans daglige Kunde.
(Fædrelandet 4. juli 1855).
Herefter må man formode at hun afsonede alle eller en del af de 10 år (1855-1865) i tugthuset. For næste gang hun er i aviserne er i 1868.
“Vilhelmine Cathrine Oberthon født i Kbhvn 1824; straffet sidst med 10 Aars Tugthusarbeide for Tyveri ifølge Krim: og Pltr: Dom af 12/5 55; har i øvrigt tilbragt en stor Deel af sin Tid i Fængsel og i Straffeanstalter for Lommetyveri. 103. 103-1”. [1865]." Genealogisk Forlag: Forbryderalbum.
Anholdt Lommetyv. Da der i de sidste Maaneder jevnlig er begaaet Lommetyverier heri Byen, hvorved Damer, som have indfundet sig paa Torve og i Boutiker for at gjøre Indkjøb, ere blevne frastjaalne deres medbragte Penge fra nogle Mark indtil 60 Rd. ad Gangen - har Politiet i den senere Tid stadigt havt sin Opmærksomhed henvendt paa Opdagelsen af disse Forbrydelser, for hvilke ret særlig havde Mistanke til det flere Gange og sidst med 10 Aars Tugthuusarbeide for Lommetyveri straffede Fruentimmer Vilhelmine Cathrine Oberthon, uden at det dog var lykkedes at træffe hende i Gjerningen. Endelig Tirsdags Formiddag paagreb ifølge B T. to Betjente hende paa Gammeltorv under saadanne Omstændigheder, at det maa ansees for afgjort, at hun er Gjerningsmanden, idet bl. A. de Penge, hun ved sin Anholdelse fandtes i Besiddelse af, nøiagtigt svarede til hvad der samme Dags Morgen var frastjaalet to Damer paa Torvet. Ihvorvel hun til den over hende optagne Politirapport som sædvanlig har negtet sig skyldig, er det dog at haabe, at det vil lykkes Criminal- og Politiretten, til hvem Sagen er henviist, at faae hende domfældt og saaledes for længere Tid gjort uskadelig for den offentlige Sikkerhed. Som charakteristisk for hendes Virksomhed som Lommetyv kan anføres, at der ved Visitationen paa hendes Bopæl fandtes en Mængde Kræmmerhuse, hvis Indhold bestod af for en Skilling Peber, Kaneel, Ingefær, Allehaande, Stivelse og Lignende, som det maa antages at hun har gjort Indkjøb af i Boutiker for at see Leilighed til at bestjæle Kunderne sammesteds.
(Flyveposten (København) 11. december 1868).
Lommetyv. Den 8de December f. A. blev paa Nytorv anholdt et Fruentimmer, som Politiet i længere Tid havde havt mistænkt for Lommetyveri, uden at det dog var lykkedes at faae Beviser imod hende, nemlig den flest med 10 Aars Tugthuusarbeide straffede Vilhelmine Cathrine Oberthon, Brolægger Peter Hansens Hustru. Hun var bemeldte Dag, ligesom tidligere, Gjenstand for Politiets specielle Opmærksomhed, og det blev da iagttaget, at han havde sin Haand i en anden Kones Lomme, og da denne Kone raa Tilspørgsel opgav at være bestjaalen, blev Oberthon anholdt og funden i Besiddelse af en contant Sum, svarende til Beløbet af 2de samme Dag paa Torvet begaaede Lommetyverier, men forøvrigt ikke af noget Mistænkeligt, navnlig ikke de stjaalne Portemonnaier, som derimod fandtes henkastede i en Vogn. Pengene paastod hun at være hendes lovlige Eiendom, men ved nærmere Eftersyn af disse fandtes deriblandt en Fiirskilling, som en af de bestjaalne Fruentimre gjenkiendte som sin og hende frastjaalen tilligemed Portemonnaien. Trods de mod hende talende Omstændigheder har hun dog haarrnakket fastholdt sin Benægtelse, indtil hun for nogle Dage siden for Dommeren i 3die Criminelkammer, til hvem Sagen var henviist til Undersøgelse, har afgivet fuldstændig Tilstaaelse om, at hun i Løbet af det sidste Aarsliv forinden sin Anholdelse i Regelen een af to Gange om Dagen har indfundet sig paa Torvene for at begaae Lommetyveri og saagodtsom altid med Held. Antallet af de Lommetyverier, hun saaledes har begaaet, anslaaer hun til ca. 50 og det derved indvundne Beløb til ialt omtrent 400 Rd, som hun og hendes Mand, der ogsaa er bleven arresteret, og som har indrømmet at have været vidende om de af hans Kone forøvede Lommetyverier, hare forbrugt deels i Huushodtningen og deels til Stads og Fornøielser.
(Flyveposten 16. marts 1869).
Tyveri og Deelagtighed i Tvveri.
I slutningen af November og Begyndelsen af December f. A. indløb der hyppige Anmeldelser til Politiet om dristige Lommetyverier, der vare begaaede paa Gammel- og Nytorv, og hvorved der var stjaalet Penge og Portemonnaier med Penge ud af Damers Kjolelommer. Nogle erfarne Betjente af Opdagelsespolitiet bleve derfor beordrede til om muligt at opdage den Skyldige, og da deres Mistanke ved forskjellige Oplysninger var bleven henledet paa el Fruentimmer ved Navn Vilhemine Cathrine Oberston, ogsaa kaldet Vilhelmine Cathrine Oberthon, Hansens Hustru, der er 44 Aar gammel og tidligere oftere er straffet først som Barn og senest med 10 Aars Tugthuusarbeide, søgte de efter hende paa de nævnte Torve under Torvetiden, naar mange Folk vare samlede for at gjøre Indkjæb. Det lykkedes dem snart at faa Øie paa hende, og de lagde Mærke til, at hun blandt de paa Torvet holdende Vogne kun søgte saadanne, ved hvilke der befandt sig Fruentimmer, og at hun stadigt holdt sig ved disses høire Side; engang saae de endog, at hun havde sin Haand under en Dames Shavl tæt ved Lommen, uden at det dog lykkedes hende at stjæle, da Damen i det Samme fjernede sig fra hende.
Da der omtrent samtidigt hermed indløb Underretning til Betjentene om, at der netop paa de Strøg af Torvet, hvor Oberston havde bevæget sig, samme Dag var begaaet 2 Lommetyverier, blev hun anholdt og ført til Politikammeret, hvor hun efter en anstillet Visitation blev funden i Besiddelse af Penge, der bestemt paastodes at være de stjaalne, men som hun dog negtede at have tilvendt sig.
Hendes Forklaring gav imidlertid Anledning til at formode, at hendes Mand var deelagtig i hendes Tyverier, og han blev derfor ogsaa anholdt, ligesom der samtidigt blev anstillet Undersøgelse paa deres Bopæl i Sundbyvester, hvor man fandt en stor Mængde tildeels værdifulde Gjenstande, der tydede paa at være erhvervede paa ulovlig Maade, og efterat Sagen var henviist til Criminal- og Politiretten, opdagede man endvidere mellem en Hylde og den Klods, hvorpaa den var anbragt i Kjøkkenet, 11 Femtalersedler, indsvøbte i et Stykke Papir. Det oplystes tillige, at Arrestanten og Arrestantinden i den sidste Tid havde levet over deres Evne, tildeels underiløllet en Søn og givet en voxen Datter Foræringer, saa at Mistanken herved imod dem yderligere bestyrtedes. I 3 Maaneder vedbleve de dog deres Negtelse, men efterat Arrestanten havde gjort et mislykket Forsøg paa at tilvejebringe en Correspondance med Arrestantinden i Arresten, gik de den 9de Marts begge til Bekjendelse, og det viste sig nu, at Arrestantinden i over et Aar, nemlig fra Slutningen af Septbr. 1867 indtil hun blev anholdt den 8de Decbr. f. A., stadigt havde begaaet Lommetyverier paa Torvet; hun kunde vel ikke nøie angive Antallet, men antog, at der var begaaet omtrent eet Tyveri hver Uge, og hun havde herved tilvendt sig, foruden Portemonnaier til samlet Værdi ca. 10 Rd., et Pengebeløb af henimod 400 Rd. (eet Tyveri havde alene indbragt hende 60 Rd.) Hendes Mand havde været enig med hende, og de stjaalne Penge bleve anvendte til fælles Brug. Medens Mandens Arbejdsfortjeneste vel kunde beløbe sig til 1 Rdlr. om Dagen, havde de ved Tyverierne kunnet forøge Indtægterne med 4 a 6 Rd. om Ugen.
Retten fandt, at Arrestantindens Forhold maatte paadømmes under Anvendelse af Straffelovens § 231, 1ste Led, jfr. § 241, 2det Led,og idømte hende 6 Aars Tugthuusarbeide; for Arrestanten fastsattes Straffen til 1 Aars ForbedringShuusarbeide ifølge samme Lovs § 228, jfr. § 54.
(Flyveposten (København) 29. maj 1869)
Herefter forsvandt Vilhelmine fra avisernes søgelys. I 1869 må han være blevet 45 år gammel, og hvis hun udstod tugthusstraffen på 6 år ville hun være omkring 51 år gammel da hun atter blev løsladt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar