Professor Goos' Vælgermøde afholdtes igaar Eftermiddags Kl. 6 i Suhmsgadeskolens Gymnastiksal, hvor der havde indfundet sig 4-500 Mennesker, deriblandt endeel af det socialistiske Parti.
Efter Indbyderens Forslag valgtes til Dirigent Overretssagfører Hartmann.
Professor Goos tolkede Kredsens Beklagelse over, at Bille for at søge anden Virksomhed i Samfundets Interesse havde forladt den, en Beklagelse, som den deelte med Rigsdagens Medlemmer, baade hans Venner og Modstandere, med Borgerrepræsentationen, ja med alle Medborgere. Den Tak, der havde lydt til Bille, var velfortjent, da han hørte til de for det politiske Liv, navnlig i et ungt konstitutionel Land, saare rigtige og sjeldne parlamentariske Talenter. I den Henseende maatte Kredsen vise Resignation: havde den ikke maattet det, vilde Taleren absolut ikke have kunnet modtage den til ham rettede Opfordring om at stille sig. Han havde overveiet, om han vilde kunne gjøre nogen Gavn i Folkethinget ved Behandlingen af de forestaaende Emner. Det troede han nok, og derfor havde han efter moden Overvejelse besluttet sig til at stille sig.
Fra sin tidligste Ungdom havde Constitutionalismen staaet for ham som en Lykke, og det gjaldt ogsaa for vort Land, trods dens Skyggesider, Partivæsen maatte der til, og Partikampe ere at foretrække for Stagnation, hvor Ingen gider røre sig, og som fører til Reaction. Han var ikke bleven skræmmet bort fra sin Interesse for det konstitutionelle Liv ved vort ejendommelige Partivæsen. Vort Venstre var fremgaaet af Landbefolkningens Deeltagelse i der politiske Liv, og har endnu, forandret som det var, sit Præg heraf. Høire var alle de, som saae paa det politiske Liv fra andre Standpunkter. Unaturlige Partidannelser ved Udelukkelse af disse Klasser var han imod. Han vilde, hvis han blev valgt, slutte sig til Høires Fane, da alle hans Synspunkter fjernede ham fra det af særlige locale Forhold fremkaldte Venstre. Hos os var Forholdet jo saadant, at et enkelt Parti ikke kunde faae Overhaand, og selv om alle Partier kunde blive enige, var Kongen dog tilbage. Naar det ene Parti kunde synes factisk at have Overmagten, saa var det, fordi de andre Partier havde tilstedet det, paa en vis Maade strøget Flaget. Dette Forhold medførte, at det parlamentariske System, hvis det skulde kunne opnaaes herhjemme, kun kunde naaes ved Omstændighedernes Magt, men ikke kunde trodses igjennem. Der var fremkommet mange gode Resultater herhjemme ad Forhandlingens Vei, hidtil der for nogle Aar siden indtraf en sørgelig Katastrophe, da Venstre begik den store politiske Feil ikke at ville forhandle, men at ville erobre Magten. Der fremkaldtes herved en Kamp, der saa at sige bevægede sig paa Forfatningens Grændser, og som kunde have havt de sørgeligste Følger, hvis Regjeringen ikke havde viist saa megen Loyalitet. Den begaaede Feil havde fremkaldt en Splittelse af Venstre, der havde ført til, at det nu atter kunde forhandles og opnaaes Resultater. Med denne Mulighed for Øie var Taleren rede til at stille sig. Skulde Venstre atter forenes og optage Kampen igjen, maatte Høire paany vise seig Modstand, og han vilde da vare rede til at tage sin Deel af Arbeidet.
Et af de Hensyn, der havde bedaget ham til at stille sig, var, at Retsreformerne vilde komme for. Han havde i Proces-Commissionen været og er endnu Tilhænger af Nævningeinstitutionen. Han havde i høi Grad Agtelse for vor Dommerstands Dygtighed og Samvittighedsfuldhed, men der kunde opnaaes endnu heldigere Resultater ved at give dem et bedre Redskab ihænde. Den mundtlige Rets Pleie havde sin store Betydning til en Sags Oplysning fremfor den skriftlige, og stemmede den ogsaa til Betryggelse for de Anklagede heldige Offentlighed. Det vilde være heldigt at faae Anklager og Dommer stille i forskjellige Personer. En Jury var meget betryggende; den kunde begaae mange Feil, men kunde ikke ogsaa den nuværende Domstol begaae Feil? Man lærte dem blot ikke at kjende i saa fuldt Maal som ved Nævningeretterne. Det vilde være en Anachronisme ikke nu at indføre fuld Offentlighed i Retsplejen. Ved at bevare de gamle Former, kunde man udsætte Domstolene for ufortjent Mistillid.
Der var paa det materielle Omraade udrettet Meget herhjemme, men Meget stod endnu tilbage. For vore store Erhvervsgrene burde der foretages en fyldigere Samling og Bearbeidelse af Oplysningsmateriale. En Revision af Toldlovgivningen var ønskelig, Man skulde dog ikke af Statskassens store Velstand i Øieblikket lade sig forlede til at nedsalte Toldindtægterne; men Toldsatserne burde ændres saaledes, at de ikke traadte hindrende iveien der, hvor Bevægelsen ønskede frisk Luft. Den sidste Folketælling havde givet et godt Fingerpeg i den Retning, idet Landbefolkningens Stabilitet viste, at Agerbruget ikke kan ernære en større Befolkning, men at man bør fsge at udvide og udvikle Kjøbstædernes Erhverv, for at der ikke i disse skal opstaae en brødløs Klasse.
Et andet Spørgsmaal var, om det var rigtigt at sige: Lykkes det en Mand at benytte Friheden til sit Held, er det godt, og lykkes det ham ikke, saa bliver det hans egen Sag. Det var dette Forhold, der havde fremkaldt Socialismen. Denne var skadelig som politisk Revolution og paa Grund af sin uklare Lære, men der var gjennem den reist Spørgsmaal, som ikke lode sig afvise. Næringsloven var, naar man saae hen til Fortiden, et stort Gode. Men den var eensidig, idet den glemte Correctivet for Friheden. Senere var der skeet endeel i den Retning: Fabrikloven om Børns og unge Menneskers Arbeide, Creditforeningerne for smaa Ejendomsbesiddere og fremfor Alt Arbeiderkommissionens Nedsættelse og de derved fremkomne omfattende Oplysninger og Forslag. Taleren ønskede disse Sager fremmede, men billigede fuldstændig, at Regjeringen gik langsomt og forsigtigt sum.
Taleren beklagede, at det dygtige Arbeide, der havde foreligget til at høine Almueunderviisningen over hele Landet, endnu ikke havde ført til noget Resultat; han indrømmede, at der var gjort Meget for Underviisningen i Kjøbenhavn. Der burde ikke hengaae lang Tid, inden man baade gav selve Underviisningen mere Indhold og gjorde Skolerne bedre i hygieinisk Henseende. Der maatte kunne tilveiebringes Enighed herom mellem Partierne. Hovedvægten maatte lægges paa Statsskolen, men denne skulde ikke monopoliseres. Ogsaa for Universitetet maatte der endnu gjøres Meget i dets Egenskab af Led af hele Underviisningsvæsenet.
Ingen kunde mere end han beklage, at hele Europa lignede en befæstet Leir. Men det var nu engang saaledes, og ethvert Land maatte søge at værbe om sig selv. Under Skyggen af Folkeretstræets Krone kunde man ikke lægge sig til Ro og afvæbne. Folkeretten var kun en spæd Plante, som ikke gav noget Værn. Han var tilfreds med den nye Søværns- og Hærlov; men disse Love maatte suppleres med Befæstninger. Han vilde være villig til paa Rigsdagen og yde Bevillinger til et saadant nødvendigt Led i vort Forsvar. Hvor Befæstningerne skulde være - det maatte de Sagkyndige om; deres Mening vilde han bøie sig for.
Han ønskede, at Embedsmændenes Lønningssag maatte blive et Samfundsanliggende. Der var ikke Tale om en Raadepenge for at tilfredsstille Embedsmændenes Klageraab; det gjaldt ikke alene Embedsmændenes, men hele Samfundets Interesser. Han var glad ved, at Politikens Tyngdepunkt ikke mere nu laa hos Embedsmændene, som for Grundlovens Tid; han var glad ved, at ikke alle Rige og Velhavende ene søgte til Embedsstanden; thi Handel og Erhverv krævede sandelig ogsaa gode Evner. Men derimod maatte han fremhæve, at de mange store Spørgsmaal, der endnu vare at løse, kun kunde løses ved dygtige Embedsmænds Hjælp. Man burde stille dem saaledes, at de ikke vare udsatte for økonomisk Nød. Det kunde let komme Samfundets Interesser dyrt at staae. Vi have en hæderlig Embedsstand - men man burde ikke spænde Buen for høit; thi det kunde let demoralisere Embebsstanden, og saa at ophjælpe den paany vilde være saare vanskeligt.
Taleren var stemt for Udvidelsen af Folkethingskredsenes Antal saaledes, at der virkelig blev een Repræsentant for hver 16 000 Vælgere. Specielt var dette jo af Vigtighed for Kjøbenhavns simle Kreds, indenfor hvilken der var forskjellige Anskuelser, som kunde ønske at blive særskilt repræsenterede. Han haabede, at Partierne vilde være loyale nok til at enes om en saadan Lov. Han ville slutte med at sige, at hvor meget han end ønskede at repræsentere Kredsen, haabede han dog, at det maatte blive første og sidste Gang, at han vilde komme til at repræsentere Kredsen i dens nuværende Omfang.
Taleren hilstes med meget Bifald.
Smørhandler Christensen spurgte, om Goos som han haabede vilde blive valgt, engang imellem vilde samles med sine Vælgere, naar der findes Sager af Vigtighed. Endvidere vilde han spørge, hvori Faren saa ved det parlamentariske System, og om hvorledes Candidaten vilde stille sig til et eventuelt Andragende fra udenbyes Grundejere om en Omordning af Bygningsskatten. Der var i sin Tid nedsat en Commission derom, men den havde man senere Intet hørt til.
Goos vilde altid, naar han opfordredes dertil, var villig til at holde Møder mellem Sessionerne. Han betragtede det ingenlunde som en Ulykke for et Land, naar Forholdene førte til Parlamentarisme, men denne maatte ikke trodses igjennem. Modenheden dertil maatte først og fremmest være tilstede. Hvad Beskatningsspørgsmaalet angik, da maatte man afvente Borgerrepræsentationens Udtalelser.
Mechanicus Rasmussen vilde spørge Goos om han ikke vilde holde et Møde i den mere befolkede Deel af Kredsen og paa en gunstigere Tid af Dagen.
Goos vilde, hvis der næredes et saadant Ønske, ansee det for en Pligt at opfylde det. Han vilde derfor besvare Spørgsmaalet bekræftende; men det var jo vanskeligt at faae et passende Locale.
Gartner N. Johansen ønskede et Møde om Aftenen Kl. 8, hvor Arbeiderne kunde være tilstede. Candidaten skulde ikke lade sig afholde derfra ved Minderne om der Møde, hvor Bille maatte springe ud af Vinduet. Han vilde spørge Goos om, hvorvidt denne vilde virke for, at Valgretten blev udvidet som andetsteds. (Stemmer: Hvor?) Det var ikke nødvendigt at nævne det (Latter) - ja Professoren vilde nok sige Forsamlingen det. (Latter.)
Goos vilde oplyse, at Valgretten i Danmark alt var meget vid i Forhold til de fleste andre Lande, om der end ogsaa var Steder hvor den var videre. Man burde røre saa lidt ved de politiske Former som muligt. Ingen Klasse af Befolkningen var herhjemme udelukkket fra Valget, fordi denne er betinget af 30 Aars Alderen.
Handskefabrikant Petersen ønskede at vide om Candidaten vilde i Overeensstemmelse med det social-demokratiske Andragende til Rigsdagen ifjor virke for Fremme af Sundhedspleien, som nu er saadan, at den hindrede Arbeiderne i at udøve Valgretten. Han ønskede Valgretten udvidet; 30 Aars Alder som Betingelse for Valgret var Arbeiderne ikke tjent med, da de ofte allerede i 25 Aars Alderen havde maattet modtage Sygehjælp etc. og derved mistes deres Valgret.
Goos havde megen Sympathi for Hygieinen, som Regjeringen ogsaa skjænkede megen Interesse. Han beklagede, at dens Lovforslag om Forfalskning af Levnetsmidler etc. ikke var blevet gjennemført. Han vilde ikke paa nogen Maade tage Initiativet til Reformer af Valgretten; et andet Spørgmaal var det, hvorledes han vilde stille sig, hvis hele Valgspørgsmaalet blev taget frem. Han kunde imidlertid ikke see, at der var nogen Nødvendighed herfor.
Gartner Johansen gjorde under Forsamlingens Munterhed, men i Udtryk som Dirigenten paatalte, nogle Bemærkninger om, at Embedsmændene, naar de kom ind i Rigsdagen skulde nedlægge deres Embede.
Goos agtede ikke, hvis han blev valgt, at nedlægge sit Embede. Embedsmændene vare i politisk Henseende, efter Grundlovens Bud, aldeles uafhængige af Regjeringen.
Tømrer L. Andersen (Billes Modcandidat ved sidste Valg) ønskede Valgretten udvidet til 25 Aars Alder. Krig ansaae han for Pestilents, men stod han paa Rigsdagen og skulde hans Stemme være afgjørende, om Soldaterne skulde have gode eller slette Vaaben, vilde han dog stemme for de gode. Goos var en fremtrædende Theoretiker, en frihedskjærlig Mand; ligeoverfor ham ønskede han stillet en Mand, hentet lige fra Høvlebænken eller Smedjen, en Mand, der var uddannet i Liveis Skole. Mellemmand, halvstuderede Folk, vilde han ikke have valgt.
Goos takkede Andersen, fordi hans Udtalelser vare besjælede af en Aand, som han kunde i Meget sympathisere med. Men han maatte protestere imod, at han kun skulde være Theoretiker eller Stuelærd; han havde i mange Retninger lært Arbeidernes og andre Forhold nøiere at kjende. Vel var han ikke en praktisk Mand i den af Andersen omtalte Forstand; men der var muligvtis praktiske Mand nok paa Rigsdagen; det, den trængte til, var maastee snarere Mand som han.
Skræder Holm troede, at der hvilede paa Arbeiderne et Tryk, som kom fra de indirecte Skatter. Han ønskede at spørge, om Goos vilde tage Midler fra disse til Befæstningsvæsenet, eller om han vilde forbinde dette Spørgsmaal med en Indkomstskat, og om han vilde stemme for Kjøbenhavns Befæstning.
Goos vilde, hvis Regjeringen forelagde Forslag om Kjøbenhavns Befæstning, støttet til de Sagkyndige, stemme herfor. Hans personlige Mening var, at Kjøbenhavn burde befæstes. Han vilde ikke benytte Befæstningsspørgsmaalet til en Indkomstskat, da det var latterligt at paalægge nye Skatter, naar det ikke behøvedes. Han vilde protestere mod, at dette Spørgsmaals Besvarelse, saaledes som den foregaaende Taler havde villet gjøre gjældende, skulde være en Prøvesteen for hans Fædrelandskjærlighed. En anden Sag var det, om der kunde komme en Tid, da man kunde forandre indirecte Skatter til directe. Den Tid var endnu ikke kommen, og det var i det Hele en Sag, hvormed der var forbandet store Vanskeligheder. Arbeiderne misforstode denne Sag; det kom mindre an paa, hvilken Slags Skatter man havde, end paa, hvorvidt de indkommende Penge bleve anvendte i Arbeidernes Interesse.
Paa et Spørgsmaal af Skolelærer Jens Madsen svarede Goos, at han vilde give Helstaterne de Bidrag, som der var rimelig Brug for. Han fandt Tanken om Oprettelsen af en Høiskole i Sorø eller i Kjøbenhavn, som der havde været Tale om, sund, men om den nærmere Udførelse var der saa megen Tvivl, at man ikke kunde vente, at han her strax kunde udtale sig udførligen derom.
Skræder Holm troede, at Tidspunktet var kommet til at forandre Beskatningen, fordi saa mange af Statens Midler anvendes til Rustningen, og saa faa af dem til Oplysningens og andre saadanne Spørgsmaals Fremme.
Goos gjorde gjældende, at Befæstningen var i hele Samfundets Interesse. Han havde alt tidligere udtalt, at der ogsaa burde anvendes Betydeligt til sociale Formaal, Oplysning etc. Men han vilde gjentage, at det vilde være urigtigt at paalægge nye Skatter, saalænge de hidtil bestaaende endog gave Overskud.
Smed Adam Petersen vilde spørge, om Candidaten vilde virke til, at Sygehjælp ikke skulde bersve Folk Valgret.
Goos troede, at der med Billighed og Retfærdighed kunde gjøres Noget i den Retning uden at ændre Valgloven.
Dirigenten sluttede Mødet med et af kraftige Hurraraab besvaret Leve for Professor Goos, hvis fremragende Dygtighed og i Sandhed liberale Syn paa Livet vilde gjøre ham til en Pryd for enhver Forsamling.
Goos takkede alle Tilstedeværende.
Modet var forbi Kl. 5. Under den sidste Deel af Forhandlingerne herskede der nogen, dog ikke forstyrrende Uro.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1880).
Goos og Mundberg mødtes på et møde i holdt restauratør Thuns lokaler til flere end lokalet kunne rumme den 25. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1880. På dette møde erklærede Goos sig som Højremand. Indtil da havde der været tvivl om han ville tilslutte sig Venstre.
Efter valghandlingen den 29. september 1880 viste den første afstemning ved kåring at Mundberg havde majoritet. Goos forlangte herefter skriftlig afstemning som viste 2.611 stemmer til Goos og 1.328 stemmer til Mundberg. Goos var herefter valgt. Se fx Social-Demokraten 30. september 1880.
Juristen August Hermann Ferdinand Carl Goos (1835-1917) blev 1860 kancellist i det slesvigske ministerium. 1862 professor ved Københavns universitet. 1879-80 var han universitetets rektor. Han blev valgt til Folketinget i 1880. Han tabte det følgende valg i 1884 til socialdemokraten P. Holm, men blev udpeget 1885 til kongevalgt medlem af landstinget indtil 1917. Han var kirke- og undervisningsminister i 1891-1894 i J. B. S. Estrups regering. 1884 var G. blevet overinspektør for fængselsvæsenet og fortsatte i denne stilling efter sin afgang som minister mens han 1893 havde måttet give afkald på retten til at træde tilbage i professoratet. Han var justitsminister i det sidste højreministerium 1900-01.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar