13 oktober 2023

Central-Garage i Dronningens Tværgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Central-Garage i Hovedstadens Midte.

Den enormt voksende Biltrafik har først og fremmest krævet mere og mere Garage-Plads, uden at dette Krav altid har kunnet opfyldes, og selv om der er, og stadig bliver, indrettet og nyopført en Mængde Garager, har det ikke været nok.

Nu vil dette Savn for en Del blive afhjulpet, idet der for Akts. De danske Sukkerfabriker's Regning paa Pladsen, Dronningens Tværgade 30. bygges en mægtig Central-Garage med Ingeniør N. T. Beier som  Hovedentreprenør og projekterende Ingeniør. Der har fra gammel tid været Sukkerraffinaderi paa Pladsen, fra 1872 af. De danske Sukkerfabriker, som indtil 1887 her raffinerede vestindisk Sukker. Fabriken nedbrændte, som det vil huskes, i 1911, og siden har Pladsen ligget tildels ubenyttet hen. For at udnytte denne udmærkede Grunds Beliggenhed, har nu Sukkerfabrikeme besluttet sig til at bygge Garagerne.

Der opføres foreløbig 72 Garager, delvis af Jernbeton efter Brandvæsenets Forskrifter. Garagerne bliver fra 5 til 8 Meter lange og alle af en saadan Bredde, at selv de allerstørste Vogne kan rummes i disse. Hovedindkørslen bliver fra Dronningens Tvergade. hvor ogsaa to Kontorbygninger samt Opholdsstue for Chaufførerne ligger; men desuden bliver der Udkørsel til Helsingørsgade. Anlæget forsynes med Benzintank, lukket og aaben Vaskeplads, elektrisk Lys. ligesom der ogsaa i nogle af Garagerne indstalleres Centralvarme for Betjeningen, som er paa Pladsen Dag og Nat. Ligeledes paatænkes det efter udenlandsk Mønster i Forbindelse med Garageanlæget at indrette mekanisk Værksted, Automobilkølerfabrik. Vulkaniseringsanstalt, elektrisk Værksted, Opladningsstation for Akkumulatorer o. s. v., saaledes at Centralgaragen kan blive et Hjemsted for alle Motorkørende,særlig for dem, som bor i den indre By.

De første Garager vil antagelig staa færdige i Begyndelsen af Juni, og hele Komplekset skal være færdigt den 1ste Juli. Murerarbejdet udføres af Firmaet Chr. Olsen & Søn (Senius Olsen). Tømrerarbejdet af Tømrermester C. V. Hansen, det elektriske Anlæg af Firmaet Kemp & Lauritsen, og som Sukkerfabrikernes Tilsynshavende fungerer Ingeniør Christoffersen.

Komplekset er i sin Helhed udlejet til Ingeniør Beier for en længere Aarrække.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28. maj 1923).

Grunden skulle ifølge Klokken 5 (København) 31. maj 1923 tidligere have været beboet af Struense og Brandt, en "net lille pige der stod Christian 4.s hof meget nær" samt maleren Jens Juel. Ved sukkerfabrikkens indkørsel lå "Abel Cathrines Boder" som senere flyttede til Vesterbro. Den omtalte Beier var N. T. Beier. Garagen lå på sydsiden af Dronningens Tværgade mellem Adelgade og Borgergade. Her blev senere Dronningegården opført i årene 1943-1958.


Kæmpe-Garagen i Byens Midte

Det gamle Sukkerhus' Grund i Dronningens Tværgade under Ombygning. - I Forgrunden en Række kendte Motormænd.

I Løbet af nogle Uger vil der i Hjærtet af den gamle By som omtalt, være rejst en Kæmpe-Garage. Den kommer til at ligge paa det gamle Sukkerhus' Grund i Dronningens Tværgade, der, hvor det største Baal, siden Christiansborg Brand, rasede en isnende Vinternat 1911.

Siden da har Arealet ligget saa godt som unyttet hen. Det var efterhaanden bleven en hel lille Idyl med Udsigt til de hundredaarige smalle Baggaarde, der grupperer sig uden om Grunden. Men nu holder altsaa den mest moderne Nutid og et Stykke Fremtid sit Indtog paaa Terrænet med 72 Garager, Benzintaks, Værksteder, kort sagt alt, hvad selv det mest fordringsfulde Automobil kan kræve af Pasning.

Det er den kendte Motormand, Ingeniør Beier, der har undfanget Ideen, der i Løbet af kort Tid vil blive til Virkelighed.

(Aftenbladet (København) 29. maj 1923).

I begge aviser angives branden at være sket i 1911. Det er ikke korrekt den foregik natten mellem 3. og 4. februar 1912, se andetsted på denne blog.

I september var Central-Garagen i fuld drift og alle garager udlejede. Blandt lejerne var admiral Richelieu, den belgiske minister Allart, overretssagfører Børge Jacobsen, kapelmester Gade, den amerikanske legationssekretær Cable, overlæge Guildal, baron Rosenørn-Lehn, speditør Haugsted og kammerherre O. C. Scavenius.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar