Skønt Anholdt ligger ved den aabne alfare Søvei, der forbinder Landene ved de store Have med dem ved Østersøens Kyster, er det dog maaske af alle det egenlige Danmarks Dele den mindst kjendte Plet. Vi mindes Peder Paars, naar vi hører det nævne, men nogen Forestilling om, hvad der lever og rører sig derovre, eller om hvilke interessante Momenter Naturen frembyder, har kun faa af os kunnet danne os. Før jeg rejste derover, havde jeg forsøgt at skaffe mig Oplysning om Tilstandene i Almindelighed, men de gik ikke stort ud over, at der var meget Sand, at Folkene vare nogle sære forte nogle, der var menneskesky og var bange for Vandet. En Meddeler sagde, at han ikke vidste, om Anholterne var rigtige Mennesker, og da jeg spurgte "hvorfor". svarede han nølende, "jeg ikke", men efter en Pause tilføjede han eftertænksom: "De er for Resten godt med".
Fra Søen havde jeg flere Gange set Anholt i Frastand, men det havde ikke lignet stort andet end en hvid Stribe, og en Gang, da jeg om Natten fra et Dampskib iagttog Fyret havde jeg bemærket, at dette for en Stund var skjult af en Bakke.
Det var altsaa ikke stort andet end Fordomme, jeg medbragte dertil. Jeg ventede at møde en forkrøblet Mennesketype, som jeg tænkte mig nærmest lignede Bavianer, der dog af halv Aber at være var ret medgjørlige. Stor var altsaa min Forundring, da jeg traadte i Land paa Nordstranden og saa for mig lutter velvoxne Mennesker af et alt andet end barbarisk Udseende. Det slog mig, at der i deres slanke Væxt, deres ranke Holdning og markerede Ansigter var noget fremmed. De mindede paa en Gang om Sydboen og om en Type, man hyppig møder paa Frankrigs Nordkyst.
Mod Øst og foran mig laa øde Sandstrækninger, der med Klitter og Dale dannede en stor Slette, og fra denne hævede der sig mod Vest en Række grønne Bakker.
Den laa nogle Baade optrukne paa Land, og tæt ved laa nogle Smaaskure. Af menneskelige Boliger var der ingen synlig, og jeg vandrede op paa den nærmeste Bakke hvor der kom et vidst Kirkespir til Syne. Snart fandt jeg en Kjørevej, og efter at have fulgt den en Stund fik jeg Øje paa Byen, der laa tæt pakket omkring den teglhængte Kirke. Bygningerne er lave Bindingsværkshuse, mange skraa og enkelte spaantækte. Der gaar en eller rettere en Gade giennem Byen, og hvad der især falder i Øjnene, naar man kommer fra det øde Land, er Haverne med en Mængde Kjøkkensager, Blomster og Frugttræer, hvoriblandt Pærer og Blommer især siges at være udmærkede. Paa mange Steder er der et Tremmestillads, hvorpaa der er ophængt Fisk til Tørre.
Stedet har godt Læ af de stejle Bakker tæt ved for vestlige Storme, og Træerne er vel svedne og bøjede af Vestenvinden, men dog ikke i den Grad som, man skulde tænke, naar man huske paa Øens Beliggenhed i det aabne Hav
Landet bestaar af to forskiellige Dele. Den bakkede og Flyvesandet. Den bakkede mod Vest er den opdyrkede, og bestaar af Ler og Grushøje, hvorimellem der er en lav Strækning med Eng, Kjær og Pløjemark. Det højeste Punkt er Sønderbjærg omtrent halvanden hundrede Fod. Yderst mod vest er Landet dækket med Sandflugt, der især mod Nord har samlet sig i dristige Former. Paa den nordvestlige Odde er en Stenrevle, der ser ud som om Naturen her havde paabegyndt en Havn, som den ønskede, at Menneskene skulde fuldføre.
Hver opdyrkelig Plet er medtaget. Kun paa faa Steder titter Leret frem, ellers er Jordsmonet blandet med Sand, og mangen en Ager, der nylig er pløjet eller gravet, ligner med en hvid Strandbred. Hvor Bakkerne er for stejle til at Heste kan gjøre Nytte, træder Spaden i Stedet for Ploven, og selv pløjede Agre blive omhyggelig gaaet igiennem med Greb for at rense dem for Senegræs. Trods alt det Arbejde, som anvendes paa Jorden, giver denne kun et tarveligt Udbytte. Man kalder 3 a 4 Fold en god Middelhøst. Modsætningen mellem de grønne Bakker og den østlige Ende af Øen gjør dog, at disse med deres Agre, hvor det ene Straa staar og raaber paa det andet, ser frodige og sommergrønne ud.
Staar man paa den nærmeste Bakkes Top, kan man skue ud over hele Landet. Neden under os ligger Byen, 38 Huse, paa en enkelt Undtagelse nær lange og smalle, og byggede i Øst og Vest. De mange Træer giver den Udseende af at være en stor Have. Svdøst for Byen ligger et Par trangbrystede Møller, og lige bag dem begynder den golde Ørken vilde Sandhøje med Grus og Stenrevle imellem. Nogle ca. 5" Fod høje Klitter, der ligger langt ude, er aldeles nøgne, og med enhver Storm flyttes de omkring. Undertiden vandrer de mod Vest men endvidere mod Øst, og det kan nok se ud, som om de styrede lige efter Fyret, der ligger ved den østligste Odde: "Tollen", og tænkte paa at begrave Bygningerne, der hører Fyret til.
Landet er omgivet af en Strandbred, der er saa forunderlig hvid i Modsætning til de rød gule Klitter og de blaa graa Sletter, at man kunde tro, at Landet var kantet af en Isbræmme. Naar Skymasserne farer gjennem Luften jagede af Solens Straaler bevæger de klare Lys, de dybe Skygger og de varme graa Mellemtoner sig over Landet, som om alt var levende. Søen varierer fra dyb violet til graat og grønt af alle Nuancer, hist og her brudt af Lys saa flimrende, at det skærer i Øinene. Røgstriberne i det fjærne forandrer og bevæger sig, og et Sejl træder pludselig frem, belyst af en Solstraale, men svinder derpaa atter bort i det ubestemmelige. Helt igjennem er det en Scene, der stemmer Fantasien paa en forunderlig Maade og kan bringe Maleren til Fortvivlelse, naar han prøver paa at fængsle den paa Lærredet.
Herfra ser vi paa en klar Dag imod Øst den svenske Kyst, der paa det nærmeste Sted er en 8 Mile borte ja 'selv det 10 Mil fjærne Kullen viser sin Top. Mod SV. ligger en mørk Stribe. Det er Djursland, hvortil der er ca. 7 Mil.
Naar man vil søge, kan man finde Sten, Oldsager i Tusindvis paa Anholt, I det Ploven vender Jorden, kaster den dem ofte op, fint tilhuggede Pilespidser og Knive. Hvor Jorden ikke har været bearbeidet, ligger Stenhugger-Værkstederne uforstyrrede. Jeg stødte paa adskillige baade paa det lave Land og paa de allervestligste Grusbakke. Et saadant Værksted er i Almindeligbed kendeligt ved, at det danner en lille Forhøining, hvorpaa der øverst oppe ligger en stor Sten og rundt om denne Dynger af halvfuldendte, mislykkede og fuldstændige Redskaber strøet omkring mellem Skærver. Der ligger et Par Høje under Sønderbjærg kaldet Kiste-Høiene. I dem er der et Lag som tilsyneladende bestaar at brændte levninger. For om mulig at finde en Begravelse blev Højen for nogle Aar siden gjennemgravet, men dens indre viste sig kun at bestaa af Sand og Rullesten.
Brandpletter findes paa flere andre Steder af Øen. Paa en af mine Vandringer af Sønderbiærg standsede jeg endog paa et Sted, hvor man havde lagt Vejen giennem Kanten af en Bakke. For min Fod Iaa et Par Flintknive af usædvanlig Form, og da jeg bukkede mig for at tage dem nærmere i Øiesyn, opdagede jeg Resterne af en Urne liggende strøet omkring blandt den udgravede Jord. Formodenlig vilde en Oldgransker endnu kunde faa adskillige for en Dag i den Retning.
Det siges at Anholt i tidligere Tid har været skovrigt og de fleste Mennesker kan fortælle om, at de har fundet Rester af Naaletræer i Klitterne. En Bakke kaldes Blaabjærg, skiønt den er aldeles hvid, men Navnet skal hidrøre fra en Fyrreskov, der har bedækket den hele. Man gravede for nogle Aar siden Afløb for en Grøft ud mod Øen gjennem en Sandbakke, og der maatte man hugge sin Vej gjennem et fast Lag Træ, altsammen større og mindre Stammer, der laa tæt paa hverandre. Vedet lignede El.
Den nuværende Ejer af Anholt, der, saa vidt vides, er den første, der nogensinde har taget fast Bopæl herovre, har gjort sig fortjent af Øen paa forskjellig Maade Ikke mindst ved Anlæg af store Plantager. Et Sted i Klitten findes Træer, der allerede har naaet Mands Højde. Der er paa den Maade Udsigt til at Anholt atter en Gang kan komme til at svare til sit Navn.
For Tiden ejer den ikke Brændsel. Mosen er kun af ringe Udstrækning, og den bliver pløjet, i Stedet for, som paa andre Steder, hvor man brænder den op. Hede kan man ikke kalde de Par Smaapletter, hvor der voxer Lyng. Vragtømmer afgiver noget Brændsel, men ikke tilstrækkeligt til Øens Forbrug. De ægte Anholter Heste er meget smaa og svage, med en svær Pels, Man siger, at Køerne er nogle gode smaa Dyr. Jeg syntes, de lignede de 7 magre fra Faraos Drøm, De bliver om Dagen drevet ud i Klitterne, og det blev mig fortalt, at deres væsenligste Næring bestod af Marehalm og tør Fisk, Af Harer findes der en urimelig Mængde paa Øen, men hvad der har givet denne et livligt Præg, er den brogede Mængde af Fugle, Ved Stranden ser man næsten alle Danmarks Strandfugle repræsenteret i stor Mængde, og hele den milelange Ørken er en stor Rugeplads for Maager, Edderfugle og Strandskader, Lærken synger over Marken. Piber og Gravgæs ruger i Engstrækningerne, og til Tider kan Landet være ligesom oversaaet af Smaafugle, der enten dugger der eller udhviler sig en kort Tid paa Træk mod Norden, forfulgte af talrige Skarer af Høge, Falke og Ugler, Storken dugger ikke der ovre, den ses kun undtagelsesvis, naar den er for slaaet af Stormen eller paa Vandring,
Det er ikke vanskeligt at faa et Overblik over Anholts Befolkning, der med store og smaa tæller hundrede og syvti nogle. Næsten alle er de ranke og høie Mennesker af et frimodigt og intelligent Udseende, Skiøndt paa en Gang Bønder og Fiskere, har Søen dog stemplet deres Ydre fremfor Ploven. Selv Smeden og Mosteren har alle en Sømands Kjendemærker, Paafaldende er det, at ligesom paa nogle Steder paa Jyllands Vestkyst dm mørke Haarfarve er stærkt fremtrædende. Her er den endog i stor Majoritet og ravnsort glat Haar, svære Øjenbryn og Øjenhaar, ledsages gjærne af et skarpt markeret Ansigt. Dialekten er en jydsk Mundart, man siger "A" ligesom paa Østkysten, men Tonefaldet er temmelig forskjelligt fra det jydske og nærmer sig til det svenske, hvilket maaske har sin Grund i den nære Forbindelse, hvori Anholt stod til Falkenberg, den Gang Holland endnu var en Del af Danmark. Endnu den Dag i Dag er der en ikke ringe Trafik paa Sverig,
Nationaldragt existerer kun for ældre Kvinders Vedkommende, og hos dem indskrænker den sig endda til et Hovedtøj, der har Lighed med et, som bæres i Vendsyssel, end videre til en hvid broderet Krave og et broget Forklæde. De ungere bærer ofte et Klæde om Hovedet. Selv Smaapiger bærer lige som de voxne lange Skjorter, der endda er til at voxe i, hvilket giver dem et pudsigt Udseende af store Dukker
Det er indlysende at Opholdet her er sundt for Mennesker; thi især de smaa ser blomstrende og friske ud. Brystsyge kjendes ikke.
Meget sjældent ser man en Anholter kjendes ikke
Meget sjældent ser man en Anholter ledig. Træder man ind i hans lave Stue, ser alt renligt ud derinde. Der staar Blomster i Vinduet og en Bænk løber langs Væggen med et langt Bord foran. Kvinderne sætter Rokken eller Væven i Gang, saa ofte der er levnet dem Tid fra Fiskegarnene, thi deres Rensning anses altid for det nødvendigste. Ligeledes er Mændene altid i Virksomhed, enten paa Søen, Marken eller i hjemmet. Naar man beskylder dem for overdreven Forsigtighed paa Søen, har man næppe sat sig tilstrækkelig ind i alle Omstændigheder ved at fiske der ud fra Kysten der paa Nordstand, hvor der fiskes om Sommeren, er stak et langt Stykke Vej ud, og med Paalandsvind rejser der sig strax en Brænding, der sætter Redskaber og Fangst i Fare.
For hver Gang Baaden har været i Vandet, trækkes den højt op paa Landet, og saavel ved Ud- som Indsætningen sættes Ryggen under, og den halv bæres og halv skubbes af Sted. "Det vi mangler, er en Havn", lød den enstemmige Klage. "Naar vi undertiden som i Strandingstilfælde har Brug for en af de store Dæksbaade, saa er vi ikke Mennesker en hel Uge efter, at vi har sat den ud og atter taget den ind", fortalte en Mand mig, og det synes ikke utroligt Praktisk er det, at mange Mænd har faaet en Skade ved delte Arbejde, som, foruden hvad anden Mén, den har bevirket, har gjort dem ubrugelige til Krigstjeneste,
(Sluttes)
(Morgenbladet (København) 31. maj 1885).
(Sluttet.)
Dog gives der Strandingstilfælde, hvor de foretrækker at have alt det Arbejde med de store Dæksbaade fremfor at benytte den lette Redningsbaad.
"Naar der Vinterdage er en Stranding paa Østerrevet", blev der sagt, "saa er det omtrent den visse Død at gaa ud med Redningsbaaden. Vi kan naa Vraget men ikke ro Landet op igjen, og før vi naar Sverrig, er Lemmerne formodenlig frossen af os. Tager vi derimod til Dæksbaaden, kan vi altid naa Land, og om ikke at nogen anden Grund, saa burde vi af denne have en Havn".
Ved Flid og Paapassenhed er Anholterne velstaaende. I Grenaa har de Ord for at være rige, hvorom jeg dog ingen Mening har. De er alle velklædte. Deres Baade, som de selv bygger, er smukke, stærke Søbaade, og deres øvrige Fiskeredskaber holder de i god Stand. Der findes ingen Drukkenboldte iblandt dem til Trods for den Skik, som Kvaserne fører med sig, at opvarte det Mandskab, der sælger dem Fisk, med al den Brændevin, de vilde drikke. En enkelt Mand, som var paa Vej til al blive forfalden, forhindrede man fra at ødelægge sit Helbred ved at forbyde de to Kroværter, der findes paa Øen, at sælge dem Spiritus.
Ligesom Mændene, er Kvinderne ofte høje og kraftige; kan man end ikke kalde dem alle for Skjønheder, saa har de dog alle for det meste stilfulde Ansigtstræk.
Kun enkelte gamle Anholtere, som har lidt Tab og staar ene, bliver hjulpne af deres Medmennesker. Baadene ejes i Fællesskab af Selskaber paa 4 eller 5 Mænd, der deler Udbyttet ligesaa. Naar en Dreng er konstitueret, regnes han for Mand ved, at han optages i et Selskab med fuld Part. Deri ligger formodenlig Grunden til, at ingen Anholter gaar til Søs eller søger andet Sted hen. Han har det i alle Maader bedre i sit Hjem, hvor der er Trang til ham.
Af fremmede Mænd har der kun nedsat sig to paa Øen. En Amager og en Svensker, begge Fiskere og gift med Anholterinder. Flere Mænd har derimod hentet sig en Brud andetsteds fra. De fleste fra Sverig, men et Par fra Bogø.
Det er ikke ualmindeligt, at en Anholterpige bliver bortforlovet strax efter Konfirmationen. Den unge Mand kommer da og beder hendes Forældre, om hun maa hente Garn for ham, og bliver denne Tilladelse givet, er den ensbetydende med Forlovelse.
Naar vi nu til Dags hører Tale om Hoveri, tænker vi altid tilbage til den Tid, der af alle har været den mest ødelæggende for den danske Nation. Aldrig er vist nogen Kreaturbesætning bleven i den Grad mishandlet, som Bønderne blev det under Stavnsbaandet. Medens Befolkningen paa mange Steder af vort Land endnu bærer Mærker af Tyrannernes Svøber, har disse ikke mærket Anholterne paa nogen Maade. Man fristes til at tro, at det for Strandingernes Skyld har været i Fogdens velforstaaede Interesse her at sørge for at bibeholde de raskeste Folk, medens man andet Sted drev dem bort i ved at sende dem i Kongens Tieneste og kun beholdt de sløveste og vilieløseste Trælle tilbage.
Jeg blev ikke lidt forundret ved at erfare, at Hoveriet først for et Aars Tid siden blev afløst. For et Par Husmænds vedkommende existerer det endda endnu Snapsting, der forlængst er ophævet i det øvrige Land. holdes hvert Aar. Her kaldes det Snapstorsdag paa Grund af, at det holdes den første Torsdag efter Hellig tre Konger. I Aar var det blevet udsat paa Grund af et Dødsfald, og derved fik jeg Lejlighed til at overvære Festen, hvori der dog var en Del Indskrænkninger. Til den regelmæssige Fest gaar Bedemænd omkring fra Hus til Hus og beder i Godsejerens Navn alle og enhver at møde til en fastsat Tid paa Kroen.
Naar Folk er samlede, oplæses Strandingsregulativerne, hvorefter der frembæres Punsch, og deri udbringes en Skaal for Landsherren: "Og dette skal være Landsherren til Æren", synges paa Melodien i "Kong Kristian stod ved højen Mast" Den næste Skaal er for hans Hustru, derpaa en for den unge Stamherre o. s. v , indtil der ikke er flere Skaaler at drikke, og Bollerne er tomme. Saa spilles der op til Dans, selv de mindste Børn er medbragte, og saa gaar det lystig med Vals, Reel, væve Vadmel og lignende til Kl. 4 om Morgenen.
Ved Bryllupper er der bl a. den Mærkelighed, at de holdes om Efteraaret, maaske for Slagtningernes Skyld og ved varer i 8 Dage. Alle i Byen skal have Bryllupsmad. Er nogen syg eller paa anden Maade forhindret, sendes der dem Mad. Bruden maa danse første Dans, som er en Reel, med Bedemanden, hvor ved hun maa tage særlig Vare paa ikke at begaa Fejltrin, thi Overtroen vil i denne hendes Dans se et Billede af, hvorledes hendes ægteskabelige Liv vil blive. Noget lignende gjælder om den Plads, som Brud og Brudgom indtager ved Bordet. Der maa iagttages flere Ting, for ellers varsler det ilde for Fremtiden.
Ligesom saa mange Søfolk og Øboere, tager Anholterne kun ringe Del i Danmarks indre politiske Liv. Det stærke Røre, der for Tiden findes Gemytterne, naar ikke herover, og Kampen er ikke følt af de brave Anholtere. Øens Sogneraad blev for kort Tid siden udnævnt til Dannebrogsmand, hvilket er det første Forsøg, der er gjort paa her at skabe en unaturlig Kløft mellem de ellers saa lige stillede Mennesker, og skjønt man maa tro, at det er sket i den bedste Hensigt, kan man ikke andet end beklage sligt.
Hvorledes Vedkommende opfattede denne Udmærkelse, var det mig ikke muligt at faa noget sikkert Besked om, og han hverken ved Ord eller Miner udtrykte Bevægelse af nogen Slags. Han saa nærmest ud, som om han ikke begreb, hvilken fortræffelig Egenskab han havde at takke for dette hans Uheld, og jeg er men tilbøjelig til at tro, at han vil gjemme sit Kors dybt paa Kistebunden.
Anholternes mest bevægede Tid har uden Tvivl været den 5-aarige engelske Okkupation. Gamle Folk kan endnu fortælle derom, og flere af dem taler Engelsk fuldkommen flydende. De Danske havde slukket Fyret, hvorfor de Engelske stationerede Fregatten "Proselyt" for Enden af Østerrevet, men den var lagt saa uheldig, at da der om Vinteren hvor den fik Bunden knust, og dens Besætning maatte bjærge sig over Isen i Land, hvor de blev modtaget af de bevæbnede Anholtere. Matroserne var ubevæbnede paa en Iskjæp nær, og da de kom nær Landet, kastede de endda denne fra sig. Fogeden og Fyrmesteren talte om at nedsable dem alle, men det satte Anholterne sig imod, og de underholdt derpaa Matroserne hele Vinteren, indtil de, da Vandet blev isfrit, kunde komme til Sverig.
Engelske Krigsskibe ankom derefter for at tage hele Øen i Besiddelse. De lagde sig i Pakhusbugten paa Sydsiden og gjorde Baadene klar til at landsætte Tropper; da mødte Anholterne paa Stranden, hvor de havde faaet en fra "Proselyt" bjærget Kanon opstillet og ladet med Kugle. Den blev rettet mod den engelske Fregat. "men hvordan faar vi den nu til at gaa af." spurgte en. "Det skal jeg nok," svarede en anden og satte sit Bøsseløb til Fænghullet. Skudet knaldede. Kuglen hug ind i Boven paa Engelskmanden, men Anholternes eneste stakkels Kanon væltede sig om paa Ryggen, og der laa hele deres Batteri i Sandet. Fjenden vendte Bredsiden til og fyrede det glatte Lag ind i Sandbakkerne, hvor Anholterne nu ikke havde mere at gjøre, men gik hjem til Byen. Da de engelske kom derop, spurgte de efter Soldaterne, men fik til Svar, at der ingen fandtes. "Hvem skød da paa os", spurgtes der, og da Mændene traadte frem og sagde: "Det gjorde vi", takkede Admiralen dem for deres Humanitet mod de skibbrudne fra "Proselyt" og roste dem for, at de de havde gjort, hvad de kunde, for at holde Fjenden fra deres Land.
De Engelske vandt hurtig alles Hjærter ved deres overordenlige Hensyn i mange Retninger, og det var ikke langt fra, at Forholdet mellem dem blev varmt, men da saa en Gang Admiralen spurgte dem, om de var villige til at hjælpe de Engelske, saafremt Danskerne skulde forsøge at lande, da bad Anholterne, at man hellere end tomat dem dertil maatte skyde dem alle "Thi", tilføjede min Hjemmelsmand, som selv havde været med den Gang, "det var da gruligt at kæmpe mod sin egen Nation".
Den samme gamle Hædersmand er endnu rørig og aandsfrisk, trods det at han er oppe i Firserne. Begivenhederne fra den Tid stod klart for ham, og kan fortæller dem godt. Han berettede endvidere om, hvorledes Øen havde lignet en Ørken, da de Engelske drog bort, thi Landvæsenet blev forsømt ved, at Mændene arbejdede for Engelskmændene. Naar Provianteringsfartøjet kom fra Sverig, landsattes der i snesevis af Stude, og disse løb løse overalt og afgnavede hvert Straa. Marehalm rykkede de op med Rode, og ikke et Hus havde ordenligt Tag, thi Studene satte Forbenene paa de nederste Lægter og aad det gamle Straa bort saa højt op, som de kunde naa.
Fyrtaarnet har i Tidernes undergaaet betydelige Forandringer. Det er bygget lige ved Havstokken paa en kunstig dannet Bakke, der er bestykket ved Høfder. Fyrets Højde over Vandet er nu 150 Fod. Rundt om dets Fod er der af de Engelske bygget bombefaste Kassematter. Ligene af de Danske Soldater, der faldt under det uheldige Forsøg paa at tilbageerobre Øen, blev af de Engelske begravet i Klitterne, og naar en Gang imellem Vinden flytter disse kommer Kisterne til Syne.
Som en Mærkelighed kan det anføres, at der en Gang er dræbt en Ræv, en anden Gang en Snog, og atter en Gang en Rotte. Mus er der derimod nok af. Efterfølgende, der er skrevet af en Anholter paa hans egen ligefremme Maade, giver maaske netop derved et bedre Billede af mange Ting, end en fremmed kunde fremstille, og med hans Tilladelse er det derfor føjet til disse mine Indtryk.
* * *
Engelskmændene besatte Anholt den 8de Maj 1809 og var her til 1814. Altsaa i 5 Aar var de paa Anholt med en Besætning af 400 Mand. Anholterne maatte arbejde under dem til enhver Tid, f. Ex køre Tørv og Ler ud til Fæstningen, som de byggede rundt om Fyrtaarnet, og ligesaa maatte de losse alle proviantskibene, som kom til Fyret, men alt dette gjorde de ikke for ingen Ting, men fik Betaling derfor, og det endda stor Betaling. Engelskmændene respekterede Anholterne højt. De satte ikke selv Baadene ud, ej heller trak dem selv op; dette gjorde de engelske soldater, men sejle med Baadene, det skulde Anholterne selv gjøre; ligesaa var det Anholterns egne Baade. Det fortælles, at 4 Anholtere var sejlede en Dag ud til en Fregat og havde en af de højst betalende Officerer med; denne roste Anholterne for deres Dygtighed og lod deres Baad rigge ud som Kutter med nu Sejl og Tovværk (Baadens Navn var "Fløjten"). Det fortælles ogsaa, at Anholterne tjente saa mange Penge, at de havde danske Sedler i Hundredevis. De var dumme nok til at tage imod danske Penge, uagtet Engelskmanden sagde, at de skulde tage deres Penge, som var af Guld og Sølv, saa de blev bare narrede ved at tage deres egne Penge. Hvilket ogsaa blev Tilfældet. Banken spillede netop Fallit paa Grund af de store Krigs omkostninger og kunde ikke løse Papiret, saa nu var jo Anholterne helt ruinerede, da baade Arbejde og alt var gaaet tilbage for dem i de 5 Aar. Dog var der nogle iblandt dem, som havde været kloge nok til at tage engelske Penge. Anholternes Levevis før og efter Krigen var Fiskeri, Sælhundefangst og Strandinger. Fiskeriet i de Dage var mest efter Rokker. De havde meget store Baade. 5 Mand til hver, men Baadene var større end vore Mellembaade: Naar de satte paa Nordsiden, gik de 1½ Mil til Søs. Ved Pakhuset fiskede de paa Klejnsrev ude paa 12 a 15 Favne Vand. Man kan endnu se deres Garnsteder, som er meget store; de ligger paa Nordsiden. Mændene stenede selv deres Garn ved Stranden og havde 7 Garn til en Bænk. Man siger endogsaa, at et Par af dem ejede 2 store Baade, hvilke, naar de andre begyndte at fiske, saa begyndte de at sejle med Fisk og havde saaledes deres Udkomme. Der siges ogsaa, at de sejlede til Skagen og fiskede Rødspætter, ligesom de ogsaa sejlede til Øresund for at fiske Sild. De havde ogsaa flyttet deres Huse fra Byen og ned til Pakhuset, for at bo des nærmere ved Søen for Fiskeriets Skyld. Mærkeligt var det dog, at de aldrig prøvede paa at fiske paa det saakaldte nordre Vande, det vil sige det nordre Flak, som strækker sig 3/4 Mil ud. Denne Flade mente de var fiskeløs. Nu hændte det sig en Gang, at nogle af dem roede om Tollen for at ro paa Nordsiden. Da de kom nord for Fyret, besluttede de sig til at sætte deres Garn paa 4 Favne Vand. Da de nu trak dem om Morgenen, havde de 7 Snese paa Garnet, og de mener, at Rødspætten var gaaet efter Pandeskinnet, det vil sige Skinnet fra Fyret. Den Gang brugtes der ikke Olie paa Fyret men Kul, som blev lagt paa en meget stor Jernriste. Det fortælles, at den første Nat, de brændte Kul paa Fyret, brændtes der 28 Ton der Kul. (Hvert Aar kom der en Brig med Kul fra England).
Anholternes anden Levevis var Sælhundefangst, som gav dem deres Belysning om Vinteren, og hvad ellers de kunde sælge til Fortjeneste. Sælhundens Ophold var paa Hagen, (den Hage, der skyder sig ud mellem Fyret og Nordstrand). Den Gang var der flere Sten end nu, og der blev kun holdt Klapjagt to Gange om Aaret. De Sæler, som de fangede, var Ungerne, ellers, naar der ikke fangedes, blev den Plads fredet for ikke at forstyrre Sælhundene og deres Unger. Man siger, at der var i Hundredevis, og naar Vinden var NO, kunde man høre dem tude i Byen. Det halve af Sælhundefangsten tilfaldt Landsherren. Den tredje Levevis var Strandinger, som det ogsaa er endnu til Dags, men den Gang paa en hel anden Maade. Skibe i de Dage blev ikke taget af Grund, men mere betragtet som Prisgods. Skolegang var der heller ikke i de Dage. En Gang imellem kom der en Præst over til Øen; i Reglen hændte det to Gange om Aaret. Hans Ærende var da at konfirmere og ægtevie Folk. Den eneste Skolelærer, som var paa Øen, var Degnen. Undervisningen bestod af de ti Bud og noget af Luthers Katekismus og Fadervor. Skrive og regne lærte de ikke. Dog var der nogle iblandt dem, der lærte at skrive og regne af Fogderne; f. Ex. min Bedstefader og Ole Sørensen har aldrig gaaet i Skole. Dog kan Bedstefader læse godt, men der er flere af de gamle Anholtere der ikke kan skrive.
Naar man nu tænker sig, hvorledes Verden er gaaet fremad siden den Tid, saa er ogsaa Anholt gaaet fremad, uagtet den ligger mere adskilt fra den øvrige Verden. Her holdes dog en god Skolegang nu. Der er stiftet et stort Præstekald, ligesaa har vi Læge, vi har ogsaa Postforbindelse. En tænker i alt Fald tit paa Anholt; det er Sømanden paa Grund af dets deilige Fyr. Naar man gaar over til Fiskeriet nu og i gamle Dage, da kan det jo ikke sammenlignes. For det første afsætter vi jo alle vore Fisk, og for det andet fiskes der meget mere, og for det tredie er vore Redskaber meget bedre. Baadene er byggede af mere solide Materialier, end før; vi har Dæk i de store Baade, og alle Ting ere gaaede fremad; der er mere Handel og Vandel imellem Folk. Folk fra de gamle Dage vilde gjøre store Øjne ved at se en Mand komme kjørende med en Vogn fuld af Garn til Nordstrand paa en Lervej. Lige saa ved at se en Baad være rigget ud med Bomuldssejl. Husene kan vi jo ikke rose os af, da de kun er smaa endnu, men man stræber dog efter bedste Evne efter at saa dem saa hyggelige som muligt.
(Morgenbladet (København) 1. juni 1885).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar