Men staar det smaat til med selve Missionsarbejdet, saa staar det endnu slettere til med den Omsorg, det danske Folk har vist for Grønlændernes almindelige menneskelige og folkelige Udvikling. Det var for Handelens Skyld, man fra Begyndelsen hjalp til at føre Missionen i Gang, og skjønt den ikke bragte det ivre Udbytte, som man ventede af det "skjønne" Land, naar det blot fik "fornuftige" Folk, saa har man dog udregnet, at vi indtil d. 31te Marts 1880 har haft en ren Indtægt af Grønland paa 4 Millioner Kr. Men samtidig har Europæernes Exempel og Handelen paa den sørgeligste Maade demoraliseret det grønlandske Folk.
Lige fra den Gang man i 1728 sendte Major Pors derop med Soldater og Haandværkere for at indrette Landet paa sin evropæisk og medgav ham 12 mandlige og 12 kvindelige Tugthusfanger, der efter Lodtrækning var parrede med hinanden, for at de skulde give Grønlænderne Begreb om evropæisk Samfundsliv, har man stadig søgt at indgive dem den Forestilling, at enhver Europæer, han være saa for Resten, som han være vil, er et højere Væsen end en Grønlænder. Trods de indfødtes fortrinlige Anlæg til Haandværk og trods deres prøvede Kjendskab til de grønlandske Farvande, er man kun nødtvungen gaaet ind paa at anvende dem til Haandværkere og Fartøjsførere. Man har mest kun brugt dem i underordnede Stillinger som Tyende, som simple Arbejdere eller som Besætning paa Transportfortøjer, og man har derved nedbrudt deres Agtelse for sig selv. Barnlige som de er, har de taget alting op efter Evropæerne For at faa Kaffe og Brød som de har de blottet sig for deres egne Livsfornødenheder. For at nærme sig dem i Klædedragt har de paadraget sig farlige Brystsygdomme. Og for at kunne bo paa Handelspladserne har de opgivet den omflakkende Levevis, der for dem er en Livsbetingelse. De er komne til at staa som rodløse Planter, der langsomt sygner ben. Evropæere kan de ikke blive. Grønlændere er de for en Del hørt op at være, og der er saaledes Fare for, at det grønlandske Folk helt skal gaa til Grunde, saa Grønland i Stedet for en indbringende Koloni bliver en stor Fattigaaard, der kræver større og større Tilskud af den danske Statskasse.
Den Mand, der frem for nogen er en Autoritet i grønlandske Spørgsmaal, Dr. H. Rink, har længe haft Øje for denne Fare; og han har først som Inspektør i Sydgrønland og siden som Direktør for den grønlandske Handel bestræbt sig for at værne det lille haardføre, nøjsomme og modige Folk mod den truende Undergang. Særlig har han gjennem de saakaldte Forstanderskaber søgt at frigjøre de indfødte fra Evropæernes Formynderskab og opdrage dem til selv at store deres egne Sager efter grønlandsk Skik og Vedtægt. Men hans Planer er til Dels strandede paa ministerielle Kontormænds Modstand, og han er selv tilsidst bleven nødt til at tage sin Afsked som Handelens Direktør.
Hans Tanker er imidlertid udsprungne af denne Kiærlighed til Grønlænderne, som drev Hans Egede, og man kunde ikke fejre dennes Minde paa en smukkere Maade end ved et føre dem ud i Livet. Grønland og Grønlænderne er et. Hvis det grønlandske Folk forgaar, er Grønland tabt som en Del af den beboede Verden. Thi kun et Jæger- og Fiskerfolk som de kan finde et varigt Livsophold i hine barske Egne. Men skal det grønlandske Folk bevares, maa det sættes i Stand til under Nutidens Forhold at fortsætte og udvikle sit ejendommelige Liv. Egede har gjort det til en Ærepligt for det danske Folk at hjælpe det dertil.
Harald Holm.
(Morgenbladet (København) 31. januar 1886. Første del af artiklen som handler om Hans Egede, er udeladt).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar