Arbejderfesten paa Grundlovsdag. (Efterskrift til Politivennen)

Den Indbydelse som Festkomiteen havde udstedt, var bleven modtaget af 46 Foreninger, og der samledes derfor efterhaanden en talløs Menneskemasse paa Bulevarden, hvorfra Toget skulde afgaa. Omtrent Kl. 12½ kunde omsider det største Folketog, der siden vor Frihed nogensinde er passeret gennem Københavns Gader, afgaa; men endskønt Toget passerede gennem Gotersgade, Kongens Nytorv. Størrestræde, Niels Juuls Gade og hele Havnegade indtil Nyhavn, saa havde dog de Sidste neppe forladt Bulevarden før de Første stod ved Indskibningsbroen. 61 Faner, paa faa Undtagelser nær blodrøde, vajede i Toget, deriblandt for første Gang "den fri kvindelige Forenings" smukke Fane, baaret af en Borgerinde og modtaget paa hele Vejen med Hurra og Bifaldsraab. I Spidsen gik Sangforeningerne med to Faner, derefter den gamle internationale Fane foran Centralbestyrelsens Formand og derefter det talrigt repræsenterede Bagerlaug osv. 

Skønt Tusinder foretrak at gaa til Jernbanen og skønt andre Tusinder var vandret eller kort ud i Skoven fra Morgenstunden, saa blev Skibene til Klampenborg dog overlæssede i en utrolig Grad, og de fire Skibe formaaede først at tilendebringe deres Arbejde Kl. 4½, da de sidste Foreninger og Faner naaede røde Port. Her var ogsaa den litografiske Forening stødt til med sin nye røde Standart, som Centralbestyrelsens Formand havde indviet Kl. 2 i Dyrehaven, samt Foreningen fra Ordrup med en ny Fane, indviet samme Dag af Bjørnstrup. Kl. 5 satte Toget sig i Bevægelse fra røde Port og Kl. 6 kunde Talerne begynde fra Talerstolen ved den slesvigske Sten.

Forsberg bød dem Velkommen, og udbragte et Leve for det danske Arbejderparti; derefter blev Sangen for Grundloven afsungen, og Ordet givet til Mundberg, som beklagede, at vi i Stedet for den 5te Juni Grundlov nu havde en beklippet Forfatning; idet Rigsdagens Sammensætning var saaledes, at Friheden hæmmedes, idet de faa Store havde lige saa megen Indflydelse paa Statens Styrelse, som hele det øvrige Folk tilsammen. Ja mange Arbejdere var jo aldeles udelukkede; men vi maatte nu bruge den nuværende Grundlov for at tilbagevinde den gamle 5te Juni Forfatning. 

Men Folket skulde have Tillid til sig selv; ti det vilde føre Folket frem og bringe Reaktionen til at skælve, Grundloven havde givet Løftc om bedre Tider; men vi maa selv støtte det.

Grundloven er ej Maalet, men Vejen til Maalet.

Grundloven Leve!

Efter Sangen "Til Arbejderne" fik Louis Pio Ordet; han modtoges med umaadelig Jubel.

"Borgerinder og Borgere!" begyndte han, "Før jeg gaar over til det Emne, hvorom jeg vil tale. saa vil jeg sige, hvem jeg forstaar ved Arbejdere, og hvem jeg ikke regner til denne Stand; Folk, som kun har Lyst til at ødelægge ved Hjælp af store Kanoner, Panserskibe, Torpedoer og Sligt, kort sagt er kriggale, er ikke at henregne til Arbejdere; Folk, som tilbringer en halv Time om Dagen med at underskrive Fordringer, er Storborgere, men ikke Arbejdere; heller ikke Ministre, Etatsraader og Kontorchefer; ti de tro nok at de arbejder; men de arbejder ikke; Fyrsterne som staar i Spidsen for Folkene, arbejder heller ikke, men er i Reglen Arbejdernes værste Modstandere - nej. Arbejdere er de, som producerer noget Nyttigt; men de faar dog ikke Udbyttet deraf; tværtimod høster de, som selv Intet frembringer, Lønnen, som kun burde tilfalde Arbejderne.

Arbejderne danner det nederste Lag, hvorpaa Samfundet hviler, de er som Pyramidens Fundament. Folket bør respekteres; det frembringer Værdierne, men hvorfor faar det ikke Udbyttet? de Store har tilrevet sig det; men det er, fordi det store Samfund ikke har organiseret sig. Dette Parti har oprejst en Fane, om hvilken Arbejderne kan samle sig. Vi har de bedste Principer; men det er nødvendigt, at Arbejderne lærer at organisere sig! Arbejderne burde slutte sig til Oppositionen; den nuværende Regering holdt Folkets Repræsentanter for Nar! Det burde ikke være saaledes. Regeringen skal tage Hensyn til Folket; vi maa ønske, at der ikke maa gaa mange Aar, før vi regeres af Folkets Flertal.

Først naar vi have en saadan Regering kan Arbejderen komme til sin Ret, og vi vil haabe at saa en saadan Regering i Spidsen for Folket. - Ustandselig Jubel. Pio leve!

Derpaa talte Giessing for Kvinden "Vi har nylig afsungen en Sang for Kvinden hvori der staar, at Kvinden er et Menneske som burde stilles frem til Glans og holdes i Ære, ti hun er den ædleste Deel af Samfundet, Kvinden arbejder tidt naar Manden hviler.

Kvinden træller fordi hendes Mand bliver bedraget for Udbyttet af sit Arbejde og naar den fjerde Stand ved at lægge Byrder paa Kvinden fejler, saa fejler den ej af Hjerte, men af Mangel paa Opdragelse. Derfor bør den oplyses, men vi maa hjelpe os selv frem; den Fattige bør støtte den Fattige.

Den Fattige hjælper ej sin Næste for at komme i Avisen, men fordi han selv veed, hvad det vil sige at lide Nød.

Men Kvinden maa selv slutte sig til Sagen og mælde sig ind i den kvindelige Forening, som idag frejdigt har givet Møde med sin røde Fane.

Man har forlangt at Kvinden skal offre det bedste hun ejer, sin Mand og sine Sønner paa Valpladsen, paa Fædrelandets Alter, hvorfor skal hun kun bringe Offer og ingen Rettigheder have; men den fjerde Stand maa hjælpe hende til disse. Ja Arbejderne baade Mænd og Kvinder maa slutte sig sammen, da naas Maalet. - Kvinden leve! - (Hurra for Giessing! Formandinde Liljenkrands leve!

Efter Sangen for det internationale Princip fik Povl Geleff Ordet: Der var engang opstillet en Del Soldater i Fred. den 6.s Tid. Kongen gik da hen til en Soldat os spurgte: "hvad Landsmand er Du?" "Jeg er en Sakser," svarede Soldaten. Da gav Kongen ham en Specie og henvendte sig derefter til en anden Soldat med det samme Spørgsmaal. "Aer au æ Saxe," svarede denne, uagtet han var en Jyde, men han haabede derved at tjene 2 Daler. Saaledes gaar det Storborgerne, naar der er noget at tjene, saa vil de gjerne være internationale, uagtet de mod os anvende dette Ord som et Skjælsord. Lad et forresten lære af Storborgerne at være internationale, naar en Kejser, for Exempel ham over Russerne - hvad han hedder, husker jeg ikke - møder Kejser Vilhelm, saa kysse de og omfavne hinanden. Det er omtrent det eneste man kan lære af Kongerne, ellers bestille de ikke andet end spise, drikke, sove eller lade hinandens Undersaatter slaa ihjel. Lad os altsaa som Kejserne anse hinanden som Brødre!

Lad os haabe at Ungdommen ej lader sig indbilde, at det er Ret at slaa Andre ihjel.

I dette Haab vil vi udbringe et Leve for det internationale Princip. Hurra! (Geleff leve!)

Hermed sluttedes Talerne, men Mængden raabte Farerne frem, og et rungende Hurra fra 50,000 Struber gav tydelig nok tilkjende, hvilket uendeligt stort Skridt fremad Arbejderpartiet har gjort i det sidste Aar.

Efter Afsyngelsen af Pios Honeurmarsch, sluttedes den alvorlige Del af Festen, men paa Dansepladsen herskede der dog trods Regnvejret en gemytlig og broderlig Stemning til langt ud paa Natten.

(Social-Demokraten 7. juni 1876).