Wilhelm Weiss var en af Københavns originaler, og oplysningerne om ham skal tages med et gran salt. Udover hvad udvalget af artiklerne nedenfor bringer, kan nævnes at han 1886 var formand for den nystiftede "Foreningen af 1ste Infanteriregiment 1864". Ifølge Haandbog for Hæren var der ved hans død i 1923 i alt 56 veteraner fra Treårskrigen i live. Den ældste var N. Madsen i Faaborg, den yngste kaptajn Weiss. Han blev samme år 90 år.
80 Aar.
Wilhelm Weiss.
Paa St. Annæplads, i Prins Vilhelms Palæ. bor oppe paa en 4de Sal den gamle Kaptajn som er kendt af de fleste Københavnere og som i Dag fylder 80 Aar.
Vi aflægger et Gratulationsbesøg og træffer den gamle Kaptajn i bedste Velgaaende. Den lille hyggelige Lejlighed rummer mangfoldige Gaver og Minder. - Prydelser der er Weiss' Stolthed og Glæde.
- Se her, siger han, har jeg Billeder af Kongerne Christian den 9de og Frederik den 8de; det er kære Erindringer. Her er Max Müller, min Brigadechef fra 64, og her et Billedet af Christian den 9des i Besøg i Dybbølskanse Nr. 2.
- Det er velgørende at have alle disse gode Minder, bemærker vi.
- Ja, jeg lever heroppe paa Kvisten mit Liv med mine Minder, med Duerne og Spurvene, som De ser herhenne udenfor Vinduet, samt med min Kat - Katten der paa Stolen. Og saa kigger jeg imellem paa de mange dejlige Ting, jeg har faaet af gode Venner. Vi beder om at faa lidt mere at se af Herlighederne. - Ja. her er et Maleri, som Olaf Poulsen i sin Tid malede og forærede mig. Her er en Elefant, som nylig afdøde Profossor Vilh. Bissen har modelleret og givet mig. Han stod forresten ved mit Kompagni i 1864 som Officersaspirant. Her er et Billede af min gode Ven Lars Dinesen, og her er en Sølvpokal, som Frimurerne forærede mig. da jeg havde været Frimurer i 50 Aar. Her er en smuk Pokal fra 1. Regiment af 1864, hvis Formand jeg stadig er, men af 275 Medlemmer er der nu næppe 50 tilbage. De dør nu hurtigt; vi er jo allesammen efterhaanden bleven gamle Karle. Ja Jeg holdt 50 Aars Officersjubilæum, fik jeg dette herlige Sølvskrivetøj med Landsoldaten i Mullen, og saadan kunde jeg fortsætte.
Fortæl en eller anden interessant Oplevelse, indskyder vi.
- Oplevelse t Dem har jeg nok af. jeg kan daarlig huske den ene fra den anden. Men naar vi sidder en lille Kreds om Aftenen ved et hyggeligt Bord, saa gaar det bedst.
- De er født i København?
- Ja, det kan De bande paa, men min Fader, der var Nysølvsfabrikant, døde allerede da jeg var 11 Aar, og min Moder 3 Aar efter. Der stod jeg arme Dreng; men jeg tabte ikke Modet. Da Krigen brød løs I 1848, var jeg straks paa det rene med, at jeg vilde med. Jeg havde gaaet i St. Petri tyske Realskole paa Graabrødretorv og blev udskrevet herfra netop i Efteraaret 48. Saa meldte jeg mig som Frivillig - 15 Aar og 8 Maaneder gammel. Det var en ung Rekrut, og stor var jeg heller ikke. Men med en Skipper kom jeg op til Aalborg og derfra med Dagvognen til Hjørring, hvor jeg havde en Onkel, der forsynede mig med den fornødne Mønt, hvorpaa jeg kørte med Dagvognen til Viborg for at melde mig som frivillig ved 11. Bataillons 2det kompagni. Bataillonschefen var Oberst Staggemeyer, men Kompagnichef hed Prunst.
- Havde De virkelig Kræfter til at døje Feltlivet?
- Kræfter? Ja ... Vist havde jeg det. Jeg havde baade Kræfter og Lyst. Og saa voksede man jo Dag for Dag, baade i Højde og Bredde ...
- Hvor kom De hen fra Viborg.
- Den 16. Januar 1849 blev jeg antaget til Soldat, og i Viborg gennemgik jeg derefter en slags Rekrutskole. Da den var sluttet, marcherede BataiIlonen i Krigen, og vi var med baade ved Kolding den 23 April 49, ved Fredericia den 6. Juli samme Aar og ved Isted den 25. Juli 1850.
- Er De aldrig bleven saaret?
- Nej, aldrig. Disse raadne Kugler vilde Inte mig noget; men der faldt mange omkring mig. Ved Isted var jeg Korporal, og jeg fik efter Slaget Valget imellem at blive Løjtnant eller faa Dannebrogskorset. Jeg vilde helst have haft begge Dele, men det kunde Ikke lade sig gøre, hvorefter jeg bad om at blive Officer. Jeg husker fra Isted særlig en ung Løjtnants Fald. Han hed Freiesleben, han vilde springe over en Grøft just som en Kugle traf ham i Brystet. Han havde dog Styrke nok til at faa sin Tegnebog afleveret til en Kammerat, for at Tyskerne ikke skulde faa fat i den og for at den kunde blive bragt hans Familie. Men straks efter døde den brave Soldat.
- I 1864 var De ogsaa med?
- Med! Ja, vel var jeg med, og jeg saa mangen en god Kammerat falde ogsaa her. Jeg havde i Mellemtiden været i Østrig og skulde have været mod i den fransk-italiensk-østrigske Krig i 1859. Krigsministeriet havde givet mig Rejsetilladelse, og Frederik den Syvende sendte mig ekstra 100 Rigsdaler til Rejsehjælp. Jeg kom da ogsaa ned til Wien, men saa blev Freden sluttet mellem de tre Lande, og Wilh. Weiss kom ikke med den Gang, hverken ved Magenta eller ved Solferino. I det Sted kom jeg senere med ved Sankelmark ... Jeg var bleven Premierløjtnant og Chef for 1 Batl.s 1. Kompagni. Først dog ved 7. Kompagni under Kaptajn C. Th. Sørensen, den bekendte Militærforfatter, som lever endnu i en Alder af henved 90 Aar. Vi laa paa Gottorp Slot, og hver Nat rykkede vi ud til Dannevirke. Da Stillingen saa blev rømmet, kom Sammenstødet den C. Februar ved Sankelmark. Her sendte Gablenz først de smaa lichtensteinske Husarer imod og da vi fik dem jaget væk, rykkede Fodfolket frem ...
Max Müller sendte først 11te og derefter 1ste Regiment i Ilden, og vi afslog heldigvis Østrigernes Angreb. Jeg sagde altid til mine Folk: Bare rolige! Ikke pille ved Aftrækkeren, før jeg kommanderer. Lad være med dette Pjatteri. Og saa sluttede vi Kredse eller Karré, som det almindeligt kaldes. Paa Kommandoordet "Fyr!" skød alle Mand mod de fremrykkende Ryttere, der straks efter maatte retirere tilbage i fuld Karriere. Jeg husker her, at jeg sagde til Adjutanten, Dirckinck-Holmfeldt, at han skulde skaane sig; men det gjorde han ikke, og straks efter traf 2 Kugler ham, han faldt død af Hesten. Senere besatte vi en Høj efter Ordre af Oberst Beck, og den holdt vi længe, men paa venstre Fløj faldt her en af mine tapre Folk - Jens Paludan-Müller, der vilde med i Fægtningen og vilde med i forreste Række. Han var nærsynet og kunde blevet fri, men da det gjaldt, ønskede han absolut at komme med til Fædrelandets Forsvar.
- Fik De her Ridderkorset?
- Nej, jeg fik det senere oppe i Jylland af Kongens egen Haand. Jeg var iøvrigt indstillet til Tapperhedsmedaillen i Guld, men den Udmærkelse saa jo aldrig Dagens Lys.
- - -
Med de bedste Ønsker for den gamle Kaptajn - en af vore faa tilbageværende ægte Soldatertyper fra 1848-50 og 1864 - , tog vi Afsked. I Dag vil alle hans Venner kappes om at vise ham den varmeste Opmærksomhed i Anledning af hans 80-aarige Fødselsdag.
Holger.
(København 28. maj 1913).
80 Aar.
Kaptajn Wilhelm Weiss.
I Dag fylder en af Københavns djærveste Mandfolk, den brillante Kaptajn! Wilhelm Weiss 80 Aar.
Vi vilde gerne have hørt den Ed, den gamle Kaptajn spyede ud, da han i Morges vaagnede i sin Ungkarlelejlighed i Prins Wilhelms Palæ.
Kaptajn Weiss er gammel Soldat fra begge de sidste Krige, en gammel Veteran mod et sjældent muntert Syn paa Livet. Men trods det, at han or en livskraftig Mand, gruer vi for, hvorledes han vil klare Dagen i Dag, naar de mange Gratulationer strømmer ind.
Det bliver i hvert en anstrengende Dag.
Kaspar.
(Folkets Avis (København) 28. maj 1913).
Prins Wilhelms Palæ eller von der Ostens Palæ var bygget som adelspalæ på Sankt Annæ Plads 13, Amaliegade nr. 1 1749-51. Arkitekten er ukendt, måske har Nicolai Eigtved godkendt tegningen. 1878 blev palæet købt af restauratør Lars Larsen, der kaldte stedet for Larsens Lokale. På Weiss' tid hed det igen Prins Wilhelms Palæ ("Prins Larsens Palæ"). Som nævnt senere blev det i 1920'erne hovedsæde for olieselskaberne DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab), siden Dansk Esso og sidst Statoil. På trods af at palæet siden 1918 var fredet, forhøjede DDPA 1922-23 palæet med en etage og ændrede taget. Arkitekter var Niels Hauberg og Frederik L. Levy. Det blev senere restaureret ved Alf Cock-Clausen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar