Er Skandalen ikke stor nok?
Dyrlund Jensen, der var arresteret nogle Dage som sigter for Usædelighed mod Kvinder, der i Fattigsager henvendte sig til ham, er for nogle Dage siden løsladt mod Kaution.
Deri er der intet mærkeligt. Det kan gerne være, at han kan slippe for større Straf, maaske blive helt fri derfor, han har jo kun fornærmet Fattigfolk og Fattigfolks Kvinder. Den Slags Synder finder vor Straffelov, selv fraset den provioriske, ikke saa forfærdelige, at der ikke kan tages læmpeligt paa slige Syndere.
Og den offenlige Mening i Storborgerkredsene dømmer ikke saa haardt, naar det gælder saadanne Smudsigheder, som Dyrlund-Jensen har befattet sig med. De Folk er jo gudstro, de kender Bibelens Ord: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes".
De ved, de Godtfolk, at man ikke skal kaste den første Sten uden selv at være ren, og de ved ogsaa, at der er mange af den Slags Sager, som Dyrlund-Jensens, de ikke vilde være glade ved at se bragt offenligt frem.
Sædeligheden er et Ord, de pæne Folk holder af at føre i Munden. De har saa travlt med den stakkels fattige forførte Pige. Som en uren holder de hende 3 Skridt fra Livet, selv om det er "Husets" unge haabefulde Søn, der har dragt hende i Ulykken. Overfor "Damer" af den "bedre", deres egen Klasse, gør det ikke saa nøje med et lidet "Fejltrin". De har saa travlt med at sædeliggøre "Folket", saa de ofte ikke har Tid til at varetage deres egen Sædelighed eller undlade selv at give Forargelse.
Og i disse Dage har vor herskende Klike her i Aarhus givet Forargelse paa den groveste, mest ugenerte Maade. Vi har oftere havt Lejlighed til at lade vore Læsere kaste et Blik ind i vore Fattigforhold og Forholdene paa "St. Helene", hvor de er saa lidet lystelige som vel muligt. En stor Del af Skylden herfor har vi - som vistnok enhver, der har noget Kendskab til Sagerne, vil give os Ret i - lagt over paa den Mand, der raadede derinde med en næsten uindskrænket Myndighed.
Det har lidet nyttet! Forholdene er blevne ved det gamle. Hvad har Arbejderne at gøre med Fattiggaarden, for de puttes derind? Hvad vedkommer det dem, hvorledes de Fattige behandles og hvorledes Styrelsen er, mener de Herrer, som har sat sig selv eller af deres Standsfæller er sat til at lede.
"Arbejderne har at tie og lide, det er os, der skal sige, hvorledes det skal være, det er den Samfundsorden, vi vil have, og som vor Regering skal forsvare med Livjægere og Gendarmer, om det kniber."
Saadan er Meningen i de Kredse, og derfor har det lidet nyttet, at Arbejderne gennem deres Blad paatalte Behandlingen af deres fattige gamle Kammerater.
Ikke en Gang har de kunnet drive det til at udvirke, at Inspektøren holdt sig det ham givne Reglement efterrettelig med Hensyn til Fattiglemmernes Forplejning.
Men nu, just paa dette Tidspunkt, synes det os rigtigst at rette det Spørgsmaal til vor kommunale Styrelse:
Er Skandalen ikke stor nok endnu?
Eders dygtige Fattiginspektør har siddet i Varetægtsfængsel. Sigtelserne imod ham har været saa stærke, at Politiet har ment det rettest at sikre sig hans Person og kun løsladt ham mod Kavtion, men desuagtet lader I ham vedblive at fungere. Til ham skal de Fattiges Hustruer og Døtre henvende sig om Hjælp, og ham har I delvis gjort det afhængig af, om de faar den eller ikke.
De fattige Kvinder skal være afhængige af en Mand, der er under Tiltalt for at have misbrugt sin Stilling i usædelige Øjemed! Det er mere end raat, det er oprørende!
Mon Dhrr. ikke ved, at de derved gør sig til hans Medskyldige, i hvert Fald moralsk. Mon Dhrr. maaske har til Hensigt at dysse Skandalen ned? Det tegner næsten dertil. Klikens Blade har jo ikke omtalt Skandalen med et Ord. Men tror Klikens kommunale "Tillidsmænd", at det skal lykkes, tager mærkeligt fejl.
Vi fordrer Beskyttelse for den fattige Kvinde, der maa henvende sig til Fattigvæsenet om Hjælp, maaske om Brødet til sine Børn. Hun skal være betrygget mod at købe Hjælpen med sin Ære, saaledes som Manden maa købe den med sin Borgerret. Og vil de Herrer, der sidder i Byraadet, og deraf nærmest dem, der samtidig er i Fattigudvalget, ikke gøre Ende paa Skandalen, men vedblivende tie i Sagen og lade Dyrlund-Jensen staa for Fattighjælpens Uddeling, kan de være forvissede om, at vi skal vide at faa dem til at drøfte Sagen offenlig.
Thi det kan Dhrr. stole trygt paa: Arbejdernes Sædelighedsfølelse har en dybere Bund end den Sædelighed, der bæres til Skade i "det fine Selskab".
(Demokraten (Århus) 5. maj 1886).
Dyrlund-Jensen var bestyrelsesmedlem i Aarhus konservative Klub. 60 af de "fineste mænd" i Århus henvendte sig til stiftamtet for at anmode om at lade sagen mod Dyrlund-Jensen falde, men stiftamtmanden beskikkede aktor Winge og defensor E. Kjer i sagen. Mod dette udformede Demokratisk Samfund og fagforeningsbestyrelser en adresse til byrådet i protest mod at Dyrlund-Jensen fortsat fungerede som inspektør ved fattiggården. Byrådet måtte efterfølgende suspendere Dyrlund-Jensen. Få dage efter indgav han selv sin afskedsbegæring, hvilket byrådet godkendte. Den 25. juni 1886 blev han frifundet ved Århus bytings ekstraret, men blev pålagt aktionens omkostninger.
Dyrlund Jensen frifunden!
"I den mod forhenv. Fattiginspektør Dyrlund-Jensen anlagte Sag er i Dag falden Dom ved Aarhus Bytings Extraret, hvorved Tiltalte er frifunden, men paalagt Aktionens Omkostninger"
("Aarhus Stiftstidende" for i Gaar.)
Der blev taget En ud af Flokken I Retfærdighedens Haand greb ind i Reden og nappede Dyrlund-Jensen for at anbringe ham et mere sikkert Sted, medens hans Forhold til de fattige Kvinder, der var betroet til hans Omsorg, blev undersøgt.
Naturligvis blev der stort Halløj i Højrereden. Saaledes at gribe ind og tage en af deres bedste Mand lige for Næsen af dem! For Fremtiden kunde jo ingen af det fine Selskab føle sig sikker, ingen vidste, naar Turen kunde komme til ham, thi Samvittighederne og Sæderne i de Kredse hører som bekendt ikke til de reneste.
Der blev en Travlhed uden Ende for at vriste Synderen ud af Retfærdighedens Klør. Nogle baldrede paa Politiet, andre søgte at blødgøre Amtmanden. Solidariteten i Selskabet stod sin skønneste Prøve, satte sin skønneste Blomst ved denne Lejlighed.
Det fine Selskab skaffede hurtig en Kavtion sammen paa et Par Tusinde Kroner. Et Par Tusinde Kroner er jo kun en Klatskilling i de Kredse, naar Byens bedste Mænd med to af Byens Tillidsmænd, Byraadsmedlemmerne Hr. Ridder, Konsul og Redaktor Mørk og Hr. Gørtler Hald stiller sig i Spidsen. Den pæne Mand kom atter paa fri Fod mod, at de andre pæne Mænd satte deres Penge i Kavtion for ham. Det var en Sejr. Det havde de Fattigfolk ikke kunnet gøre for en fattig Mand i lignende Tilfælde. Vi havde maaske heller ikke villet gøre det, thi vor Æresfølelse er dog Gudskelov saa stor at vi ikke vilde gøre os solidariske med Forbryderen.
Havde de Held her i deres Bestræbelser, kom den elskede Genstand atter paa fri Fod, gik det dem ilde paa deres andet Togt for Sædelighedsforbryderens øjeblikkelige Frifindelse. Stiftamtmand Regenburg, til hvem der var sendt en Deputation med den rige Apoteker Grauer i Spidsen for at udvirke, at Tiltalen maatte blive taget tilbage og Sagen dysset ned, gav dem god Besked. Det var nærved, at de fik mere at høre, end de holdt af, og med Halen mellem Benene luskede Deputationen hjem til Aarhus igen med uforrettet Sag.
Det var lange, bedrøvede og ængstelige Ansigter det fine Selskab frembød, da Kredsen samledes for at raadslaa. De var næsten lige saa bedrøvelige og lige saa ængstelige som Dyrlund-Jensen selv, den Buk, der var falden i Retfærdighedens Klør.
Men de trøstede sig, og de trøstede den stakkels Synder. Vi har Magten her i Byen, og vi skal vise Retfærdigheden, at vi vil bruge den og at vi er solidariske i den Slags Sager. Dyrlund-Jensen skal blive paa sin Plads som Fattiginspeklør, vedblivende regerende de fattige Kvinder; vi lader ikke nogen Avtoritet eller noget Hensyn gøre Skaar i vore Rettigheder eller Fornøjelser.
Da vaktes den offenlige Forargelse. Indignationens Harme greb Borgerne. Arbejderne satte en Masseadresse igang til det fine Selskabs Spidse, og ra-d flygtede hele Flokken. Nederlaget saa man Dagen efter i Klikens Organer, beskrevne i nogle faa Ord, der meddelte, at nu var Solidaritetsfølelsen brudt. Man havde maattet overlade Offeret til sin Skæbne, i hvert Fald officielt, og havde maattet fratage ham sit Embede, man turde ikke, trodse den Harme, der nu rejste sig med Vælde, man turde ikke lade den for Sædelighedsforbrydelse sigtede Fattiginspeklør vedblivende besidde en Plads, der gav ham Magten over Fattigfolks Hustruer og Døtre.
Sagen gik sin Gang, stadig fremad, nu er den foreløbig sluttet og Dyrlund Jensen er bleven frifunden, dog med Paalæg af Aktionens Omkostninger.
Vi skal ikke nægte, at dette Resultal er forbavsende, og dog, nu vi har sat os ind i Sagen som deri er, maa vi sige, at andet kunde vi ikke vente.
Vi har søgt at faa erhvervet os en Udskrift af Dommen; dette har ikke kunnet lade sig gøre, mut selv om vi havde faaet den, vilde det lidet hjælpe os til at give en fyldigere Forklaring, da Præmisserne er af saadant Indhold, at der ikke paa nogen Maade kan være Tale om at gengive dem paa Tryk, da de i deres Udvikling afslører og omtaler Uterligheder og Forhold, som ingen for Moralitetens Skyld kan ønske at se offenliggjorte.
Men naar Forholdet er saaledes, naar selv Præmisserne, der dog kun er en lille Del af de mange Forhør, som har været afholdt i den Sag, er af en saadan Art, hvorledes kan saa en Frifindelse være Resultatet, selv om det ogsaa kun er en saa betinget Frifindelse som denne, hvor Dyrklund-Jensen, foruden at være holdt i Fængsel en længere Tid, tilmed dømmes til at betale Sagens Omkostninger med henved 40 Kr.
Vi skal søge at anskueliggøre det. Sagen var anlagt i Henhold til Straffelovens Paragrafer 167 og 185; disse lyder saaledes:
§ 167. Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Strafanstalt, Fattighus, Opfostringshus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Strafarbejde indtil 2 Aar.
§ 185 Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offenlig Forargelse, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller med Forbedringshusarbejde.
Herved bliver imidlertid Sagen ikke mere forstaaelig, thi at der er øvet Utugt, at der er forøvet svinsk Uterlighed og at der er givet Forargelse, derom taler tydelig det, at Domspræmisserne ikke lader sig optrykke, derfor taler hele det pæne Selskabs Forskrækkelse og krampagtige Anstrængelser for at befri Synderen fra Justitsens Hænder. Nej, Lovens Ufuldstændighed og vage Bestemmelser kan Dyrlund-Jensen takke for sin Frifindelse. § 167 nævner Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand, men den Historie, der skulde dømme ham her, foregik medens han kun bar Titel af Sekretær. Der menes nu ikke, at han som saadan kan komme ind under ovennævnte Betegnelser, skønt det er faktisk, at han som "Sekretær" havde samme Myndighed som senere, da hans Titel blev forandret. Det er saaledes Titlen eller rettere Mangelen paa den rette Betegnelse for hans Hverv, der frelser ham her paa dette Punkt. I samme Paragraf staar der: "et under hans Opsyn staaende Fruentimmer"; men her har Retten ikke dristet sig til at kalde de Kvinder, der havde Bopæl i Byen, og som henvendte sig til Fattiginspektøren for at faa en Penge- eller Brødhjælp, for staaende under hans Opsyn, og skønt og trods de grimme Historier, der er fremkommen, smutter han atter her imellem Fingrene paa Retfærdigheden. Ogsaa gennem de i § 185 omtalte Forhold slipper han paa en lignende Maade, og saa er hans Frifindelse mulig. Men Historien er dog i sig selv saa gemen, at han selv maa betale Gildet.
Det er sørgeligt, som Loven er. Det kunde jo maaske have ladet sig gøre, at Dommeren kunde have kommet Retfærdigheden lidt nærmere, men det er undskyldelig, at han ikke gør det, at han dømmer strængt efter Lovens Bogstav. Harmeligt er det for os Arbejdere at se, hvorledes Folk af det fine Selskab, den ene efter den anden, slipper helskindet fra deres Svinerier. Lad os tænke os det Forhold, at en Enke sidder paa en Kvist eller Baggaard i Byen og sulter, maaske ser sine Børn sulte, og at hun da ved Henvendelsen til Fattigforstanderen om Hjælp, om Brød, faar Følelsen af et enten - eller, enten intet Brød, ingen Hjælp, eller baade Brød og Hjælp, hvis hun viser sig føjelig. Det er dumt at tale om, at der i disse Tilfælde ikke har været Tale om Voldtægt, nej, Tvangen har været der. Fattigdommen har tvunget, eller rettere: Fattiginspektøren har ladet Fattigdommen tvinge; han har ikke havt Behov selv personlig at bruge Magt. Og saadanne Forhold kan vor Lov ikke ramme. En saadan Kvinde har ikke staaet under "Opsyn" og der er ikke brugt Magt! Uterligheden kan brede sig saa meget, den vil, der bliver da først at tage et skarpt Hensyn til, om den krænker Blufærdigheden; er det ikke en ung, uskyldig Pige, et uvidende Barn, og selv om saa er, svarer hun den paatrængende skarpt og i mindre velvalgte, men maaske til Situationen ganske passende Ord, saa gaar Uterligheden fri for Straf. Jo, vi er lykkelige her i vort lille Land under Lovens retfærdige Beskyttelse!
Men vi burde have ventet denne Frifindelse. Naar en Mand hører til det tidt nævnte Selskab, naar han er med i "den konservative", naar han, selv efter at der er rejst kriminel Tiltale mod ham for Misbrug af sin Stilling i usædeligt Øjemed, pryder det konservative Grundlovstog med sin hæderlige Personlighed, saa skal det gaa Pokkers til, om han skulde kunne blive straffet. Fanden hytter sine!
Forøvrigt er der Udsigt til, at Dommen bliver appelleret baade fra det Offenliges Side og af Dyrlund-Jensen. Det sidste skal nok nærmest være foranlediget ved, at han har været holdt et Par Timer længere i Fængsel, end han har ment berettiget. Selve Dommen har han kun Grund til at være tilfreds med. At det Offenlige vil have denne Dom prøvet ved de højere Instanser, kan naturligvis kun glæde Enhver, og man maa haabe, at det vil lykkes dem at finde Midler til at komme Retfærdigheden lidt nærmere, end det har kunnet lykkedes Underretsdommeren.
(Demokraten (Århus) 26. juni 1886)
Hr. Dyrlund Jensen mødte i Dag i Forligskommissionen med Hr. Vilh. Lassen. Hr. Lassen havde intet Tilbud at gjøre og Hr. Dyrlund Jenser vilde nødig til at stille noget Forlangende, da han var bange for, at dette Forlangende vilde komme til at figurere i "Amtstidende" i Dag med en Kommentar, der vilde gjøre ham mere latterlig, end han skiøtter om. Herfor syntes Hr. Dyrlund-Jensen at nære en stor Rædsel - - - - denne Kompliment til "Amtstidende" sender vi herved Hr. Dyrlund-Jensen vor forbindtligste Tak for.
Tilsidst dristede Hr. Dyrlund-Jensen sig dog til at spørge: om Hr. Lassen vilde "tilbagekalde", men da denne havde svaret Nej, opgaves videre Forsøg.
Sagen henvistes til Behandling ved Retten. Under denne vil Hr. Dyrlund-Jensen komme til at forny Bekendtskabet med sine Bedrifter. Vi skal, saa vidt det er os muligt, belyse baade Hr. Dyrlund-Jensens Dyd og de Grunde, hvorfor denne Dyd slap med en Belønning af "Sagens Omkostninger".
(Aarhus Amtstidende 7. juli 1886)
Dyrlund-Jensen appellerede dommen til overretten som stadfæstede dommen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar