Det nordslesvigske Spørgsmaal. Fra London telegraferedes under Gaars Dato: Det ministerielle Organ Standard indeholder i Dag en ledende Artikel, hvis væsenligste Indhold er følgende: Bismarck benytter Lejligheden ved sin politiske Berømmelses Dalen til at minde Verden om sin Indflydelse paa Evropas Kort og til at trodse det gjenoplevende Frankrig, hvor ingen vil lægge ham Hindringer i Vejen. § 5 er kun optagen i Pragerfreden ved Kejser Napoleons personlige Mellemkomst; Republiken kan ikke overtage Ansvaret for hans Fejlgreb. Sagen kan for Frankrigs Vedkommende hverken fremkalde Protest eller Fortrydelse. Østerrig har al Grund til at bevare sit Venskab med Tydskland og Evropa maa glæde sig ved ethvert Bevis paa Venskab mellem de to Centralmagter, der ere saa nødvendige for den evropæiske Ligevægt. England vil maaske med nogen Bitterhed mindes Lord Palmerstons Brud paa sit Løfte, men ingen kan vente, at England skal optræde som Nordslesvigs Ridder. Bismarck maa afgjøre denne Sag med sin Samvittighed og de nordslesvigske Deputerede. Skjønt han ikke er hævet over personlige Hensyn, er han dog næppe bleven tilskyndet til dette Skridt, ved den Velkomst, der bragtes Hertugen af Cumberland i Kjøbenhavn; det er rimeligere, at han her har set sit Snit til at gjøre en god Forretning for det tydske Rige og samtidig straffe sine politiske Modstandere. Sagen vil næppe hæve Bismarck i det offenlige Omdømme, men vil ikke vække Avindsyge eller Misundelse. - Telegrammet tilføjer: Artiklen er i sin Helhed meget indifferent og viser liden Følelse - for den danske Sag.
- Wien, den 5te Februar. Wiener "Abendpost" gjengiver den tydske Reichsanzeigers Offenliggjørelse af Traktaten om Ophævelsen af 5 i Pragerfreden og tilføjer, at Datoen for Traktatens Afslutning, nemlig den 11te Oktober 178, for saa vidt synes værd at lægge Mærke til, som den i og for sig allerede synes at afkræfte visse Versioner, der ere blevne fremsatte angaaende den ydre Anledning til denne nye Overenskomst.
(Morgenbladet (København) 5. februar 1879).
Nationalgalskab og Storborgerpolitik
Medens de nationalgale Danskere bliver skrækkelig begejstrede ved Tanken om Kong Knud den Store samt Valdemarerne og Margarethe, der alle udvidede Danmarks Grænser paa andre Nationers og Rigers Bekostning; medens man priser Gorm den Gamle, der samlede alle de danske Smaariger under sit Scepter, nærer man det grænseløseste indirekte Had imod Kejser Wilhelm, idet man giver Bismarck de værste Navne, fordi denne Kejserens Statsmand har formaaet at gensamle det tyske Rige under ét Scepter og tillige annekteret nogle n indre Landsdele, hvis Indbyggere ikke ere Tyskere.
Vi ere ingenlunde Bismarckbeundrere, nej, tvertimod; men vi anføre kun foranstaaende Eksempel, som Bevis paa den inkonsekvente Tænkemaade, som vore og rimeligvis alle andre Folkefærds nationalgale Mennesker ere i Besiddelse af; hvad de betragter Stort hos dem selv, bliver Lavt og Usselt hos Andre; hvad der, udført af Nationens egne Statsmænd, betragtes som fin Politik og Klogt, bliver, naar det udføres af andre Landes Statsmænd og imod os, kun gemene Kæltringestreger.
Naar vore Konger eller Generaler slog de fjendlige Hære paa Flugt og rasede med Ild og Sværd i Fjendens Land, da betragtedes de som store Helte og kække Erobrere; men var Forholdet omvendt, var det Fjendens Hære og Generaler, der brandskattede i Danmark, da betragtedes og benævnedes de som Røvere og Mordbrændere, og vi benægte ikke, at Benævnelsen passer saare godt; men vi tænker Tanken helt ud og siger: Er hine Feltherrer Røvere og Mordbrændere, da ere vore det ogsaa. Er hine Diplomater Kæltringer, da ere vore under lignende Forhold det ogsaa. Men vi undskylder i dette Tilfælde Folkenes Flertal; ti de ere uoplyste og lader de Faa tænke for sig; ti hvad Regenterne og deres Raadgivere en Gang har fortalt dem at være rigtig, tror de paa og forsvarer med Kroppen, uden nogensinde tilgavns at veje det Meddelte paa Eftertankens Vægtskaal. Naar derfor den ene Nation staar op mod den anden, tror ganske sikkert hvert Lands Befolkning, at Retten er paa deres Side; ti deres Lærere og Statsmænd har nu en Gang fortalt dem saaledes, og Folkenes Flertal bliver derfor, naar de er uoplyste, kun et mere eller mindre nyttigt Redskab i de mere eller mindre rettænkende Statsmænds Hænder.
De nationalgale Danske opløfte i denne Tid et Ramaskrig over Østrigs og Prøjssens Overenskomst af 11. Oktober 1878, ved hvilken Afgørelsen af Nordslesvigernes Skæbne aldeles lagtes i Prøjsens Hænder; vi indrømmer villig, at den Maade at opfylde Forpligtelser paa er lumpne, skøndt vi i Grunden slet ikke tror at Slesvigerne har det daarligere under tysk Kommando end under vore Nationalliberales, blandt hvilke Orla Lehmann, et af nævnte Partis Førere nok en Gang har sagt: "at vi med Blod skulde skrive paa Slesvigernes Rygge at de var danske."
Det, Slesvigerne føler sig mest trykkede af nu, er rimeligvis den lange Militærtjeneste; men paa den anden Side har de Fordelen af en bedre Valglov, og af at høre til en stor Nation der vel nok ledes af en Bismarck, der med Folkerepræsentationens Hjælp har faaet vedtaget en Undtagelseslov mod Socialdemokratiet; men dog endnu ikke kan siges at have havt et Ministerium, der har udstædt provisoriske Finanslove.
De, der vel egentlig føler sig mest skuffede ved Bortfjærnelsen af § 5 er sikkert en Del danske Embedsjægere; men at de har troet at Bismarck nogensinde vilde opfylde den, røber en Hjernetomhed der er ægte dansk nationalliberal; ti Konsekvensen af en Folkeafstemning i Nordslesvig vilde fra Bismarcks Side være en Anerkendelse af Folkenes Ret til at bestemme til hvilken Nation de vilde høre, og med Blikket paa Elsas-Lothringen og Hannover, vil Bismarck nok vogte sig for at gaa paa en slig politisk Vildmand.
At Prøjssen og Østrig har begaaet denne Streg med Pragerfredens Paragraf 5 beviser kun, at Retsfølelsen staar paa et meget lavt Standpunkt i det bestaaende Samfund, hvor de Store ustraffede kan træde de Smaa under Fødder. De store Fyrster annektere de smaa Fyrsters Riger og narrer deres Diplomater og Ministre. De smaa Landes Ministre respektere ofte sletikke Lovene men handle stik mod Folkerepræsentationernes Fordringer. Dommerne gaa ofte de Mægtiges Ærinder for at undertrykke de Laverestillede. De store Spekulanter og Entreprenører tager Brødet af Munden paa de mindre Næringsdrivende og Haandværksmestre, og de store Fabrikanter udbytte de Tusinder ja Miljoner af Arbejdere paa den mest skammelige Maade, og hvad er Grunden hertil?
Grunden er den, at Magten nu sidder i Spydodden, i Bajonetten og Politikniplen, der alle staa til de Mægtiges Tjeneste. Ja, vi lever i en Næverettens Tidsalder, i hvilken Magt er Ret; men det bør ikke saaledes være; Stridsøksen maa graves ned og Oplysningen maa stige, Menneskene maa lære at betragte hinanden som Brødre, og at respektere hverandres eneste sande Ejendom, det fulde Udbytte af Enhvers Arbejde. Raaheden, Absolutismen, Egenkærligheden og Tyranniet maa stødes fra Tronen og Humaniteten, Sandheden og Retfærdigheden indtage Højsædet i Folkenes Midte, kort sagt, Socialismen maa gennemføres. Derfor Meningsfæller, kæmper alle for Gennemførelsen af en socialistisk Samfundsorden; ti kun under den kan alle Menneskene blive lykkelige.
(Social-Demokraten 15. februar 1879).
- Fra Tydskland fremlægges stedse flere Vidnesbyrd om den Fordel, Bismarck har vidst at drage af det dansk-cumberlandske Ægteskab, som er bragt i Stand under Hr. Estrups konstitutionelle Ansvar, og jævnsides dermed gaar Antydninger af, at en Regering, der havde haft et sundere Blik for Landets Velfærdsanliggender, vilde i det samme Ægteskab have fundet Chancer for et helt andet Resultat end det nu foreliggende. Det welsiske Spørgsmaal indeholder en af de største, maaske endog den største Vanskelighed for det tydske Riges Enhed; thi Welserne ere ikke en lille Flok misfornøjede i det undergaaede Kongerige Hannover. Den afdøde Konge Georg V's Minister Windthorst, tydsk Rigsdagsmand fra Meppen, har i sin Tjeneste ikke blot de faa welsiske Hannoveranere, han er den energiske og talentfulde Leder af det mægtige katholske Parti, der tæller ca. 100 Medlemmer i den tydske Rigsdag og har kunnet rejse den katholske Befolkning til en langvarig og haardnakket Kamp mod den tydske Statsmagt, til en Modstand, der er ved at udmatte det stærke Bismarckske "Kulturregimente". Men paa det katholske Centrums Agitationsprogram mod den tydske Rigsenhed staar ved Siden af Kampen for Pavekirkens Selvstændighed overfor Staten det afsatte hannoveranske Kongehuset Fordringer, og Hr. Windthorsts Parti vilde miste en os sine stærkeste Løftestænger, hvis Hertugen af Cumberland lod sine Arvekrav falde. Disse Forhold, der ikke synes tilstrækkelig vurderede her i Landet, maa man have i Erindring for at forstaa den høje Grad af Uvillie, som Ægteskabet, men navnlig den danske Regerings Hædersbevisninger til den welsiske Prætendents Venner og Bryllupsgjæster have vakt i Tydskland. Maaske havde en dansk Regering, hvis Særpræg ikke var Uduelighed, have kunnet udrette noget hos Hertugen af Cumberland, der efter tydske Blade, hvis Udtalelser endog ere blevne optagne i danske ministerielle Blade, ikke for sin Person skal være utilbøjelig til en fredelig Overenskomst med det tydske Rige, men holdes tilbage af Welserne og særlig Hr. Windthorst; maaske kunde det danske Hof og Ministeriet have gjort sig Tydskland forbunden ved at sætte Hertugen Betingelser, der ikke vare ham personlig imod, for et Samtykke til Ægteskabet. I det Sted har Hoffet og Hr. Estrup naaet at ophidse Stemningen i Tydskland imod os og beredet Traktaten af 11te Januar den gunstigste Modtagelse. Langt om længe, men først da det var bagefter, skal det være gaaet op for Hr. Estrup, at der ved Formælingen og dens Tilbehør spilledes farligt Spil; en Brevskriver til "Dagbladet" i Kristiania meddeler, at Hr. Estrup lagde sig i Vejen for Hoffets Plan om at beholde Hertugen her i Landet. Da var imidlertid den hele Affære afsluttet. Tydsklands havde forlængst taget sit Standpunkt. Desværre kunde - skrives fra Berlin til det nævnte norske Blad - Øjeblikket til Offenliggjørelsen af Traktaten ikke være gunstigere eller klarere valgt. "Under almindelige Omstændigheder vilde maaske selv i den tydske Presse enkelte Stemmer have hævet sig til Fordel for de prisgivne Nordslesvigere; men nu da det kjøbenhavnske Hofs ukloge Adfærd ved den hannoveranske Formæling og det af lutter Loyalitet politisk umyndige Kjøbenhavns vilde Festfryd i samme Anledning havde vakt en heftig Forbitrelse i Tydskland, har man i det gamle Luftes Inddragning kun seet et berettiget og kraftigt Svar paa en Udfordring fra dansk Side; og paa Nordslesvigernes skuffede Forhaabninger og sørgelige Stilling har ingen Tydsker, selv ingen af de humaneste, spildt et Suk eller et Ord"
(Morgenbladet (København) 19. februar 1879).
Protest imod § 5's Udslettelse 239 Valgmænd offenliggør i "Dannevirke" følgende Udtalelse: Ved den den 11te Oktober 1878 mellem Prøjsen og Østrig afsluttede Traktat er den Prøjsen paahvilende Forpligtelse til, efter en forudgaaet fri Afstemning af Befolkningen at give Nordslesvig tilbage til Danmark, hævet. Vi haabe, at den Sag, der er et Livsspørgsmaal for os og vore Medborgere, ikke dermed skal have fundet sin endelige Afgørelse. Men for at der ikke skal være nogensomhelst Tvivl om, hvilke Indtryk Tanken om en endelig Adskillelse fra Danmark vilde gøre paa den nordslesvigske Befolkning, føle vi undertegnede Valgmænd, som det langt overvejende Flertal af Befolkningen har kaaret til at vælge dens Repræsentanter i den prøjsiske Landdag, os foranledigede til følgende Udtalelse :
Vi have Sprog, aandeligt Liv og Fortids Minder tilfælles med det danske Folk. Vi have følt os lykkelige da vort Land hørte til det danske Rige; vi have aldrig begæret at skilles fra det, og det vilde være den dybeste Sorg og den bittreste Kummer, der kunde beredes Nordslesvigs Befolkning, om det skulde være Betydningen af den nu afsluttede Traktat, at vi derved definitivt skulde være adskildte fra det Folk, i hvilket vi have vor naturlige Rod. Haderslev Kreds og Aabenraa Amt, i Marts 1879).
(Underskrifterne).
(Social-Demokraten 19. marts 1879)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar