13 juni 2024

Carl Christensen: "Sorte Carl". (Efterskrift til Politivennen)

Sidst i november lykkedes det en tugthusfange der går under navnet "Sorte Carl", at flygte fra Gedhuset. Man har længe været på spor efter ham, men først i går nat blev han fundet i et logishus i Dronningens Tværgade-kvarteret. To mistænkelige personer som han opgav at være ven med, blev ligeledes anholdte.

(Riget (København), 21. januar 1912.


En undvegen fange.

"Sorte Carl" (Carl Christensen) der i sommer flygtede fra tugthusfangerne ved Gedhuset, blev i går bemærket af opdager Jacobsen mens han stod i Landemærket og talte med en kammerat. I mellemtiden har den undvegne sikkert føjet en del til sit i forvejen ikke ringe synderegister.

Opd.

(Fyens Stiftstidende, 23. januar 1912).


"Sorte Carls" meritter.

Den sidste pågrebne af de i sommer fra Gedhuset undvegne tugthusfanger, "Sorte Carl", har efter hvad der nu er oplyst, benyttet sin selvtagne frihed til sammen med 6 andre personer at begå ca. 28 tyverier i København. Banden har stjålet en mængde sølvsager og lignende. Blandt de tilståede tyverier er det store indbrudstyveri i enkefru Rubows villa og flere andre indbringende indbrud i villaer i Ordrup og Taarbæk m. fl. St.

På bandens synderegister står endvidere kirketyveriet i metodistkirken i Rigensgade hvor foruden nogle penge der lå i pastor Basts kontor, hovedudbyttet blev et par prægtige messing alterstager.

Dem er det lykkedes tyvene at få pantsat på Assistentshuset. Menigheden glæder sig over at dette er lykkedes: i modsat fald var de smykke stykker kunstindustri rimeligvis blevet brækkede itu og solgt som gammelt metal.

Det kan med sikkerhed siges at der vil ske endnu flere anholdelser i denne omfattende tyverisag. "Sorte Carl" har i sin frihedsperiode kaldt sig Ole Nielsen.

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende, 26. januar 1912).


"Sorte Carls" bande.

Den tæller nu 12 medlemmer

Som tidligere meddelt anholdt politiet for nogen tid siden den udbrudte tugthusfange Carl Christensen, kaldet "Sorte Carl", og straks efter anholdt politiet 8 andre personer der har været meddelagtig i en mængde indbrud i Fredensborg og her i byen sammen med ham.

Sagen blev henvist til 1. kriminalkammer hvor det i går yderligere er lykkedes at pågribe 3 personer der alle hører til "Sorte Carls" bande. De hedder Carlsen, Emil Jensen og Frederik Hansen, kaldet "Soldaten", således at banden nu tæller 12 personer.

(Folkets Avis - København, 24. februar 1912).


"Sorte Carl" og hans bande dømt.

En større tyvebande på 9 medlemmer hvis anfører var den fra Gedhuset undvegne Mads Christensen, kaldet "Sorte Carl" fik i går deres dom med straffe fra 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost til 4 års forbedringshus. "Sorte Carl" fik en tillægsstraf på 6 års tugthus.

(Aarhuus Stifts-Tidende, 25. juni 1912, Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 26. juni 1912).


Sorte Carl og hans Bande

Flugten fra Gedhuset

Den berygtede indbrudstyv Carl Georg Valdemar Christensen, alm. kaldet Sorte Carl, så for nogen tid siden lejlighed til at forsvinde fra "Gedhuset'' ovre på heden, hvor han afsonede den sidste del af en dom paa 6 års tugthus, som var overgået ham i 1908.

Sorte Carl drog ned i Sønderjylland og over øerne til København.

En række indbrud betegnede hans rute.

Her i byen dannede han en tyvebande på 9 medlemmer, som arbejdede ikke alene i København. men også i provinsen, således stjal de hos en cykelhandler i Nørre Aaby på Fyn elektriske lommelygter og revolvere. I et værelse her i byen ophobede de deres udbytte.

En skønne dag blev hovedmændene overraskede ved arbejdet, og kort efter var hele komplottet arresteret.

Igår faldt dommen. Sorte Carl skal på ny 6 år i tugthuset. De øvrige 8 medlemmer fik straffe, der varierede fra 4 års forbedringshusarbejde til 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost.

(Riget (København), 26. juni 1912)


Let spil.

Nøglen var lagt frem til tyvene.

Der er i går nat forøvet et indbrudstyveri hos en manufakturhandler Dahl, Torvegade 25, København. Udbyttet har været ca 1.200 kr. i kontante penge. Hr. Dahl havde været så uforsigtig at lægge pengeskabsnøglen i et vindue, så tyvene har haft let spil.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 24. december 1915).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar