Premierløjtnant E. V. Kolthoff har i en længere Artikel i Geogr. Tidskr. aflagt et nyt Vidnesbyrd om, hvor slet og forældet Styrelsen af Øerne er. Vi meddele et kort Uddrag af Forf.s Redegjørelse.
Ved Folketællingen 1870 levede der paa de tre danske Øer 37,821 Mennesker, deraf paa St. Croix 22,700, paa St Thomas 14,000 og paa St. Jan 1,000 Da Øernes Stører henholdsvis 3½, 1 1/8 og 1 Kv. Mil, levede der altsaa omtrent 6700 Mennesker paa hver Kvadratmil, en Tæthed, der er henved dobbelt saa stor som Danmarks. Af disse er kun en ringe Del Hvide: Amerikanere, Engelskmænd (især Irlændere), Tydskere, Franskmænd, Spaniere og Danskere.
Hr. Kolthoff havde rig Lejlighed til personlig at gjøre sig bekjendt med den Overdaadighed og Luxus, der hersker i Vestindien og giver enhver selskabelig Sammenkomst Karakteren af en lnkullisk Overdaadighed, saavel hvad Anretningen som Opdækningen angaar, og dobbelt fortjener Navnet heraf, naar man betænker, at saa godt som intet af, hvad der hører til denne Levemaade, produceres paa selve Stedet, men maa hentes fra Amerika eller Evropa. Til Frokost og Middag nydes to, tre eller flere Retter foruden Suppen, som aldrig mangler. "Ogsaa Smagen for gode Vine og Likører er meget udviklet".
Negeren er af Naturen meget godmodig og viser trofast Hengivenhed mod den, som han erkjender for at staa over ham i en eller anden Henseende eller har vist ham Godhed og Omsorg i hans private, meget smaa og kummerlige Livsforhold. Skyggesiderne hos Negerne ere Drukkenskab og Usædelighed, - to Laster, der i Løbet af kort Tid ogsaa demoralisere de Soldater, der kommer derover fra Danmark. Et Sukkerrør at suge paa og at høre Musik er Topmaalet af Negrenes Lykke. I saadanne Øjeblikke kunne de glemme alt for at føle sig som lykkelige og bedre Mennesker. Naar de i Sukkerhøstens Tid ere komne i Besiddelse af et Sukkerrør, følger dette dem overalt, den ene Ende i Munden og den anden slæbende bag efter dem i Snavset. Negerens daglige Kost er elendig. Betalingen for hans strænge Arbejde paa Plantagerne erlægges dels i en ringe Ugeløn, dels i Naturalforplejning. Denne bestaar af visse bestemte Rationer Mel, Fedt og Sild, hvoraf der laves en Ret af en saa afskyelig og væmmelig Smag, at selv den fattigste og mindst forvænte Mand herhjemme meget vilde betakke sig for Nydellen deraf. Deres anviste Boliger ere af den Beskaffenhed, at de mere egne sig for Kreaturer end for menneskelige Væsener; de ere smaa Hundehuller i Forhold til Staldene her hjemme. Og for en saadan Føde og for en saadan Boiig maa han arbejde under den Iropiske Sols brændende Varme eller i Sukkermøllerne, hvor hans Liv hænger i en Traad! Om Livsfarligheden ved Sukkerudpresningen meddeler Forfatteren bl. a.: "Kassen" (en Jerncylinder i Møllen) river alt til sig med saadan Voldsomhed, at en Mand strax og uden Ophold trækkes ind med, naar han blot kommer til at røre ved den med Spidsen af sin Finger eller en Flig af sin Klædning. Dersom den af Cylinderen saaledes fastholdte Haand efter Arm ikke øjeblikkelig afhugges med en skarp Øxe vil Manden blive ynkelig ihjelslaaet. Der er derfor altid en skarp Øxe ved Haanden, hvormed den saakaldte "Bootsman" saa hurtig som muligt søger al redde den Ulykkelige, selv med Tabet af en Arm eller et Ben."
- Hr. Kolthoff siger, "at det turde være paa Tiden at rejse det Spørgsmaal, om den Erstatning, der ydes den sorte Arbejder, staar i et nogenlunde rimeligt Forhold til det Arbejde, der forlanges af ham", og herpaa tror han, at "enhver, der kjender noget til disse Forhold, vil svare et afgjort Nej." Det synes dog mere end tvivlsomt, om de af Forf. foreslaaede Foransialtninger: en bedre Skoleundervisning og Børneopdragelse samt i Forbindelse hermed en mere almindelig og kraftigere personlig Indgriben fra de kirkelige, især statskirkelige Myndigheders Side - ville være tilstrækkelige til at ophjælpe Øerne i Almindelighed og den forkuede Race i Særdeleshed. Det siger ikke saa overordenlig meget, at Negeren nu dog har det bedre end for 100 Aar siden, da man udgav Forordninger af den Art: "Anføreren for flygtende Slaver skal knibes tre Gange med rødgloende Jern og derpaa hænges, enhver anden bortløben Slave skal miste et Ben, eller, hvis Ejeren tilgiver ham, miste et Øre og modtage 150 Piskeslag, enhver Slave, som er vidende om andres Hensigt at løbe bort og ikke underretter sin Herre derom, skal brændes paa Panden og have 100 Piskeslag" osv.; thi Forf. bemærker udtrykkelig, at den bedre Tilstand mere existerer i Theorien end i Praxis. Man kan endnu træffe gamle Folk derovre, som kunne fortælle, hvorledes de ere røvede fra deres fjærne Fødeland af rovbegjærlige hvide Mænd, og gjennemgaaende lever der endnu den Dag i Dag i den sorte Mands Bryst en dunkel Forestilling om, at han en Gang har været en fri Mand, om ikke han selv, saa dog hans Forfædre og Slægt i første og andet Led, medens han nu ikke er stort andet end en Slave, der maa trælle for et usselt Udkomme. Forf. slutter med følgende Ord, der synes at have en bestemt Adresse "Vi maa jo alle ønske, at Regeringen, der har taget Sagen i sin Haand, ogsaa maa vide at finde de rette Midler til at føre de sorte Mænds Liv og Tankegang ind i et Spor, hvorved i alt Fald den opvoxende Generation frelses fra dens Trælletilstand, der lige saa meget er en Følge af gammel Slendrian som af, at den rette Humanitet ikke har besjælet de Mænd, der havde i deres Magt at føre denne Sag igjennem "
(Morgenbladet (København) 10. november 1880. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Artiklen "Smaating fra Dansk-vestindien" blev bragt i Geografisk Tidsskrift, Bind 4 (1880)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar