Jacob Hansen Andresen (1842-1886) var født i Notmark Skov på Als. Han var søn af en skipper, gik i Odense Katedralskole 1852-1862 og derefter filosofisk eksamen i København 1863. Han deltog som frivillig i Årøs strejfkorps i Krigen 1864. Herefter studerede han teologi 1868-1871. Blev præst ved Horsens Tugthus 1876. I 1878 grundlagde han sammen med lærer ved Horsens Statsskole Emil Buchwald (1844-1927) Horsens Kvindeseminarium.
I forbindelse med sin forflyttelse fik han den 24. februar af Horsens Tugthus' funktionærer (nogle af de straffede) overrakt en erindringsgave (et regulatørur, en hånddisk og kalk). Han døde 1886 efter længere tids sygdom.
Skandalen i Horsens Tugthus.
- - -
Pastor Andresen stod i stærkt personligt Venskabsforhold og maaske ogsaa Afhængighedsforhold til en af Fangerne ved Navn Ekmann, der i særlig Grad havde deltaget i Tyverierne og Underslæbene. Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann nød "ubetinget Tillid" i Præstens Hus, og Venskabet var saa varmt, at da Ekmann en Gang blev vred paa Præsten og hans Kone og skældte dem ud samt gik fornærmet bort til sin Celle i Tugthuset, saa tog Præsten en Flaske Vin fra sin Kælder, opsøgte Ekmann og drak Forlig med ham. Om denne Ekmann er det andet Steds meddelt, at han, Præstens Kammerat, i 1863 ved en i samtlige Instanser for hans Vedkommende enslydende Dom blev dømt til at "have sit Liv forbrudt og henlægges paa Stejle og Hjul" (senere forandredes Dommen til livsvarigt Straffearbejde, og i 1882 benaadedes Ekmann helt) og Tiltalen lød paa, at han havde myrdet sin Hustru ved Gift - han gav hende efter en omhyggelig og vel forberedt Plan Arsenik i Portvin, - endvidere paa Hor og Overtrædelse af et Entholdelsesdekret.
Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann havde forskellige Møbler fyldte med Tyvekoster staaende i Præstens Hus, samt at han gjorde dennes Svigermoder og Hustru en Mængde Foræringer "af Hensyn til den Forplejning, han jævnlig nød i Huset". Hvor talrige disse Foræringer var, er naturligvis vanskeligt at have nogen Mening om, selv Præstefamiljen véd vel næppe, hvor meget af deres "usle Mammon", der skyldes Ekmann Tak for. Men om de Koster, som han sit Lov til at skjule i Præsteboligen, kan man derimod bedre gøre sig et Begreb, naar man erfarer, at han ved sin Løsladelse i 1882 medførte bl. a. saa meget Smedeværktøj og saa mange Møbler, at han etablerede sig som Smed i Horsens med en Beboelseslejlighed paa tre Værelser og et fuldstændigt udstyret Værksted. Genstandene hertil havde henstaaet paa Præstens Loft, og man generede sig saa lidt, at det blev bortkørt ved højlys Dag.
Denne Præst prædiker nu paa Statskirkens Vegne over det syvende Bud for Jyderne i Løgstør, og hans Kone stiller sit Eksempel op for Kvinderne dér paa Stedet.
Men naturligvis har Kommissionens Retfærdighed ikke aldeles ladet Præstens Hus gaa Ram forbi. Der var begået Hæleri i meget stor Udstrækning, dette var temmeligt klart, og Retfærdigheden fordrede Hævn og maatte gaa sin Gang - og saa holdt man sig til Provstens Pige. Denne havde flere Gange købt Uldtøj af Fangerne, og man idømte hende 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.
Det var selvfølgelig en formildende Omstændigheder for hende, at hendes Husbond og Sjælesørger stod i et endnu mere intimt og kammeratligt Forhold til Fangerne end hun selv. Fruens "store Tillid" til Fangerne tjente ogsaa til hendes Undskyldning. Naar denne Præstekone ikke alene købte, men ogsaa modtog Mængder af stjaalne Varer, og gjorde dette, som det hedder i Kommissionsdommen, i Tillid til, at vedkommende Fanger havde paa ærlig Maade erhvervet sig Genstandene, saa maatte Tjenestepigen vel ogsaa kunne gaa ud fra, at det forholdsvis lidt, som hun købte, var ikke "stjaalne Ting". Det, at Fangen Ekmann i Præstens Lejlighed kunde ophobe store Værdier, alle Slags Genstande, som Herskabet gemte under Paaskud af, at det var Fangens lovlige Ejendom, maatte vel yderligere bestyrke Pigen i den Tro, at en Tugthusfange var en Mand, der kunde samle Liggendefæ i Mængde paa ordenlig Maade og altsaa med Ret til at sælge det. Ogsaa dette var en formildende Omstændighed, saaledes at næsten alt talte til hendes Undskyldning.
Der er vel ingen Tvivl om, at Kommissionsdommerne har indset dette; men der skulde straffes, det fordrede Retfærdigheden, og da Præsten og hans Kone ikke maatte røres, var der kun den ulykkelige Tjenestepige tilbage. Det er nu saa heldigt, at den Mangel i Lovgivningen, som Wessels Dommere benyttede sig af til for Smed at rette Bager, ikke senere er afhjulpet, og saa idømte man Tjenestepigen de 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, som Herskabet havde gjort sig sig fortjent til.
* * *
(Social-Demokraten 6. marts 1884. Uddrag).
Ekmann blev idømt et års forbedringshusarbejde. Han appellerede ikke dommen og hans anmodning om at afsone i Vridsløselille blev afslået.
Pastor Andresen og Tugthussagen Fra Pastor Andresen, forhenværende Fængselspræst i Horsens, har "Berl. Tid." modtaget efterstaaende Skrivelse, som Bladet ikke har villet nægte Optagelse:
En fornøden Oplysning. Idet jeg fratræder min Stilling som Præst ved den herværende Straffeanstalt, troer jeg mig berettiget og forpligtet til at udtale Følgende:
Det er jo umuligt at modbevise Folk, der ere mistroiske, saa hvad jeg fremfører, gjælder kun dem, der have Vilje til at se velvilligt paa mig og mine. Hvad altsaa den meget omtalte Tugthussag angaar, maa jeg først hævde, at jeg ikke formaar at indse, at denne Sag har det allermindste at gjøre med Kampen mellem Højre og Venstre eller det nuværende Ministerium. Dernæst ere de fremkomne Udtalelser af den Art, at de vise, at Vedkommende ikke have Spor af Kjendskab til de Forhold, under hvilke Mislighederne ere begavede. Der tales saaledes om en Ringmur, men Sagen er, at de Fanger, med hvilke vi have haft at gjøre (dels i Følge det ældre System og dels ifølge den kongelige Anordning af 13de Februar 1873, der bestemmer, at Fangerne paa Overgangsstadiet for at prøves skulde have større Frihed) have haft Tilladelse til at færdes og arbejde udenfor Ringmuren. Hvad nu den særlige Fange Ekmann angaar, da havde han under sin lange Straffetid vundet almindelig Tillid, og da hans Forbrydelse ikke henhørte under Ejendomsovergreb, faldt det Ingen ind, at der i den Henseende var Noget hos ham at befrygte. Han var et flittigt og dygtigt gammelt Menneske, der gjerne vilde gjøre Nytte, hvor han kunde, og da jeg kom hertil, var han den første Fange, jeg traf uden Ledsagelse af Opsyn. Idet altsaa jeg ligesom Anstaltens øvrige Funktionærer ansaa ham for en redelig (!) Mand, tillod jeg ham at komme i mit Hus, hvor han jævnlig, hvad der dengang ikke ansaas for urigtigt, blev delagtig i, hvad der tilfældig kunne ydes ham, udenfor den tarvelige Kost, som Tugthuset giver; ligesaa ofte gjorde han os Tjenester ved at bringe Smaating istand, hvilket han som oftest (!) gjorde uopfordret. Vi betragtede ham altsaa som en gammel Ven (!!), og da han af Inspectionen uden Anmodning fra mig fik Lov til at flytte sine paa Anstalten lavede Meubler med Indhold over i Præsteboligen, fordi Anstalten ikke havde Plads (!!!) dertil, og vi paa et Kvistværelse kunde huse dem, fandt jeg ingen Anledning til at formene ham dette. Det Tøj han havde, bragte han ofte offentligt ud for at sole, saa at Alle og vi maatte antage det for at være hans lovlige Ejendom.
En enkelt Gang, da vi bleve mistænksomme, forespurgte jeg mig paa Fabrikanternes Kontor om det Tøj, som saaledes udførtes, blev betalt, hvortil der svaredes: Ja. Han gik hvert Aar med Haab om at blive benaadet til Kongens Fødselsdag. og da han trængte til mange Ting, byttede han nogle af de Varer, som vi ansaa for lovlige, med Ting, som min afdøde Svigermoder og min Hustru kjøbte til ham i Horsens eller forfærdigede hjemme. Det gik først op for os, da efter hans Benaadning en anden Fange rettede det Spørgsmaal til min Hustru, om han ikke, ligesom Ekmann havde gjort, skulde skaffe os et Stykke Tøj, at der var noget Galt paa færde. Jeg talte med de andre Funktionærer ved Anstalten derom, men disse troede, at det blot var en af de her sædvanlige Underfundigheder, forat Vedkommende kunde faa Fodfæste hos os. Ekmann vedblev efter sin Løsladelse at komme i vort Hus, og da min Hustru og jeg gik ham nærmere paa Livet, mærkede vi, at det var galt fat. Overfor mig vedblev han bestemt at paastaa, at han ingen Ulovligheder havde havt for, men min Hustru vilde han have til at lyve sig fra Sagen. Dog vare naturligvis baade hun og jeg, da hun meddelte mig Sagen, strax enige om, at derom kunde der ikke være Tale. Naar der insinueres, at jeg ikke er bleven afhørt, vil jeg oplyse, at jeg af egen Drift personligt var med ved ethvert Forhør, der angik vort Hus, ligesom jeg jo ikke kunde være uvidende om, hvad der foregik herhjemme.
Det har nu desværre vist sig, at Forhørsdommeren havde Ret, da kan yttrede, at Ekmann var en Skurk, der nu, fordi min Hustru ikke vilde tie, vilde gjøre os alt det Onde, han kunde, skjøndt jeg dengang gjorde Indsigelse mod dette Udtryk (den anden Fange, som har voldt os Ulykker, havde jeg udtrykkelig forbudt Adgang til mit Hus). Men skal da én Fejltagelse iblandt de mange Tugthusmennesker, imellem hvilke vi i de 8 Aar have levet, dømme os? Kunde der ikke være Anledning til ogsaa at undersøge, om vi dog ikke i al vor Skrøbelighed have udrettet noget Godt?
Jeg kan fra Februar 1883 fremlægge en Attest for min Virksomhed, hvis Udtryk Beskedenheden forbyder mig at nævne, og har jeg altsaa været en dygtig Fængselspræst, hævder jeg, at min Hustru har været en endnu bedre Præstekone. Jeg har tidt maattet undre mig over, hvorledes hun kunde opofre sig for Fanger, hvorledes hun til Natten kunde rede Leie til deres Familier, som kom i Besøg, og vi have, Gud ske Lov, iblandt de mange haarde Skuffelser dog adskillige lyse Punkter at se paa. - Naar det endelig insinueres, at jeg er bleven forflyttet, fordi man vilde have mig herfra, erklærer jeg, at der ikke fra Regeringen er kommet nogen Opfordring til mig om at søge herfra i jeg befandt mig indtil sidste Aar vel ved min Gjerning, men ligesom jeg enkeltvis tidligere, fordi Embedets Indtægter ere smaa, havde søgt om Befordring, saaledes søgte jeg ganske vist hyppigere, efter at den ulykkelige Tid her var indtruffen, om Forflyttelse. Hs. Maj. Kong Kristian den Niende har været saa naadig at udnævne mig til Sognepræst for Kornum og Løgsted, men da jeg var iblandt de bedst kvalificerede til Embedet, er der hverken fra Regeringens eller min Side flet noget Usædvanligt, og da min Hustru er mig mere værd end Kornum og Løgsted, vil man forstaa, at jeg fremkommer med denne Udtalelse.
Endnu tilføjer jeg, at jeg ikke indlader mig paa nogensomhelst Gendrivelse af de Bemærkninger, som denne Erklæring muligvis vil fremkalde.
Horsens Straffeanstalt, 11te Marts 1884.
*
Denne Skrivelse behøver vi ikke at kommentere, navnlig naar man sammenholder den med de Oplysninger, der er fremkomne i nærværende Blad om Pastor Andresen. Red.
(Social-Demokraten 16. marts 1884).
Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.
Af en Jurist
II.
- - -
Udenfor de tiltaltes Række nævnes der ganske vist en til, nemlig Præstens Hustru, om hvem det, i Lighed med, hvad der siges om Inspektøren, bemærkes, at hun "vil ikke have tænkt sig, at Tingene (de af hende modtagne) var stjaalne". Men hun burde som værende udenfor Aktionen slet ikke være omtalt i Dommen; thi det er en almindelig anerkjendt Humanitets og Retfærdighedsregel, at en selve Dommen uvedkommende Person ikke bliver nævnet, med mindre det er absolut nødvendigt for Sagens Forstaaelse, og da stedse kun betegnes som "en unævnt Tredjemand", og i dette Tilfælde opnaas der intet ved at meddele, at Fangen Ekmann har skjænket en Del af de stjaalne Koster til Præstens Hustru; thi med Hensyn til hans Gjerninger og Følgerne af dem er det ligegyldigt, om han skjænker de stjaalne Koster til den ene eller den anden, og Præmisserne vilde endog have vundet i Korthed og Klarhed, naar de 3 lange Punktummer, hvoraf det første begynder med: "Sine Koster har tiltalte afsat paa følgende Maade ..." og som nødvendig Fortsættelse kræver de 2 andre, havde været udeladt og der i Stedet derfor blot var sagt: "Sine Koster har tiltalte dels skjænket bort paa selve Anstalten dels gjemt der, indtil de efterhaanden afhentedes af tiltalte Nr. 36", under hvilket Nr. saa det nærmere for hendes vedkommende fremstilles. Naar Præstens Hustru nævnes, ligger det muligvis i, at Dommeren, dersom han er den samme som Forhørsdommeren, har haft en ganske naturlig Tilbøjelighed til under Præmissernes Affattelse at give Offentligheden en Forklaringsgrund til at hun ikke er bleven sat under Tiltale; men at hun nævnes, er forsaavidt uheldigt, som det nødvendigvis fremkalder en Sammenligning imellem hende og de to Kvinder under Nr. 34 og 35, hvoraf den ene "tjente i Præstens Hus", og den anden "havde Ophold sammesteds", og som begge har maattet vedgaa, at de indsaa, at de modtagne Gjenstande var stjaalne Ting, medens deres Madmoder, Præstens Hustru, som ikke har undset sig ved at modtage Foræringer af en af selve Anstaltens Fanger, ikke har kunnet eller, uagtet Forhørsdommerens, som man maa formode, alvorlige Forehold, villet indse det samme, og en Sammenligning mellem hende og Inspektøren paa den ene Side og alle de øvrige tiltalte paa den anden, idet hine to er de eneste, som er reddede ved deres Tanker og Hensigter. Det er ogsaa uheldigt, fordi man ledes til at spørge, hvorfor hun i ethvert Fald ikke er bleven sat under Tiltale med de øvrige, da hun dog vilde være bedre tjent med en Frifindelsesdom end dette, selv om hun, hvad hun formentlig maatte, var kommen til at deltage i Udredelsen af Aktionens Omkostninger.
(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)
Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april, og de dele af den der vedrører fængselsinspektøren er refereret andetsteds.
Jacob Hansen Andresen var præst i Løgstør 1884-1886. Han blev 44 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar