20 november 2024

Den store Brand i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

(Fra vor udsendte Korrespondent).

Aarhus, den 19. Aug. Kl. 10.30 Fm.

En tæt Menneskestrøm bølger stadig gjennem Gaderne ud til Stedet, hvor den store Katastrofe igaar foregik. Omkring Brandtomten, der strækker sig fra Aarhus' yndede Promenade, Kystvejen, over paa den anden Side Kjærlighedsstien og langt ned ad Mejlgade - et Areal paa vistnok over 25,000 Kvadratalen - har en stor Menneskemængde forsamlet sig; den holdes i passende Afstand fra Brandstedet af Dragon-Vagtpatrouillen. Imellem faldefærdige Ruiner af brændte Bygninger og store Bunker forkullede Træstykker, fra hvilke en stærk Røg staaer frem, sees sodede og sværtede Brandfolk rette Slangerne mod de Steder, hvorfra smaa, slikkende Flammer og Røgsøjler endnu stige op. Men Alt gaaer under Brandinspektør Springborgs Ledelse roligt og stilfærdigt for sig. Faren er for længst overstaaet. Omkring det store, nye Bygningskomplex, "Meilborg", der beboedes af talrige Familier af Aarhus' Beaumonde, og som nu er fuldstændig ødelagt ved Branden, er der truffet strenge Afspærringsforanstaltninger, da Bygningens to Taarne true med at styrte sammen. Pladsen foran "Mejlborg" ud mod Aarhusbugten er et broget Kaos af Møbler og Husholdningsgjenstande, mere eller mindre molesterede.

Paa Brandstedet træffer vi en af Brandvæsenets Assistenter, der giver os en livlig Skildring af den skjæbnesvangre Begivenhed. Han fortæller: Klokken 12½ blev Ilden opdaget paa den over 12,000 Kvadratalen store Tømmerplads ved Meilgades Port. Hvorledes den er opstaaet, ved man ikke bestemt. Rygtet gik iaftes, at den var paasat. Sandsynligheden taler for, at en Arbejders eller et Par Børns Uforsigtighed med Tændstikker er Aarsagen. I første Øjeblik saa det ud til, at det let skulde lykkes os at blive Herre over Ilden. Men den stærke nordvestlige Storm bar i Løbet af faa Minutter Flammerne ud over hele Pladsen og langt videre.

I den første halve Time efter Ildens Udbrud var Alt Forvirring. I Gaderne omkring Tømmerpladsen trængtes og skubbedes en tusindtallig Menneskemængde og ind i Mængdens Raaben og Skrigen blandedes Sprøjternes Kimen og Kommandoraabene fra de forskjellige Officerer, der i Spidsen for deres Afdelinger vare ilede til Brandstedet. Snart var alle de mægtige Fyrretræsstabler, der fandtes paa Pladsen, et flammende Luehav, fra hvilket Gnister i tusindvis fløj udover de omliggende Bygninger. Inden det kunne forhindres, havde Ilden antændt et tæt ved Tømmerlageret liggende Bødkerværksted. Og trods vore Anstrengelser gik ogsaa det op i Flammer, og med rasende Hurtighed angrebe Flammerne en Maskinfabrik, der kun ligger faa Alen fra den store Spritfabrik. To af Fabrikens Bygninger ødelagdes, og den tredje var Gang paa Gang antændt. Alle vore Anstrengelser koncentreredes om at redde den den. Kunde vi ikke det, var Spritfabrikken et sikkert Bytte for Flammehavet. og Brandens Omfang var da blevet umaadeligt, foruden at en Explosion af sikkert højst skjæbnesvangre Følger. Det lykkedes os at standse Ildens Fremtrængen paa denne Side; 7 Gange havde den kraftigt fat i Maskinværkstedet, og lige saa ofte blev den dæmpet.

Paa de andre Sider var Ilden imidlertid trængt frem med utrolig Hurtighed, og snart var Tømrernes Aktie-Savværk et eneste Flammehav. I Knudrisgade brændte samtidig en stor 3-Etages Ejendom, og paa dette Tidspunkt har Ilden paa alle Kanter saa stærkt fat, at hele Bydele ere stærkt truede, saa at Beboerne mange Steder flytte alle deres Eiendele ned paa Gaderne, og over hele Byen raader en ubeskribelig Panik.

Ganske uventet er imidlertid vort store, smukke "Meilborg" blevet tændt i Brand. Gnister og glødende Træstykker fra Tømmerpladsen lige overfor ere af stormen blæst op paa "Mejlborg"s Tag, havde antændt nogle Markiser i de øverste Etager og i løbet af nogle Minutter omspændt hele det store Komplex. Nu var Paniken ubeskrivelig, Hvin og Skrig lød gjennem Flammernes Knitren og oppe vinduerne i øverste Etager løb Beboerne forvildede omkring, nogle af dem kastede deres Møbler ned paa Gaden. Buffetter, Servanter etc. I Stumper og Stykker gik paa den Maade hele kostbare Møblementer. Kl. 5½ styrtede det store Taarns øverste Del ned med et voldsomt Brag, og nogle Timer senere stod af den kostbare Bygning kun de nøgne Mure tilbage.

Endnu blev en gammel Bygning med Svalegange etc, der laa op ad Mejlborg antændt og brændte ned til Grunden. Paa dette Tidspunkt vat omtrent en Snes Bygninger gaaet op i Luer og hermed vor Ildens videre Fremtrængen standset. Men Natten igjennem maatte der dynges store Vandmasser paa de brændende Ruiner.

Ialt ere 18 Bygninger helt nedbrændte og 4 delvis. Henved 50 Familier er blevne husvilde. Deriblandt den kommanderende General, Generalløjtnant Lorentzen, der har taget Ophold paa Hotel Royal. Generalen havde netop arrangeret en stor Middag for Generalstabens Officerer, der befinde sig her i Byen for Øjeblikket. Noget før denne skulde begynde, tog Ilden fat i Mejlborg, og Gjæsterne, blandt hvilke befandt sig Prins Jean af Orleans, maatte i Stedet tage til Takke med det imponerende Syn, som Branden unægtelig frembød. Vine, Stege etc. bleve i sidste Øjeblik transporterede ned paa Gaden.

Den samlede Skade anslaaes løst til til imod 1½ Mill.

Grunden til Ildens stærke og hurtige Udbredelse forklares af Mange ud fra den Omstændighed, at Kommunen ikke har villet ofre, hvad der fra sagkyndig Side krævedes, for en tidssvarende Udvikling af Brandvæsnet i den store By. Denne ejer f. Ex. ingen Dampsprøjte, og fra Brandmandskabets Side klagedes stærkt over, at der havde været for faa Slanger til Benyttelse under Branden.

Nogle Smaa notitser.

Stueetagen i Mejlborg var indrettet til Kafé. Restauratøren, Hr. Frederiksen, havde først igaar, en Time før Udbrud, assureret for 60,000 Kr.

Flere Familier i det store Bygningskomplex vare fraværende under Branden, hvorfor Redningsarbejdet blev besværliggjorl, og meget af det kostbare Indbo, der fandtes i Mejlborg brændte.

Under Branden kom en Dragon og flere Brandfolk til Skade. Ingen dog betydeligt.

*

To Personer anholdte, mistænkte for at have paasat Ilden

Det synes, som om Politiet er paa Sporet efter dem, der have foraarsaget den store Ildebrand. 

De nærmere Omstændigheder ere følgende:

En Kone havde i Forgaars paa et Værtshus i Aarhus hørt to Personer tale om Brand. Den Ene havde hun udtrykkelig hørt sige: "Jeg lover for, at inden i morgen skal Tømmerpladsen brænde."

Da hun igaar hørte om den Brand paa Tømmerpladsen, skyndte hun sig med at meddele det stedlige Politi, hvad han Dagen forinden havde hørt. Af de to Personer gav hun et Signalement, hvorefter den ene var iført blaat Jakkesæt med hvid Kasket medens den Anden var iført graa Klæder og sort, blød Filthat. Hun var temmelig paa det Rene med, at Personerne ikke hørte hjemme i Aarhus, snarere troede hun, efter, hvad hun af Samtalen kunde opfatte, at det to Københavnere.

Da hun var sikker paa at kunne gjenkjende Personerne, naar hun atter saa dem, lod man hende i Aftes forsøge at finde dem ombord paa Dampskibet "Christiania". Skibet blev undersøgt paa det Nøjeste, men Personerne vare ikke at finde. Kaptajn Ishøj og Styrmanden assisterede Politiet med at lede omkring i alle Smuthuller, men de Mistænkte vare intet Steds at finde.

Da Skibet tidlig i Morges sejlede langs med Kysten her i Sundet, opdagede Styrmanden en Person paa Dækket, som han ikke tidligere havde seet paa Skibet, og som fuldstændig passede paa Signalementet til den Person, det bar den hvide Kaskjet osv. Styrmanden gik for at indberette sin Iagttagelse til Kaptajnen, og da han vendte tilbage, opdagede han den anden eftersøgte Person Tale med Kammeraten. Der blev ikke om Bord i Skibet vexlet Ord med dem. Men da Skibet lagde til Kvæsthusbroen, bleve de afleverede til Politiet og i Droske befordrede til Politikammeret.

Hvorvidt man her har faaet fat i Brandstifterne. lader sig naturligvis i Øieblikket ikke sige. Selvfølgelig har det herværende Politi strax sat sig i Forbindelse med Politiet i Aarhus for nærmere at faa Rede paa, hvem de Anholdte ere.

*

Det Brændte er i alt forsikret for 1,200,000 Kr, deraf 300,000 Kr. for Løsøre; Løsøret er væsentligt forsikret i de udenlandske Selskaber. De 20 Husnumre er forsikrede i Kjøbstædernes almindelige Brandforsikring for ½ Mill. Kr. Over 60 Familier ere blevne husvilde. (R. B.)

(Nationaltidende 19. august 1899. 2. udgave).

Aviserne skrev at der var tale om nogle drenge som havde startet ilden med nogle tændstikker. Måske var det en syvårig dreng som havde fået tændstikkerne af ældre drenge.


Mejlborgs brand - beskydning af ruinerne. 1899. Af fotograf Thomas Sørensen Hermansen. Fra Hovedbibliotekets Lokalhistoriske Samling. Ruinerne af Mejlborg Ruiner blev først forsøgt sprængt med 100 kg skydebomuld. Det forårsagede en del knuste ruder i de nærliggende huse, og nogle døre splintredes i en ejendom. Men ruinen overlevede nogenlunde intakt. Det blev efterfølgende opgivet. Herefter blev ruinen skudt ned af to kanoner betjent af artilleriet. Det tog 2 timer, fra kl. 5 til kl. 8. I dag findes et nyt Mejlborg med enkelte ændringer i facaden på samme sted.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar