15 december 2024

En begravelse uden Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Ved at læse Deres Artikel i Nr. 133 "Konsistoriet og Frimenighederne" angaaende Klokkeringning til Begravelser, kommer jeg til at erindre en Jordfæstelse i Foraaret paa Agerskov Kirkegaard. En Mand fra Gammelskovmark døde, og hans Enke gik til Pastor Schmidt for at melde Dødsfaldet og bede Præsten om at tale ved Begravelsen. Imidlertid havde Klokkeren begyndt at ringe. Præsten spurgte,- om de var kirkelig viede, hvortil svaredes Nej, og da Manden tilmed var døbt som voksen, saa svarede Præsten meget højstemt: "Saa hverken kan eller vil jeg have med Begravelsen at gøre. De er gaaet bort fra mig, Manden er død uden Guds Ord og uden Nadver, o Stakler!" Og ihvorvel Enken gav til Kende, at de vel hyldede den adventistiske Troslære, men hverken stod i denne Menighed eller var udtraadte af Statskirken, og at det var hende kært for de efterladte syv voksne Sønner, at Præsten talte et Guds Ord ved Begravelsen, saa kunde Præsten ikke bevæges dertil, men ilede endog hen og standsede klokkeklangen. Imidlertid havde de derboende Adventister paa Enkens Opfordring i deres Nød sendt Bud til en Adventistprædikant, som ogsaa for et talrigt Følge talte i Sørgehuset, hvorefter de kørte til Kirkegaarden. To af Sønnerne havde atter henvendt sig til Præsten om at tale ved Graven, men uden Resultat, hvorpaa den Hensovede i stille Ro blev baaret hen til den opkastede Grav, og en af Sønnerne kastede Jord paa Kisten, medens alle blottede Hovederne i stille Andagt et Øjeblik, (medens Klokkeren spejdede i Kirkedøren). Derefter kørte de fleste til Enkens Hus for at drøfte Dagenes Oplevelser, og det var næppe milde Ord, der er faldne om Præstens Adfærd. 

Der er jo en himmelvid Forskel paa Aandens Frihed i Kristus og paa Konsistoriet i Kiels Fremfærd, men godt er det, at vor Herre ikke spørger efter, om vi er indskrevne i Statskirkens Kirkebog, begravet under Klokkeringning, og om en eksamineret Præst har talt ved Baaren, men om vi har vandret i Sandhed og Kærlighed og ved Kristi Fortjeneste faaet vort Navn indskrevet i Livsens Bog.

J. L.

(Hejmdal 18. juni 1900).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar