Dødsdommen,
som i forrige Uge blev faldet i Højesteret over den svenske Pige Marie Vinter, der hensidder i Fængslet paa Blegdamsvejen, maa nødvendigvis fremkalde nogle Betragtninger over enkelte af vore Samfundsforhold, som vi ikke ville tilbageholde, selv om vi af den retfærdige Ridder "uden Frygt og Dadel", Hr. Erik Bøgh, skulde blive beskyldt for Forbrydervenlighed.
Vi forudsætte, at vore Læsere erindrer Hovedtrækkene i denne ulykkelige Kvindes Liv, og at her staar en Moder, der den ene Gang efter den anden - 5 Gange - har myrdet sine nyfødte, uægte Børn ved at kvæle dem, og derpaa kaste dem i Vandet. Her foreligger altsaa 5 Barnemord under de mest graverende Omstændigheder, og ved at undersøge og granske i Straffeloven og dens Motiver er det ikke muligt at finde et eneste Ord, der kan formilde det juridiske Straffeansvar, som maa paahvile hende for hendes skrækkelige Gerning. Domstolene maa dømme, som de har gjort, og det er næsten ikke tænkeligt, at Justitsministeren kan indstille hende til Benaadning; thi 5 Mord, og det en Moder, der ombringer sine egne Børn, dette er jo næsten uhørt herhjemme. Hvad vil man gøre ved et lignende Tilfælde, som atter ad Aare kommer frem, hvis Marie Vinter indstilles til Benaadning? Lige saa lidt som der nogensinde har varet en Lovgiver, som har varet i Stand til med Bestemthed at fastsætte Grænserne for Selvforsvarets Berettigelse, lige saa vist er det, at Ingen kan sige, hvor langt Naade med Forbrydere bør gaa, før den fortjener at kaldes fordærvelig Svaghed. Man kan have Medfølelse med den ulykkelige Forbryderske, man kan endog være tilbøjelig til at ønske, at Regeringen vil benaade hende; men Loven i Ære, den falder hende, og det saa faa være.
Et andet Syn paa Sagen, og et andet Resultat kan man maaske komme til, naar man tager Straffelovens Grundprincip, og Samfundsforholdenes ulykkelige og i flere væsenlige Henseender mangelfulde Ordning i Betragtning. Denne Side af Straffelovens Grundprincip er Forbryderens Forbedring; det andet, at der straffes for at lade Retfærdigheden ske Fyldest. Vi holde os til det Første, der alene vedkommer os her. Er der nogen Mulighed for, at den dødsdømte Kvinde kan blive bedre, har der i hendes lange Fængselstid, i hvilken Tanken om Døden som en Følge af hendes Forbrydelser, stadig har trængt sig ind paa hende, været umiskendelige Tegn paa en virkelig og alvorlig Anger over hendes rædselsfulde Fortid? Har der det, er det en meget betænkelig Sag at afbryde hendes Livstraad, at standse den begyndte Forbedring. Samfundet skylder hende, hvor dybt hun end er falden ved sine mange Forbrydelser, Adgang til Fred med sig selv, til alvorlig Anger over det Liv hun har ført. Samfundet - siger vore Modstandere og vore Fjender og alle dem, der ikke vil erkende, at det borgerlige Samfunds Bestyrelse - Regeringerne - har modtaget Folkenes Rettigheder i deres mægtige Hænder, fordi de skal beskytte baade det hele Samsund og den Enkelte mod Overlast og Uret. "Samfundet" - siges det - "hvad skylder det Marie Vinter eller Ligestillede? Har hun været letsindig og kastet sig i Armene paa Per eller Poul, og hun ikke kan klare sig, saa er der jo Kommunehospitalet og Fattigvæsnet; der kan hun gaa hen! - Og samtidig med, at Samfundet giver hendes denne Anvisning, saa lader det hendes Bolere løbe frit omkring for at kaste dem over andre ulykkelige Kvinder, som staa ene og forladt og som aldrig har kendt til en Ven eller Raadgiver; men som er vokset op i en Samfundsklasse til hvilken der Dag ud og Dag ind raabes:
"Du favne skal! bestandig favne!
Det er den altid sungne Sang,
Som Alt, hvad lever, evigt hører,
Som hver en Time paa vor Gang
Hvisker os hæst i vore Ører."
(Faust.)
Gaa saa ned ad Østergade og ud ad Langelinie, ind i Teatrene og hen til Koncerterne, kig ind i Villaerne paa Strandvejen og besøg Slottene paa de store Godser, og spørg saa alle disse silke- og floromvundne unge Piger med Skønhed i Blikket og Uskyld paa Panden, alle de halvsminkede Guvernanter og de opstadsede Matroner, som ere Dommere over de Værgeløse og Udsatte her i Samfundet, hvormange Gange de har traadt paa Sædelæren og let af Moralloven. Spørg, hvormange der tør kaste den første Sten? Og spørg dem først og fremmest om, om de erkende, at deres sociale Stilling, deres Familieliv og Venskabsbaand er Skyld i, at de ikke ere blevne prisgivne Nøden og Elendigheden i vort Samfund? Nu tvivler man atter om, at Demoralisationen er saa stor; men man er paa Vildspor; thi paa enhver Time paa Dagen bereder den fremskridende Civilisation og den høje Grad af Kultur, hvortil vi efter Sigende skal være naaet, os allehaande Overraskelser, der virker mere eller mindre demoraliserende paa Menneskene. Vi ville slet ikke tale om saadanne Prostitutionsanstalter som Sangerindeknejperne, hvor Usædeligheden drives plumpt og raat, og som sender mange unge Mænd i Straffeanstalterne og mange unge Kvinder fra Fald til Fald indtil de ende paa "Jomfruhusene" for at modtage Uddannelse til Ladegaarden og Fattiganstalterne. Derimod tænke vi paa den Demoralisation, som breder sig i Stilhed, som gaar frem i Ly af den reneste Uskyld. Hvor mange har ikke spildt deres Liv og mistet deres Fremtid i Tivolis mangfoldige Lysthuse og Labyrinther, i de mange Kaféer og Restaurationer med "særskilte Værelser" og "separate Kabinetter", som det hedder? Hvormange unge Mand har ikke mistet deres Stilling paa slige Steder, og hvormange unge Piger har ikke med Smil paa Kinden og uden Anelse om Faren gaaet ind paa disse Steder, og inden de rigtig er kommen til Besindelse, har de gaaet paa Gaderne, stødt bort fra Hjemmet og med en Dom for "Fostermord" eller "Fødsel i Dølgsmaal" hvilende paa dem. Her bærer Samfundets Ordning en stor Del af Skylden. Det bør ikke give Usædeligheden, Letsindet og de menneskelige Lidenskaber al ønskelig Lejlighed til Tilfredsstillelse. Og nu Teatrene, hvor der under de skønneste Former og i de mest tillokkende Skikkelser toles til de seksuelle Drifter hos Mennesket, hvor Ufredelighed under Uskyldighedens Maste tilklappes og bekranses.
- Mange unge Mand og Kvinder ere komne hen i Teatrene, og har der set og hørt Ting, som de i deres Hjem og i Stilhed ikke en Gang har turdet navne uden at blues. Pludselig ser de Mythologiens Guder og Gudinder forvandlede til Bolere og Bolersker, Forførelsen i elegante Kostumer udføre sine nederdrægtigste Kunster, de uskyldige Badestæder blive Tumleplads for allehaande Udskejelser og Alt bliver belønnet med Klap og Bifald, rost i Bladene og brugt til Samtalegenstand i Selskaberne. Spadserer vi ned ad Gaderne og ser ind ad de mange elegante Butiker med Kunstværker og Billeder, finder m de samme ufredelige, men ypperligt udførte Kunstværker i allehaande Former og Skikkelser; man ser paa dem og man forlieber sig i Beskuelsen af disse prægtige Ting; men det hører nu en Gang til den menneskelige Natur, at den ikke altid formaar at hæve sig op over det naturlige, det dagligdags, det kødelige, følgelig kommer Følelsen, Lidenskaben og Drifterne altfor ofte i Bevægelse og Indtrykkene lader sig ikke udviske. Saa Livet paa Gader og Promenader, hvor man træffer Mand i de højeste Samfundsstillinger, der skamløst driver deres Uvæsen med deres afdankede Maitresser og er til Skam og Skændsel for dem selv og deres Medmennesker, samtidig med, at de højeste Udmærkelser dingler paa deres Bryst. Ali dette er nok i Stand til at vende op og ned paa Sædelære og Morallov. Alle Vegne bryder man Skrankerne for de menneskelige Tilbøjeligheder ned uden at rejse et eneste Værn op, som kunne beskytte de Ubefæstede, de Værgeløse og de Udfatte i det store Selskab.
Man lader Tilbøjelighederne have frit Løb, man tillader ligefrem, at Dørene aabnes for dem og Adgangen til at tilfredsstille dem gøres uhindret og tillokkende; men man glemmer at lægge en saadan Ballast af Moral, en saadan Modvægt mod de menneskelige Svagheder ind i Mennesket, som kan bidrage til, at Roret er i Lave og at Skibet kan styre uden om Skærene i Livets Brænding, hvor alle menneskelige Drifter kæmper mod hinanden og hertil er den af Socialdemokratiet forlangte bedre Skoleundervisning nødvendig.
Af saadanne ubefæstede, værgeløse og udsalte Kvinder er der mange i vort Samsund, og fra den Kreds er det, at de Kvinder udgaar, som føde i Dølgsmaal, begaar Barnemord og i Forening med deres Bolere fordrive Fostre; saa kommer Straffen og dermed den totale Ødelæggelse af deres borgerlige Eksistens.
Hvad bør der nu gøres for at forhindre eller indskrænke den Række af sekssuelle Forbrydelser, som aabenbarer sig i Fødsler i Dølgsmaal, Barnemord o. s. v.? Det ligger da nær at fremhæve, hvad jo oftere er fremhævet, først og fremmest, at Befolkningens moralske Bevidsthed hæves og udvikles ved Børnenes bedre Undervisning og ved, at Befolkningen i det hele taget faar Tid og Lejlighed til at udvikle sine Aandsevner; dernæst, at Straffen skærpes for de Mand, som - deres Skyld være nu større eller mindre end Kvindens - benytter dem af den kvindelige Svaghed, og naar dette er sket forlader hende, og lader hende ligge hjælpeløs. De Bestemmelser, som nu gælde, ere saa betydningsløse, som tænkes kan og trænge til en betydelig Skærpelse baade med Hensyn til Alimentationsbidragets Størrelse og til den i dettes Sted trædende korporlige Straf, som med Hensyn til Kvindens lettere Adgang til at faa deslige samvittighedsløse Mænd tiltalte og straffede. Dernæst træder Spørgsmaalet om Oprettelsen af et Hittebørnshospital frem som en Nødvendighed under de forhaandenværende ulykkelige Forhold, Plan vil maaske sige, at et saadant Hospital vil fremme Usædeligheden, da hjærteløse og samvittighedsløse Mødre og Fædre ville staa dem til Ro med, ubemærket at kunne skjule deres Brøde ved at overgive Barnet til et saadant Hospitals fremtidige Omsorg. Muligvis vil Sligt kunne tænkes, men skønt vi ikke tror det, maa man jo dog sige, langt hellere en Hittebørnsanstalt end de meget hyppige Forbrydelser, der paa en saa gyselig Maade taler om menneskelig Elendighed og Samfundets Magtesløshed over for den Art af Forbrydelser. Skønt vi, som sagt, kun kan finde det Forsvar for Marie Vinters rædselsfulde Gerninger, at hun hører til de i Samfundet i saa høj Grad forsømte Børn, saa ere vi dog tilbøjelige til at tro, at havde hun havt den Udvej, at overgive sit første Barn til et Hittebørnshospital, saa vilde hun have benyttet den i Stedet for den ene Gang efter den anden at dræbe sine Børn. Og saaledes vil det gaa i mange Tilfælde, ja i de allerfleste; thi det er jo den rædsomme Skam og Nød, som de ulykkelige Mødre til uægte Børn ikke kan overvinde, og saa i Stedet for at gaa den trange og bitre, men lovlige Vej, saa gaar det som det saa ofte gaar her i Verden, Forstanden omtaages, Begreberne forvirres og Overtalelsen sover ind i en aandelig Morfinrus, og under Paavirkningen af denne bliver de Forbrydersker. I de fleste større Hovedstæder findes saadanne Hospitaler, og hvad der nu end kan siges pro og contra i dette Spørgsmaal, saa er saa meget afgjort, at de bidrage til at hæmme de hyppige Forbrydelser, for hvilke den dødsdømte Forbryderske staar som den gyseligste, men tillige sørgeligste Repræsentant, der hidtil er præsenteret i vort lille Samfund.
(Social-Demokraten 2. juni 1882).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar