Ifølge "St. Croix Avis" af 8de f. M. blev Budgettet for 1882-83 forelagt Colonialraadet for St. Croix den 6te f. M. Under Forelæggelsen fremhævede Formanden, at Indtægterne androge 167.200 vest. Dal. og Udgifterne 243,754 vest. Dal. Hvad Indtægterne angik, var Udførselstolden beregnet efter en Høst af 10,000 Fade Sukker, men der var al Udsigt til, at Høsten vilde blive 13-14,000 Fade, hvorfor man kunde gjøre Regning paa 3-4000 vest. Dal. mere i Udførselstold, end anslaaet. Da Indførselstoldens Størrelse i saa væsentlig Grad var afhængig af Høstudbyttet, vilde man ialt kunne paaregne 20,000 Dal. større Indtægt, end anslaaet. Udgifterne vare 9000 vest. Dal. større end ifjor. En Forøgelse af Udgifterne under Posten "Sundhedsforanstaltninger" var bl. A. Skyld heri. Formanden henledede Opmærksomheden paa det uheldige Forhold mellem Antallet af Dødsfald og Fødsler. Efter statistiske Data var det godtgjort, at Dødsfaldene i Tiaaret 1870-79 overskred Fødslerne med 1244 Individer. I det nævnte Tidsrum var der nemlig anmeldt 10,050 Dødsfald mod 8806 Fødsler. 4542 Børn under to Aar vare afgaaede ved Døden, og af disse Dødsfald faldt ikke mindre end 2463 paa Børn under eet Aar, hvorfor en foreslaaet Udvidelse af Jordemodertjenesten maatte ansees for at være i høi Grad tilraadelig. Paa Antigua havde en slig Forholdsregel viist sig overmaade gavnlig. Factoriets Campagne tegnede lovende iaar. Et Udvalg paa fem Medlemmer blev nedsat for at drøfte Finantsforslaget.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1882. 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar