Marie Villads
Af
Ingeborg Maria Sick.
Der er mange, som kender hende fra Kilden i Søndermarken. Som er komne derud en Sommeraften, naar de gik Tur, og har givet sig i Snak med det glade Ansigt udenfor Grotten. Og i ni af to Tilfælde har de faaet et Vers med, naar de gik. Et Vers om Aftenens Fred, om Kilden, om den lille Bellis i Græsset - kradsest ned med Blyant paa et Bolscherpapir.
Mange har kendt hende - alligevel er syv Aar jo længe nok til at trænge En ud af Folks Bevidsthed. Og saa lang Tid siden er det, at hun rejste til Amerika, hvorfra Budskabet om hendes Død nu i disse Dage atter har gjort hende "aktuel". Medens hendes Navn for et Øjeblik lever iblandt os, vilde jeg gerne tegne et lille Rids af hendes Billed under det. Helst vilde jeg fortælle alt, hvad jeg husker om og af hende - men det blev meget for langt.
Digterinde - ja, ubetinget! Jeg havde nær sagt, trods det, at hun skrev sine Vers. For Versene var ikke Digtning - i alt Fald kun i ganske enkelte Glimt. Til at yde Litteratur savnede hun altfor mange Forudsætninger, den nødvendige Udvikling - og havde dog i Aarenes Løb læst saa meget, paa maa og faa, paa kryds og tværs, at det umiddelbare og personlige Udtryk for hendes Stemning var blevet forkvaklet, isprængt med tarvelige Efterklange og ganske naive Efterligninger af Ingemann og Chr. Winther, hvis Versemaal særlig var gaaet hende over i Blodet.
Men hendes evner til at se, høre, fornemme og opleve - Natur, Mennesker, Øjeblikket og dets stemning - var fin, oprindelig og sprudlende. Og saa intenst kunde hun give sig hen i et eller andet smukt Indtryk, at "Dagens Byrde og Hede", som Infil havde sin rigelige Del af, blev som strøget af hende. Hun digtede sit eget Liv lyst og skønt - og det er Kunst. De Syner og Tankebilleder, som hun fandt saa mangelfulde Udtryk for i sine Vers - af dem byggede hun sig gyldne Broer, der har hende oppe over alle Sorger og Tryk - og derved holdt hun sig ung i Sind, klar og frisk. Som den Kilde, der var hende saa kær - trods de mange kolde, regnfulde og ensomme Timer, hun havde derude.
Meget tidlig begyndte hun at digte. Naar hun som Barn kom op i Salmevers i Skolen, hændte det, at Læreren raable: "Hvad gar der af Tøsen! Hun kan jo mer end der staar i Bogen!" - For var hun først kommen paa Gled og ind i Versemaalet - , kunde hun godt blive ved. Det maatte Præsten høre, mente Skolelæreren. Saa kom han en Dag, hun blev stillet op paa en Skammel foran ham og bedt om at sige Vers. Det maa være lykkedes over Forventning, for hun huskede, at Præsten havde moret sig meget over hende og givet hende den imponerende Gave af en hel Mark. Men da hun kom hjem, fik hun mange Prygl - for den "Skam", hun havde bragt over sine Forældre ved at "præke for Præsten!" Og paa samme forstaaende Maade blev baade Fa'r og Mo'r ved at honorere alle de poetiske Udgydelser eller Drømmerier, hun henfaldt til i sin Barndom.
Da hun var bleven voksen, kom hun ud at tjene, og blev siden gift med en fattig Landsbyskræder, for hvem det gik tilbage, Og som endte med at hugge Sten ved Vejen. Marie sad og huggede med saa tidt hun kunde - og huggede sig i Fingrene, saa Blodet sprang. Imellem var det saa bitterlig koldt, at Øllet til deres Mellemmad var frossent, naar de tog det frem.
Om Aftenen, naar de kom i Seng, var de saa trætte og "værkende' i alle Lemmer, at de ikke kunde falde i søvn. "Men medens han laa og ømmede sig" sagde hun "var jeg jo bare glad ved det. For saa havde jeg da Lov til at ligge og tænke mig om. Og saa kom alle Synerne. Hele Stuen var fuld af dem." Ædle Riddere, Prinser og skønne Møer kom vandrende ind -
"Da saa jeg Turnering
med Klang af Ridderspil -
jeg glemte, at i Verden
var der Slid og Sorger til"
Elverpiger og Alfer fra Engen svævede taagelette omkring hende, Nisserne kom trippende - eller det blaa Vand skvulpede ind i Stuen - "den vilde Svane Vugged sig paa Havdybets Spejl", og Havmanden dukkede op
"De lyse Iokker flagred
i sælsom Straaleglans,
af Klinteroser snoed sig
om Barmen en Krans.
Og Guldharpen slog han
med Sang og Klokkespil,
saa alle Nattens Fugle
maatte lytte dertil --"
Manden døde, og hun sad igen med fire ukonfirmerede Børn, som hun nu var ene om at slide for. Det blev en drøj Kamp for Tilværelsen, til Børnene var voksne. Saa drog de til Amerika, den ene efter den anden, og hun besluttede at flytte til Byen, hvor hun mente, de blev lettere at faa Arbejde. Sit lille hus paa Søndersted Mark fik hun lejet ud - for hele tolv Kroner om Aaret! - og tog til Kjøbenhavn.
Jeg traf hende tilfældig en Dag paa Gaden, hvor hun spurgte mig om Vej. Og vi blev Venner med det samme.
Her var hun først Lugekone i Landbohøjskolens Have, saa Fejekone i Frederiksberg Have og tilsidst Kildekone i Søndermarken. Om Vinteren vaskede hun for Folk eller gjorde rent. Da hun havde været her en halv Snes Aar, var Børnene komne saa godt i Vej ovre i Dakota, at de fik hende overtalt til at komme over til dem, for at hun ikke skulde lide Nød paa sine gamle Dage eller blive afhængig af Fremmede. Hun rejste - men kunde hverken finde sig tilrette i de fremmede Forhold eller taale den strenge Vinterkulde. Hun blev snart ganske hjælpeløs og forpint af Leddegigt og laa tilsengs det meste af de sidste tre Aar, indtil Døden afsluttede hendes Lidelser.
Det er i korte Omrids hendes Liv - og det er jo kummerligt nok, udefra set. Men tidt, naar jeg paa Landet har staaet overfor en gammel faldefærdig Rønne, som vilde Roser, Kaprifolier eller Snerler slyngede sig om, saa den fik et helt Væld af Skønhed over sig, har jeg maattet tænke paa Marie Villads og hendes Liv. Hendes Digterevne gav Glans og Skønhed over det. Hun følte det selv: hendes Evne var Glæde. Hendes Evne var en kongelig Gave; den højnede Stuen, den hvælvede Loltet; den kunde forvandle den trangeste Vej til "En Eng udi Maj".
"Der svulmede som et Kildevæld
igennem de spændte Aarer.
Hvor kom det vel fra? Jeg ved det ej selv.
det kom jo med Smil og med Taarer.
Det strømmed igennem mit hele Liv
i bøje, jublende Toner.
Men der var ikke blot Skønhed og Glæde over hendes fattige Tilværelse - den havde ogsaa en Grundvold at hvile paa. For mange Mennesker - selv Mennesker af en vis Fromhed - er jo Religionen noget af det mest vage, taagede og mildt ubestemte i Tilværelsen. For Marie Villads var den det mest faste sikre og dagklare af alt. Hendes Tro var urokkelig - et Barns ubegrænsede og glade Tillid, en levende Magt i hendes Liv. Der er sagt, at Tro altid sigter lige paa Underet. Hendes gjorde det, umiddelbart og trohjertet, - og mærkelige Tildragelser, der syntes hende selv ganske naturlige, dalede Gang paa Gang ned hendes Skød.
Og denne Grundvold for hendes Liv holdt, da Glæden over det brast - for det gjorde den tilsidst. Det hedder i et af hendes Vers:
"Min Træsko, den er bundløs,
og Trøjen er itu,
derude blæser Vinden -
men jeg synger endnu."
Saa længe, hun kunde synge, havde hun Glæden om sig Men da hun kom til det fremmede Land, der laa saa haabløst langt borte, da ebbede Sangen hende. Derovre paa de store, vildsomme Prærier lød ikke den danske Tunge, der kvidrede ikke Fuglene som i Søndermarkens Bøge. "Her galer kun Hedehanen," skrev hun. Saa forstummede ogsaa hun efterhaanden. Og da hun forstummede, sygnede hun hen. Da længtes hun kun efter Døden, efter den store Befrier, som skulde føre hende hjem, der hvor hun atter skulde naa sin Glæde:
"Jeg sang saa glade Sange
herude under Sky,
og efter Smerter mange,
da synger jeg paany."
Nu er hun udløst, og hendes sidste Hilsen blev sendt mig, for at jeg kunde bringe den videre baade til Venner og Uvenner, om hun havde nogle. Hendes sidste Ønske fulgte med - og det er som hendes sidste Digt.
Derovre paa den store stumme Slette, hvor ingen Fugle sang, var der dog Blomster. Nogle grønlige, der duftede saa fint, andre blaa, af Farve som Kæmper, hvide Anemoner, store, gule Margueriter, Stedmodersblomster, Rævehaler, og lave, vilde Roser. De Blomster elskede hun, og før hun døde, bad hun sine Børn sende alt Slags Frø fra Prærien til Danmark, med Bøn om, at det maatte blive saaet paa en Plet ved Kilden i Søndermarken. Hun vidste nok, "at det kun var vilde Blomster, og at de var fattige som hun selv, men Kildemo'r vilde saa nødig glemmes af alle dem, hun havde kendt og haft kier, og hun syntes, at Blomsterne kunde blive et godt Minde."
Jeg har faaet Frøet sendt - med Løfte om mere - og haaber, at det kan blive saaet derude, helst paa en fredet Plet. Hvis man saa en Sommeraften, naar man gaar Tur i Søndermarken og standser ved Kilden, kan se Præriens blaa og hvide, gule og røde Blomster svaje for Vinden derude - ja, saa synes jeg, det bliver som at mødes med Vers af Marie Villads i en ny og renere Form. Med hendes sidste ordløse og hjertevarme Digt.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. marts 1910, 2. udgave).
Frederiksberg Stadsarkiv har et foto fra hendes 70 års fødselsdag (1902) som er beskyttet af ophavsret.
Mig bekendt blev hendes frø enten ikke sået, eller efterkommerne af blomsterne uddøde gennem århundredet efter hendes død.
Ane Marie Pedersdatter blev født 10. september 1832 i Nyrop, Ugerløse sogn, og blev gift med Anders Villadsen 20. januar 1860 i Kvanløse kirke. Fra omkring 1864 boede de i Søndersted sogn i et lille husmandssted, hvor Anders var skrædder. Det var et fattigt hjem. De fik 4 børn. Anders drak og hængte sig 17. februar 1884. Marie flyttede til hovedstaden 1889, her ernærede hun sig som rengøringskone og lugekone, senere fejekone.
Datteren Ellen Christine (f. 1868) udvandrede d. 14. august 1889 til Chicago. Sønnerne Lars Christian (f. 1865) og Hans Peter (f. 1872) rejste få uger efter i 1890 til Halifax, Nova Scotia Canada. De oplevede således ikke moderen som kildekone. I 1890 boede hun i en kvistlejlighed på Folkvarsvej 19. Af bopæle kan nævnes Allegade 22 i baghuset. Kun den yngste søn Villads Peter (f. 1876) oplevede således hendes "Kildekone"-tid ca. 1890-1903.
Villads Peter udvandrede 1897 til LaMoure, North Dakota. Hos ham (der nu kaldte sig Willard P. Willardson) bosatte hun sig i 1901 på en farm i Gladstone Township. Hun døde 13. februar 1910 og er begravet på den lille High Prairie Cemetery i Gladstone. Hendes gravsten er bevaret - med indskriften "Maria Willadson 1832-1910". Sønnens er forsvundet.
Se også: Holger Madsen: Marie Villads: En almuekvinde, som var en digternatur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar