"Alle Menneskers Tilfredshed og Velvære" er Socialismens store Formaal - et Formaal, der, uagtet sin Skønhed og Højhjertethed, dog har vundet saa mange Modstandere. Og hvad kan Grunden hertil være? Bornerthed, Sneverhjertethed og fremhyklet Mistillid danner de Skranker, der truer vor Frihed og hemmer al Udvikling; men saavist vort Formaal er overensstemmende med Sandheden, saavist skal og maa det sejre - lad da Kapitalmagten bygge Barikader af Guld, erhvervet ved Arbejderens Fattigdom og Nød - lad Professorerne opfinde Systemer af filistrøse og bornerte Talemaader - disse Systemer skal falde, disse Barrikader skal omstyrtes. Socialismens Formaal er al bringe Lykke og Velsignelse i det Hjem, hvor syr den redelige og stræbsomme Arbejder, uagtet al sit Slid og al sin Anstreengelse, traf en fortvivlet Hustru og forsultede Børn. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at være. Vi forlanger Frigørelse fra denne unaturlige Tilstand.
Naar vi da har sat os Frigørelse af alle ulovligt undertrykte og forladte Medmennesker til Formaal, naar det er den frie Udvikling af alle de Kræfter, der findes i Samfundet vi fordrer, da er det ogsaa vor Pligt at kæmpe for Kvindens Frigørelse. De praktiske Vanskeligheder, der her stiller sig i Vejen for denne Sags fuldstændige Gennemførelse, er vi ingenlunde blinde for; men det ved vi, at kan Praksis i saa mange Aar opstille og bevare et System, der aabenbart har gjort Kvindens hele Samfundsstilling til en Trældomstilstand, saa kan Teorien om, at alle Mennesker har lige Adgang til Livets Goder, ogsaa omstyrte denne forældede og barbariske Praksis. Naar den asiatiske Hersker, den tyrkiske Sultan, kun bruger Kvinden som et Legetøj for sine Lyster, da staar han i Virkeligheden langt over den civiliserede Europæer, der paalægger Kvinden saa mange Pligter, medens han samtidig derover hende alle Rettigheder, nej saa hellere betragte hende som et Redskab, uden Ret og uden Pligt, end at berøve et frit Væsen Frihedens dyrebareste Klenodie, medens man vælter centnertunge Pligter paa hende, som man er fræk nok til at kalde det svage Køn, og saa fordre, at hun skal være det stærke. Den sande Kvinde vil bære Byrder; men samtidig forlanger hun sine Rettigheder som Menneske. Herfor kæmper Socialismen, idet den opstiller sit Motto: Ingen Pligter uden Rettighed, og derfor kæmper den for Kvindens Frigørelse - Emancipationens store Tanke er ogsaa dens.
Vi ser allerede Fruer og Frøkner rynke paa Næsen ved slig en Tanke - I Stakler, som saaledes er hildede i Fordommens Lænker, at I ikke kan se, hvad vor Mening er. Tror I maaske, at Emancipationen skal udslette Kvindeligheden?
Nej, Kvindelighed er og skal vedblive at være Kvindens skønneste Pryd; denne bly Optræden, den skønne Følelse for hver Lidendes Klage, denne storartede Begejstring for hver ophøjet Ide - det skal aldrig svinde bort, tvertimod, det skal vinde i Kraft ved Emancipationsideens Gennemførelse; ti, som Sagerne nu staar, kan Kvinden ikke tilfulde give sine rige Tanker den Flugt og Begejstring, som hun ønsker og begærer ældgamle Fordomme, Verdens Forhaanelser kuer ofte hendes Mod og holder hendes Tanker i Fængsel; det er haardt at bryde med gammel Vane, det er tungt at skulle høre Haan og Foragt netop paa de Steder, som giver sig Udseende af at være - Dannelsens" Forkæmpere - nej dobbelt bør den Kvinde æres og agtes, der ej frygter for at bryde Fordommens Skranker og udsætte sig for Oppositionens Haan. Netop Emancipationens Gennemførelse vil løsne de Baand, der hæmmer den begavede Kvindes Virkekraft, den vil give hende Lejlighed til at udvikle og frugtbargøre alle de Evner, som netop Kvindelighed har givet hende som Fortrin for Manden.
Lader os engang betragte Kvindens nuværende Stilling og lad os se, om hun virkelig kan kaldes fri. Er Kvinden bleven gift, nyder hun ikke andre "Rettigheder" end Pligterne at være Barnepige for sine Børn og Husholderske for sin Mand, tildeles der hende nogle Rettigheder, da er det kun Rettigheder af Mandens "Naade og Barmhjertighed." Og denne Tilstand betragtes endda som den bedste en stakkels Kvinde kan opnaa her i Livet - efter Ægteskab tragter de 90 af 100 Kvinder, som fulgte hermed Livets højeste Goder; i den Grad har forældede Fordomme indesluttet Kvinden i sine Lænker: gift Dig, og Du er "forsørget" - det er Maalet. Man beskylder os for Materialisme - men det er Eder, Undertrykkerne af al menneskelig Ret og Frihed, der præker Materialismens reneste Lære. Ja, for Kvinden idetmindste er hele Verden at betragte som en stor Forsørgelsesanstalt, der tilmed yder en - ussel Forsørgelse. Hun kan arbejde fra den tidligste Morgen til den sildigste Aften og hun kan ikke fortjene saameget, at hun blot kan leve. Den fattige Sypige iler fra Herskab til Herskab, for at faa det Smule Arbejde, der tilbydes hende; foragteligt kastes den usle Fortjeneste hen til hende; hun har arbejdet den hele Dag, opslidt sine Kræfter; hendes livlige, opvakte Aand er Hemmet under disse materielle Beskæftigelser; det Materielle tvinger Roden hende til stadig at give sig af med, og den Tid, der levnes hende til sandelig Beskæftigelse, er saare ringe, ja ingen. Dette bør være anderledes. Staten bør sørge for, at Kvinden kan faa en Uddannelse af de rige Evner, hun uden Tvivl er i Besiddelse af. Staten bør sørge for, at disse Evner kan frugtbargøres i Statens Tjeneste, og at Kvindens Arbejde betales og ikke skambydes. Saaledes er det nu - det er umuligt for hende at at leve paa en hæderlig Maade; men uagtet Enhver, der er begavet med sund Fornuft, kan indse dette, saa fordømmes dog den Kvinde, hvem Nøden driver til Selvopofrelse - netop hende bør saavel Stat som Private tage sig af. Men hvor langtfra er dette ikke Tilfælde. Der er i disse Dage en Plan igære om en Understøttelse for gamle Sypiger. "Hæderlige" Mænd og Kvinder har stillet sig i Spidsen for at danne denne "paridisiske" Tilstand for disse gamle Kvinder; men for at opnaa dette "uvurderlige Gode" forlanger disse "ædle" Stiftere, at vedkommende Sypige aldrig maa have stødt an mod Moralens Love - "den af Eder, som finder sig selv uskyldig, han kaster den første Sten" siger vi, mon disse rige, "menneskekærlige" Matadorer aldrig selv har været med til at lægge Snarer for Kvinden; mon de ikke kan indse, hvortil Sult og Nød kan drive en Kvinde; ernærer hun sig redeligt og arbejder fra Morgen til Aften, er Sult hendes Løn - hvilken Udvej har hun da?
Det vil heraf ses, at Kvindens nuværende Stilling er utaalelig, og Samfundet begaar en Forbrydelse ved længere at ville modsætte sig de Skridt, der maatte fremkomme til at forbedre Kvindens Stilling. Maatte da den Tid ikke være fjern, da vi kan sige, at den oplyste og dannede Kvinde er Mandens og Samfundets bedste Støtte, der findes i Sandhed saa mange gode Kræfter skjulte hos Kvinden, at de kan være til Nytte og Glæde for Samfundet. Nu stjæler Nød og Undertrykkelse, forenet med Haan og Foragt, disse gode Kræfter. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at vare.
(Socialisten 16. oktober 1872).
På omtrent samme tidspunkt fandt en international kvindekonference sted i Wien (den tredje af slagsen). På denne blev der talt for at der kvinderne skulle have adgang til universitetet, til statstjenester og at der skulle oprettes kvindelige industriskoler m.m. I Danmark fik kvinder ret til at få adgang til universitetet den 25. juni 1875. Der var dog nogle begrænsninger: de ikke fik adgang til den lærde skole og derfor måtte læse til studentereksamen privat. De fik ikke adgang til teologisk embedseksamen og heller ikke adgang til statens embeder. Endelig fik de ikke adgang til universitetets stipendiemidler. Nielsine Nielsen var den første kvindelige akademiker, hun startede i 1877 og blev færdig i 1885.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar