Et Hus ryddet i Brøndstræde.
Huset nr. 9 i Lille Brøndstræde er for nogle Dage siden gaaet over til en ny Ejer, Murmester H. Hansen, som vil foretage en almindelig Udrensning af samtlige Lejere; der er i alt ni og tyve Lejligheder, hvoraf dog kun de tretten er beboede. Aarsagen til, at Ejeren lader Huset rydde, er den, at det er her t Tilholdsstedet for et saakaldet "Bølle-sjap", som hver eneste Aften og Nat sammen med en Del unge Fruentimmer opfører det gudsjammerligste Spektakel; de dobler og vræler og slaas, saa der snart sagt ikke er en hel Rude i hele Stedet; thi den ramponerende Skare drager ogsaa de mere fredelige Beboere med ind i Slagsmaalet og Ødelæggelsen. Murmester Hansen har nu ladet Københavns Stævningsmænd forkynde hver Familje sin Opsigelse, og i Dag skal alle Lejlighederne fraflyttes.
Vi var sent i Aftes henne at bese Lokaliteterne. Nede i et lille lavt Kælderrum, belyst af en osende Petroleumsslampe, driver Viceværten en Smule Handel med Brændevin, Øl og Petroleum. Han tillod med megen Beredvillighed alle Oplysninger: Lejlighederne bestaar af et enkelt Hummer med eget eller fælles Køkken til en Pris af 5, 6 a 8 Kroner maanedlig; ingen af Beboerne har fast Erhverv, de skraber de nødvendige Smaaskillinger sammen ved Tiggeri og tilfældigt Sjov. "Her skal De se Navnelisten," sagde han. og trak en skidden Strimmel Papir frem; "de med Kryds ved, resterer paa Lejen." Der var Kryds ved dem alle sammen.
- "Men det kan vel interessere Dem at kigge op i Huset ?" Naturligvis. Han laasede omhyggelig sin tarvelige Butik af og viste Vej ad Gaden op gennem Indgangsdøren.
Allerede udenfor kunde man høre den frygtelige Rumsteren deroppe. Man maatte skubbe sig forbi nogle Mennesker i Gangen, der mundede ud i et stinkende Gaardshul, og bogstavelig talt bore sig op ad den trange Trappepassage. Rækværket var sammenbundet med Seglgarn og rystede paa itubrukne Stivere, Kalkpudset paa Væggene, om der var noget tilovers, hang i sammenkrympede Flager; man kunde ikke gaa oprejst under det brøstfældige Skraaloft, ikke røre ved noget for Smudslaget og næppe trække Vejret for kvælende Atmosfære.
Der saa overalt yderlig elendig ud i dette utrolige Opholdssted for Københavns mest beklagelsesværdige Proletarer. Og Slagsbrødrene, som huserede heroppe, havde gjort deres til at paatrykke alle Omgivelserne et endnu uhyggeligere Præg: Dørfyldningerne var slaaede ud; et Komfur var nedbrudt og væltede sine Mursten ud over Gulvet; Vinduerne var sønderstaaede og Sprosserne knækkede, Karmene ramponerede af Brændehugning; i en Krog stod et Bordben, som aabenbart havde været benyttet til Slagvaaben.
Som vi kom op paa første Afsats styrtede under Larmen og raa Skældsord en formelig Dynge af Mandfolk og Fruentimmer, sammenknudede i Haandmænge, bragende ud paa Gangen. Det var lutter unge: kraftige Knøse og Piger, hvis friske Ydre stak sælsomt af mod Omgivelsernes Hæslighed.
"Se, saadan gaar det til hver Aften," sagde Viceværten, medens den tøjlesløse Scene vedblev under Hvinen og Tærsken-løs. Fra de andre skumle Hummere stimlede Folk til: udtærede og gustne Ansigter stak frem mellem ophovnede og lastemærkede. Det var et rystende og oprørende Syn - en Randtegning til de velsignede Samfundsforhold.
Der var en gammel Kone, hvis hele Paaklædning bestod i en forrevet Sæk bundet sammen om Livet, og en sort Pjalt Tøj hæftet for Brystet med en Knappenaal ....
Hvad de stakkels Mennesker har af Bohave, bestaar i en Slags Madrats og et eller andet Kludetæppe. Saa de besværes ikke af Flyttegods, naar de i Dag forlader Rønnen i Lille Brøndstræde for at forlægge deres usle og medynk anraabende Eksistens til lignende Opholdssteder, til Logishusene eller Nattelejet under aaben Himmel.
(Social-Demokraten 28. august 1886).
Huset i Brøndstræde.
Den bebudede Udrydning sandt Sted i Gaar Middags. Da Kongens Foged havde nægtet at besørge den, fordi der ingen Lejekontrakter eksisterede, indfandt Værten sig med Politi hos Beboerne. Ophavsmændene til Nattespektaklet havde spærret sig inde og vægrede sig haardnakket ved at rømme deres Hummere. Betjentene maatte sprænge Dørene og modtoges med Knubs og drøje Spark, det kom til en alvorlig Kamp; men de fik Overtaget: en efter en tumlede Beboerne ned ad Trapperne og dejsede forslaaede og blodige ud paa Stenbroen. "Konstablen" - som en af dem kaldtes - var værst at faa Bugt med: han klamrede sig fast til alt, hvad han efterhaanden kunde faa Tag i, men maatte omsider dele Skæbne med Kammeraterne. Nogle blev noterede, og Natten i Forvejen var der foretaget en Arrestation af tre Mandfolk og et Fruentimmer, som deltog i det almindelige Slagsmaal.
"Social-Demokraten"s Meddelelse havde fyldt Strædet med en talrig Skare Nysgærrige. Et Par Politibetjente holdt ryddelig udenfor Nr. 9. medens Beboerne slæbte af med deres fattige Bylter. Enkelte havde en Smule Møblement at flytte med, som blev besørget væk paa Trækvogne. Det var et ynkværdigt Syn: nogle Sengefjæle og Stumper af Skabe og Stole, nogle lasede Sækkelærreds Madratser, hvor ud af Væggetøj og Kakkelakker dryssede vrimlende ned over Stenbroen. Henne i Landemærket væltede et af disse Læs, saa Splinterne spredtes paa Gaden og afsatte en ny Skare Utøj. Det var et Elendigheds-Billede, om hvis Tilværelse ingen af de fine Gaders Beboere har Nogen Anelse, og hvis gribende Rædsler Sproget mangler Ord til at beskrive.
Forfærdelig saa der ud oppe i det forladte Hus. At der havde boet Mennesker i et saadant svinsk og faldefærdigt Skur, forekom utroligt. Sammenstuvede i Huller uden Lys og Luft har hele Familjer, ofte med smaa Børn, ligget klumpede paa skident Halm og modbydelige Pjalter. Man kunde næsten række tværs over Gaarden til Baghuset, der havde en ung Enke med to Smaa faaet Lov til at blive boende Maaneden ud; hun havde kendt til lidt bedre Dage og var en af dem, som midt i den yderlige Elendighed havde bevaret Sansen for Renlighed og Orden; hendes fortvivlet grædende Ansigt, der haabløst stirrede ud fra de grufulde Omgivelser, gjorde maaske det mest oprivende Indtryk af det alt sammen.
Nede i Gaarden tumlede de sidste Flyttere med Resten af deres Habengut: Brædder og Splinter, som det syntes ubegribeligt at sammenstille til noget som helst, blev stukket ud gennem Vinduerne og ramlede sammen i forvirrede Dynger, varetagne af de stakkels lurvet klædte Ejere. Det lignede den værst forarmede Zigøjnerlejr. Og fra Ruderne i de omliggende Gaarde stirrede graagustne Ansigter stovt paa det skrækkelige Skuespil.
Betjentene drev paa og skubbede afsted, uddelende deres hensynsløse Puf. Efterhaanden blev der ryddet ud, og Rumlen stilnede af. Men først ud paa Aftenen var der tømt ud.
(Social-Demokraten 29. august 1886).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar