Korrespondancer fra Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 1ste Februar 1817.

Valgene til den tyske Rigsdag er nu definitivt afgjort her i Slesvig, og vore Danomaner, af hvilke flere ligesom visse københavnske Fallenter har en Klat Bolledejg i Hovedet i Steder for Hjerne, har nu den Glæde at, takket være deres egoistiske Politik, er Danskhedens værste Modstandere, Professor Hinchius og Dr. Wachs genvalgte, som Repræsentanter for 2den og 4de Kreds. Man har saaledes et staaende Bevis for, at det, vore Danomaner kæmper for, ikke er den saa højt udskregne Fædrelandskærlighed, men ene og alene Kærlighed til Pengesækken, denne vor raadne og ormstukne Samfunds øverste Guddom. Havde det virkelig været Kærlighed til gamle Danmark og ikke Lyst og Begærlighed efter at ville Herren, for hvilken Proletaren kun skal være Trældyret, da vilde de nordslesvigske Folkeledere med Glæde have modtaget den fremrakte Haand til en Alliance med Socialdemokraterne og i det Mindste vovet et alvorligt Forsøg paa at kaste de Herrer Hinchius og Wachs af Sadlen, men som Ordsproget siger: Blodet er aldrig saa tyndt, det er dog tykkere end Vand, og Hinchius, Wachs samt det øvrige tysk-nationalliberale Slæng er jo dog i Hovedsagen enige med deres danske politiske Navnefæller i at opretholde det nuværende Udbyttesystem, hvor 85 pCt. har at slide, for at 15 pCt. kan fungere som Dagdrivere og nyde alle Livets Goder, samtidig med at disse Lykkens Yndlinge kun for den arbejdende Proletar har de Ord: Hund, gnav Benet, vi har spist Kødet! Med en Lydighed, der næsten kan kaldes faareagtig har den af Naturen ærlige og godmodige nordslesvigske Proletar hidtil fulgt sine Føreres Befalinger, og desværre for den skikkelige Proletar tyder Intet paa, at han endnu i de første Aar vil lytte til Fornuftens Stemme og slutte sig til dem, der aabent og ærligt kæmper for Arbejdets Frigørelse fra den gyldne Internationales Tryk. Dog, som vi se af de nu afholdte tyske Rigsdagsvalg, er det lykkedes Socialdemokraterne at skyde alvorlige Brescher i de Valgkredse, der hidtil galdt for Reaktionens stærkeste Fæstninger, og derfor vil forhaabenlig om ikke altfor lang Tid vi Socialister nyde den Triumf at forstyrre den Heksedans om Gulvkalven, som nu danses af den nordslesvigske Befolkning efter de malmfulde Højre-Noder, der lyder ned til os fra hinsides Kongeaaen og paa det Velvilligste assisteres af vore Folkelederes lokkende Sirenerøster.

- M - 

(Social-Demokraten 3. februar 1877).

Korrespondance fra Nordslesvig.

Den 15de Februar 1877.

Viktor Hugo siger i sin "Napoleon den Lille" ved at omtale den almindelige Stemmeret. Der gives Ting, som et Barn kan begribe, kun Statsmandene kan ikke fatte det, og saaledes gaar det ogsaa vore danske nordslesvigske Blade , idet disse i krampagtig Iver for at skrige lige saa højt som alle de øvrige danske Højreblade om Landsthingets berettigede Indflydelse for derved paa en pæn Maade at sparke til det af den almindelige Stemmeret fremgaaede folketing, netop kommer slemt til Skade og haaner den Ret, i Kraft af hvilken den saa høit priste og ofte paakaldte Hans Kryger i Virkeligheden kan fremstille sig som Nordslesvigernes Talsmand og Repræsentant.

Efter at Rigsdagsvalgene her nu er overstaaede, begynder man igen med mere Opmærksomhed at følge Forholdene i Danmark. Da samtlige vore danske Blade, dandsende efter Hr. Hjorth-Lorenzens bureaukratiske reaktioncere Pisk, staar paa det krasseste Højrestandpunkt, som tænkes kan, er det en Selvfølge, at de fleste Sympatier her er for Højre-Mindretallet i Danmark, da man helst vil gaa efter, hvad der staar i Egnens Avis, saa sparer man selv at tænke, og Nordslesvigerens øvrige gode Egenskaber ufortalt, saa er Selvtænkning ikke hans stærke Side. Hvor mange Løgne og Uforskammetheder de tysksindede Blade i Nordslesvig diske op med om de danske Forhold, har de dog Ret i, at en Mening, der er afvigende fra vore reaktionære Folkelederes, ikke kan faa Lov til at komme til Orde i et dansk-nordslesvigsk Blad og bliver saaledes i Reglen ikke offenlig udtalt, da mange dansksindede Mænd, der har en Anskuelse modsat Folkeledernes, naar de har Valget mellem Tavshed eller at ty til et af vore tyske Blade, da foretrækker Tavsheden.

Den tyske Rigsdag træder nu igen snart sammen, og Hr. Hans Kryger vil da atter i sin isolerede Stilling i Rigsdagssalen komme til at trænge til sine socialdemokratiske Kollegers Understøttelse ved Indbringelsen af eventuelle Andragender og Ændringsforslag. Noget, som vore danske Blade aldeles forglemmer i deres plumpe Angreb paa Socialdemokratiet. Som bekendt kommer det ikke saa nøje an paa en Pølse i Slagtetiden, og vor Presse, ligegyldig dansk eller tysk, tager det heller ikke nøje med en Dumhed mere eller mindre, naar det gælder om at hudflætte en ærlig Modstander. Og Hr. Kryger kan ikke benægte, at blandt hans Kolleger i den tyske Rigsdag er Socialisterne omtrent de eneste, som ere komne ham i Møde paa en aaben og ærlig Maade, bestandig rede til at understøtte ham i de berettigede Fordringer, han kunde finde Lejlighed til at fremsætte i sine Vælgeres Interesser, Noget der imidlertid syntes, at Kryger aldeles havde forglemt under den nu afsluttede Valgkamp.

M.

(Social-Demokraten 17. februar 1877).