05 oktober 2023

Christian (1863-1948) og Emma (1863-1904) Blinkenberg. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Sørensen Blinkenberg (født 15. februar 1863 i Ribe, død 25. januar 1948 i København) var dansk inspektør ved Nationalmuseet og arkæolog, der sammen med Karl Frederik Kinch fandt den Lindiske Tempelkrønike (Lindos på Rhodos). 

Se Chr. Blinkenberg: Fra Epidauros. Bemærkninger til de udgivne indskrifter. In: Nordisk tidskrift for filologi og pædagogik, Bind 10, 1890-92, s. 257-277.

I perioden 1900-1914 stod de i spidsen for udgravninger ved Lindos på øen Rhodos, og i 1904 fandt de Tempelkrøniken fra 99 f.Kr.. For foden af Lindos findes der en mindeplade for Christian Blinkenberg og Karl Frederik Kinch. Dele af den Lindiske Tempelkrønike finde nu på Nationalmuseets Antiksamling i København. Blinkenberg blev gift den 6. april 1894 i Stenmagle med Emma Henriette, født Juul, datter af justitsrådsmedlem Jacob Christian Juul. Han blev medlem af Videnskabernes Selskab 1913.

I august 1908 ledede han udgravningen af 5 gravhøje (kæmpegrave) fra den ældre stenalder ved Skibelund på gårdejer P. Jensens mark ved Kongeådalen. Her fandt man bl.a. skeletdele, en flintøkse, en stridsøkse. Samme år besøgte kongen området. I 1800-tallet blev Skibelund krat af nationalromantiske personer anset for at være en kampplads for det afståede Sønderjylland. 

I forbindelse med støbningen af fundamentet til Mosede Fort ved Køge i 1913 undersøgte han over 20 skeletter, lerting, sølvmønter mm. som stammede fra 2. århundrede e.v.t. Nationalmuseet klagede over at man ikke standsede arbejdet og hjalp til ved undersøgelserne.

Nationalmuseet omfattede i starten kun tiden op til 1660. Resten tog det private Dansk Folkemuseum sig af. Et udvalg blev nedsat til at finde passende lokaler, hvoraf kun Frederiks Hospital og Kastellet kom på tale. Dets beslutning hvilede på erklæringer fra bl.a. Blinkenberg. Han var part i det flertal som anbefalede Kastellet, uden dog at tage stilling til at militæret endnu ikke var udflyttet. 


Øverst præses cand. mag. Johannes Brøndsted, derunder docent Francis Beckett og professor Blinkenberg i anledning af Becketts opposition til Brøndsteds disputats. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. februar 1921.


60 Aar.


I Dag fylder Arkæologen, Professor Christian Blinkenberg 60 Aar.

Han er født i Ribe og er Søn af Drejermester Andreas Peter Blinkenberg og Hustru Christine Weis. blev Student fra sin Fødeby og cand. mag. i 1887, hvorpaa han en Aarrække dels var Lærer ved københavnske Skoler, dels ansat ved Nationalmuseet, hvor han har været Inspektør fra 1897 til 1916.

I 1893 tog han, efter en Rejse til Middelhavslandene, Doktorgraden med den interessante Afhandling om "Asklepios og hans Frænder i Hieron ved Epidauros", det samme arkæologisk mærkelige Punkt han i 1917 vendte tilbage tiI med "Miraklerne i Epidauros".

Det erindres endnu af mange, at Blinkenberg i sin Tid ledede de danske Udgravninger paa Rhodos, men for og siden har han ogsaa været en ivrig Undersøger indenfor Danmarks Grænser og bidraget sit til vore Arkæologers moderne Metoder.

1911 blev han Docent i Arkæologi, 1916 Professor og er indenfor sin Elevkreds en meget skattet Lærer; han har iøvrigt været ikke saa lidt produktiv og skrevet i baade indenlandske og udenlandske Tidsskrifter, snart meget lærd, snart ogsaa tilgængelig for et større Publikum, som i hans højst lærerige Undersøgelse af "Tordenvaabnet i Kultus og Folketro", hvori han forfølger Hammertegnet lige fra Hetiterne i Lilleasien til Thorsdyrkerne i det høje Nord.

(Nationaltidende 15. februar 1923).

En gennemgang af tordenkiler eller tordensten stod i Demokraten (Århus) 30 august 1923.


Blinkenbergs gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Chr. Blinkenberg: Carl Ludvig Müller In: Museum tidsskrift for historie og geografi. 1891,2, s. 233-241.

Carsten Høeg: Christian Blinkenberg 15. Februar 1863-25. Januar 1948 ; Publikationer af Chr. Blinkenberg. Tale holdt i Videnskabernes Selskabs Møde den 30. April 1948 (1948)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar