Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte idag en i 1ste Instants ved st. Thomæ Extraret paadømt Sag, hvorunder Arrestanten John Edmund eller Edmund John Precop (Precap), ogsaa kaldet Delan, tiltaltes for Drab, og havde han ogsaa vedgaaet at have dræbt Skræder Pierre Antoine, idet han om Morgenen den 25de April d. A. skjød paa ham med en Revolver, 3 eller 4 Skud, af hvilke det ene ramte i Underlivet og forvoldte et Saar, der efter det af de obducerende Læger afgivne rimen repertum var den umiddelbare Aarsag til Antoines Død, som indtraf den paafølgende Morgen, ligesom det var absolut dødeligt.
Da Arrestanten, der siden sit 10de Aar har faret tilsøes i Smaafartøier og nu føre lille Slup i Fart imellem St. Thomas og de omliggende Øer, i Begyndelsen af Paaskeugen kom tilbage fra en Reise, fik han at vide, at Antoine havde forseet den ældste af hans Døttre, en Pige paa 18 Aar, hvem han og hans Hustru havde søgt at opdrage sædelig og gudsflygtig, og hvis Sædelighed han hidtil havde troet paa. Antoine og Arrestanten havde tidligere været gode Venner, indtil der for et Par Aar siden kom dem Noget imellem, saa deres Omgang ophørte og Arrestanten fik Mistillid til Antoine, der paa samme Tid som han havde forskudt sin Kone og levede med et andet Fruentimmer havde Navn for at efterstræbe og forføre unge Piger, saa at det, efter Arrestantentens Udsagn, endog hed sig, at han ved Hjælp af Trolddomskunster kunde bringe enhver ung Pige i sin Magt. Det var saaledes ogsaa kommet Arrestanten for Øre, at Antoine havde svoret paa at ville skjænde begge hans Døttre, af hvilke den yngste er 15-16 Aar gammel. Arrestanten havde derfor jævnlig advaret sin Familie og da især den ældste Datter imod ham; han havde desuden til Antoine selv eller dog i hans Paahør, naar han roste Døttrenes gode Udseende, udladt sig med, at Revolverkuglen vilde blive den Mands Lod, der forgreb sig paa hans Døttre, en Advarsel, som Antoine saa vel havde mærket sig, at han, efter hvad Pigen, der har indrømmet sit Forhold til Antoine, har udsagt, yttrede Frygt for, at hendes Fader vilde skyde ham, om han fik Noget at vide om Forholdet.
Da Arrestanten fik Vished for, hvad der var hændet Datteren, besluttede han - saaledes er Indholdet af hans Forklaring - strax at hævne sig og dræbe Antoine, og dette Øiemed begyndte han Paaske Løverdag at forfølge. De to foregaaende Dage, Skjærtorsdag og Langfredag, havde han ikke villet vanhellige ved et Drab. Om Aftenen gik han iland fra sin Slup og søgte efter Antoine; det var hans Plan, naar han havde skudt ham, saa han var dødelig saaret, at flygte ombord i Sluppen og seile bort. Da han ikke havde truffet Antoine, gik han om Natten igjen ombord og seilede over under Øen Tortola, hvor han, uden at gaae iland, blev liggende til 2den Paaskedag, da han vendte tilbage til St. Thomas, og om Aftenen paany begyndte sin Forfølgning, idet han navnlig afsøgte alle de Steder, hvor der holdtes Dandsegilder, men fremdeles uden Resultat. Han havde hidtil havt 4 ladte Revolvere hos sig, men i Ærgrelse over ikke at have kunnet finde Antoine, kastede han tre af Revolverne i Søen, da han igjen kom ombord, og beholdt saaledes fremdeles kun een, der var ladet med 6 Skud, hos sig. Han besluttede nu at skyde paa Antoine, naarsomhelst han kunde komme til det, men han vil paa samme Tid være kommen bort fra sit Første om at berøve Antoine Livet; det være sig nu, som han først har forklaret, fordi han, naar han udførte Gjerningen om Dagen, maatte vente at blive greben i den, eller, som han senere i Extraretsforhøret har udsagt, fordi han følte sig saa forpiint under Forsættet til at dræbe, at han ikke længere kunde blive ved det; ialtfald vil han have besluttet alene at lemlæste eller saare Antoine. Betydelig lettet, som han har angivet, ved denne Forandring i sin Beslutning, begyndte han igjen Tirsdag Eftermiddag sine Efterstræbelser, men traf fremdeles ikke Antoine. Først den paafølgende Torsdag Morgen traf han denne, da han saae ham staae ved Skræder Gumbs' Dør. Arrestanten foer øieblikkelig løs paa ham, men han flygtede ind i Værkstedet, Arrestanten forfulgte ham og anfaldt ham, uagtet han ogsaa dennegang søgte at takke sig bag Gumbs: men Arrestanten gik ham saa tæt ind paa Livet bag om Gumbs, at han uden at ramme denne kunde skyde paa ham, Arrestanten vil ikke have mærket sig, hvormange skud han skjød, men han vil have rettet Revolveren saaledes, at han maatte komme til at ramme Antoine i Bagdelen eller i Hofterne. Det var nemlig, som han har forklaret, hans Agt at knuse Hofterne paa Antoine eller tilføie ham en lignende Lemlæstelse. Naar Skudene have ramt andetsteds, skulde det være, fordi Antoine havde bugtet og vredet sig, saa Skudet blev usikkert.
Arrestanten forlod rolig Stedet og gav sig i Bevogtning til en Politibetjent, der var paa Patreuille i Gaden og vil have hørt fire Skud, hvad ogsaa stemmer med, at der, da Revolveren undersøgtes paa Politikamret, fandtes to ubrugte Skud i den. Han fulgte villig med til Politikamret og afgav strax en udførlig og sammenhængende Forklaring, hvorunder han efter Forhørsdømmerens Bemærkning var rolig og fattet, men øiensynlig sjælelig lidende og kun ved en stærk Villieskraft istand til at beherske sine Følelser.
Om den Tilstand, hvori Arrestanten, forinden han begik sin Misgjerning, befandt sig, har han selv forklaret, at hans Sind, da han af sin Datter fik Bekræftelse paa, hvad der var hændet hende, kom i det heftigste Oprør, saa det undertiden forekom ham, som han var paa Veien til at gaae fra Forstanden, men han søgte at bevare den ydre Ro, saa han antog, at hverken hans Familie eller hans Skibsmandskab havde kunnet mærke Noget paa ham.
I Præmisserne til Overrettens Dom hedder det, at ihvorvel Arrestantens Gjerning synes naturligere at vise hen paa et bestemt Drabsforsæt, som han fra Først af vil have havt, end at være Udførelsen af et Forsæt til alene at lemlæste eller saare Antoine, findes hans Angivende om, at Saadant senere og i Gjerningsøieblikket alene var hans Hensigt, dog, efter hvad der af Sagen fremgaaer om hans Charakteer som en stille, eenfoldig og meget religieus Mand, hvorefter det end ikke staaer som uantageligt, at det virkelig har været, som han siger, for at lette sit Sind, at han opgav fik Mord Forsæt, ikke at kunne forkastes. Overretten fandt derfor, som ogsaa i Underretsdommen antaget, at Forbrydelsen vilde være at henføre under Frdn. 4de Octbr. 1833 § 10, 1ste Membr., og Arrestanten, der er ca. 43 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, blev derefter anseet med den i L. 6-6-1 foreskrevne Livsstraf.
Højesteret stadfæstede Overrettens Dom.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1878).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar