Opstanden paa St. Groix.
New York Herald af 29de Octbr. har modtaget en længere Skrivelse fra St. Thomas, afsendt den 22de Octbr., efterat Correspondenten den 13de s. M. havde foretaget en Udflugt til St. Croix og gjennemstreifet Øen for at overbevise sig om Ulykkens Omfang og Beboernes nuværende Tilstand. Vi give heraf efterstaaende Uddrag.
Ved Ankomsten til Christian sted fandt den amerikanske Correspondent Alt uforandret og roligt. Men saa snart han kom i Nærheden af Frederiksted traf han paa begge Sider afsvedne Sukkermarker og hist og her sorte Mure, der vare Levninger af nedbrændte Hytter og Huse. Den Ødelæggelse, der var anrettet paa Markerne, fandtes dog at være betydelig ringere end formodet. Efter flere Aars Tørke havde St. Croix iaar en saadan Overflødighed af Regn, at Plantageejerne vare utilfredse dermed, men denne Omstændighed har frelst en væsentlig Deel af Høsten, idet Rørene vare grønne og uimodtagelige far Ilden, saa at Negrene end ikke ved at hælde Petroleum derpaa kunde faae Rørene til at brænde i større Omfang. Ilden holdt sig i Reglen til en lille Plet og gik saa ud af sig selv. Kun hvor der fandtes Stykker med ældre, tørre Rør, fandt Ilden tilstrækkelig Næring. I selve Westend (Frederiksted) var der af Hovedgaden næsten kun Gruus og sværtede Muurdele tilbage. Tre Huse vare blevne staaende som ved et Vidunder: Præsten Dubois' Huus, Apotheket og Kjøbmand Musgraves Boutik. Endeel af Befolkningen var klædt i improviserede, meget fattige Costumer, og Nøden var øiensynlig stor,skjøndt Hjælpecomileen i Christiansted og paa Naboøerne gjorde Alt, hvad der stod i dens Magt, for at hjælpe de Mange, der fra forholdsviis gode Kaar vare bragte til Armod.
Som Beviis paa Negrenes Grusomhed og Brutalitet mod deres egne Landsmænd beretter Correspondenten, at Tumultuanterne ved Grove-Plantagen stødte paa en Hob tro Negere, som ikke vilde slutte sig til Oprøret, men tvertimod søgte at frelse, hvad de kunde. De bleve nu, nitten i Tallet, lukkede inde i et Rum, hvor der var Megass-Oplag; der blev hældt Petroleum over Bygningen og det Hele stukket i Brand. Tre eller fire, som det lykkedes at frelse sig ud af Ilden, ligge nu med forfærdelige Brandsaar paa Hospitalet. De Øvriges forkullede Been, som Correspondenten saae, ere Beviser paa Beretningens Sandfærdighed.
Efter den 10de Octbr, da Øen var fuldstændig rolig, er der endnu daglig blevet udsendt smaa Streifpartier for at opfange flygtede og skjulte Negre, af hvilke der til den 18de Octbr. var indbragt henved 300 baade i Christiansted og Frederiksted. Krigsretten havde den 6te ds. dømt 3 Negre til Døden, den 9de atter 3, den 10de og 11te hver Dag 2. Ved Forhørene havde de alle aabent tilstaaet deres Skyld. Den britiske Viceconful havde været tilstede ved Krigsrettens Domfældelser; først havde Dommeren sat sig derimod, men Gouverneuren havde ved særlig Ordre givet Tilladelse dertil. Efter Domfældelsen vare Negrene som Børn; de tilstode Alt og kunde ikke begribe, hvilket Raseri der havde grebet dem. Af Kvinderne blev ingen dømt til Døden. Som et Ulykkestilfælde, der havde vakt megen Beklagelse, omtaler Correspondenten, at en ung Dansk, der havde tjent i den danske Armee og var Fører for en mindre Patrouille, ved Nattetid skjød en ung Mr. Jamiesson, der var gaaet med som Frivillig, gjennem Hjertet. Han og nogle Andre havde fjernet sig fra Gaarden, og da de i høirøstet Samtale vendte tilbage, troede Patrouillens Fører, at det var Negrene, der kom tilbage. Correspondenten omtaler ogsaa Transporten af de indfangne Negre under Frivilliges Bedækning som mindre human, end den burde være, og mener, at der i Ordningen af Arbejderforholdene var Adskilligt, der kunde give Negrene Grund til Misfornøielse, skjøndt Oprøret ganske vist ikke var en Følge af denne Utilfredshed, men et Udbrud, som fremkaldtes ved et Sammenstød af tilfældige Omstændigheder.
Den danske Consul i New Aork, Henry S. Braem, offentliggjør i samme Numer af Herald følgende Opraab: "Saavel officielle som private Telegrammer stemme overeens i Skildringen af de Lidelser og den Nød, som er paaført Øen St. Croix's Beboere ved den sidste Negeropstand. Baade medfølende Danske og Andre, der nære Interesse for Øen, underrettes herved om, at jeg med Glæde skal modtage enhver Gave og indsende den til den danske Gouverneur paa Øerne. Det danske Consulat i New Broadway 52, den 28de October."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. november 1878).
Det fremgår af den fulde artikel at Berlingskes uddrag er stærkt tendentiøst. Artiklen er langt mere afbalanceret. Det nedenstående uddrag om de hvides brutalitet er end ikke omtalt i Berlingskes uddrag:
De hvides grusomhed.
Nogle af de hvide menneskers opførsel over for negrene synes at pege på at den menneskelige natur er stort set den samme uanset hudfarve, og at når de værre lidenskaber først er vakt, har alle virkningerne af vores lovpriste civilisation ikke givet os nogen fordel i forhold til de vilde. På vej til West End mødte jeg adskillige grupper af fanger på vej til byen under eskorte af soldater eller frivillige. Negrene var bundet til vogne, og selvom nogle af dem var i de sidste stadier af udmattelse, blev de slæbt uden den mindste hensyntagen til deres tilstand. Nogle blødte fra alvorlige snitsår påført af frivillige der i deres søgen efter flygtningene i mange tilfælde havde opført sig som djævle. Slag med deres huggerter og pistolskud blev nådesløst og nytteløst påført de forsvarsløse fanger, mens de marcherede afsted. Der rapporteres om et tilfælde af grusomhed, som hvis det ikke var velbekræftet, ville være umuligt at tro på. Det skal efterforskes officielt, og derfor holder jeg for nuværende navnet på den skyldige tilbage. En forvalter hos en af godserne blev hjulpet af en af de sorte tilsynsmænd i to dage og den sorte hjalp med at redde mange ting. Den tredje nat, da tingene var forholdsvis stille, gik han sin vej, og da han dukkede op den næste morgen, blev han taget skældt ud af forvalteren for sin fravær. Han forklarede at han var gået for at se, om noget af hans private ejendom var blevet reddet.
"Du lyver," var svaret fra bestyreren; "du gik ud for at stjæle; du er lige så slem som de andre."
"Hvorfor, Massa," svarede negeren, "har jeg ikke hjulpet dig og været hos dig hele tiden?"
En strøm af skældsord og spørgsmålet: "Hvorfor skulle jeg ikke putte en ounce bly i dig?" var bestyrerens svar.
"Nej, massa, det tør du ikke gøre, for jeg har ikke gjort noget."
"Tør du ikke?" råbte den da rasende bestyrer. "Nå, tag den!" og lod handling følge ord og skød manden gennem hovedet. Et mere koldblodigt, djævelsk mord kan ikke forestilles.
- - -
Der var gode grunde til utilfredshed fra negrenes side, men ingen der var af tilstrækkelig omfang til at ophidse dem til de frygtelige overgreb, der blev begået, og derfor synes affæren at være et mysterium. Jeg tror sandheden ligger i, at intet sådant udbrud var overlagt. Som tidligere nævnt var arbejderne kommet til West End for at søge nye kontrakter eller med den hensigt at forlade øen. Da de blev ophidsede mens de diskuterede hvor uretfærdigt de blev behandlet, og mange af dem drak en masse rom, skete det første angreb på politiet som beskrevet i et tidligere brev, herfra negrene fik en overdrevet opfattelse om deres magt, og således eskalerede det, og resulterede i et regulært oprør med dets medfølgende mord og ødelæggelse af ejendom.
På bunden af det hele lå arbejdernes utilfredshed med arbejdsloven, kombineret med etableringen af Centralfabrikken og den tilladelse der blev givet fabrikken til at ansætte arbejdskraft på andre vilkår end dem der var foreskrevet i loven. ...
En anden stor indvending var et system med bødestraffe. En neger der begik en forseelse, ville blive idømt en bøde, og det må frygtes at dette ofte blev gjort meget vilkårligt. Sandt nok havde godsarbejderen sine rationer og have med frit hus, men de betragtede dette som en rest af slaveri. ...
Til dette kan tilføjes den kendsgerning der nu er bevist, at da negerne krævede deres pas, fik de at vide, at de skulle deponere omkring $5. Selvfølgelig nægtede de. Alligevel kunne affæren være blevet afbrudt i opløbet, hvis det ikke havde været for den forfærdelige fejltagelse at forlade West End uden beskyttelse. ...
Cruelty of the whites.
The conduct of some of the white peple toward the negroes would seem to indicate that human nature is much the same whatever the color of the skin, and that when once the worser passions are aroused all the effects of our boasted civilization have given us no advantage over the savage. On my way to West End I met several bands of prisoners on their way to town under the escort of soldiers or volunteers. The Negroes were tied to carts, and though some f them were in the last stages of exhaustion they were draggede without the slightest consideration for their condition. Some were bleeding from severe cuts inflicted by volunteers who, in their search for the fugitives, have acted in many cases like fiends. Blows with their cutlasses and pistol shots were ruthlessly and uselessly inflicted on the defenseless prisoners as they marched along. One case of cruelty is reported which, but for its being well authenticated, would be impossible to believe. It is to be officially investigated, and so I withhold for the present the name of the guilty party. A manager on one of the estates was helped by one of the negro overseers fr two days, the negro assisting in saving many things. The third night, when things were comparatively quiet, he went off, and on appearing the next morning was taken to task by the manager for his absence. He explained that he had gone to see if any of his private property had been saved.
"You lie," was the reply from the managere; "you went off to steal; you are as bad as the others."
"Why, Massa," the negro replied, "aint I helped you and been with you all the time?"
A torrent of abuse and the question: "Why should I not put an ounce of lead in you?" was the manager's answer.
"No, massa, you don't dare do that, for I ain't done nothing."
"Don't dare?" cried the then infuriated manager. "Well, take that!" and suiting the action to the word he shot the man through the head. A more cold blooded, diabolic murder could not be imagined.
Og videre om den i Berlingske meget kort omtalte "misfornøjelse" med forholdene stod i artiklen:
Good reasons for dissatisfaction on the part of the negroes existed, and yet none which were of sufficient importance to excite them to the fearful outrages which were perpetrated, and so the affair seems a mystery. I think the truth lies in the fact that no such outbreak as occurred was premeditated. As before stated, the laborers had come in to West End seeking new contracts or intending to leave the island. Becoming excited while discussing their wrongs among themselves, many of them drinking a god deal of rum, the first attack on the police, as described in a previous letter, occurred, whence the negroes obtained an exaggerated idea of their power, and so went on from step to step until a regular insurrection, with its accompaniments of murder and destruction of property, resulted.
At the bottom of all lay the dissatisfaction of the laborer with the Labor act, combined with the establishment of the Central Factory and the permission given to the factory to employ labor on other terms than those prescribed by the act. ...
Another great objection was a system of punishment by fines. A negro committing some fault would be fined, and it is to be feared that this was often done most arbitrarily. True, the estate laborer had his rations and garden with free house, but they looked upon this as a remnant of slavery. ...
To this may be added the fact, now proved, that when the nefroes demanded their passports they were told they must deposit about $ 5. Of course they refused. Still the affair could have been nipped in the bud had it not been for the terrible mistake of leaving West End without protection. ...
(New York Herald 29. oktober 1878, side 5)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar