Kludeskoene. (Efterskrift til Politivennen)

En ond Historie fra det Virkelige Liv.

Der gik forleden Eftermiddag i Skumringen ude paa Carl Langesvej i Valby en fattig Kone med en Pakke Kludesko under Armen Hun vandrede fra Dør til Dør og falbød Skoene men - solgte aabenbart ingen, for hun kom efterhaanden til at se mere og mere kummerfuld og bedrøvet ud.

Saa dukkede der, da hun syntes helt og holdent at have opgivet Haabet om at sælge noget, pludselig en Mand op ved Siden af hende. En Mand, der længe havde staaet i en Port ovre paa den modsatte Side af Gaden og iagttaget hende.

Konen troede sagtens, at han vilde købe Sko. Thi der gik som et Glimt af Haab over hendes Ansigt. Man han havde ikke sagt to Ord til hende, før Haabet brast for hende - og mere end det:

Manden var Politibetjent!

Viksø hedder han. Oluf Viksø. Og han hører til de Nidkære Tjenesten!

Han tog Skoene fra Konen - beslaglagde dem, som han kaldte det - og noterede hende for ulovlig Omløben med Varer, skønt hun, overensstemmende med Sandheden, forklarede, at det var Sko, hun selv havde siddet og syet hjemme i Hjemmet.

Laurine Nielsen, hed hun. Og i Gaar blev hun som Sigtet og Tiltalt fremstillet for Dommer Carstens oppe i Byrettens 2. Afdeling for Politisager.

- - -

Overbetjent Lund. som de fleste Københavnere kender fra den Tid. han var Chef for Politivagten inde i Tivoli, mødte paa Anklagemyndighedens Vegne. Han skal altsaa være streng i sine Krav om Straf for de begaaede Synder. Men - - ja, det var ved Undersøgelsen konstateret, at - - først, at det var ganske rigtigt, at hun selv havde forarbejdet Kludeskoene, og dernæst, at hun hjemme i Hjemmet havde en syg og sengeliggende Mand samt fire smaa Børn, og at det var for at skaffe Medicin til Manden og Mad til ham og Børnene, at hun havde vandret rundt og forbrudt sig mod Lovens Paragraffer ved at falbyde de fattige Kludesko ...

Og Overbetjenten erklærede, at Anklagemyndigheden under Hensyn til de foreliggende Omstændigheder kunde frafalde Kravet om Straf for Konen og nøjes med, at hun fik en Advarsel,

Dommer Carstens, hvis Hjærte ogsaa sidder, hvor det skal, saa helt lettet ud, da han dikterede "Advarslen'" til Protokols Han tilføjede henvendt til Konen, at han jo godt forstod, hun havde forsøgt at skaffe Penge ved at sælge sine Sko, men Loven forbød det jo nu en Gang og - Loven maatte jo holdes.

- Skoene, sagde han saa pludselig, idet han pegede paa Pakken der laa paa Skranken med de beslaglagte 15-16 Par - Skoene? Og - ja. Jeg der skriver disse nøgternt refererende Linier, jeg kunde have tænkt mig Politibetjent Viksø foretage sig noget, der vilde have tvunget mig til at tage min Hat af for ham, hvor og naar jeg i Fremtiden maatte møde ham.

Men - jeg tager aldrig i mit Liv min Hat af for ham....!

Han sagde nemlig som Svar paa Dommerens Forespørgsel:

- Kludeskoene! Dem begærer jeg i Henhold til Loven konfiskeret til Fordel for mig selv som Anmelder! Betjent Viksø fik Kludeskoene konfiskeret og udleveret. Den fattige Kone gik tomhændet og med Taarer i Øjnene fra Rettens Stue Men han. Lovens nidkære Haandhæver havde en stor Pakke under Armen, da han gik.

(Aftenbladet (København) 13. april 1923)

Redaktionen meddelte dagen efter at der var indkommet 2 hundredkronersedler og flere ti- og femkronesedler til konen.

Den 16. april 1923 havde Aftenbladet endnu en beretning fra politiretten hvor betjent Viksø var involveret. Ane Christine Christensen, Rasmussens hustru fra Haveforeningen af 4. juli 1917 havde i kvarteret omkring Lyshøj Allé og Aarestrupsvej falbudt børstenbindervarer. Også her erklærede anklageren, overbetjent Lund at den anklagede kunne nøjes med en advarsel. Anmelderne var foruden Viksø også betjent Fuglebjerg der da Viksø var syg, var mødt op alene. Han krævede ligeledes de beslaglagte varer for udleveret, men da han passerede konen, udleverede han dem med ordene: "Værs'go, min gode kone. Tag De dem nu! Jeg skal ikke berige mig på Deres bekostning. Men nu er formaliteterne i orden" Så slog han hælene sammen og gik sin vej uden at vente på tak.