For en tyve til tredive Aar siden var det ret almindeligt paa den slesvigske Vestkyst, i Egnen mellem Ribe og Tønder, at træffe gamle Koner, der Dag ud, Dag ind var sysselsatte med at kniple. Gaar vi imidlertid et halvt Aarhundrede tilbage i Tiden, var Knipleriet som bekendt et ret almindeligt Erhverv for den kvindelige Befolkning vesterude, og mange Familier var komne til en før ukendt Velstand ved, at Manden rejste omkring i Landet, navnlig mod Syd, og drev Handel med Kniplinger. Kniplingshandlerne udmærkede sig i Regelen frem for deres Byfæller ved et mere slebent Væsen, som de havde tilegnet sig i det fremmede.
Nu er Kniplingsindustrien ophørt. Maskinerne har ødelagt den som saa meget andet. Kun i Ny og Næ kan man endnu i Egnen mellem Højer og Hvidding finde en gammel Matrone sidde bøjet over Knipleskrinet. Men om kort Tid vil denne Indretning kun være at finde i et eller andet Museum, hvor det vises frem blandt andre Kuriositeter fra en svunden Tid.
Da Kniplehaandværket imidlertid hører til et af de mest ejendommelige i vor Landsdel i forrige Aarhundrede og første Halvdel af dette, er det ingenlunde af Vejen at fortælle det nulevende Slægtled lidt om denne Næringsvej, der for vindskibelige Folk spillede en betydelig Rolle.
Der fortælles, at en Købmand Steenbeck fra Dortmund ved Midten af det 17. Aarhundrede skal have indført Knipleindustrien til Nordslesvig. I Kniplegnene lærte for det meste ethvert Pigebarn at kniple. Kun de større Gaardmænds Døtre gjorde en Undtagelse. Fattige Folk lærte undertiden ogsaa deres Drengebørn Haandteringen, især naar de var vanføre, svagelige eller af andre Grunde ikke egnede sig til andet Arbejde. Omkring Begyndelsen af indeværende Aarhundrede ansloges Antallet af de Personer, der paa den slesvigske Vestkyst havde deres eneste Erhvervskilde ved Indtægten fra Knipleriet til 10-12000 Personer. Man vil deraf let kunne skønne, hvilken Betydning denne Næringsvej havde for Egnen.
Naar et Barn var 7-8 Aar gammelt, gjorde det Begyndelsen med at forfærdige Kniplinger efter et smalt og simpelt Mønster. Et Pund Kniplingstraad kostede fra 4-100 Rigsdaler. I Forhold dertil stod Kniplingernes Pris, der beløb sig fra 1 Skilling til 10 Rigsdaler for hver Alen. Med Aarene 1806 og 7, da Preussen kastedes til Jorden af Napoleon, og Nordtyskland, det vigtigste Omraade for Afsætningen af Kniplinger, saaledes blev underkastet vanskelige økonomiske Kaar, begyndte Kniplingerne at dale i Værdi. Saalænge Krigen stod paa, altsaa helt ind til 1814 og 15, sporedes i Nordslesvig Følgerne af de lave Priser. Folk kunde næppe tjene Brødet ved at kniple.
Efter Napoleonskrigen steg Priserne dog igen over Forventning. Mens Kvinderne paa Vesterhavsøerne, hvor den mandlige Befolkning paa Grund af deres Arbejde paa Søen ikke fik Tid til at varetage Gaardenes Røgt, var nødsagede til at pløje, saa, høste, passe Kvæget, tærske osv., herskede derinde paa Kysten omvendte Forhold. Nogle af de Sysler, som ellers hører til Kvindernes Fag, maatte derfor her udføres af Mandfolk. De hjalp at ælte Dejgen, at sætte Brød i Ovnen, at passe Gryden, eller at spinde, mens Konerne sad ved Knipleskrinet. Som en Mærkelighed kan det anføres, at en af vor Tids mest hyppige Klager, nemlig den vedrørende Folkemanglen, ogsaa var fremme i Vestslesvig ved Aarhundredets Begyndelse. Det startede paa Tjenestepiger. Disse foretrak af let forklarlige Grunde den mageligere og mere indbringende Haandtering at kniple frem for at tjene. Skete det ogsaa undertiden, at en og anden forlod Knipleskrinet af Sundhedshensyn, var den Slags Piger i Reglen afvante med det sædvanlige Bondearbejde og kun lidet skikkede til til at tjene i Bøndergaardene. Til Sommerarbejdet lejede man derfor som nu en Del nørrejydske Piger. Sysselsættelsen af Tyende fra hinsides Kongeaaen er derfor af ældre Oprindelse, end Hr. v. Køller maaske har troet. Ret morsom for Datidens Kaar paa Landet i Nordslesvig er følgende Klage, som Sognepræsten i Agerskov, Knud Aagaard, hvis Beskrivelse over Tørning Len vi væsentlig skylder denne Fremstilling, knytter til sine Bemærkninger om Knipleriet omkring Aar 1814: "En stor Del af Fortjenesten ved Knipleriet gaar ud af Landet til Overdaadigheds Vare, som de kniplende Fruentimmer har tilvænnet sig, saasom Kaffe, Sukker, Snustobak, Kattun og andre Kramvarer til Klæder". Som en Følge deraf var det et Særsyn, at en Kniplerske var formuende. Og dog var Fortjenesten ingenlunde daarlig. En raphændet Kvinde kunde tjene en Ugeløn til op imod 2 Rigsdaler, for Datidens Forhold mange Penge.
Den Kniplende købte enten selv Traaden og solgte da ogsaa Kniplerne til hvem, hun vilde. Men i Reglen henvendte hun sig til Kniplingskræmmeren, som leverede hende Traad og tillige det Mønster, hvorefter hun skulde arbejde. Enhver Kræmmer havde et bestemt Antal Koner og Piger i Arbejde. Garnet blev tvundet paa. en Fabrik i Tønder og Løgumkloster og bleget i Sønder borg. Knipleriet dreves over hele det vestlige Mellem, og Nordslesvig, dog ikke i de frisiske Egne. Men de fineste Kniplinger lavedes paa den egentligt Vestkyst, i Skærbæk, Møgeltønder og paa Rømø. Varer herfra sendtes over hele Europa og til Amerika ved Kræmmerne, der afhændede en stor Del af deres Varer i Hamborg og København.
(Hejmdal 16. marts 1900).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar