I Valdemarsgade, mellem Isted- og Dybbølsgade, ligger et Par Byggegrunde paa hver Side af Gaden. De tilhører Fru Rosborg. Den ene Byggeplads bruges om Dagen til Tømmerplads og efter Fyraften til Legeplads for Kvarterets Børn; de bruger Bjælkerne til Vippebrædter og falder ned og slaar Hovederne itu. Byggepladserne ligger desuden et Par Fod lavere end Gaden. For saaledes at forebygge, at Folk og Børn falder ned og brækker Halsen, har Politiet heftigt bedt Fru Rosborg om at sætte et Plankeværk om sine Byggegrunde.
"Nej, det gør jeg ikke!" svarede Fruen. -- "naar Magistraten sætter Plankeværk for sine Byggegrunde der henne i Istedgade, saa vil jeg - ellers ikke!"
Saa kom der igen Bud fra Politiet, at Fruen skulde sætte Plankeværk om sine Byggegrunde.
"Bon!-- svarede Fruen - for hun var jo i Virkeligheden en dannet Dame - , "saa sætter jeg ogsaa Planteværk for den Stump Gade, der tilhører mig."
Og nu har hun afspærret Valdemarsgade fra Isted- til Dybbølsgade. Der er kun Passage for Skolebørn og Hunde - de kryber under. Alle andre Kørende og Gaaende maa gøre en temmelig stor Omvej.
Der er Tale om, at den nye Sognepræst i St. Mathæus, der skal holde sin Tiltrædelsespræken paa Søndag, vil begynde med en Straffe-præken til Fruen, fordi hun gør Kirkevejen for en Del af hans Sognebørn lang og trang.
Det var en vred Dame, der rejste det berømte Plankeværk i Petersens Passage, det var en anden vred Dame, der afspærrede den gamle Jernbanevold ud for Badevejen; men her var Magistraten saa listelig at slaa en Bro over hendes Plankeværk med en Bakke op og en Bakke ned.
Men nu er de to Damer formildede, Petersens Passage er fri, den anden med. For Øjeblikket er kun Fru Rosborg vred.
(Social-Demokraten 3. maj 1889).
Proprietær Christopher Madsen Rosborg (1806-1868) og Mette Cathrine Casper (1814-1903). Vesterbrogade 55. 6 børn. Det fremgår af Ugeskrift for Retsvæsen 1891 nr. 27-28, s. 430-435 at hun sad i uskiftet bo og at hendes søns (Jens Rosborg) kreditorer ikke ad rettens vej kunne indkræve hans gæld hos moderen.
Enkefru Rosborg havde købt byggegrunde af arkitekt Leidesdorff i oktober 1884 (matr. 560, 1055 kvadratalen) for 5.400 kr. December 1884 tilskødede hun grundene nr. 486 og 579 til tømmermester P. Larsen. I juni 1887 solgte hun matr. nr. 622 (Istedgade 101), 661 (hjørneejendommen Valdemarsgade 55 og Istedgade 103) og 662 (nr. 57) i Valdemarsgade for 19.000 kr. I juni 1888 solgte hun Valdemarsgade nr. 41 og 43 til enkefru Levyson for 105.000 kr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar