Gadens Spil.
Paa Gader og Pladser, hvor der findes en nogenlunde uforstyrret Plads opad en Mur, spiller Drengene i disse Solskinsdage Klink. De har deres lille Verden for sig selv mellem Rendestenen og Muren, med en Nedløbsrende til den ene Side og en Kælderhals til den anden. Dér rasler "Toerter" og "Janter" hen over Stenene - dér falder "Slavskillingen" i "Gisen", og der "spændes" under opmærksom Deltagelse fra samtlige Spillere; - "Reglekrav" gælder ikke!
Klinkspillet har sit særlige Sprog med mange snurrige Benævnelser. I Tidsskriftet "Dania", som samler paa sproglige Kuriositeter, har Hr. Knud Lau skrevet en morsom lille Artikel om Klinkspillets Terminologi. Den skyldes Erindringer fra Halvfjerdserne, men Spillet foregaar den Dag i Dag paa samme Maade. Hr. Lau skriver :
Der spilles Klink paa to Maader, alt efter som det, der spilles om, bestaar af Knapper eller Penge; dog griber disse to Maader paa flere Punkter over i hinanden. Den Form af Spillet, som drejer sig om Knapper, "Torter", er rigest paa karakteristiske Betegnelser.
Ved "Torter" forstaas udelukkende Knapper af Metal, dels Bukseknapper, dels Uniformsknapper. Disse kaldes "Rejælere", hine "Janter". Imidlertid er ikke alle Bukseknapper af Metal gangbare "Janter" til enhver Tid; kun de Sorter, der er støbte i ét Stykke af Tin eller Malm, er altid sikre paa at blive taget for gode Varer, medens de, der er fabrikerede af to Stykker Messing- eller Jærnblik, meget foragtelig kaldes "Moster" eller endnu værre "Skallemoster" og kun nødig modtages af de mere kultiverede Spillere. Aristokraterne blandt "Janterne" er de, der giver Klang, naar de falder paa Jorden, de, der kan "synge"; de hædres med Navnet "Syngelærker". Imidlertid: en "Jante" er kun en "Jante"; nogen Forskel i Værdi er der ikke paa de forskellige Sorter, det er nærmest kun en Forfængelighedssag for Spillets Dyrkere at være i Besiddelse af bravt mange "Syngelærker".
Spillet om "Torter" gaar for sig paa følgende Maade: først bestemmes Deltagernes Numerorden i Spillet saaledes: i en bestemt Afstand fra en Væg eller - i Mangel deraf - fra en med en Kæp i Gruset ridset Streg kaster hver Deltager sin "Slawskilling" op mod Væggen eller henimod Stregen, hvilket kaldes at "sjokke". Den, der med sin Slagskilling kommer nærmest Væggen, begynder det egenlige Spil, den næstnærmeste er Nr. 2 og saa fremdeles. Hvis en af Deltagerne, idet han "sjokker", kan skønne, at Kastet vil blive daarligt, kan han annulere det ved at raabe "Dajtimmelaj", inden Slagstillingen har naaet Jorden; saasnart dette er sket, kan "Sjokket" ikke gøres om. Indtræffer det Tilfælde, at 2 Spillere er lige nær ved Væggen, er der "Skau", og de to "sjokker" om.
Er nu paa denne Maade Rækkefølgen bestemt, lægger hver af Deltagerne sin Indsats sammen med de øvriges i en Hob, "Gisen". (Er denne meget stor, kan det ofte være vanskeligt at bjærge den, naar "Polisseren" eller "Polakkeren", som Politibetjenten kaldes, overrasker Spillerne under deres forbudne Virksomhed). Nu kan man enten "stikke" til "Gisen" eller "slaa" til den. I første Tilfælde stiller Deltagerne sig op i en vis Afstand og kaster Slagstillingen efter "Gisen", i sidste Tilfælde slaas Skillingen mod en Gadedør eller et Plankeværk, saaledes at den kommer "Gisen" saa nær som muligt. Alle de "Torter", som man da kan naa ved at spænde Haanden ud mellem Slagstillingen og "Gisen", saaledes at Tommelfingeren berører hin, Ringfingeren de enkelte "Torter" - hvilket kaldes at "krave" - tilfalder den, der har "stukket" eller "slaaet". Kan man kun naa "Torterne" ved at sætte Tommelfingerneglen paa Slagskillingen, saaledes at denne rejser sig paa Kant, kaldes det "Reglekrav" og betragtes halvvejs som uærligt Spil. Saaledes gaar man Deltagernes Række igennem, og hvis der er mere tilbage af "Gisen", naar "sidste Mand" har slaaet, begyndes igen med Nr. 1 osv. indtil den sidste "Jante" er vundet. Saasnart dette Tilfælde indtræffer, skynder man sig at reservere sig Fordelen ved at "sjokke" sidst, hvilket sker ved Erklæringen: "Sissjok" (Tonen paa 1ste Stavelse) c: sidste Sjokker; har man ikke været rap nok til at komme først med dette Udraab, kan man trøste sig med et "næst"sidst. Disse Reservationer respekteres altid.
Værdien af de enkelte Knapper varierer noget; men der er dog visse Regler, som altid gælder. To "Janter" er en "Tort", tre "Janter" en "Trente". De tidligere omtalte "Rejælere" har forskellig Værdi, men gælder altid mindst for en "Tort"; Repræsenteres denne Værdi ved en "Rejæler", kaldes den ikke "en Tort", men en "Entorter"; saaledes kaldes bl. a. de blanke Uniformsknapper af Messing uden Klang; kan de derimod "synge", kaldes de "Totortere". "Trenten" er repræsenteret blandt "Rejælerne" i Form af visse Sø-Underofficersknapper, "Tretordere" er Politiets. "Firtortere" Marine-Underofficerernes store Knapper, "Sekstortere" Postvæsenets, "ottetortere" Jærnbanevæsenets, "Ti- og Tolvtortere" forskellige adelige Liberiers Knapper, "Sekstentortere" de kongelige Lakajers Sølvknapper og "Toogtredivetortere" de kongelige Svejtseres store Sølvknapper. Forgyldte Knapper gælder mere end forsølvede, og "Rejælere", der kan "synge" mere end de klangløse. "Rejælere", hvis Øjer er afbrækkede, er fuldstændig værdiløse; er Øjerne kun bøjede, taber de ofte mere end Halvdelen af deres Værdi, ja kan synke ned til at blive "Moster". Som Kuriosum kan anføres, at 4 "Torter" gælder lige med 1 Øre, saaledes at de store ægte Sølvknapper, som bæres af de kongelige Svejtsere, og som har en Værdi af mindst et Par Kroner, i "Klink" kun gælder for 8 Øre. De er nu for Resten ogsaa sjældne!
(Social-Demokraten 17. juni 1900).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar