Om Kirkegaarden paa Nørrebro og Politiets Optræden.
De Fleste har Familiers, Venners og Bekendtes Grave paa Kirkegaarden, den er derfor et meget søgt Sted, og saa længe det er Tilfældet, maa det vel ogsaa være passende at omtale den i "Socialisten".
Det gaar imidlertid hermed som med al vor øvrige Samfundsordning, at den er i Uorden, og det er da ogsaa den eneste Trøst, man har, at naar alt det Andet er galt, hvorfor skulde saa Kirkegaarden være en Undtagelse.
Jeg har da ogsaa et Par Gravsteder paa Kirkegaarden paa Nørrebro, ogsaa kaldet Assistenskirkegaarden , og da min Tid tillader mig at komme ofte derud, og jeg tillige af Naturen er i Besiddelse af et vist Polititalent, saa har det i lang Tid interesseret mig at observere Forholdet.
Politiet synes i det Hele overalt, hvor det optræder, at mangle den rette Takt. Det bærer sig tildels ad som Manden ved en Ildebrand, der ménte, at han dog ogsaa skulde redde Noget, han tog derfor et vist Model til Natdrug og kastede det ud af Vinduet i Hovedet paa Folk. Men at Politiet bærer sig saaledes ad, er dog ikke saa underligt, naar man sender det hen at holde Orden der, hvor der ingen Orden er i Forvejen. Og de Klager, der føres over Tilstanden paa Kirkegaarden, er saa store og saa mange, at der er snart Ingen, der vil nægte, at de er berettige; det kommer kun an paa, hvorledes de kan afhjælpes. Politiet maa imidlertid tage sig i Vare, at det ikke herved stal miste den sidste Rest af Agtelse hos Folket, eller gjør sig latterlig ved sin Optræden; navnlig skulde det vogte sig for at optræde uden Lov og Ret, aldeles vilkaarlig, med en Brutalitet, der blot stylter sig til den øjeblikkelige Magt; men som dog ikke kan gennemsyres.
For to Aar siden, lige før Pintse, formodenlig i et Anfald af Embedsdelirium og i Forbindelse med de Herrer Gravere ved Kirkegaarden, fandt Politiassistent Rantzau paa at sende to civile Politibetjente derud, der drev i Gangene eller sad paa Bankene og holdt hinanden trolig med Selskab og Snak; de aflystes hver halve Dag fra denne besværlige Forretning. De var nemlig kun sendt derind til Fordel for Graverne og for at forstyrre Enhver, der arbejdede paa at satte Gravsteder i Stand for Familjer og som ikke dertil var antaget af Graverne. For at Betjentene dog ikke skulde gaa der rent forgæves, indbragte de da ogsaa et Par fattige Arbejdere hver halve Dag til Stationen, hvor Politiassistent Rantzau som en brølende Løve betydede dem, at de ikke mere maatte komme paa Kirkegaarden. Af disse Arbejdsfolk beholdt han somme nogle Timer, andre et Døgn, en enkelt sendte han paa Ladegaarden og tog to Rigsdaler fra ham, som atter leveredes ham tilbage, da han efter 8 Dages Ophold fik Lov at gaa; nogle mere fornemme Arbejdere, f. Eks. Gartner Fløjstrup og Handelsgartner Christensen paa Nørrebro, nøjedes han med at tilsige at møde paa Stationen og deres Arbejdsfolk blev ikke fulgt med Politioptog paa Gaden, men fik Lov at komme som de selv vilde. Nogle af de fattigste Arbejdere fratog han deres Værktøj, og beholdt det i 8 Dage, efter at de var løsladte fra deres Anholdelse. Men da han ikke kunde straffe nogen af dem, fordi han hverken havde Lov eller Ret dertil, saa endte det for dem Alle med, at de efter et vilkaarligt Ophold paa Stationen, fik Lov til at gaa - og saa gik de naturligvis straks ind paa Kirkegaarden til deres Arbejde igen, blev atter anholdt og løsladt o. s. v., hvilket tilsidst endog betragtedes som Morskab. Men hvilken Respekt Politiet herved skal have erhvervet, det maa det vel selv vide. Kort efter Pintse samme Aar ophørte da ogsaa disse Politikomedier eller Tragedier paa Kirkegaarden, om hvilke Crone selv yttrede, at de ikke var udgaae fra ham og var ham ubekendte, men at Hr. Rantzau vel nok selv vidste, hvad han gjorde. At de imidlertid er betalt af Kommunens Kasse og at de i ingen Henseende har betalt sig, er sikkert nok. Siden den Tid har Kirkegaarden faaet Lov til at skytte sig selv indtil for ganske nylig.
(Sluttes).
(Socialisten 12. juli 1873).
Om Kirkegaarden paa Nørrebro og Politiets Optræden.
(Sluttet.)
I den seneste Tid er der kommen en Beipnl til at gaa paa Kirkegaarden. Der siges, at han har daarlige Fødder, at han ikke kan taale at gaa paa den haarde Stenbro og at han faar et Tillæg af 100 Rd. aarlig Fra 300 Rd. aarlig skulde altsaa hans Løn være forhøjet til 400 Rd., og han behøver altsaa hverken at sulte eller stjæle (moralsk eller virkelig) for at leve. Men saa maa han da ogsaa gøre Noget. For Øvrigt er han en vel anselig Skikkelse, hvad Højden angaar, og han har en god Stemme, der kan høres, hvilket ogsaa er nødvendigt, da han ikke godt skal kunne løbe. Han har nu taget fat paa nogle andre Pillerier derinde. Straks kastede han sig over de stakkels fattige Børn med Vandkanderne og jagede dem ud, men da han ikke kan forbyde dem at vare paa Gaden og heller ikke kan forbyde, at Folk tager dem med ind at vande deres Gravsteder, og da Børnene jo saa skal ud igen og Familjerne ikke er forpligtet til at ledsage dem, saa er det ikke let at afgøre, om de er fulgt med Nogen eller selv gaaet ind. For faa Aar siden hængte der en Tavle udenfor Kirkegaardsporten, der forbød Folk at komme med Værktøj derind, eller udføre noget Arbejde ved deres Gravsteder i de fire første Foraarsmaaneder; denne Tavle er nu borte. Hvorfor hænger Politiet den ikke op paany og lader Indskriften male med forgyldte Bogstaver? Mon den skulde frygte for at begaa et Grundlovsbrud?
Dernæst morer ovennævnte Betjent sig med at jage Børnene bort fra de øde Græsplæner, hvor de ingen Skade kan gøre, men hvor deres Leg er en sund Beskæftigelse og generer Ingen - undtagen Betjenten. Børn maa i det Hele taget slet ikke komme paa Kirkegaarden alene uden i Følgeskab med Voksne, siger Politiet, ligesom Kommandanten for Rosenborg Have. Men hvad forstaaes ved Børn, skal disse maaske gaa med deres Døbeseddel i Lommen for at kunne legitimere sig? Eller da det hedder, at gamle Folk gaar i Barndom , skulde disse da ogsaa henregnes til Børn? Man skulde tro, at naar Børn kunde gaa ene, selv finde Vejen hjem, og svare for sig, hvor det gøres fornødent, saa kunde Forældrene ogsaa trygt sende dem ethvert Sted, hvor der er offenlig Vej, Gade eller Adgang for Folk, altsaa ogsaa paa Kirkegaarden uden at de behøvede at befrygte, at de blev overfaldet og insulteret af Politiet. Man skulde tro, at Politiet maatte have nok at bestille med det Fornødne, at det ikke tillige skulde blande sig i det Ufornødne - hvis dets hele Optræden var Alvor og ikke en grov Spøg - men det er dog ikke Tilfældet.
For en Dags Tid siden var to Drenge paa 11 Aar gaaet ind paa Johanneskirkegaard; den ene var Politibetjent Christensens Søn paa Fælledvejen Nr. 11, den anden, Vincentsen, boende i Ravnsborg Tvergade (de opgav Begge for Betjenten, hvor de boede). Den Sidste havde sin Faders Gravsted at besøge, og her sad de Begge rolig paa Bænken, da Betjenten kom og tiltalte dem; de havde nu begge To begaaet den Fejl, at gaa over Stakittet, men der skal være ret mange Stakitter paa Kirkegaarden, hvortil der slet ingen Nøgler haves, ja som ikke engang er til at lukke op. Desuden maa det jo være Familiens Medlemmer tilladt, om de vil gaa over eller gennem Døren. I Stedet for nu ganske rolig at skrive Børnenes og Forældres Navne og Bopæle, hvis han ikke valgte at følge med dem hjem og tale med Forældrene, saa "brølede han op", som den ene Dreng kaldte det, at de vilde stjæle Blomster osv. og samlede en stor Masse Mennesker, til hvem han sagde, at det var to Drenge, der var gaaet ind paa et Gravsted for at stjæle. Og efter at denne Blæst i en halv Times Tid endte det Hele dog med, at Betjenten lod dem gaa - de var nemlig velklædte og den ene Dreng sagde: "Har jeg da ikke Lov til at gaa ind paa min Faders Grav?" - Men de gik bort som to stakkels Syndere, to unge Forbrydere; er det ikke et smukt moralsk Indtryk, Politiet formaae at indgyde ?
En lille Historie endnu: En gammel Kone havde sat Urtepotter paa sit Gravsted; da hun kom ud igen, var den ene stjaalen, der skulde Betjenten have passet paa - hun resolverede sig da til at tage den anden hjem, for at den ikke skulde gaa samme Vej. I Hovedgangen mødte hun nu Betjenten, der lidt brutalt spurgte: "Hvor skal De hen med den." Hun: "Jeg har i Sinde at tage den hjem." Han: "Jamen nu er det bedst De følger med mig." Hun: "Jeg vil ingen Steder gaa, men vil De behage at hente en Vogn, saa skal jeg betale den, og saa kan De køre mig hen, hvor De vil." Men da Betjenten hørte denne Flothed - Konen var desuden ikke fattig klædt, saa lod han hende gaa uden videre Undersøgelse. Betjentens Meriter med at udspionere sørgeklædte Piger (halvvejs Børn) eller jage en lurvet klædt Mandsperson ud af Kirkegaarden, skal jeg ikke omtale - Noget skal han jo tage sig for. Men at Alt dette hjælper synderlig til Ordenen paa Kirkegaarden eller Tyveriers Ophør derinde, det betvivler jeg , og det er der vist mange flere, der gør.
Kirkegaarden er et Sted, hvor Hovedgangene er i en saa opløst Tilstand, saasnart det er et Par Dages Regnvejr, at de er ufremkommelige, og hvor Graveren selv kører med Jord, Grus og Planter baade med og uden Heste, og hvor Stenhuggere, Jernstøbere - der svarer deres Procenter af Arbejdet til Graveren - ligeledes uhindret kører (hvem, der besøgte Kirkegaarden Pinseaften eller Morgen, kan maaske erindre, hvor oppløjet Gangene var og i hvilket Søle, de henlaa) men saa snart en lille Trækkevogn viser sig af Andre, saa jager Graveren dem bort. Og det kalder man at holde Orden!
En Medborger.
(Socialisten 13. juli 1873).
Fra Kirkegaarden. I Torsdags Eftermiddag forefaldt en Scene paa Johannes-Kirkegaarden paa Nørrebro, som den efter Sigende ansatte Betjent derude helst maatte have overværet. Kirkegaarden er jo rigtignok stor, men foruden at Politiet "mangler Takt," synes det tillige at have Uheld med sig. En drukken Mand, Søn af en Pensionist og lidt sindsforvirret, havde en Del af Eftermiddagen paa Kapeivejen været Genstand for Drengenes Spot, der raabte Hurra for ham o. dsl. Han havde forfulgt dem over de tilgrænsende Sædmarker, Jordbærstykker etc. omkring Kirkegaarden, (Politiet var stadig borte !) og endelig forfulgte han en af dem ind paa Johannes Kirkegaard, hvor han fik fat paa ham og pryglede løs paa ham, idet han slog ham om paa et Gravsted, og vilde uden Tvivl i sin Deliriums tilstand have slaaet ham ihjel, hvis ikke nogle Arbejdsfolk var komne til og havde trukket ham paa Stationen. Det er ellers ganske pudsigt ud at se private Folk selv holde Orden og trække En paa Stationen, medens Gaderne vrimler af Politibetjente. Et Øjenvidne.
(Socialisten 15. juli 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar