13 juni 2023

Lukning af Hundekirkegaarden paa Østerbro. (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem skal bortskaffe hundeligene?

Herom har der været ført bevægede forhandlinger for lukkede døre i Borgerrepræsentation. - Direktør Harald Simonsen ville helst ikke have med hundeligene at gøre.

Direktør Harald Simonsen har i den sidste tid forhandlet med kommunalbestyrelsen om køb af hundekirkegården. I lukkede møder har Borgerrepræsentation behandlet sagen, og det spørgsmål har navnlig været brændende hvem der skulle bortskaffe hundekadaverne, som hviler i jordstykkets skød. Direktør Simonsen ville overlade "fornøjelsen" til Magistraten. Og han ville endda have jordstykket billigere end Borgerrepræsentation - og borgmester Jensen - ønskede at sælge det.

Han fik sin vilje med hensyn til prisen. Borgmester Jensen havde forlangt 22 kr. pr. kvadratalen, hr. Simonsen fik arealet for 18 kr., men så måtte han forpligte sig selv til at afgrave det.

Og nu skal grossereren altså til at grave hundelig op. Det må være ham en trøst at han gratis får ny muldjord til at dække det afgravede areal med. Jorden har han ret til at tage på Østre Fælled i kvarteret mellem Jagtvej og Østerbrogade.

Skal Preisler betale kommunen en erstatning?

Udvalget som har haft med denne sag at gøre, har for øvrigt forespurgt i Magistratens 2. afdeling om den nuværende lejer, gartner Preisler ikke har pligt til at bortskaffe hundeligene og bringe det lejede areal i en sådan tilstand at en afgravning kan undgås.

Herpå har man imidlertid fået det svar at lejeren kun har pligt til at aflevere arealet i ryddeliggjort og "velplejet" stand - en ordning der næppe ville tilfredsstille køberen.

Så enedes udvalgets medlemmer om at henstille til Magistraten at man hos den nuværende lejer søger nogen erstatning til kommunen for de lempelser i grundprisen som er indrømmede direktør Simonsen. 

Sten for penge.

Da forhandlingerne om hundekirkegården på et vist tidspunkt var ved at strande, stak hr. Simonsen en velsmagende madding ud. For en del af købesummen ville han levere 1½ million flammede, helbrændte mursten! Og se! Fisken bed på. Tilbuddet blev modtaget - "under hensyn til vanskeligheden ved at skaffe mursten".

Der skal bygges villaer på hundekirkegårens plads.

Hr. Simonsen er således i lykkelig besiddelse af hundekirkegården. Hvad vil han nu gøre med den, når kadaverne er skaffedebort?

Han har forpligtelse til at opføre store, smukke villaer på grunden. Mens sagen har stået på, er der fra K. W. Christensen, "Automobillageret", fremkommet tilbud om at købe de 5.000 af de 6.000 kvadratalen hundekirkegård. Hr. Christensen ville her virkeliggøre sin kongstanke: Opførelsen af et automobil-udstillingslokale med tilliggende store garager og værksted
Men skønt han bød 30 kr. pr. kvadratalen - hr. Simonsen ville på det tidspunkt kun give 15 kr. - så var man dog i kommunalbestyrelsen enig om at sige nej tak. 

Man holdt på - af æstetiske hensyn - at alle kommunens grunde langs Østerbrogade til Kristianiagade skulle sælges til villabebyggelse og pålægges de servitutter der gælder for kvarteret.

På samme betingelser har kommunen i disse dage solgt et andet stykke jord derude til etatsråd Norstrand.

Hundekirkegårdens nedlæggelse betyder altså at der skabes et nyt, mondænt villaparti på Østerbro - den endelige erstatning for den gamle fattigkirkegård som nedlagdes i 1867. Men dens forsvinden betyder også at Bergensgade omsider får sin forlængelse.
Minor.

(B. T. 20. januar 1917). 

mandag den 16. ds. kl.
10½ fm. lader jeg ved 

Auktion

Østerbrogade 30
(Hundekirkegården)

bortsælge forskellige i mit gartneri hidtil anvendte effekter, hvoraf fremhæves ca. 75 kasser efeu, ca. 200 favne buksbom, ca. 200 laurbær-krontræer, ca. 30 laurbær-pyramider, ca. 200 stk. galvaniserede metalplader, ca. 100 galvaniserede stativer, varmekedel, varmerør og vandkander m.m.
Eftersyn: Fredag og lørdag fra 10-4
Carl Preisler.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 11. april 1917).

Carl Preislers søn, Knud Bahnson Preisler, var skuespiller og døde den 6. december 1918 af spansk syge. Han spillede bl.a Roll i "Sigurd Braa", Dyring i "Det store forlis", Sannes i "En Fallit" og Meyer i "Indenfor Murene". Han sang også, og medvirkede i Sommer-Revyen 1915 "Randers i Lygteskær" på Sommerteatret i Randers i 1915. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård.


Dag Hammarskjölds Alle 28. "Lille Amalienborg" bygget for entreprenør Harald Simonsen (1873-1949), og tegnet af arkitekt Carl Brummer, 1917. Her lå hundekirkegården. I villaen opvoksede "grevinden på tredje", Erna Hamilton. På et tidspunkt drøftede man om der skulle være automobillager, men det blev afvist.

Foto fra Viborg Stifts-Tidende, 21. juli 1942 af hundekirkegården på Ålekistevej. Indkskrifter som "Foxy, Vor lille Solstraale. April 1930-Mah 1935". "Mormors lille Pølsepige" osv. 

I maj 1922 åbnede en hundekirkegård ved Ålekistevej omtrent ved Bogholderalle af gartnerne Rasmussen & Preisler (søn af ham der anlagde den første). Kirkegården er beskrevet i Klokken 5 (København), 2. december 1927 og i en helsidesartikel i Nationaltidende, 5. februar 1939, fotoet herunder er fra denne artikel. 



Kirkegården blev lukket i 1948, da grunden den 1. april 1949 skulle udlægges til bebyggelse. På daværende tidspunkt var der 600 grave, og hundekirkegårdens ejer (en ældre dame) blev truet med sagsanlæg. I 1949 anlagdes en dyrekirkegård med mindegrave i Taarnby på Amager (Dyregravene A/S). Denne eksisterer stadig.

I 2008 var der mindst 8 sådanne gravpladser i Danmark, og Fødevarestyrelsen skærpede kravene: Der skal være kølerum, dyrene skal begraves mindst 1,3 meter ned i jorden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar