Nybyggerkaar. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Arrild Sogn skrives til os:

Med en Ihærdighed, der kunde synes bedre Sag værdig, søger den tyske Nybyggeforening at bosætte Folk Syd fra her paa Egnen. I det forløbne Aar er saaledes tre Hedehuse blevne købte af Banken i Skærbæk, og de beboes for Tiden af lige saa mange Familier fra Ditmarsken der er flyttede hertil for at finde blidere Kaar end dem, de levede under i deres Hjemstavn. For nogle faa Hundrede Mark kom de i Besiddelse af et udstrakt Hedeareal. De ny Ejeres Henrykkelse var derfor til at begyndt med uden Lige, og de udtalte deres Forbavselse over, at Landet var saa billigt til Fals. Nu skulde der for Alvor sættes Skik paa Heden. Den golde Sandbund skulde forædles, og i Løbet af kort Tid haabede Nybyggerne at faa Heden omdannet til et lige saa frugtbart Landstrøg som selve Ditmarsken. Det var imidlertid en stakket Glæde, der snart fik Ende. Thi "gold er den Jord, som Lyngen bær, Guldhøst ikke der vanker". De ny Hedebønder er meget snart komne til den Overbevisning, at Kampen med Lyngen er baade kostbar og langvarig. De er allerede nu tilbøjelige til at sælge og har ogsaa begyndt at gøre en Del af deres Ejendom i Skilling.

Livet paa den triste, golde Hede tiltaler dem ikke i Længden. Der er langt til Kirke, Skole og til de nærmeste Næringsdrivende. Ad de tilsneede Hedespor maa Børnene Dag for Dag i Mulm og Mørke gaa henved en Mils Vej for at komme Skole. Forsyningen med Fødevarer kan som Følge af Hedebondens alt andet end gode Kaar ikke naa synderlig højt op over det, den legemlige Nødtørftighed kræver. Forfrosne og udmattede møder de Smaa derfor i Skolen. Derfor har de omkring boende dansksindede Beboere taget sig af dem, forsynet dem med tørt Tøj, Sko og Strømper. Ligeledes bliver de i Reglen af et Par Gaardmænd her paa Egnen daglig indbudte til Middagsbordet. Børnene er glade for dette Udslag af Medfølelse, og Forældrene er selvfølgelig ogsaa taknemmelige for den Hjælp, der ydes dem fra dansk Side. Selv i Juleferien har de Smaa derfor opsøgt de vante Madsteder.

Man kunde jo nærmest være tilbøjeligt til den Antagelse, at Tyskerne paa Egnen vilde føle sig tilskyndet til at tage sig af de forfrosne og sultne Skolebarn derude fra Heden. Dette gør de dog ikke.

I det hele taget maa det siges, at Tilførslen af Tyskerne til Sognet langt fra har gavnet Egnen. Velstanden tager af, og de Fattiges Antal vokser. Det saa man Aar ved Uddelingen af Julegaver i Præstegaarden. Ikke færre end 71 Personer stod paa Listen over dem, der nød godt af de indkomne Gaver.

Der er nu dem, der mener, at det ingenlunde vilde være af Vejen, hvis den tyske Nybyggerforening ikke blot drog Omsorg for at faa Landsmænd herop, men ogsaa senere tog sig lidt af deres timelige Vel og Ve, hvor det behøves. Det var jo ogsaa muligt, at der paa dette Omraade laa en Opgave og ventede paa "Krigerforeningerne", "Den tyske Forening", eller hvad de alle hedder. Der agiteres her paa vor ellers saa rolige Egn en Del for "Flaadeforeningen" og "Istedforeningen". Man har i denne Forbindelse ogsaa tænkt lidt paa at oprette en "Forening til trængende Nybyggerfamiliers Forsørgelse".

Vi skal henstille denne Tankes Realisation til Overvejelse for den virksomme Sognepræst i Skærbæk.

(Heimdal 2. januar 1900).