Høitidsoffer. (Efterskrift til Politivennen)

Der har i den senere Tid heri Nysted været nogen Bevægelse blandt Befolkningen, der navnlig har givet Anledning til Afholdelsen af adskjellige Extramøder i Haandværkerforeningen, samt Søndagen den 20de Marts en Raadstueforsamling. Sagen er: at herværende Kordegn Frost, utilfreds med det Høitidsoffer, der deels ydes ham af Nogle, deels for Fleres Vedkommende aldeles udebliver, har fundet sig foranlediget til at indsende en Liste over ca. 160 Offerpligtige med Anmodning til Byraadet, at fastsætte Offeret for disses Vedkommende. Da man ei heri Byen mindes, at en saadan Opkrævning af Offer nogensinde tidligere har fundet Sted, og tilsyneladende eiheller anede, at Saadant var i Vente, blev man overrasket, da der pludselig indfandt sig en Politibetjent med en Liste over Synderne, idet han betydede Vedkommende, at de anførte Beløb fra 2 sk. til 1 Rd. var Offer til Frost (hvilken Forklaring iøvrigt ogsaa var nødvendig, da Listen hverken havde Over- eller Underskrift), med Tilføiende, at Beløbene maatte være indbetalte inden 3 Dage, da man ellers vilde ansee det som en Erklæring om, ikke godvillig at ville betale, hvorefter Udpantning vilde blive foranlediget. Imidlertid betalte kun ganske Enkelte, hvorimod Bestyrelsen for Haandværkerforeningen nogle Dage senere modtog en med talrige Underskrifter forsynet Skrivelse, med Anmodning om at tage sig af Sagen, idet man navnlig syntes at gaae ud fra, at det paalignede Offer var sat for høit. Hvorvidt dette nu virkelig er Tilfælde, skal Indsenderen ei kunne afgjøre; dog, naar man tager Hensyn til, at ca. 160 Offerpligtige af de mindre Formuende ere paalignede omtrent 100 Rd, kunde den Paastand mulig nok være grundet, at naar alle Konfirmerede i Pastoratet efter samme Forhold kom til at betale Offer, som jo Loven foreskriver, da vilde vel nok et mindre Beløb kunne være "et passende" Offer for Kordegnen. Efterat Hr. Byfoged Lassen ved Raadstuesamlingen havde gjort Forsamlingen bekjendt med Loven betræffende Høitidsoffer og fra Byraadets Side havdet den stedfundne Ligning, blev der fra Flere fremhævet det Ønskelige i, at alt Høitidsoffer kunde blive afskaffet ved en Overeenskomst med de Offerberettigede, og efter at det gjentagende var bleven fremhævet, at de Offerberettigede ingenlunde, om end, som Flere syntes at ønske, Offersedler bleve uddeelte, behøvede at vare tilfredse med det, Enhver fandt sig foranlediget til at yde, naar man mulig maatte finde det "upassende", blev der foretaget Afstemning, hvorved upaatvivlelig en stor Majoritet vilde have udtalt Ønsket om Afskaffelsen af Offeret mod en Overeenskomst; men da i samme Øieblik Byfogden gjorde opmærksom paa, at Byraadet, uden Hensyn til Afstemningens Resultat, ei vilde finde sig foranlediget til at foretage Videre ved Sagen før en Raadstueforsamling specielt i dette Øiemed var bleven sammenkaldt, saa blev Afstemningen uden Følger. Ved senere Møder i Haandværkerforeningen skal det være vedtaget,  ifald en Udpantning virkelig bliver foretaget, da at henvende sig til vedkommende Ministerium, for mulig at faae den hele Offersag ordnet paa en mere tidssvarende og hensigtsmæssig Maade; hvorvidt dette er den rette Vei, turde der mulig være Spørgsmaal om. - Hvad der imidlertid klarligen fremgaaer af det Hele, og som støttes af de Udtalelser, man overalt hører, det er den Uvillie, som Befolkningen stedse mere og mere føler for hele den Maade, Gejstligheden lønnes paa, og man kan dristig forudsætte, at Oppositionen ikke her dreier sig om den mindre Pengesum, hver Enkelt at pligtig til at Yde, men kun Maaden, hvorpaa det skeer. Rigtignok mindes jeg, at en høitagtet geistlig Rigsdagsmand for flere Aar siden, da Sagen var under Forhandling i Rigsdagen, yttrede til Støtte for Bibeholdelsen af Høitidsofferet, at han fandt, det var en smuk Maade, idet Præsten ligesom direkte blev lønnet af Menigheden, formodentlig med den Forudsætning, at det bidrog til et bedre Forhold imellem de respektive Medlemmer af Menighedcn og deres Præst, Det er imidlertid en uafviselig Sandhed, at den ærede Rigsdagsmand fuldstændig er paa Vildspor, Det kan være, at Forholdet bliver venskabeligere imellem Præsten og det Medlem af Menigheden, der kan yde Præsten et klækkeligt Offer; men hvorledes mon Forholdet stiller sig, naar det Modsatte er Tilfældet? At der gives mange hæderlige Præster, der oprigtig elske deres Kald og sætte Udbredelsen af Guds Ord langt høiere end pekuniair Fordeel, vil jeg langtfra bestride; men at Andre, istedetfor at være sande Kristi Apostle, paatage sig en præstelig fornem Mine og saagodtsom aldrig bekymre sig om, paa hvilket Standpunkt Religionen staaer i Hjemmet og Familielivet, det er destoværre en sørgelig Sandhed. Faaer man ikke Indtrykket af, at Herrens Ord endnu den Dag idag bliver solgt for Penge, og kun for Penge, som en Vare", der giver en god Indtægt ved Salget? Maa ikke Daaben , Konfirmationen, Begravelsen - Alt betales med Penge? Hvormegen Forargelse maa det ikke vække, naar den Afdødes Slægtninge staae og akkordere med Præsten om Ligtalen, og den Afdøde faaer denne i Forhold til de Penge, som derfor betales, modsat den brave, fattige Mand, der som oftest siet ingen Ligtale faaer? Maa man nu ikke spørge; om Alt dette er i Overeensstemmelse med Kristi Lære eller Aanden deri? - Naar Geistligheden kom paa fast Gage, vilde da ikke megen Anledning til Forargelse falde bort? og vilde ikke Menighedernc med større Taknemmelighed og Kjærligbed modtage Religionens Trøst af deres Sjælesørger, naar man overalt kunde være gjennemtrængt af den Overbevisning. at den blev givet af et kjærligt, kristeligt Sind, og ei for Penge? Jeg troer dristig at kunne svare: jo!

Nysted, den 30te Marts 1870.

R.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. april 1870)

Højtidsoffer var oprindelig frivillige gaver som blev lagt på kirkens alter til præstens underhold. Det blev givet ved de 3 store højtider. I den katolske tid blev det pligtigt for konfirmerede medlemmer af menigheden og lovfæstedes i Christian Vs danske lov. I 1670 blev der hjemlet gejstligheden ret til at inddrive det. Det bortfaldt først i København og blev erstattet af et nytårsoffer. I 1800-tallet blev det en pinlig sag at inddrive offeret, som artiklen antyder, og man ønskede højtidsofferet fjernet eller afløst ved at kommunekassen betalte. Med præstelønningsloven af 14. marts 1914 forsvandt offeret.