Forfatteren og skoledirektør Sophus Bauditz døde i 1915. Han blev den 24. august begravet fra en fyldt Holmens Kirke (der var udstedt 2000 adgangskort). Bauditz er nævnt i flere indslag på denne blog, søg på hans navn.
Sophus Bauditz.
Københavns Skoledirektør, Forfatteren Sophus Bauditz er, som telegrafisk meddelt, død forrige Nat efter nogen Tids Sygdom.
Bauditz vil være Læserne bedst kendt som Forfatter. Han har skrevet en Række Fortællinger og adskillige Skuespil, der er bleven vel modtaget af et stort Publikum. Nogen stor Forfatter var Bauditz dog ikke, men han fortalte hyggeligt, muntert og elskværdigt, ligesom de Personer, han skildrede, altid virkede sympatetisk.
Som Skoledirektør har han ikke øvet nogen stor og særlig heldig Indflydelse paa det vældige Skolevæsen, han ledede.
Han var konservativ og stod ofte uforstaaende overfor de moderne Rørelser paa Skolevæsnets Omraade.
Et stort Held vilde det være, om Københavns Kommune nu kunde finde en frisindet og handlekraftig Mand til Afløser af Baudtiz.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn 17. august 1915)
Skoledirektør Sophus Bauditz død.
I Gaar Morges er Skoledirektør, Professor Sophus Bauditz afgaaet ved Døden paa Professor Jens Schous Klinik, hvor han havde ladet sig indlægge for et Par Uger siden. Han led af en Tarmforsnevring, der krævede en større Operation. Det lykkedes ogsaa at foretage Operationen paa en tilfredsstillende Maade, men en Lungebetændelse stødte til og gjorde det af med Bauditz Modstandskraft.
Sophus Bauditz fødtes i Aarhus den 23. Oktober 1850 og blev saaledes kun 65 Aar gammel. Faderen var Oberst ved Dragonerne, og den afdøde Skoledirektør havde til Tiden lidt Anstrøg af "Retning til Højre"!
Efter at have taget juridisk Embedseksamen begyndte Sophus Bauditz i 1881 sin offenlige Virksomhed som Bestyrer af det kgl. Teaters Elevskole. Tre Aar efter ansattes han som Bibliotekar ved det Moltke-Bregentvedske Bibliotek. Han blev derefter Medlem af Kommissionen for Afholdelse af almindelig Forberedelseseksamen.
Under hele den her nævnte Periode fra midt i Halvfjerdserne havde han præsenteret sig for Publikum som Prosaforfatter, en Naturdyrker og Jæger, der fortalte hyggelige Historier fra det danske Øland. Denne Side af sin Virksomhed satte Sophus Bauditz sikkert selv mest Pris paa, og naar han maatte dele sig mellem Livskaldet og Naturdyrkelsen, var det vil nok det sidste, som havde hans virkelige Kærlighed.
Da Bauditz for 15 Aar siden udnævntes til Skoledirektør, blev dette ikke betragtet med Velvilje fra alle Sider. Den ny Mand havde intet særligt Kendskab til den københavnske Folkeskole, og han blev sikkert heller aldrig i summe Grad som den tidligere Skoledirektør Jens Holbech eller Frederiksbergs øverste Skoleleder Joakim Larsen fortrolig med Arbejdets Gang i Kommunens Skoler. Det laa ikke ret for Jagtjunkernes gode Ven at studere Proletarbørn og Lærernes daglige Gærning. Dermed være ingenlunde sagt, at Sophus Bauditz isolerede sig for paatrængende Spørgsmaal fra Skolens Verden. Man maa saaledes med al Anerkendelse fremhæve hans aldrig svigtende Sympathi for Skolebespisningen. Han havde blot ikke Sansen for at tage alt fra Grunden af, fordybe sig i Enkeltheder, give sig selv helt hen i smaat saavelsom stort.
Men levede han i en Tid, hvor netop nye, demokratiske tanker fik de gamle Skolemure til at vakle, maa det erkendes, at netop fordi Sophus Bauditz saa stort paa tingene, traf han ofte en god Afgørelse. Han var modtagelig for Meninger, der kunde gaa hans egne imod, og en støvet Kontormand blev han aldrig. I Bauditzs Skoledirektørtid er saa vigtige Sager som Fortsættelsesundervisningen, Oprettelse af Mellemskole og Realklassen m. m. ført frem til Afgørelse, og Lærergærningen er baade finansielt og pædagogisk set undergaaet vigtige Omforandrlnger.
Naar nu det ledigblevne Embede skal besættes, har man Grund at ønske, at Sophus Bauditzs Arvtager maa eje hans friske Syn paa Livet, men samtidig være i Besiddelse af de Kvalifikationer, der bringer sin Mand til større personlig Indsats, hvor det drejer sig om Indseende i Kommuneskolernes daglige Liv. Den, der skal være Skolens øverste Styrer, maa helt og fuldt vie sig denne store, ansvarsfulde Gærning.
(Social-Demokraten 17. marts 1915).
Sophus Bauditz.
Bauditz som Skoledirektør.Af Fridtjof Bön(i "Politiken").
Professoren tog hver Dag imod mellem 1-3 oppe i Skoledirektionens Kontorer paa Raadhuset. Bauditz kaldtes altid i den københavnske kommunale Skoleverden for Professoren, meget sjældent for Skoledirektøren. Han led Sen første Benævnelse bedst, hed det, men jeg har aldrig hørt det bekræftet af ham selv.
Forværelset deroppe foran Skoledirektørens Kontor kunde til Tider være fuldpakket. Intet Under, da der ved det københ. komm. Skolevæsen undervises ca. 60,000 Børn af ct. 1700 Lærere og Lærerinder. Skolernes Budget er paa op imod 6 Mill. Kr. aarligt. - I Forværelset sad aspirerende Lærere og Lærerinder, fast ansatte Lærere og Lærerinder, der søgte højere Poster, Forældre, store Skoledrenge, der vilde klage, Oversættere, Journalister. Professoren var endnu ikke kommet, hed det. Inde i Forværelset sad Folk tavse, indadvendte og memorerede, ofte med lidt klamme Hænder - eller førte hviskende Samtaler. Ude i Kontorerne talte man dristigere. Da hørtes hastige Trin ude i Raadhuskorridoren, Døren gik op - og ind traadte Københavns Skoledirektør, Forfatteren, Professor Sophus Bauditz. Der var Holdning over Skikkelsen, Slankt, ed og Race - en karakteristisk Slægtsnæse, som Bauditz var stolt af, han bar som oftest Jakke, uden Overfrakke baade Sommer og Vinter, dampede gerne paa en stor Cigar - og havde sin kære Jagthund i Hælene.
Der var Fart over Manden, og han førte et Pust af Friskluft med sig ind i Kontorerne.
Et Øjeblik var Bauditz ene inde paa sit Privatkontor, fik Hunden under Bordet, Cigaren lagt fra sig, og saa lukkede det elskværdige og diskrete Bud Nielsen, Professorens trofaste Faktotum. Døren op for den første Audienssøgende, man slap ind til Professoren. Han bad En med en chevaleresk Haandbevægelse om at tage Plads, og Samtalen begyndte. Det første Indtryk, man havde faaet af Manden, forstærkedes. Der var ringe Spor af Skole og Kontorstøv over ham, han var frisk og ligetil, uden Omsvøb; kunde være en stor Charmeur, hørte gerne paa en god Historie, men holdt mere af at fortælle en selv, helst fra Teaterverdenen, opfattede hurtigt og kunde til Tider handle hastigt, besad en ikke ringe instinktmæssig Tilpasningsevne, og var i Bunden en beskeden Mand, der meget vel kendte sin egen Begrænsning og spøgende kunde udtale sig derom.
Det, der gav Sophus Bauditz Baggrund og Respekt, ogsaa som Skoledirektør, var hans Forfatterskab, da han jo er en at de mest læste Forfattere i hele Norden, og hans sociale og selskabelige Stilling i dansk Selskabsliv Takket være gammel Kultur var han lige sikker paa sig selv i "Grøften", nede under Tivolis Pantomimeteater, som i de høje Sale paa Danmarks Herregaarde ved en jagtmiddag, hvor han virkede dekorativt med alle sine Ordrer.
Professor Sophus Bauditz kunde til Tider være en frisindet Mand i Gerning. For en Snes Aar siden var der en yngre kommunal Lærer, der samtidig forsøgte sig som Forfatter. Nogle af hans Frembringelser mentes at være vel vovede, og han maatte paa given Foranledning henvende sig til Skoledirektøren for at spørge, hvilke Grænser Skolevæsnet vilde sætte for hans Produktion. - Absolut ingen, svarede Skoledirektøren vedkommende Lærer. - Jeg vil nødig se Dem anklaget for Overtrædelse af Blasfemiparagraffen. - Den Gang var adskillige saakaldte liberale Skoleledere ikke nær saa frisindede - som den i Hjertet konservative Bauditz.
Det var ofte en Fornøjelse at høre og se Sophus Bauditz lede et Skoleinspektørmøde. Uden egentlig at være inde i det store københavnske Skolevæsens Detailler, ejede han ofte en instinktmæssig Fornemmelse af, hvad det egentlig drejede sig om, og med megen Humor skød han al overstadig Tale til Side og naaede hurtigt ind til Sagens Kerne, som han klart og præcist fik sat i Form, takket være en betydelig formel Evne.
Forfatteren Sophus Bauditz
havde den Glæde, at hans Bøger hørte til de mest læste i Landet, og de fortjente det ogsaa. Bauditz Livsskildringer var friske og i mange Henseende trufne paa Kornet. Desuden havde han jo, som den fødte jæger, en Kærlighed til Naturen, som ogsaa altid gik igennem hans Bøger og skaffede ham mange Tilhængere.
Flere af Sophus Bauditz' Bøger er udkomne i Oplag, der maa siges at være betydelige efter danske Forhold.
Højest naaede "Historier fra Skovridergaarden", hvoraf niende Oplag udkom i Fjor som Jubilæums-Udgave. Denne Bog er trykt i 41,500 Eksemplarer.
"Krøniker fra Garnisonsbyen" og "Hjortholm" er hver for sig trykt i 17,500 Eksemplarer, Vinternovellen SporSne" i 18,000, "Jul i Skovridergaarden" i 18,750, "Absalons Brønd" i 10,500, "Komedie paa Kronborg i 25,000, "Jægerblod" i 8000, "Omkring Ilden" i 9000 og "Den gamle Kro" i 8000 Eksemplarer
For nogle Aar siden udkom hans samlede Romaner og Noveller i en Folkeudgave paa seks Bind.
Bauditz talte i de senere Aar jævnlig om at nedskrive sit Livs Erindringer. Han naaede dog neppe at faa paabegyndt dette Arbejde.
Om Livets Efteraar og Vinter har han selv skrevet følgende smukke Vers :
Ja, vist var Livet et ganske andet,
den Gang man var ung og ude paa Landet.
Men har man i Grunden Lov til at klage
over de svundne Ungdomsdage.
Lov til at løfte en utilfreds Rast,
naar man af Minder har bjerget en Høst,
som man endnu har tilbage?
- Saa sikkert som Foraar følges af Sommer,
Ens egen Vinter tilsidst jo kommer.
lidt mørkt og ensom, med Rusk og Slud.
Een Gang er den sidste, man Lampen slukker,
og Uhret maa een Gang helt løbe ud!
Man staar ved sit store vinterskel:
Dem, man forlader, til Tak og Farvel
den ene Haand man i Tanken rækker;
den anden man ydmygt mod oven strækker
i Haab om, at Haanden vil gribes af dem,
som forud gik bort til et bedre Hjem
- Og saa, i det sidste Nu, man maaske
den "store, hvide Flok" faar at se.
*
"Og bliver jeg saa gammel som Mosset paa Bro
og svagsynt og aflagt, saa har jeg den Tro,
at naar jeg ikke mere kan skyde her, saa giver
Vorherre mig et andet og bedre Revier".
Prof. Bauditz' Sygdom.
Professor Bauditz, der tidligere havde et Helbred, som han kunde byde omtrent alt - hærdet som han var gennem sit Friluftsliv - var siden Nytaar næsten stadig syg Han havde den Gang et Mavesaar med gentagne Blødninger, men under et Klinikophold svandt alle Symptomerne paa denne Sygdom, og en kort Tid syntes han atter ganske rask. For nogle Maaneder siden viste der sig imidlertid Tegn paa en Tarmforsnævring, og Professor Bauditz var gentagne gange meget syg, men mellem de enkelte stærkere Anfald kunde han atter rette sig og betænkte sig da paa at lade sig underkaste Operation. Han laa stadig til Sengs i sit Hjem og efterhaanden blev den for saa muntre og vennesæle Mand en Del indeslutttet, men med en Taalmodighed uden Lige bar han de Lidelser og Skuffelser, Sygdommen bragte ham, og var han fri for Smerter, fik han sin Guitar frem og laa og nynnede kære, gamle Sange.
For en Uges Tid siden blev han indlagt paa Professor Schous Klinik, og modigt og tappert gik han i Tirsdags til en Operation der desværre afslørede Tilstedeværelsen af en stor Kræftsvulst i Tyktarmen. Chancerne for Helbredelse var ikke store, men man begyndte dog at nære Haab, at Patienten de første Dage befandt sig henholdvis godt, og Mave- og Tarmfunktionen kom i normal Gænge, ligesom der ikke viste sig Tegn paa nogen Bughindebetændelse eller Saarinfektion. I Søndags kom der imidlertid høj Feber og Symptomer paa en Lungebetændelse, og Mandag Morgen ved Fire-Tiden døde Professor Bauditz stille og fredeligt uden Lidelser. Ligesom i Hjemmet var han paa Klinikken den mest velsignede, uselviske Patient, man kunde tænke sig. Han var klar omtrent til det sidste og livligt interesseret i alt, hvad der foregik ude som hjemme, og sin egen Sygdom søgte han stadig at stille i Baggrunden.
* * *
Blandt de mange, der tænkte paa Professor Bauditz under hans sidste Sygeleje, var ogsaa Prinsesse Thyra. I Forgaars modtog Professoren et Brev og en pragtfuld Buket Nelliker fra Prinsessen.
(Bornholms Avis og Amtstidende 18. august 1915).
Jægeren Sophus Bauditz.
Ikke helt uventet kom Meddelelsen om Sophus Baudits Død til hans Jagtkammerater Landet over. Man havde ganske vist lige til det sidste haabet. at det skulde lykkes at redde ham paa Professor Schous Klinik, men man havde ingen Tro dertil.
Nu er han altsaa gaaet bort, og vi skal aldrig mere have den Glæde at være sammen med ham til Jagt i Skov og i Mose. For det var en Jæger en ubeskrivelig Fornøjelse at se hans Interesse for Sporten og hans Nyden af Naturen. Her i Nordsjælland, ikke mindst i Hornsherred, paa Lverberg og i Jægerspris Skove, havde han i mange Aar været en søgt og skattet Deltager i Jagterne.
Var han Jæger ? Nej, maaske ikke i Ordets egentlige Forstand. Sophus Bauditz elskede Jagten for den Charme, der var forbundet dermed. Han elskede Naturen og han elskede at se Vinden pusle og røre sig, i Rør, Siv og krat, se Fuglevildtet "rejse" hver paa sin forskellige Maade, og jeg tror, at det var næsten hans Natur imod at forkorte disse Skabningers Dage. Saa elskede han Kammeratskabet, den muntre uceremonielle Tone, der altid hersker mellem Jægerne, og de gode Viser og Anekdoter, som altid gives til Bedste, medens Frokosten spises, paa en Grøftekant, af den i Jagttasken medbragte Smørrebrødspakke, og Feltflasken, hvad den nu indeholdt, gik rundt fra Mund til Mund. For det er nu saaledes mellem de gæve Nimrod Sønner, intet kan nogen af dem beholde for sig selv, alt skal paa en Jagt være Fælleseje, det være sig en god Historie eller en Dram af Flasken. Det skulde da lige vare Æren af at have nedlagt et Stykke Vildt - den vil man ikke dele med nogen anden, selv om det er ens allerbedste Jagtkammerat, og det er, vel nok det største og intimeste Venskab, der kan eksistere mellem Mænd.
Bauditz var ikke blandt de rutinerede Jægere, som altid "leverede" sit Stykke, naar det paa Klapjagten sprang hans Post forbi, - tværtimod, meget ofte tog han imod Stikpenge af baade Ræv og Buk; men det var nu ikke saa underligt; man maa erindre, Bauditz var altid Digter, og navnlig paa en Jagt i den skønne Natur lod han sig henrive af Omgivelserne. Naar han saa var højt oppe paa "Pegasus" Vinger, ja saa benyttede Ræven eller Bukken sig af Lejligheden og listede eller sprang ham forbi, fer han narrede ned til Jorden. Men glad og stolt var han alligevel, naar han "leverede" noget særlig i et fint Skud. Jeg husker en Grævling, han skød paa Overberg en Gang. Det var vist den første af den Slags, han havde nedlagt. Han fik Dyret udleveret af Godsejeren, og jeg tror, at han omgikkes noget med Tanken om at lade det udstoppe, men det blev vist dog kun som et Tæppe ved hans Skrivebord.
Ganske enestaaende var Bauditz, naar man efter Dagens Slid og Møje samledes ved Middagsbordet, og han præsiderede som Jagtfiskal. Retten var sat og han idømte os Mulkter og Bøder over en lav Sko for Forseelser, som vi havde begaaet paa Jagten eller muligvis havde haft i Sinde at begaa. Det var jo nemlig saaledes, at ikke alle Jægerne havde haft "Tilbud", men naar der ikke havde været Vildt for, kunde de jo ikke skyde forbi eller begaa andre Fadæser, men saa maatte han jo se at finde paa et eller andet, som han kunde hænge sin Hat paa, og det manglede han aldrig. - Jeg vil kun som Eksempel navne: S.B.: "N.N. betaler 2 Kr. for at møde til Jagt i Lakstøvler". - N. N.: "Undskyld, Hr. Fiskal, maa jeg gøre en Bemærkning?" S. B.: "Det er tilladt, men det koster ekstra 25 Øre". - N. N.: "Jeg vilde kun meddele, at det ikke var Lakstøvler, jeg havde paa". S. B.: "Da N. N. møder her til Jagt, og ikke en Gang har iført sig Lakstøvler, sættes Mulkten til 3 Kr. + 25 Øre for utidig Interpellation". Saadan var han som Dommer ved Jagten, fuld af Lune, slagfærdig og vittig. - Vi vil savne ham paa vore fremtidige Jagter, og ofte vil Talen gaa om ham, hvad Bauditz havde gjort og hvad Bauditz havde sagt ved den og den Lejlighed paa det eller det Sted, og en venlig Tanke vil vi skænke hans Minde. Sophus Bauditz havde mange Venner, ikke de daarligste fandtes blandt hans Jagtkammerater.
Nimrod.
(Herning Folkeblad - Vestjylland 20. august 1915).
De fleste provinsaviser heftede sig ved Sophus Bauditz som fritidsmenneske og jæger.
Sophus Bauditz blev begravet på Vestre Kirkegård. Bisættelsen overværedes af et fornemt følge. Kongen, dronningen samt flere af kongefamilien sendte kranse. Hans sønner Gustav og Knud rejste mindesmærket på gravstedet i august 1916. Øverst på stenen er udhugget tre jægerhorn i Bauditz-slægtens våben. Graven var/er omgivet af et jernrækværk. Nogle venner forsøgte i 1917 at få rejst en mindesten om ham. En buste på en støtte blev opsat 1920 i Østre Anlæg og givet til Københavns Kommune. Gader i Charlottenlund, Lyngby, Odense og Åbyhøj er opkaldt efter ham.
Sophus Bauditz blev efterfulgt som skoledirektør af dr. phil. Niels Bang, mens skoleinspektør H. A. Swane blev viceskoledirektør - han var også valgt som formand for Danmarks Lærerforening.
Sophus Bauditz.
Bogen af Sønnen om Faderen.
I Slutningen af denne Maaned udkommer der en Bog under Titelen: "Sophus Bauditz. Hans Liv og Digtning".
Den er skrevet af hans Søn, Forfatteren, Landskabsmaler Gustav Bauditz, paa Grundlag af Samtaler med hans Fader, Forfatteren, Skoledirektør, Professor Sophus Bauditz. Og vi har i denne Anledning haft en Samtale med Gustav Bauditz om Bogen.
. .. De, der har haft den Glæde at komme i Sophus Bauditz' Hjem, vil i Sønnens Stuer genfinde ikke lidt af den gamle, stilfulde Hygge, der laa over Faderens Hjem. Der er en stilfærdig Noblesse over disse, lidt gammeldags Interiører. Og i denne fredsæle Ro hygger man sig og har det rart. Henne i Hjørnet ligger den trofaste Hund, der saa ofte fulgte Sophus Bauditz paa hans Jægerfærd. Paa Væggene hænger Malerierne af Slægten, og ved Faderens gamle Skrivebord sidder nu Sønnen og fortæller:
"Jeg har skrevet i mit Forord til Bogen om Far disse Par Linier: "Uden i mindste Maade at forsøge paa at afvæbne en berettiget Kritik vil jeg bede Læseren erindre, at Bøgen om Sophus Bauditz skyldes en Søn, der saa op til sin Fader, og som nu efter hans Død med Taknemlighed mindes Faderens Venskab og Kærlighed".
Og det, der kommer til at staa i Bogen om Far, vilde vel kun en ham saa nærstaaende Personlighed som hans Ven og Søn kunne skrive.
Jeg har fortsat, hvor Far begyndte - og Slægten førend han. Se nu her - " og Gustav Bauditz tager frem af Hylsteret en haandskreven Skildring af Slægten Bauditz' Historie. Med en sjælden Troskab og Kærlighed har en af Slægtens Ældre møjsommeligt prentet Hundreder og atter Hundreder af Sider, fyldt med en bitte lille, næsten gnidret Skrift. Her staar alt om Bauditz'erne og deres Forfædre Baudissin'erne. "Alt det har jeg naturligvis kunnet bygge videre paa", siger Gustav Bauditz. - "Og saa har jeg jo haft Fars Dagbøger. Med en sjælden Nøjagtighed har Sophus Bauditz ført disse Dagbøger.
I den sidste Snes Aar har han konsekvent skrevet en ti-femten Linier daglig om sine Oplevelser. Lige interessant for Udenforstaaende kan det selvfølgelig ikke altsammen være. Men der er dog Oplysninger deri, som er af megen Værdi. Ogsaa for Fremtidens Historieforskere - men, det er naturligvis Ting, der endnu ikke er modne til at komme frem. Men der er baade morsomme og interessante Enkeltheder. Og igennem disse Dagbøger øg gennem Samtalerne med Far har jeg faaet Indblik i mangen af Livets Romaner.
Mærkværdigt nok - der er en Lacune i Fars Optegnelser. I et Tidsrum af 10-12 Aar har han enten intet skrevet eller brændt det, han havde optegnet. Det var omkring Hundredaarsskiftet.
Sophus Bauditz kom meget sammen med alle Slags Mennesker. Han var ingenlnnde nogen ensom Mand. Men jeg har en Fornemmelse af. at han var en tavs Mand. Og da "70'ernes Mænd" kom op, tog han ikke Parti. Maaske har det været vanskeligt for ham, men han sluttede sig ikke til den ene eller den anden Gruppe. Han var sig selv. Jeg er sikker paa, at han havde mange Venner, men jeg er ikke ganske sikker paa, at han overhovedet havde nogen "Ven". Dertil var han vist for tavs. Han vilde staa udenfor. Og selv om mange maaske har troet, at de havde hans fulde Venskab og Fortrolighed - jeg syntes jo alligevel, at han var lidt af en Sfinx.
Saadan var hele hans Naturel.
I Bogen fortæller jeg lidt om hans Forhold til Kongehuset. Han sendte dem sine Bøger, og de takkede for dem: men jeg tror, han aldrig har været i Audiens i den Anledning.
Navnlig Kong Frederik den Ottende og hans Hus stod Sophus Bauditz nær. I det hele omgikkes han alle Kong Christians Børn og havde deres Venskab ..
Og vi blader i den sirligt ordnede Brevsamling, Sophus Bauditz har efterladt sig, mens Sønnen siger disse stilfærdige Ord om sin Far: "Jeg tror, at Frederik den Ottende viste Sophus Bauditz baade sin Fortrolighed og sit Venskab. Og det skete i saa høj en Grad, fordi han og Far mødtes i den fælles Glæde ved at glæde andre."
I disse Breve, som Sophus Bauditz ordnede kort forinden sin Bortgang, paa et Tidspunkt, da han vidste, at han skulde dø, finder man en Række karakteristiske Breve fra den afdøde Kong Georg af Grækenland Her er en Passus af et af dem, dateret Charlottenlund i 1912:
"Naar jeg altsaa er stolt af at være en af Deres Venner og tillige at kunne regne mig som hørende til Kredsen af Deres Læsere, saa et jeg ikke alene glad ved at have den samlede Udgave af Deres hidtil udkomne Skrifter, men ogsaa taknemlig for alt Godt, De har virket for Folket og Fædrelandet. Deres hjerteligt hengivne Georg."
Og der er nogle andre fra 1910, da "Foreningen for national Kunst" gerne vilde have Carl Blochs berømte Maleri "Prometeus" herop fra Athen. Kongen havde allerede flere Gange nægtet at sende Kunstværket til København. Men Sophus Bauditz ombestemmer ham. Og Kongen skriver:
"Det er mig umuligt denne Gang at kunne afslaa dette Ønske, som De har fremsat paa en saa smuk Maade. Hvem kan i det hele afslaa Dem noget? Jeg i hvert Tilfælde ikke!"
Er ikke disse Ord karakteristiske baade for Adressaten og Afsenderen? Og se, hvor nænsomt Kongen vaager over Billedet. Han har læst i "Danneborg", at han har "erhvervet" Billedet. Det passer ikke, skriver han. "Jeg har bestilt det hos Carl Bloch!" Og han kræver bestemt, at det skal assureres, dette Billede, der "skaffede Bloch hans Berømmelse, som gjorde ham til Professor, og for hvilket han fik Akademiets store Guldmedaille."
I et saadant Forhold stod Sophus Bauditz til dem, der var i de høje Sale. Men hans levende Interesse syslede jo med alle. Og inderst inde higede han vel mest mod sin Digtning, mod Jægerlivet, Friluftsnaturen, mod de sjældne Blomster - mod selve Poesiens blaa Blomst.
"Er det ikke karakteristisk for Far?" spørger Gustav Bauditz. "Det første, han fik paa Tryk, var en lille Opsats om den lille, sirlige Klippebregne "Asplenium Ruta muraria", som blev funden mellem de gamle Kvaderstene ved Ombygningen af Aarhus Domkirke. Se heri Sophus Bauditz har gemt Chr. Lüttens Brev fra 1869 om Opsatsen i "Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskab". Mon det ikke er denne lille Plante, der genspejler sig i hans "trapa natans" i "Fortællinger fra Skovridergaarden"?"
Og saa viser Gustav Bauditz til Slutning, hvad Faderen en Gang skrev: "Hvad jeg har udrettet, maa andre dømme om! Hvad jeg har villet, det ved jeg selv bedst". I al sin Stilfærdighed giver vel disse faa Ord Briefet af Sophus Bauditz. Og den Bog, hans Søn nu skriver om ham, vil utvivlsomt finde mange Venner blandt dem, der værdsætter Sophus Bauditz for hans Troskab og hans Menneskeværd.
Emil Aars.
(Aarhuus Stifts-Tidende 22. oktober 1917).
Bogen om Sophus Bauditz.
Gustav Bauditz: "Sophus Bauditz, hans Liv og hans Digtning."
I sine sidste Leveaar begyndte den kære, rare Professor Sophus Bauditz at skrive sine Erindringer. Sygdommen og Døden hindrede ham i at fuldføre Arbejdet.
Sønnen, Gustav Bauditz, gør nu gjort Bogen færdig efter de forefundne Optegnelser og dertil føjet sine egne Minder om Faderen.
Første Del af Bøgen optages af Sophus Bauditz' egne Erindringer og indeholder mange, smukt fortalte Minder.
Anden Del af Bogen er derimod Gustav Bauditz. Her fortæller han i sønlig Ærbødighed øg Beundring om Faderens sidste Dage.
De, der kendte Sophus Bauditz, kan kun indrømme, at det er lykkedes Sønnen at give en fuldtud god Karakteristik af Faderen, den usnobbede Professor.
E. R.
(Folkets Avis - København 30 november 1917)
Da han fyldte 60 år, bekostede en kreds af kendte kvinder og mænd et maleri af ham af Carl Wentorf. Dette maleri blev ophængt på Frederiksborg slot. En portrætbuste blev sat i Østre Anlæg i København og en i haven ved Vesterbro i Århus.
Novellen "Landsbørnene" blev bragt i "Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende" 30. december 1925. Enkelte andre blev fra tid til anden publiceret i aviserne i årtiet efter hans død. Gyldendal udsendte i samme periode hans værker i nye oplag og udgaver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar