Det var unaturligt, at vor Hovedstad i mange Tider laa i politisk Søvn og sendte lutter Stiftamtmænd til Folketinget. Nu ved sidste Valgdag rettede dette abnorme Forhold sig. Hovedstaden erklærede ved Valgene, at den vilde deltage i Fremskridtsudviklingen, som Landbefolkningen allerede i Aartier havde arbejdet paa. At de valgte repræsenterede forskellige Afskygninger af Fremskridtets Tilhængere var i sin Orden. En Hovedstad, især en i Forhold til Landets andre Byer saa stor Hovedstad som vor, maa have et mere forskjelligartet Fysiognomi end Landet, hvor Befolkningens Beskæftigelser er ensartede og hvor Interesserne er fælles. Landets næststørste By Aarhus har nu ogsaa vist, at den fulgte med ved at vrage en Godsejer for en Fremskridtsmand.
Men største Delen af de øvrige Kjøbstæder sover endnu. Deres Borgere stemmer endnu paa Junkernes eller paa de nationalliberales Kandidater, uagtet disse Byer, navnlig de mindre af dem lever af Landbefolkningen. Det er Oplandet, der giver Kjøbmændene deres Existentsbetingelser det vil sige: Kjøbmændene i de smaa Kjøbstæder lever væsentlig af Bønderne. Men det er en sejg, en søvnig Befolkning, disse Kjøbstadfolk. Det nuværende Slægtled er hverken i almindelig eller politisk Dannelse stort ude over, hvad deres Fædre var for en tyve-tredive-fyrretyve Aar siden, medens den bedre stillede Del af Landboerne er gaaede frem med Kæmpeskridt i begge Henseender. Det er nu ingenlunde ualmindeligt at træffe Gaardmænd, der endogsaa følger med i vore literære Bevægelser og interessere sig for deres fremtrædende Personligheder og karakteristiske Situationer, medens det er en Undtagelse, at en Kjøbstadkjøbmand har den fjærneste Forestilling om, at sligt existerer eller betyder noget. Har han læst derom noget er det Højres og deres Smudsblades Forvrængninger og Løgne. Kjøbstadmanden er endnu ikke fri for at betragte sig som hørende til en højere Klasse end Bonden, hvem hans Fædre snød ved Kridtregnskabet paa Disken, som Bonden ikke kunde kontrollere, og den Omstændighed, at han nu kan følge med og ikke lader sig snyde, gjør ham ikke mere agtet i Kjøbstadmændenes Øjne; nej, han ærgrer sig kun over, at de Bønder bliver mere og mere "udspekulerede". Medens Højskolerne, hvad man end muligvis kan indvende mod deres Undervisningsmethode navnlig i deres første Tid, har den ubestridelige Fortjeneste at have lettet Landbefolkningens Øjne fra Muldet til Lyset, ligger Kjøbstadbefolkningen for en meget stor Del nedsyltet i en materiel, borneret Betragtning af Livet, som om dets eneste Maal var Mad og Drikke, i det højeste pynter den sig ved festlige Lejligheder med nogle forslidte nationalliberale Kluds, som er kasserede baade af Intelligensen i højeste Forstand og af de praktisk politisk oplyste Landboere. Egentlig elsker disse Kjøbstadfolk langtfra deres Embedsmænd. Thi disse Folk ser ned paa Borgerne, naar de ikke er rige nok til at glæde dem ved en flottere Selskabelighed, end de selv kan præstere, med samme Følelse af Kasteoverlegenhed som den, hvormed Borgeren ser ned paa Bonden .De mindre Borgere kommer ikke i Omgangsforhold til Embedsmændene, men de ser op til dem af gammel Vane og misunder de store Borgere, der kan komme i Lag med dem. Men ved Valgene stemmer de med Honoratiores. Embedsmændenes formalistiske Skole og Universitetets Dannelse giver dem en vis Sikkerhed i Optræden; de er de eneste Kjøbstadbeboere, der kan føre en Pen. Men et blandt de mange Beviser for, at den skematiske Latinskole og Universitetsdannelse, naar man bliver staaende ved den, kun har en ydre Dressur til Resultat, kan hentes af denne Embedsstands aandelige Goldhed og utrolige Uvidenhed uden for det rent fagmæssige. Sjældent har noget af dens Medlem arbejdet videre paa sin aandelige Uddannelse; de er bleven staaende paa det Standpunkt, de og Verden var paa, da de for tyve, tredive Aar siden blev Studenter, og det er en bekjendt Sag, at den, der ikke gaar frem, gaar tilbage. De er uden for Tidens aandelige Strømninger i Politik, i Videnskab, i Literatur, i Kunst, i Realiten er de lige saa tykt uvidende som deres Byfæller bag Disken. At de nu holder med Junkerne er forklarligt. De bedre lønnede af dem bliver jo indbudte til Omegnens Herregaarde til Middag til stor Misundelse for dem, der ikke kommer med Enhver, der har levet i en lille Kjøbstad, véd, med hvilken Spænding man imødeser, hvem der skal bydes til Grevens, Baronens, Kammerherrens eller Hofjægermesterens næste Selskab, og hvorledes Byens "bedre" Huse efter Evne stræber op imod Herregaardenes Selskabstone og Traktement. Men hvad Intersse Borgerne, med Undtagelse maaske af en eller anden større Kornhandler, kan have af at gaa Junkernes Ærinde, er ubegribeligt. Herregaardene holder gjerne deres egne Haandværkere, og de kjøber deres Varer i Kjøbenhavn, mellem en jævn Kjøbstadkjøbmand og en "født" Herremand er der et svælgende Dyb befæstet, og om aandelig Paavirkning kan der naturligvis ikke være Tale - undskyld, at vi et Øjeblik nævne dette Tillægsord i en Sammenhæng, hvor vore Adelige figurerer. Denne Respekt for den ydre Fornemhed, for Adel og Rang, er et af Spidsborgerlighedens ægte Kjendemærker; en stor Del af vore Kiøbstæders Beboere trænger stærkt til, som Hr. Hørup sagde i sin Tale ved Grundlovsfesten paa Frederiksberg, fra Spidsborgere at blive Borgere. Naar Dr. G. Brandes i "Det ny Gjennembruds Mænd" i Artiklen om S. Schandorph angaaende Kjøbstadborgerfigurerne i denne Forfatters sidste Roman, anker over, at disse ligner aldeles dem, samme Forfatter har skildret i andre Bøger, hvis Handling ligger en Snes Aar tilbage i Tiden, viser det, at den udmærkede Kritiker ikke kjender den utilladelige Stagnation, disse Mennesker har levet i, ja end ikke kan tænke sig den, hvad der er let for forstaaeligt for en Mands vedkommende; der lever i en saa hurtig fremskridende Udvikling og evindelig spejder efter alle Samtidens ideelle Strømbevægelser.
Lige saa liden Grund Kjøbstæderne har til at bryde sig om Junkerne, lige saa liden har de til at elske de nationalliberale, der i deres Velmagts Dage var alt andet end venlig sindede mod "de brolagte Landsbyer" og skaffede dem den forhadte Næringslov af 1857 paa Halsen. Det er Tegn paa noget endnu værre end Spidsborgerlighed, det er Tegn paa Trællesind at slikke den Haand, der har slaaet én. Og hvorledes blev Kjøbstædernes Interesser tilsete ved Anlæget af den sjællandske Vestbane? Man erindre sig Beliggenheden navnlig af Sorø og Slagelse Banegaarde.
Grunden til, at vor Landbostand saa tidlig er kommen med i Politiken og nu alt i mange Aar har dannet den Garde, der værner om vor Forfatnings Aand og Ord, turde maaske nærmest være den, at den tidlig fik Ledere ud af sin egen Midte, Mænd, som forstod dens Tankesæt, som den igjen forstod og havde Tillid til. Derfor slog den politiske Agitation an, derfor møder nu Landbefolkningen i sluttet Trop paa Valgdagene, og skjønt ogsaa forskjellig Opfattelse i sin Tid har skilt den indbyrdes til Forsinkelse for Maalets Opnaaelse, saa samledes den atter, da Ettrupperne vedblev at haane det danske Folketing efter f. Ex paa Trods at have optaget en at deres intransigenteste i Ministeriet i Stedet for at forsvinde fra Scenen. Kunde det ikke være tænkeligt, at opvakte og oplyste Kjøbstadsmænd, saa uafhængig stillede, at de kunde ofre sig noget for Politiken, kunde fremstaa og vække deres Standsfæller op af deres aandelige Søvn, gjøre dem klart, at de hverken har Interesser tilfælles med Landjunkere eller Bureaukrater, at de hverken kan vente sig aandelige eller materielle Goder fra den Side, at de er naturlige Kampfæller med den store Landbefolkning, af hvilken og med hvilken de lever? Kjøbstadborgerne vilde da snart faa Øjet op for, at de ikke kan se Bønderne over Hovedet; det vil blive en Æressag for dem at naa samme Bønder i Oplysning og i Sans for Livet, der rører sig om dem. Thi - det lan ikke gjentages tidt nok - Kjøbstæderne er skrækkelig tilbage, og Heibergs første Vaudeville, hvis Handling jo er henlagt til Korsør, ligger ikke saa langt fra Nutidens Virkelighed, som man skulde tro.
b
(Morgenbladet (København) 17. august 1884).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar