Moder uden at vide det. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Dames Historie.

Hof- og Stadsretten har, som tidligere meddelt, i disse Dage frifundet en Kvinde, som var tiltalt for Barnefødsel i Dølgsmaal, Straffelovens § 194 eller 195 *). De nærmere Omstændigheder er følgende:

Natten mellem den 24de og 25de Oktober f. A. blev Sygehuslægen i Esbønderup kaldet til Tiltalte, der da var ugift og boede hos sine Forældre. Efter at Lægen ved sin Ankomst af Tiltaltes Moder havde modtaget Forklaring om Tiltaltes Tilstand, viste det sig, da Lægen for at anstille nærmere Undersøgelse løftede Dynen paa den Seng, hvori Tiltalte laa, i Vejret, at der var foregaaet en Barnefødsel, men at Barnet var uden Liv, idet det var blevet kvalt ved at ligge med Ansigtet nedad mod Lejet.

Overretten fandt efter de oplyste Omstændigheder overvejende Betænkelighed ved at forkaste Tiltaltes Forklaring, for saa vidt den gik ud paa, at hun, om hun end havde indset Muligheden af, at hun var bleven frugtsommelig, dog ikke havde havt nogen som helst Vished med Hensyn til sin Tilstand, og for saa vidt den gik ud paa, at hun den ovennævnte Nat var i Uvidenhed om, hvad der i Virkeligheden passerede, og at det var en Fødsel, der fandt Sted, og frifandt derfor Tiltalte, medens Sagens Omkostninger efter Lov 5te April 1888, § 8, tillagdes det Offenlige.

Ved Underretsdommen var Tiltalte efter Straffelovens § 195 anset med Straf af 2 Maaneders simpelt Fængsel samt tilpligtet at udrede Aktionens Omkostninger.

De Domspræmisser er værd at lægge Mærke til, for saa vidt som de aabner et overraskende Indblik i de abnorme Kønsforhold her til Lands. Avisernes daglige Beretninger om ihjelsultede Mennesker forundrer os ikke nær i samme Grad: paa det Omraade forekommer selv de værste Tildragelser at være i god Overensstemmelse med Samfundsforholdene. Alen ved at læse ovenstaaende Dom vil sikkert de fleste studse og udbryde: Det er jo umuligt! Skulde en frugtsommelig Kvinde kunne være i Uvidenhed om sin Tilstand, ligge og sode uden at ane, hvad der sker med hende! Det er en daarlig Snak, som Hof- og Stadsretten dér har taget for gode Varer!

Hos- og Stadsretten plejer imidlertid ikke at være nænsom mod Kvinder, der ved Uagtsomhed eller med Forsæt ombringer deres Børn. Den vogter med samme Omhu paa den herskende Moral som paa de bestaaende Ejendomsforhold og straffer med lige Strænghed de uundgaaelige Forsyndelser mod begge Dele. Der er derfor ingen Grund til at antage, at Synderinden i dette Tilfælde vilde være sluppet Ram forbi, hvis Dommerne havde kunnet paavise den Skyld, som de af dem selv opretholdte Tilstande ligefrem tvinger Folk ind paa. Men Hof- og Stadsretten har udtalt sit sjældne: frifunden! Antagelig har den Tiltalte da virkelig været uvidende om sit Svangerskab og sin Fødsel.

Vi staar altsaa overfor en Kvinde, som er skreden til Opfyldelsen af sin vigtigste naturlige Funktion, Slægtens Forplantning, uden Begreb om de dermed forbundne Omstændigheder ! En Kvinde, som ikke var sikker paa, hun skulde være Moder! som fødte om Natten i sin Seng og lod Barnet kvæles under Dynerne og ingen Bevidsthed havde om, hvad der foregik! En saadan kønslig Abnormitet vilde være utænkelig, naar den ikke lod sig forklare fuldt saa vel som de dagligdags økonomiske Abnormiteter og lige som disse var i nøje Overensstemmelse med de Vilkaar, Samfundet byder paa.

Thi hvordan forbereder man gennem Opdragelsen de Unge til at varetage deres Livs Hovedanliggende: Forplantningen - ? Ved at hemmeligholde alt, hvad der vedkommer den Ting. Ved omhyggelig at genne alle Antydninger af, hvordan det menneskelige Legeme fungerer. Kundskaben om sig selv og Afkommet, udenfor Undervisningen. De Unge faar saa paa egen Haand tilliste sig denne Viden som noget kildrende pikant og ledes derved ind paa allehaande skadelige Vildfarelser. Kammerater og Veninder indvier naturligvis som Regel hverandre i de "forbudne" Anliggender - men hvilken skrøbelig Bund at befæste den kommende Generation paa! Og naar saa en eller anden oven i Købet slipper igennem Barneaarene uden at have faaet noget at vide; det kan ikke blot tænkes muligt, det er endog som "det skal være" efter Opdragernes Mening: Vedkommende har maaske ikke havt saa intime Venner, eller Forholdene i Hjemmet kan have begunstiget Uvidenheden, eller han eller hun har maaske følt det halvt som Synd, halvt som Skam, at lytte til Hviskenet om de "urene" Ting ja, saa kan det hænde, at vi en skønne Dag staar overfor et Tilfælde som det ovennævnte: en Kvinde bliver Moder uden at vide det!

Hvis man vil have en solidere Bekræftelse paa, at saadanne Kvindeeksistenser virkelig skyder op af Jordbunden rundt om os, saa kan man blot læse Fru Erna Juel-Hansens for kort Tid siden udkomne Bog "En ung Dames Historie". Det er en Beretning om, hvorfor og hvordan en ung Pige kan vokse op uden Forstand paa Kønsforholdet og hvilke Ulykker denne forsætlige Hemmeligholdelse kan bringe over hende. Og det er ingen beregnet Roman - det er en Redegørelse, man kan stole paa, fordi Forfatterinden med sin Personlighed staar inde for den, og fordi selve de Tildragelser, man læser om, føles som levede og ikke som digtede.

Den "unge Dame", hvis Historie Fru Erna Juel-Hansen fortæller, er en Etatsraads Datter, som omtrent 16 Aar gammel, fuldmoden, endnu har saa uklare Begreber om den Viden, der er nyttigst for en Kvinde, at "Bryllup" for hende blot er "dette hemmelighedsfulde, der susede om Ørene og var saa underlig benauende at tænke paa". "Spørge turde hun ikke, for hun havde en egen pinlig Fornemmelse af, at det, hun vilde vide, talte man slet ikke om og burde siet ikke tænke paa." Hun er blevet opdraget strængt inden Døre - "for i det Institut, Mama vilde have mig i, lærte de Fysiologi i øverste Klasse, og det, sagde hun, var det samme som at tage al Blufærdighed fra de unge Piger".

Mama har passet saa omhyggelig paa at holde sin Datter borte fra alt, hvad der kunde besmitte hendes Uskyldighed og Sjælsrenhed, beskyttet hende saa kærligt mod de raa og brutale Mandfolk, der ikke forstod "Kvindesjælens sarte Rørelser" - at den unge Pige, da hun uforvarende kommer til at overvære en Fødsel, gribes af hjælpeles Rædsel over det forfærdelige i at faa et lille Barn. "Der fødtes jo Hundreder af Børn hver Dag - aa hvad det var for en Rædsel - - hele Jorden over fødende Kvinders Jammer skrig. Hun syntes, hun saa dem, hørte dem - - aa, Gud, hvad var Meningen med det? Saa var det jo sandt, hvad der stod i Vielses Ritualet, at det var Syndens Straf men var det da Synd at gifte sig? eller var det for nogen anden Synd - for den Snak om Eva og Æblet, det kunde det ikke være - men de sagde jo ogsaa, at Gud selv havde indstiftet Ægteskabet - - - ikke til at hitte Rede i, ikke til at hitte Rede i!"

Den af Hof- og Stadsretten frikendte Kvinde er netop en blandt dem, som ikke har kunnet "hitte Rede i det" - blot en Smule Forskyden af Omstændighederne, saa har vi maaske "den unge Dame"s Historie om igen. Den synes ikke at være enestaaende. Og Skylden beror paa den Opdragelse, Børnene faar; Skoler og Forældre gør deres muligste for at de ikke skal kunne hitte Rede i den naturligste Akt, som derved pustes op til et Mysterium, man maa fortie og skamme sig ved. Den unge Pige i Esbønderup har tiet og skammet sig - af Uvidenhed. Men vi forlanger fuld Viden og Klarhed paa dette Omraade, som ikke er Synd og ikke Skam, men simpelthen Opfyldelsen af en Drift, der betinger den næste Slægts Sundhed, som Tilfredsstillelsen af Sulten betinger vor egen.

*) §194: Naar et udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer føder i Dølgsmaal, og Barnet derefter findes at være dødt, uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødslen, straffes hun, for saa vidt hendes Forhold iøvrigt ikke medfører højere Straf, med Forbedringshusarbejde eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 4 Maaneders simpelt Fængsel.

§ 195: Viser noget udenfor Ægteskab besvangret Fruentimmer ellers uforsvarlig Omgang ved sin Barnefødsel, og Barnet derefter findes at være dødt uden at det kan oplyses, at Døden er indtraadt før Fødslen, straffes hun med Forbedringshusarbejde indtil 2 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel.

(Social-Demokraten 12. august 1888).