Socialisten Louis Pio anbefalede på vegne af sit parti nordslesvigerne at stemme på en socialist (uanset om denne var dansk- eller tysksindet) ved valget til den tyske Rigsdag. Dette affødte en længere debat, hvoraf hovedbidragsydernes gengives nedenfor:
Hertugdømmerne. I "Flensborg Avis" offentliggjør H. Krüger-Bevtoft følgende Skrivelse:
I anden slesvigske Valgkreds opstilles flere Modkandidater sammen med mig, og skjønt det i og for sig kan være mig ligegyldigt, hvilke Partiinteresser disse repræsentere, og hvilke Navne de have, saa kan jeg dog i det Tilfælde, at jeg ser, at man fra en vis Kreds i Danmark agiterer for en af disse Kandidater, ja ligefrem ved falske Paastande søger at undergrave min Stilling, ikke tie til et saadant Angreb. Dette sker ikke, fordi jeg vil søge at modbevise de Grunde, Hr. Pio anfører imod min Kandidatur, thi de ere i den Grad stridende mod sund Fornuft og de virkelige Forhold, at de ikke kunne ændses. Ej heller vil jeg søge nogen Oprejsning imod Angriberen, thi hans Bestræbelsers Beskaffenhed og Udfald ville jo være Oprejsning nok. Men det sker, fordi jeg vil udtale min Forundring over det store Parti i Kongeriget, som paa Grund af de Forbindelser, det maa have med Socialdemokraterne, sammen med hvilke det flere Gange har kæmpet Valgkampe, ikke har søgt at forhindre et saadant Angreb, eller, hvis dette ikke var muligt, senere gjennem egne Organer tilbagevist et saadant Overgreb. At min Forundring kun gjælder Venstre, er jo en naturlig Følge af, at Højre ligeoverfor Socialdemokraterne indtager en saadan Stilling, at man ikke fra den Side kan vente en Tilbagevisning. Enhver virkelig dansk Mand maa jo harmes over at se, at et Parti i Danmark søger at svække den Kraft, hvormed de danske Nordslesvigere værne om deres nationale Stilling imod Tydsklands Overgreb og Undertrykkelse. Jeg tvivler jo ikke paa, at Venstre har Villie til at afvise og fordømme det skete Angreb, men jeg nærer en lønlig Frygt for, at det ikke tør gjøre det, og da vil jeg udtale en indtrængende Advarsel. Et Kompromis, der sluttes af Partier med modstridende Partiformaal, kan ikke føre til en varig Magtstilling eller til at fremme det almene Vel. Da Venstres Førere saavel offentlig som til mig personlig have udtalt, at det nationale Spørgsmaals endelige og sande Løsning ogsaa var deres Hovedformaal, saa har denne Taushed været mig paafaldende og betænkelig og har endmere paaskyndet mig til at udtale denne min Advarsel. Partistridighederne i Kongeriget ligge under de nuværende Forhold fjernt for os Sønderjyder og især for mig som Nordslesvigs Repræsentant; men netop denne min Stilling fordrer, at jeg maa tilbagevise Overgreb histfra, og tillige af de forskjellige Partier forlange, at de støtte mig i denne Bestræbelse. Med Aaret 1876 afsluttes det Decennium i hvilket Nordslesvigs Folk har maattet føre Kampen for sin nationale Stilling, sin Ret og Sit Krav. Det har i dette Tidsrum mange Gange udkaaret mig som sin Talsmand, og idet jeg bringer det min varmeste Tak for den Tillid og Hæder, det herved har bevist mig, udtaler jeg tillige Haabet om, at det vil vedblive med urokkelig Tro og frejdigt Mod at fortsætte denne Kamp, til Maalet er naaet.
Bevtoft, den 1ste Januar 1877.
H. A. Krüger."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. januar 1877).
Korrespondance fra Nordslesvig.
Nordslesvig, 31. Decbr.
Sne her. Sne der. Sne allevegne, har i den senere Tid været Omkvædet paa enhver Samtale hos os, og vistnok ligesaa andre Steder; men havde Vinteren vedblevet, som begyndt, kunde man jo let været kommen i samme Situation, som Manden, der fulgte med Tiden ved hver Søndag Morgen at læse Helsingørs Avis. Det social-demokratiske Manifest til de nordslesvigske Arbejdere er en slem Brand i Næsen paa vore Danamaner, der er blevne noget overraskede ved dette Skridt, og ikke rigtig véd, om de skal skjule deres Harme ved at le eller græde. At vore Folkeledere endnu ved dette Valg vil komme til at staa med Palmer i Hænderne, og at de nordslesvigske Proletarer med Nathuen over Øjnene endnu rolig vil lade sig føre til Valgurnen af de Herrer Bureaukrater og Knaldproprietærer, tvivler vi aldeles ikke om, ja tror endogsaa at kunne forudsige det, skønt vi ikke har gaaet i Skole hos æ "Spaamutter" eller hører til hendes erklærede Yndlinge, saaledes som Hr. Klejn, naturligvis Eksministeren med Cirkulæret, ikke Navnesætteren Barberen. Men Manifestet er alligevel af uberegnelig Nytte, ti dem iblandt Befolkningen, der sætter Frihed, Lighed og Broderskab over forældede og forfjamskede Nationalitetsprinciper, har en et fast Grundlag at arbejde videre paa i Bestræbelsen for at udbrede de socialistiske Principer blandt vores noget sløve og tungnemme Medborgere. Hvor faa eller mange af de nordslesvigske Arbejdere, der end den 10. Januar erklærer sig for den røde Fane, kan vore Danamaner være forsikret om, at der ved næste Valg om tre Aar ogsaa i Nordslesvig vil møde en tætsluttet Arbejderskare, der kender de betydningsfylde Ord: "Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder". - Med Hensyn til de projekterede Folkebiblioteker har en Indsender i en nordslesvigsk Avis foreslaaet, som den rigtigste og bedste Læsning for Almuen, Roskilde Præstekonvents Salmebøger og Almanaker. Naar man betænker, at det er Folk med slige bornerte og forkerte Anskuelser, der repræsenterer den danske nordslesvigske Intelligents, da er det virkelig ikke til at undres over, at nye frisindede og humane Ideer har saa vanskelig ved at bane sig en Vej hos os. Friheden og Humaniteten har imidlidlertid havt og har endnu værre Fjender at overvinde, end nordslesvigske Forskruetheder, og derfor tager vi os de nordslesvigske Folkelederes Haansord og Ramaskrig over Socialisternes skumle og ugudelige Planer særdeles let. Forresten er alt det, som vore lokale danske Blade opvarter med for at bekæmpe Social-Demokratiet, ikke andet end Kogen Suppe paa en Pølsepind: gamle forslidte og mere end hundrede Gange gendrevne Paastande, som man ikke engang gør sig den Ulejlighed at servere med ny Sauce - Nordslesvigerne har slugt saa meget, saa de døjer det med, mener vore Ledere - om med Rette eller Urette, - vil Tiden lære. - m -
- - -
Haderslev, den 1ste Januar 1877.
Lørdagen den 30te Decbr. skulde her have været afholdt et offenligt Møde, hvor det tyske socialistiske Arbejderparties Kandidat til Rigsdagsvalget hersteds, Hr. Brückmann fra Altona var kommen for at tale; men vor velvise Politimester forbød Mødets Afholdelse og angav som Grund, at Lokalet var for lille. Øvrigheden tager der ikke saa nøje med at undersøge om Arbejdernes Lejligheder er for smaa eller usunde, men Mødet var ikke saa snart anmeldt førend Politimesteren kom i Tanker om, at Lokalet skulde undersøges, for at se om del var stort nok; at han har gjort det af faderlig Omsorg, for at Folk ikke skulde blive trykket flade, og ikke af Ondskab mod Socialisterne, maa man vel ikke betvivle, ti en Embedsmand skal jo staa over Partierne. Da vore herværende større Lokaleejere er for spidsborgerlige til at leje os deres Lokaler kan der ingen Møde blive afholdt. Uddelingen af den danske "Social-Demokrat" paa Landet, for Haderslev Kreds, tager sin Begyndelse i denne Uge; de har ligget i Flensborg under Snestormen. "Dannevirke", som ingen har kunnet opspore, behøver nu ikke mere at sende sin lille ansvarhavende Redaktør ud paa Opdagelse; ti "Social-Demokraten" tilligemed Stemmesedler skal ikke komme til at mangle i mange Huse.
Ergo.
(Social-Demokraten 4. januar 1877).
Morgenbladet knyttede følgende kommentar til Krügers skrivelse:
Vi skulle hertil kun knytte ganske faa Bemærkninger. Hr. Krygers trofaste oq kjærlige Sindelag mod hans kongerigske Landsmænd sikrer ham til enhver Tid ikke blot vor varme Medsølelse og Taknemlighed, men giver ham tillige et billigt Krav paa Overbærenhed og Tilgivelse, naar enten Misforstaaelse eller den Sindets Pirrelighed, som vi finde mere end undskyldelig i den ensomme og frugtesløse Kamp, hvis Hovedrepræsentant han er, gjør ham ubillig og uretfærdig i Bedømmelsen af hjemlige Forhold, som han mangler Betingelserne for at overse og vurdere. Det er derfor ikke vor Sag at gaa i Rette med Hr. Kr., naar han her træder i Højres Fodspor og gjentager Beskyldninger, som han uden Kritik har hentet i dette Partis Blade og da særlig i Partiets nordslesvigske Organ, det mod det danske Folks Flertal saa giftige og hadske "Dannevirke", der hver Dag kappes med vore Hiemmereaktionære om at kaste Haan og Had paa vort Folk og dets Repræsentation, og som jævnlig heri vinder Prisen. Det er nok for os simpelt hen at sige Hr. Kr., hvad ingen dansk Mand paa denne Side Kongeaaen er uvidende om: at det forenede Venstre, lige saa lidt som det staar i nogen Forbindelse med Socialdemokraterne eller har kæmpet Valgkampe sammen med disse, lige saa lidt har nogen Adgang til eller nogen Mulighed for at øve Indflydelse paa disses politiske Beslutninger og Foretagender. Naar ikke blot vi, men hele den danske Presse, har forholdt sig omtrent tavs overfor Socialdemokraternes Taktik i Slesvig, saa er Grunden i det mindste for vort Vedkommende den, at vi ikke tillægge vor Røst nogen Betydning hos den Del af den slesvigske Befolkning, til hvilken Hr. Pio taler, og at vi paa den anden Side overfor Indland og Udland ikke have haft nogen Interesse af at gjøre Skandalen større, end den er, tilmed da vi - som det synes at fremgaa af Hr. Kr.s Skrivelse med Rette - ere gaaede ud fra, at den paagjældende Agitation er uden praktisk Betydning. Hr. Kr.s Advarsel have vi derfor ingen Brug for, hans Frygt for, at "det store Parti i Kongeriget" ikke "tør" udtale sig om Socialdemokraternes Politik, forekommer os mindre vel grundet, derimod har det altid forekommet os i hos Grad beklageligt, at Hr. Kr.s Avtoritet ikke rækker til at sætte saa megen Grænse for den nordslesvigske Presses danskfjendtlige Overfald, at hans Forsikring om, at "Kongerigets Partistridigheder ligge fjærnt for os Sønderjyder" ikke skulde tage sig saa parodisk ud, som det nu er Tilfældet.
(Morgenbladet (København) 4. januar 1877).
Svar til Nordslesvigeren Hr. H. Krüger
fraLouis Pio.
Mine Bestræbelser for at samle de danske og tyske Undertrykte i Slesvig til fælles Anstrængelser ved den forestaaende Valgkamp, har, som jeg ventede, skaffet mig de Nationalliberale paa Halsen. Disse Herrer er aldeles blinde for, eller vil maaske ikke se, hvad det egenlige Kærnepunkt er i Nordslesvigernes Strid med Prøjsen, og de fordrer, at Enhver absolut skal adoptere deres Krigsføringsmetode, selv om den er aldeles haabløs og med Nødvendighed maa føre til det Modsatte af det Maal, som de paastaar at have. Der er imidlertid herved den ubehagelige Omstændighed, at Folkene efterhaanden har frigjort sig fra de Doktrinæres selvtagne og slet førte Formynderskab, og det kan derfor ikke ansés for synderlig mærkværdigt, at der endog i Slesvig, hvor Højremændene hidtil har domineret uindskrænket, i den seneste Tid er fremkommet Bestræbelser efter at frigøre sig fra Nationalgalskaben, som her har antaget sin værste Form, idet den har forhindret vore fraskilte Landsmand fra at optage Kampen med de Fjender og paa den Valplads, som de Nationalliberales Dumhed nu engang har anvist dem foreløbigt eller for bestandigt. For disse Frihedsbestræbeler har jeg gjort mig til Tolk i en Henvendelse til Slesvigerne her i Bladet og denne Omstændighed har bevæget Hr. Krüger til at angribe mig i Flensborg Avis. Jeg skal tillade mig at give et Gensvar.
Nordslesvig er tilfaldet Prøjssen med den Ret, som Erobringen giver. Saavidt jeg er bekendt med Fortids- og Nutidshistorien eksisterer der ingen "Moral" for Stater i deres indbyrdes Forhold, ingen gensidig Respekt for Ejendomsretten, naar blot Magten er tilstede. Talrige Fyrstendømmer i Tyskland og Italien er i vore Dage blevet "annekterede". Provinser er revet fra deres Fædreland, hele Nationer er blevet udjaget af deres fædrene Boliger, uden at nogen "Myndighed" har sat sig paa Dommersædet og fordømt eller straffet disse Handlinger. Hvad er Grunden hertil? Simpelthen den, at vor nuværende Samfundsorden fører disse Ting med sig som uundgaaelige Konsekvenser. Man kan ikke anerkende den Stærkeres, Kapitalistens, Ret i Industrien til at opsluge sin Nabo, og samtidig fordømme den Stærkeres, Banditstatens, Ret til at gøre akkurat det Samme mod sin svage Nabostat. Man kan ikke skrige op imod den Stat, der forbyder en Del af sine Undersaatter at tale deres Modersmaal og samtidig lovprise det Samfund, der nægter Halvdelen af Menneskeheden, Kvinderne, at have en Stemme i deres egne Anliggender. Man kan ikke gøre det, uden at synde mod den sunde Forstand, mod Logiken.
Naar derfor Nordslesvigerne som Tilhængere af den bestaaende Samfundsorden anser deres Behandling for uretfærdig, da tager de Fejl. De tilhører Prøjssen ifølge den af Samfundet anerkendte Næverets § 1. De er pligtige ifølge den i Aartusinder herskende Statsmorallære at lyde Prøjssen som deres Herre, og denne er berettiget til at straffe enhver Bestræbelse efter at løsrive sig som "ulovligt Oprør". Disse Slutninger er det umuligt for nogen Jurist at modbevise.
Vil Slesvigerne ikke tage disse Konsekvenser, da er der kun én Maade, hvorpaa de kan undgaa at komme i Modstrid med dem selv. De maa opgive Troen paa det Bestaaendes Retfærdighed, de maa af deres egen Ulykke lære, at den nuværende Samfundsorden hviler paa et forkasteligt, umenneskeligt Princip, paa den Stærkeres uindskrænkede Ret til at undertrykke den Svagee.
Men en saadan Fordømmelse over Nutidens Samfundsliv er der kun et eneste Parti, der vover at udtale, nemlig Socialisterne. Kun hos dem vil derfor vore slesvigske Brødre finde en aaben Anerkendelse af den Uret de har lidt; kun hos dem vil de ikke behøve at spørge om Nationaliteten, før de kan haabe Sympati; alle Socialister, tyske som danske, engelske som franske, vil af egen Drift og støttet paa Partiets Grundprinciper erklære dem saavel som alle andre Folk berettigede til at være deres Fremtids Herrer samt til at vælge det Land, hvortil de vil slutte sig.
Og i Folkeslagenes Tilslutning til de socialistiske Principer ligger derfor ogsaa Nordslesvigernes eneste rimelige Haab. De tilhører efter Slægten en lille Nation, der aldrig ved Magt vil kunne udfri dem, og som ikke uden at sætte hele sin Eksistens eller sin Frihed paa Spil kan vente at saa dem tilbage ad diplomatisk Vej. Deres Udholdenhed i Demonstrationer, deres Mod til at stride paa Nationalitetens Gebet mod en hundrede Gange overlegen Fjende er derfor spildte Kræfter. De bør slutte sig til den Del af deres nye Landsmænd, der undertrykkes ligesom de og kæmper mod Undertrykkerne ligesom de. Og vel maa det erindres, at naar Nordslesvigerne stiller sig i de tyske Socialdemokraters Rækker, da staar de ikke ved Siden af Tyskere, men ved Siden af Verdensborgere, Mænd, der ikke anerkender nogen Nations, ikke engang deres egens, Ret til at gøre andre Nationer til uselvstændige Trælle.
Dette er min Forklaring af Opfordringen til Slesvigerne, og jeg haaber, at den i enhver Uhildets Øjne vil være tilstrækkelig. Hvad Hr. Krügers Angreb paa min Virksomhed angaar, da tager jeg mig den Sag temmelig let; ti Hr. Krüger er aldeles ude af Stand til at fatte Bevæggrundene til min Handlemaade. Jeg skal ikke gøre Gengæld ved at kritisere den Række af politiske Fejlgreb, som Nordslesvigs Repræsentant har begaaet, den Lettroenhed, hvormed han har stolet endog paa en Bismarcks Ord, eller den ved personlige og private Grunde fremkaldte Afhængighed, hvori han, tildels mod sin Vilje, har staaet til det nationalliberale Parti her i Landet. Jeg maa kun erklære Hr. Krüger, der synes ar være uvidende om Partiernes Standpunkt i Danmark, at Socialdemokraterne ikke modtager "Ordrer" fra Venstre eller nogetsomhelst andet Parti. Vi har vist og vi skal vide at vise fremdeles, at vi formaar at staa paa vore egne Ben og haandhæve den Myndighed, som Forholdene har givet os, idet vi er stærke nok til at drive det ene Parti fremad og holde Tommelfingeren paa Øjet af det andet.
(Social-Demokraten 7. januar 1877)
Hans Krüger blev den 10 januar valgt sammen med Hans Lassen i 2. slesvigske valgkreds, med færre stemmer end forrige valg. I Flensborg gik Krüger tilbage fra 1400 stemmer til 1232, mens de tyske stemmer steg fra 1.373 til 1.594 stemmer. Her blev den tyske nationalliberale professor Hinschius blev valgt. Også i Aabenraa vandt tysk nationalliberal. Generelt gik de nationalliberale i de tidligere hertugdømmer (bortset fra Nordslesvig) tilbage, mens socialdemokrater og "fortschrittliche" gik frem i stemmetal. De 10 valgte i Slesvig-Holsten fordelte sig udover Krüger til 5 nationalliberale, 3 konservative og 1 fra det tyske rigsparti. I Altona (indtil 1864 personalunionens næststørste by) blev socialistlederen Hasenclever valgt.
Hertugdømmerne. Krüger-Bevtoft offentliggjør i "Fl. Avis" følgende Skrivelse til sine vælgere i 2den Kreds:
"Herved tillader jeg mig at udtale min varmeste Tak til de nordslesvigske Vælgere, som ved Valget den 10de Januar atter stemte paa mig for igjennem mig paany at klage over Nordslesvigs nuværende Tilstand og at rette en Fordring til Tydskland om at udføre Pragfredens § 5. Valgets Udfald har atter viist, hvad hele det nordslesvigske Folk vil og fordrer, og saaledes er Valgets Formaal fuldstændig opnaaet. Da Regjeringen efter det første Valg i 1867 ved en beregnet Omlægning af Valgkredsene har umuliggjort to danske Candidaters valg, vil Deeltagelsen i Omvalget i 2den Kreds for de danske Vælgeres Vedkommende ikke kunne føre til noget Resultat eller have nogen Betydning, og finder jeg det naturligt, at man har besluttet, at holde sig fra Omvalget."
"Dvke" meddeler nu de fuldstændige Oplysninger om Rigsdagsvalgenes Udfald i Hertugdømmerne. Paa Krüger er der i Slesvig ialt faldet 17,276 St., paa de nat.-liberale Candidater 16,131 St., paa de konservative Candidater 6769, paa Fremskridtspartiets 6408, paa det augustenborgske Parties 574, paa Socialdemokratiet 3680.
I Hertugdømmet Slesvig er der altsaa, foruden en Deel splitede Stemmer, som her ikke ere medtagne, afgivet 50,838, hvoraf Krüger har erholdt lidt over, de nationalliberale tydske Candidater lidt under en Trediedeel, de conservative Candidater og en Fremskridtsmand hver en Ottendedeel og Socialdemokraterne en Fjortendedeel, Augustenborgeriet har gjort complet Fiasco med en Høist ubetydelig Brøkdeel.
I Hertugdømmerne Holsteen og Lauenborg have Socialdemokraterne af de afgivne 95,033 Stemmer faaet 42 pCt., det nationalliberale Parti 28 pCt., det conservative Parti 7 pCt., Fremskridtspartiet 18 pCt. og Augustenborgerne 5 pCt.
I alle tre Hertugdømmer er der tilsammen afgivet 145.871 Stemmer, hvoraf Socialdemokraterne have opnaaet 43,550 eller 30 pCt., medens de i 1874 i Holsteen og Slesvig af 135,732 afgivne Stemmer opnaaede 44,656 eller 33 pCt., saaledes at der viser sig en kjendelig Tilbagegang for Socialdemokraterne, navnlig i Slesvig, hvor de denne Gang kun have faaet 3680 Stemmer mod 4995 i 1874.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. januar 1877).
Hr. Kryger tilbagekalder i Søndagnumeret af "Flensb. Avis" den Bebrejdelse eller Advarsel, han i det nævnte Blad har rettet mod det forenede Venstre, fordi det ikke forbød de danske Socialdemokrater at modvirke hans Valg til den tydske Rigsdag. Efter de Oplysninger, han har modtaget gjennem nærværende Blad, erkjender han, at hans Bebrejdelse er ubeføjet: "Nu da Morgenbladet har oplyst mig om, at det forenede Venstre er fuldstændigt frit for alt Samkvem med Socialdemokraterne, veed jeg det, og jeg indser nu, at jeg ved min Henvendelse har forfejlet Adressen." - Vi takke Hr. Kryger for hans aabne og uforbeholdne Erklæring, der i øvrigt ikke er mere, end hvad vi med fuldstændig Sikkerhed havde ventet af hans Loyalitet, naar han kom til Kendskab om den Fejltagelse, hvori han har svævet. Naar Hr. Kryger endnu synes at tro, at "flere af Venstres Kandidater" ere blevne valgte ved Hjælp af Stemmer, som Socialdemokraterne have tilført Partiet, skulle vi ikke undlade fremdeles at oplyse, at ogsaa dette er en Fejltagelse, der har sin Kilde i de samme usandfærdige Opspind af Venstres Modstandere, som vi med Beklagelse se endnu finde Tiltro nedenfor Kongeaaen, efterat de paa denne Side ere hjemfaldne til den fortjente Ringeagt, som de møde hos alle fornuftige Mennesker. Med Hensyn til sin Stilling overfor den nordslesvigske Presse udtaler Hr. Kryger følgende: "Dersom der i et Organ af den nordslesvigske Presse fremkom saadanne Paastande, som at det forenede Venstre vilde svigte sin Pligt i det danske Folks nationale Kamp, da vilde og maatte jeg bruge den Avloritet, mine Medborgere have givet mig ved at gjøre mig til deres offenlige Talsmand, thi saa vilde el stort Antal af danske Borgere uretfærdig fornærmes og i dem hele Folket. Beskyldningen vilde af mig fordømmes som et foragteligt og danskfjendtlig Overfald. Enhver nordslesvigsk Redaktør, der spurgte mig til Raads angaaende sin Stilling til de kongerigske Partistridigheder, vilde jeg raade til at holde sig fuldstændig objektiv og med hele sin Kraft søge at gjøre Fyldest paa den ansvarsfulde og vanskelige Plads, han her indtager; dette har jeg gjort hidindtil, og dette vil jeg gjøre i Fremtiden." Netop fordi vi ikke tvivlede om, at dette var Hr. Krygers Stilling, kunde vi med saa meget større Grund beklage, at nordslesvigske Redaktører, eller dog en af dem, viste saa ringe Agtelse for Hr. Krygers Raad og saa ringe Ærbødighed for den Avtoritet, der med Rette tilkommer ham som Nordslesvigs Repræsentant, at en saadan Redaktør kunde anse det for sin Opgave at kappes med de mest fanatiske kjøbenhavnske Højreblade i at angribe og forhaane det danske Folk. At Hr. Kryger har misforstaaet en Sætning i vort Blad, hvori vi talte om "den ensomme og frugtesløse Kamp, hvis Hovedrepræsentant han er," som om der heri laa en Bebrejdelse til ham og hans Venner, fordi Kampen hidtil var blevet frugtesløs, er os ganske ubegribeligt. Ved at læse denne Sætning en Gang til, vil Hr. Kr. uden Tvivl se, at der ligger ganske det modsatte deri, nemlig en Anerkjendelse af den taalmodige Kraft, der holder ud uden at tabe Haabet og Modet, uagtet Kampens Frugt endnu ikke er rykket nærmere.
(Morgenbladet (København) 23. januar 1877).
I marts 1877 stillede Krüger trods den danske regerings (og Fædrelandets) anbefaling, forslag om at få § 5 omsat til virkelighed. Regeringen frygtede at paragraffen i stedet ville blive annulleret. Under debatten april 1877 i den prøjsiske Rigsdag var dette præcis hvad der blev indvendt imod Krügers forslag: At den blev afskaffet, i stedet for at det skulle diskuteres som i hvert af de foregående år. Hvilket da også skete året efter. Krügers politik mødte stigende modstand og han trak sig i 1878 tilbage. Han havde også helbredsmæssige problemer. Han døde 1881, 65 år gammel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar