14 september 2024

Grundlaget for Rumps "Pryglelov". (Efterskrift til Politivennen)

 "Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar