Den første Bevægelse, som opstod i den dramatiske Verden ved det overraskende Budskab om Fru Oda Petersens forestaaende Tilbagegang til Kasino-Theatret, synes nu lykkelig at være overstaaet. Forskjellige Blade have udtalt sig om Følgerne af denne Sensationsbegivenhed i vor lille Verden, og de oprørte Bølger i Publikums Stemning synes allerede al have lagt sig saa meget, at der kan blive Ro til en besindig Undersøgelse af dm stele Skade og Nødvendigheden af at omordne forskjellige Theaterforhold.
Inden vi gaa over til at foretage denne Undersøgelse, finde vi Anledning til at aflægge den Tilstaaelse, at vi i det Hele taget ikke tillægge de Fænomener, der saa hyppig vise sig i Theaterverdenens ustadige Atmosfære, en saa stor Betydning som enkelte af vore theatervenlige Samtidige ere tilbøjelige til, og det turde endogsaa være mere end tvivlsomt, om vi paa den hele Affaire vilde have spenderet mere end en lille Notits i Nyhedsrubriken, hvis dm ikke var bleven forkyndt paa en saa allarmerende Maade og sat Forbindelse med en forestaaende Haupt-und Staats-Action mod de private Theatre.
Hvad er det, der i Virkeligheden er passeret? Kasinos Theaterdirektør opdager for nogle Aar siden en ung Pige med et overordenlig udviklet dramatisk Talent. Han giver hende al mulig Ledighed til at gjøre sig gjældende som Primadonna, og hun gjør det ogsaa strax i fuldt Maal. Det viser sig allerede efter meget kort Tid, at den lille Fugl Fønix har stor Tilbøielighed til at prøve sine Vinger, og at forskjellige Lokkefugle opmuntre dens Flagrelyst. Bladenes Nyhedsreferenter troede endogsaa at vide Besked om hendes forestaaende Engangementsskifte, men saa fik man en skjøn Dag at vide, at hun havde sagt Theatret Farvel og havde giftet sig. For et Par Aar siden, da hun var bleven Enke, var det atter Kasino, der bragte hende tilbage til Scenen, men kun som Gjæst. For anden Gang fik Direkteur Andersen at vide, hvor vanskelig det er at tilfredsstille og fastholde en saadan sjelden Fugl. Næste Saison kvidrede hun sine Sange paa Nationattheatret, men heller ikke her fandt hendes Længsler Hvile. Skjøndt Kammerherre Fallesen, ligesom hendes tidligere Direkteur, havde gjort alt muligt for at tilfredsstille hendes Ønsker, blev det nu hans Tour at overrastes med en Efterretning om, at nu havde hendes Længsler vendt sig mod Øst, og at hun derfor havde undertegnet en ny Kontrast, der for tredie Gang førte hende til Kasinos Skueplads.
Det er, saavidt vi vide, det Hele. Heldigvis for det kgl. Theater er Fru Oda Petersen her ikke nogen Uundværlighed. Med alt sit Talent og med al den Charme, der hviler over hende, var hun maaske næppe en Gang heldig stillet paa en Skueplads, der fremfor Alt skal repræsentere den nationale Kunst, thi fra sit Ophold i Udlandet havde hun medbragt en fremmed Facon, der, hvor elegant, gracieus og moderne den endog maa indrømmes at være, her bliver afstikkende og derfor tager sig kunstlet ud. Der er desuden i hendes hele kunstneriske Optræden noget Virtuosmæssigt (uden Fortrydelse: Sarah Bernhardsk), der meget vanskelig kan bringes ind under et Ensemble, og som kun gjør sin fulde Virkning, hvor hun kan faa Solopartiet og betragte Medspillet som Akkompagnement, og hun vil derfor nærmest være paa sin Plads ved et Theater, der baade ved Repertoirevalg og Rollebesætning kan tage mere Hensyn til hendes Ejendommelighed end det kgl. Theater er berettiget til at gjøre. Gjør hun nu tillige den hos dramatiske Talenter Høist sædvanlige Fordring, at Theatrets Virksomhed stadig skal afpasses efter hendes Tarv, saa synes det ganske naturligt, at hun forlader en Scene, hvor der er Flere, som have ligesaa stor Ret og muligvis ligesaa stor Tilbøielighed til at stille den samme Fordring, og vender tilbage til en mere beskeden Skueplads, hvor hun kan være ene om Primadonna-Pretensionerne. At der desuden kan være private Sympathier og Antipathier, der for sig alene ere tilstrækkelige til at bevæge en Skuespillerinde til at ombytte det ene Theater med det andet, skulle vi kun berøre i Forbigaaende.
Vi ere saaledes ikke blevne overraskede ved Efterretningen om, at den begavede Skuespillerinde havde taget et andet Engagement, og ville heller ikke blive det, naar hun næste Gang bytter Skueplads; men vi tilstaa, at det vakte vor Forundring da vi saa hvor alvorligt "Berl. Tid." og "Dbgl." tog Sagen, og hvilke heroiske Midler de foreslog til Forebyggelsen af lignende Begivenheder. Det førstnævnte ærede Blad gik endogsaa saa vidt at da foreholdt det kongelige Theaters Chef som Pligt, paa Grund af det Passerede, at giøre Ende paa den Repertoires Frihed, som de facto har været indrømmet de private Theatre i en Snes Aar udenfor deres Bevillinger. I Omtalen af det foruroligende Rygte om Fru Oda Petersens Bortgang skrev "Berl. Tid." blandt Andet:
"Det kunne næppe betegnes anderledes, end som en ligefrem Mangel paa Opfyldelse af Pligt mod den Institution, hvis Interesser Theaterchefen er sat til at varetage, hvis han fandt sig i, at Kasino gav Stykker, der ligge helt udenfor dets Privilegium, naar det kun formaaede at give disse Stykker ved Hjælp af en Skuespillerinde, som det ved et stort Honorar havde faaet til at forlade den Skueplads, hvor hun rettest bør høre Hjemme. Da vi anse det for givet, at Theaterchefen vil vide at opfylde den Pligt, som efter vor Mening saaledes paahviler ham, er der ingen Udsigt for Fru Petersen til at komme til at optræde i det franske Drama paa Kasino."
Vi arne det nu ogsaa for aldeles upaatvivleligt, at det kgl. Theaters Chef, uden at behøve noget saadant Memento, lige saa humant og korrekt som hidtil vil vide at benytte den ham overdragne Ret til at begrændse de mindre Theatres Repertoire, og derfor maa vi anse den ovenanførte Paamindelse for utidig og umotiveret, ja vi kunne endog være fristede til at betragte den som nærgaaende for det kgl. Theaters nuværende Styrer.
Privattheatrene have, som vi Alle vide, kun paa Papiret været indskrænkede til "Lystspil, Vaudeviller, Folkekomedier og Operetter". Det kongelige Theaters forskjellige Chefer have i god Overensstemmelse med Tidens Fordringer betragtet Laugsvæsenet som ophævet ogsaa paa Kunstens Omraade. De nylig udkomne Optegnelser om "Folketheatret" vise saaledes, at dette med indhentet Tilladelse fra forskjellige Theaterchefer har givet Skuespil og Dramaer af det kongelige Theaters eget Repertoire ("Ludvig den Ellevte", "Herren seer dine Veie". "Maria Antoinette" osv.), og under den nuværende Chef er der paa begge Theatrene opført en hel Række af "Skuespil", som man for en Forms Skyld har kaldt Lystspil, Folkekomedier eller "Stykker", men som ubestridelig burde hedde Dramaer ("Frou-grou", "Familien Riquebourg", "Serafine" . "En Synderinde" osv.) Naar "Berl. Tid." nu foreholder Theateretchefen som Pligt at ophæve den i saa mange Aar faktisk existerende Laugsfrihed, saa maa denne Paamindelse enten indeholde et indirekte Vink om, at hans tidligere laisser passer har været en Pligtforsømmelse, eller den maa være helt greben ud af Luften, thi enten maa Princippet: at lade de forskjellige Kunstgenrer staa aabne for de mindre Theatre, være rigtigt baade nu og før, eller ogsaa maa det bestandig have været urigtigt. En Skuespillers Overgang fra det ene Theater til det andet kan ikke forandre Principet. Er det korrekt, medens Adolf Rosenkilde, Anna Rosenkilde, Vilhelm Wiehe, Agnes Lange, Christophersen, H. Kolling, Sofus Petersen og Zangenberg gaa fra de mindre Theatre til det større, og medens H. Kolling, E. Wulff, Dorph-Petersen, S. Abrahams, E. Reumert, Julie Lund og Lydia Sørensen gaa fra dette til de mindre, saa maa det vel ogsaa kunne fastholdes saavel naar Fru Oda Petersen gaaer tilbage fra det kongelige Theater til Kasino som da hun forlod det sidstnævnte Theater. Vor ærede Samtidige i Pilestræde synes næsten at have havt en lille Skjælm bag Øret, da han motiverede den modsatte Paastand med den mærværdige Kasuistik: at Theatercheferne have seet gjennem Fingrene med Privattheatrenes Overskridelser af deres Privilegier; det kunne vi godt billige i "en Tid, hvor selve den absolute Theaterfrihed har sine Talsmænd", men naar Kasino for at kunne give Stykker, der ligge udenfor dets Bevilling, gjør et kostbart Engagement med en Skuespillerinde, der er utilfreds med sin Stilling ved det kongelige Theater, saa er det Chefens Pligt, til Trods for det hidtil fulgte Princip, at forbyde dette Theater - og i Konsekvens dermed saavel det in casu uskyldige "Folketheater" som det nyfødte "Dagmartheater" - at opføre alvorligt Skuespil. Med andre Ord: Vi kunne godt billigt, at Kasino spiller franske Dramaer, saalænge det mangler den der til fornødne Primadonna, men naar det har afhjulpet denne Mangel, saa er det det kongelige Theaters Chefs Pligt at forbyde deslige Stykker.
Vi skulle ikke opholde os ved den lige saa upassende som overstadige Manuduktion i Pligtlære, der her gives en Mand. som altid har vist den største Takt under de vanskelige Forhold, i hvilke han er stillet, thi dens Utilbørlighed er tilstækkelig iøjnefaldende; men derimod skulle vi dvæle et Øieblik ved den Flothed, hvormed "Ber. Tid." debiterer, at Kasino "ved et stort Honorar har faaet" Fru Petersen til at forlade sit tidligere Engagement. Saadanne Paastande maa man være meget varsom med at fremsætte offenlig, hvor der tales om en i alle Henseender forsvarlig Kontrakt, der med fuld Frihed er indgaaet af to Parter, om hvem man maa forudsætte, at de begge vide, hvad de ville og hvad de gjøre. Et saadant Udtryk er her lige saa hasarderet, som det vilde være, hvis man fra modsat Side fortalte, at det kgl. Theater i sin Tid "havde faaet Skuespillerinden til" at forlade sit fordelagtigere Engagement ved Kasino - eller hvorfor ikke? - at hun havde faaet de forskjellige Theaterdirekteurer til at gjøre sig de stigende Engagementstilbud, Fru Oda Petersen maa vel som enhver anden myndig Kunsterinde være berettiget til at tage Engagement ved det Theater, hvor hun befinder sig bedst, og det maa dog vel snarere være hende selv, der nu har prøvet Forholdene ved begge Theatrene, end vor ærede Samtidige, der kan afgjøre, "hvor hun rettest bør høre hjemme".
I "Dagbl." har en Indsender under Mærket -a-o seet Sagen fra en anden ride. Han er dog saa human, at han forudsætter en Utilfredshed med de kunstneriske Forhold som Hovedmotivet til Fru Oda Peterens Engagementsskifte, skjøndt han fra sit Synspunkt ikke finder den beføiet, og han indrømmer endogsaa Muligheden af, at det kan være Bevæggrunde af væsenlig privat Natur, der have været afgjørende; men i ethvert Tilfælde beklager han. at hun har kunnet bære det over sit Hjerte at sige Farvel til Shakespeare, Moliere, Holberg, Ohlenschlæger, Heiberg og Hertz og af de 12,000 Kr. friste til at gaa til Kasino. Dette kan maaske være beklageligt nok. men Indsenderen glemmer, at efter hele den Udvikling, som Oda Petersens dramatiske Talent har faaet, egner det sig hverken for Shackspeares, Øhlenschlægers eller Holbergs - næppe nok for Heibergs Repertoire, og fremfor alt glemmer han, at de tragiske Forfattere af gode Grunde ere henlagte indtil videre, og at vore komiske Klassikere ere for gammeldags til at friste en Skuespillerinde, der saa fuldstændig er gaaet op i den moderne franske Spillemaade. Naar han endelig med et fromt Suk mindes den gamle Tids store Skuespillere, der vilde have havt Kunsten altfor kjær til at forlade den danske Skueplads, saa glemmer han Hoftheater-Saisonen og adskillige andre Kapitler af vor Theaterhistorie, der fortælle os om, hvorledes de største Skuespillere og Skuespillerinder, uden at nogen saadan Fristelse har foreligget, have forladt Nationaltheatret af Utilfredshedshensyn, nogle for en Tid, andre for bestandig, uagtet dette i hine "store Dage" kunde knytte dem ganske anderledes fast til vor første Scene ved "kongelig" Ansættelse og andre Herligheder.
Hr. -a-o beklager med Rette, at de bedste Kræfter spredes efterhaanden som der kjører "flere og flere Thespis-Kiærrer op i Hovedstaden". Vi have for Øieblikket ikke tilstrækkelig mange virkelige Kunstnere og Kunstnerinder til et fuldstændigt Personale end sige til fire. Men er det de mindre Theaters Feil? De have maattet finde sig i. at det kongelige Theater med sin større Prestige har skilt dem ved Kræfter, som stode paa Høiden af Publikums Gunst, selv naar det ikke havde Lejlighed til at benytte dem. Vi skulle blot minde om Kasinos elskværdige Vaudeville-Primadonna, Fru Anna Rosenkilde og "Folketheatrets" dygtige Karakterskuespiller og Komiker, Harald Kolling, og tilføje, at det har staaet i det kongelige Theaters Magt, hvis det havde ønsket det, naarsomhelst at erobre Carl Hagen, Chr. Schmidt og Frederik Madsen. Nu hænder det samme siældne Tilfælde, der hændte med Kolling, at en af de Avancerede ønsker at gaa tilbage til sin tidligere Stilling ved et Theater, hvor hun fra først af har gjort sin Lykke, og saa slaaes det Allarm med forstemte Trommer. "Idag overbyder Hr. Andersen for Fru Oda Petersens Vedkommende Kammerherre Fallesen med saa og saa mange Tusind Kroner, og imorgen kvidrer maaske en anden Sekondtheaters Direkteur Hr. Olaf Poulsen den samme Pengepolka i Øret", siger Indsenderen i "Dagbladet." Ja naturligvis! det er uundgaaeligt, at naar det kongelige Theater tager de Kræfter, det kan bruge, fra de private Theatre, saa søge disse at revanchere sig, selv om det bliver dyrt, og vi ere meget nær ved at tro, at Hr. Andersen har meget ringe Udsigt til at faa "fuld Valuta" som Hr. -a-o siger for de 12000 Kr., hvormed han skal have tilbagekiøbe sin tidligere Primadonna, thi det er tilstrækkelig bekjendt i Theaterverdenen, at de franske Skuespil aldrig have givet noget stort Udbytte paa Kasino, hvor det næsten altid har været Udstyrsstykkerne, der skaffede Overskuddet, og til dem har Direkteuren ikke behøvet Fru Oda Petersen. Skulde derimod det forestaaende Engagementsskifte - hvad vi nødig ville tro - fremkalde Foranstaltninger, der indskrænke de mindre Theatre til et væsenlig komisk Repertoire, saa vil der ubestridelig være en langt større Fristelse for Direkteurerne til at kvidre den omtalte Pengepolka for det kongelige Theaters eneste Komiker.
Hr.-a-o foreslaaer Gjenindførelsen af de kongelige Ansættelser som et Middel til at fastholde Nationaltheatrets bedre Kræfter, og det vilde upaatvivlelig være meget tjenligt. Derimod røber hans Forslag: at gjøre "Sekondtheatrene til store skole for Nationaltheatret" derved, at dette gav dem Raadighed over sit ældre Repertoire, imod at der i alle nye Privilegier indførtes en Paragraf, som forbød dem at slutte engagement for mere end en Saison, saaledes at det kgl. Theater hvert Aar kunde tilegne sig de Kræfter, der havde udviklet sig tilstrækkeligt - en høist eiendommelig Art af Villighedsfølelse eller et meget svagt Bekjendtskab til Theaterforholdene. Hvis han havde det mindste Begreb om det Besvær, de Opoffrelser, de Skuffelser, der ere uundgaaelig forbundne med den Opgave at bringe Begyndere frem til den kunstneriske Udvikling, der bør, eller maaske rettere burde fordres af vort første Thealer, saa vilde han forstaa, at enhver Theaterdirekteur maatte betakke sig for Adgangen til det kgl. Theaters gamle Repertoire, naar den skulde ledsages af Visheden om, at naar det, efterat han har spildt Arbeide, Bekostning, Roller osv. paa elleve Meget lovende, men lidet holdende Begyndere, endelig lykkes ham at bringe en tolvte til at opnaa en absolut Sukces, da vil ingen Kontrakt kunne sikkre hans Theater saameget som et Aars Anvendelse af det Talent, der først nu kunde blive det til Nytte og Ære.
Efter vor Anskuelse behøves der heller ikke slige extraordinaire Foranstaltninger til at betrygge vort Nationaltheater mod farlige Frafald. Dets Rang, dets Tradition, dets Stabilitet, dets Repertoire og dets favoriserede Stilling vil altid sikkre det Udvalget af de bedste Kræfter, og saa lidt som det vil lide nogen virkelig Skade ved, at en Skuespillerinde, der har udviklet sig paa et andet Theater, efter et kort Engagement vender tilbage til dette, saalidt kunne vi anse det for stemmende med Theatrets Værdighed af denne ganske ordinaire Begivenhed at tage Anledning til en saa extraordinair Demonstration, som at bryde den under saamange Theater bestyrelser hævdvundne og af det hele Publikum billigede Repertoirefrihed.
Et burde der imidlertid gjøres, og det forekommer os, at d'Hrr. private Theaterdirekteurer her ere nærmest til at tage Initiativet. Det er en almindelig bekjendt Sag, at der aldrig er blevet lagt de private Theatre Hindringer iveien for at spille selv de sørgeligste Dramaer eller de mest deciderede Karakterkomedier. I Virkeligheden har Parolen været den: "Spil, hvad De lyster, men sæt bare ikke "Skuespil", "Drama" eller "Komedie" paa Plakaten: thi det kan ikke tillades!" Og overensstemmende dermed har man omdøbt Dramaerne til "Folkekomedier" og Komedierne til "Lystspil". Denne Legen Blindebuk passer ikke i alvorlige Forhold: derfor burde der gjøres Ende paa det, og det forekommer os at være i alle Partiers Interesse, at det skeer jo før jo hellere. Vi tro derfor, at d'Hrr. Direkteurer burde indgaa med en Ansøgning om. at den aldrig effektuerede Repertoire tvang maa blive ophævet. Da ingen Æsthetiker vil kunne drage nogen skarp Grændse imellem Komedie og Lystspil, Drama, Skuespil og Folkekomedie, vilde man derved allerlettest komme bort fra alle vanskelige Distinktioner, ligesom man vilde undgaa alle Stridsspørgsmaal og vilkaarlige Afgjørelser, og mere end 20 Aars Praxis har vist, at der ingen Fare er forbundet med den attraaede Frihed. Det kgl. Theaters Chefer vilde derved blive fritagne for den "Pligt", som de ifølge deres Billighedsfølelse og Liberalitet saavidt muligt kun have betragtet som nominel, og selve Nationaltheatret vilde derved opnaa den store stordel, at det ikke behøvede at gjøre sig saa store Samvittighedsskrupler ved at afvise de svagere originale "Skuespil", som nu for Tiden ikke have noget andet Tilholdssted.
(Dagens Nyheder 7. april 1883).
Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Fru Oda Nielsen. Et enfoldigt pigebarn. 1890-1921. Det kongelige Bibliotek. Fotoet kan ikke være fra hendes debut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar