Fra Egnen vest for Randers skrives til "Randers Dagblad":
Efteraaret er Bryllupernes Tid. Naar Kornet er vel i Hus, og den største Travlhed er forbi, begynder Brylluperne. Om der nu er særlig Lykke ved at blive gift om Efteraaret, eller det er, fordi Folk da bedst kan faa Tid til det, eller Grunden blot er den, at to dog bedre kan modtage Vinterkulden end en, det skal jeg overlade til mere sagkyndige at afgjøre.
Her paa Egnen er det Skik, at Gaardmandsbarn har 3 Dages Bryllup, første Dag for de gamle, anden Dag for Ungdommen og tredje Dag for de gamle igjen. Et saadant Bryllup er en hel lille Begivenhed og drøftes lang Tid forud og bagefter med en Udholdended og Grundighed, der var en bedre Sag værdig.
Hver By har sin Bydemand. Det er et byrdefuldt Embede, han beklæder. En 8 Dages Tid før Bryllupet trækker han i fine Kisteklæder, tager Staven i Haand, vandrer fra Hus til Hus og siger hvert Sted: "Jeg skulde hilse saa mange Gange fra X. X. og hans Kone, om I ikke vilde være saa gode at komme hen til dem og spise Frokost paa Tirsdag kI. 9½ i det seneste og følge med til Kirken og saa tage med dem hjem og faa Suppe og Steg, Spil og Leg, kjønne Piger at danse med - Konerne ikke at forglemme!" Jo Tak, det vil man saa gjærne, og Bydemanden faar saa hvert Sted en Snaps og en Bid Brød, saa hans Gang kan jo gjerne blive lidt træls tilsidst, men det er i Reglen "sikre" Folk, man vælger til den Bestilling.
En ganske kjøn Skik er det, at alle bliver budt med, baade rige og fattige i de rige kommer, de fattige bliver i Reglen hjemme af let forstaaelige Grunde, men derfor glemmes de ikke.
Der er slet ikke billigt at komme til et saadant Bryllup. En Ting er Klæderne, der skal ses efter i Sømmene eller helt fornyes - ved en saadan Lejlighed trækker Gaardmandskonerne i Silkekjoler - en anden Ting er, at der skal gives "Faan", det vil sige: Høns, Kjød, Pølse, Smør, Æg, Fløde og Mælk, og at der skal ofres til Præst og Degn, gives Spillemandspenge, Penge til Opvarterne, og jeg véd ikke hvad. Det hele kan gjærne løbe op til 30-40 Kroner.
Naar saa endelig den store Dag oprinder, trækker man Stadsen paa, spænder for Fjedervognen og kjører hen til Brudegaarden, hvor hver Vogn modtages med Musik. Efter at Frokosten - kold Spise med Snapse og Kaffe - er sat til Livs, kjører man til Kirken med Musik i Spidsen. Den lange Vognrække med de pyntede Gjæster og de vælige Heste ser helt statelige ud. I Kirken maa Brudeparret nøje passe paa ikke at gjøre Fejl, vende eller dreje sig til en forkert Side efter gammel Skik; thi ellers faar Snakken travlt bagefter. Hjemkommen bænker man om Bordene, og Snapseglassene begynder atter flittig at vandre rundt.
"Det er den tiende i Dag", siger en, idet han tømmer sit Glas. (Det er netop den tiende i Maaneden.)
Saa bæres Suppen ind, derefter Stegen og tilsidst Vin og Kage. Retterne er altid de samme. Mellem hver Ret tager Mændene sig en Pibe Tobak. Mod Slutningen af Maaltidet, der varer 3 lange Timer, holder først Præsten en rørende Tale, og Degnen kommer saa bag efter som tyndt Øl.
Efter Maaltidet kan man nok trænge til at faa sine Ben rørte. Salen gjøres nu ryddelig i en Fart, og Dansen begynder. Første Vals danses af Opvarterne og Opvartningspigerne for at "feje" Gulvet. Derefter danser Bruden hen til Brudgommen af en af Opvarterne, og endelig danser Brudeparret under højtidelig Tavshed. Saa danser alle "Bestillingsfolkene", og nu endelig staar det enhver frit at træde Valsen.
Ud paa Natten drikkes Punsch, synges og holdes Taler. For Brudeparret udbringes der den ene Skaal efter den anden, og det faar ret sine gode Dyder at vide, baade dem, det har og ikke har, men maaske kan faa, tillige med de varmeste Lykønskninger for Fremtiden og de kjærligste Formaninger om at blive god ved "de gamle".
For hver Skaal synges der trolig: "Han skal leve!" o. s. v. Bønderne kan godt baade synge og tale. Mange, især af de unge, taler endog helt flydende, men desværre skammer nogle sig ved deres gode jydske Modersmaal og taler "fint", det vil sige, de taler, som naar en Skoledreng læser op af en Bog. Selv Højskolefolk kan man høre tale paa denne grimme, unaturlige Maade. Mærkeligt nok, at Bønderne ikke i det Stykke kan lære at staa paa egne Ben.
Efterhaanden som man drikker, bliver Synet videre, Tankerne klarere, Hjærtet varmere. Man forlader nu den snævre Familiekreds og udbringer beaandede Skaaler for Kvinden, for Fædrelandet, for Grundloven, for den fri Bondemand, ja for alt muligt i der vide Verden for ikke at glemme noget. Naar Gjæsterne i Dagningen drager hjemad kan Vejen være smal nok for somme, men noget usømmeligt sker der dog sjælden ved en saadan Lejlighed.
Det er 3 strænge Dage og Nætter for Brudeparret, især for Bruden, der næsten ikke er af Gulver. Øinene bliver lidt røde og Lemmerne noget stive tilsidst, men det er ikke saa let at bryde med gammel Sædvane. Det gaar her som altid, den ene vil ikke stikke op for den anden, selv om man ogsaa kan se det skjæve ved Sagen. Mange Steder har man dog, vistnok af Sparsommelighedshensyn, helt brudt med Skikken og holder nu kun en Dags Bryllup.
(Morgenbladet (København) 11. november 1887).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar