Ligbrændingssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Ligbrændingssagen synes at ville gaa rask fremad. Den Forening, der har stillet sig denne Sags Fremme som sit Formaal, tæller efter Prof. Howitz's Udsagn i Borgerrepræsentationen allerede ca 800 Medlemmer, skjønt den kun har bestaaet i en knap Maaned og endnu ikke har udfoldet udadgaaende Virkiomhed. Nu er Bevægelsen ogsaa i Færd med at brede sig til Provinserne, idet der bliver dannet Filialer i alle Byer i Danmark, hvor der viser sig Stemning derfor. Fra flere af Provinsbyerne meldes der livlig Deltagelse, saaledes fra Odense og Helsingør, og det er ganske naturligt, at Befolkningen i de mindre Byer maa være særlig bekymret for Kirkegaardenes Indflydelse, da de som oftest staa ved Valget mellem at anlægge kostbare Vandværker eller at drikke Brøndvand, der direkte er blandet med Afløbet fra Kirkegaardene, og derved udsætte sig for farlige Sygdomme. Det er da ogsaa en idelig tilbagevendende Klage, at Epidemier, navnlig Tyfusepidemier, opstaa paa denne Maade. Saaledes finder man i Helsingørs Aviser for 1877 Beretning om en Tyfusepidemi, der af Lægerne tilskreves Kirkegaardens Indflydelse; i Hillerød opstod en Tyfusepidemi paa samme Tid, som der blev foretaget en Bortgravning af en Del af Raadstuebakken, som tidligere havde tjent til Kirkegaard osv. 

Lægerne have, som ventelig, sluttet sig varmt til Bestræbelsen for at indføre Ligbrænding, og lige som man blandt Medlemmerne af Foreningen kan finde Navnene paa næsten alle betydeligere Læger i Kjøbenhavn, saaledes har nu ogsaa Lægestandens to Organer i Pressen, "Ugeskrift for Læger" og "Hospitalstidende", udtalt deres Samstemning med Foreningens Program. I Ugeskrift for Læger hedder det saaledes: "Man maa nu ubetinget indrømme, at Ligbrændingen er den eneste Behandlingsmaade af Ligene, som samtidig med at være praklisk anvendelig tillige opfylde Hygiejnens Krav fuldt ud. Og da tilmed de Indvendinger af religiøs og retsmedicinsk Natur, som man har gjort gjældende mod den, ikke have nogen videre Betydning, kunne vi for vor Del fuldstændig slutte os til det Haab, at Ligbrænding kan blive den hyppigst anvendte Ligbegængelse." 

Endnu mere uforbeholdent udtaler Hospitalstidende sig, der slutter sin Omtale af Foreningen for Ligbrænding med følgende Ord: "Man kan saaledes kun ønske, at det maa lykkes Foreningen for Ligbrænding at naa sit Maal, og vi skulle opfordre vore Kolleger til at støtte den baade ved at træde ind i Foreningen og derved gjøre det klart, at dens Formaal billiges af Alle, der have Interesse for Sundhedsplejen, og ved at bekæmpe de Betænkeligheder og Fordomme hos Publikum, der ville rejse sig mod denne, som mod enhver anden betydelig Reform. 

En Omstændighed, der lover godt for, at Sagen lader sig realisere i en ikke altfor fjærn Fremtid er den, at Gejstligheden, i alt Fald uden for Danmark, har stillet sig venlig lige over for den. Hos os føle en stor Del Præster sig formodentlig bundne ved de i øvrig lidet betydende Udtalelser, Biskop Martensen har ladet falde imod Ligbrænding. Men som Exempler paa Imødekommen fra den protestantiske Gejstligheds Side kan nævnes, at i München blev der paa Forespørgsel fra Autoriteterne svaret, at for at udføre Ligbrænding i Overensstemmelse med den protestantiske Ritus vilde der kun behøves en ringe Ændring i de liturgiske Former. I England udtalte Lord Biskoppen af Manchester i Oktober 1879 offenligt, at han nylig havde indviet en ny Kirkegaard for denne By, der laa 5 (engelske) Mile fra Byens Centrum, og havde kostet denne l.800 000 Kroner. Han var derved bleven bragt paa den Tanke, at det var en lang Vej for de Fattige at bringe deres Afdøde, og at det var et meget stort Stykke Land, som poa denne Maade var unddraget Dyrkningen, og som nu intet frembragte. "Ingen fornuftig Tro kan gaa ud paa, at den kristelige Lære paa noget Punkt skulde berøres af den Maade, paa hvilken eller den Tid i hvilken dette vort dødelige Legeme smuldrer til Støv og gaa Opløsningen i Møde. Jeg indrømmer, at mine Instinkter og Følelser - rimeligvis mere paa Grund af Vane og gamle Tankeforbindelser end af nogen anden Grund - sætte sig noget imod den Tanke, at brænde Ligene. Men disse Følelser ere maaske ulogiske og ufornuftige. Sir Henry Thompson har fremstillet Sagen i en rolig og gjennemtænkt Afhandling og han viser, hvor lidt Grund der er til de noget sygelige Følelser, som ofte gjøre sig gjældende med Hensyn til hele Spørgsmaalet om Behandlingen af de Døde. Jeg vil henlede Opmærksomheden paa, at Sagen snart maa tages under Overvejelse. Kirkegaardene ere nu i Færd med at blive ikke blot en Vanskelighed, en betydelig Udgift og en stor Ulæmpe for Befolkningen, men en virkelig Fare."

(Morgenbladet (København) 30. april 1881).