01 december 2024

Pastor Kold og Begravelsen af Journalist P. Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Cold fordømmer pressen

Begravelse.
Pastor Cold taler.

"København"s mangeaarige Medarbejder, Journalist P. Christensen blev i Gaar Kl. 2 begravet fra det store Kapel paa Assistentskirkegaarden.

"København"s Redaktion, flere kendte Farmacevter og den Afdødes og hans Hustrus nærmeste Familie var mødt i Kapellet, hvor Kisten stod, skjult under Blomster og Kranse.

Efter at Salmen "Tænk naar engang den Taage er forsvunden" var afsunget, talte

Pastor Cold

ved Kisten omtrent følgende, som vi refererer efter Hukommelsen:

Hvad er Livet, staar Sted i Skriften, og Svaret lyder: Det er en Damp.

Og saaledes er det. Selv saakaldte store Menneskers Liv er kun som Røgen af et Lokomotiv eller af en Skorsten; man ser den stige op, og den forsvinder i Luften uden Spor. Hvad der bliver tilbage af Menneskene er intet; selv af en Napoleon eller en Bismarck, denne tyske Mand. er der intet mere-, der ligger et eller andet Sted i en Kiste en Hjerneskal og nogle Knokler, det er alt. Livet er som en Damp, som en Væverskytte, der flyver hastigt over Næven, som en Traad, der spindes af en Ten!

Hvad er det da, det drejer sig om? Jo, det gælder at bruge Livet vel; Livet, der er det kostbareste, man ejer. Mange bruger det daarligt, og tænker ikke over, hvilken kostbar Skat det er, for de ser Døden nærme sig; saa kommer de maaske i Tanker derom, for sent.

Og hvortil skulle vi bruge Livet? Til at gøre godt! Og det skal siges ved denne Kiste, at ingen har mere Lejlighed til at gøre godt end dem, der skriver i Bladene; disse Blade, der kommer som Vejledere i Tusinders Hjem og taler til dem hver Dag. Der kan øves meget godt, og der øves godt af mange Blade. De kan være til megen Velsignelse, men - de kan ogsaa være til megen Forbandelse. Thi der er mange Blade, hvor det halve af, hvad der skrives er Løgn, og Resten af det kan man tænke om, hvad man vil. Og jeg sigter da ogsaa her til det Blad, hvorved den Afdøde arbejdede. Det Blad er en Forbandelse og gør meget ondt. Det modarbejder Kristendommen; det siger, at det er den indre Mission, det er imod, men det er kun Spilfægteri; det, det er imod, er Kristendommen selv. Det vil jeg sige her i Dag - ikke for den Afdødes Skyld, thi jeg kendte ham ikke, har aldrig talt med ham - men for de Mænd, der sidde her, og som arbejder ved dette Blad. Jeg siger: Ve over saadanne Blade, Ve! Ve! Ve! - Ve over dem for den Forbandelse, de bringer over vide Kredse!

Og naar jeg siger dette i Dag, er det forbi jeg vil benytte Lejligheden til at minde disse Mennesker om, at det gælder om at benytte Livet, der er som en Damp; benytte det til at komme til Jesus, mens det er Tid, at de ikke skal fortabes. Og det vil jeg bede Dig, Herre:

Vend disse Mennesker til Dig. De er vel ogsaa døbt i Dit Navn og tegnet med Dit Kors paa deres Pande og deres Bryst; og Du har udgydt Dit Blod for dem. Maatte de komme til Dig. Og maatte de, som nu staar sørgende ved denne Kiste, hvori de ved, at denne Afdødes kære Legeme gemmes, maatte de komme til Jesus! Da vilde der også blive lyst og lykkeligt i det lille Hjem derude paa Nordvestvej. Thi det er lykkeligt at omvende sig. Jeg kender det, thi jeg har selv en Gang levet i Synd, og jeg véd, hvilken Glæde det er at komme til Jesus ....

Efter endnu nogle almindelige Bønneord sluttede Præsten sin Tale, og den Afdøde bares af "København"s Medarbejdere ud af Kapellet.

Ved Graven forrettede Pastor Cold derpaa Jordpaakastelsen og bad Fadervor, hvorefter Følget spredtes over den stille Kirkegaard, over hvilken Vinteren klamme, raa Taage rugede.

- - -

Da Præsten til Afsted hilste paa Følget skete der det, at ingen af det hele Følge hilste ham igen. Det var ikke efter nogen Aftale mellem de for hinanden delvis ganske ukendte Mennesker, men det var et med Kirkegaardens Fred stemmende stumt Svar paa Præstens Tale.

Da Præsten var ved at gaa bort, henvendte "København"s Udgiver, Hr. Witzansky sig til ham, gav ham sit Kort og spurgte ham, om han kendte det Blad, han havde angrebet. Af den lange Samtale, de to Herrer førte, fremgik det, at Pastor Cold ikke kendte Bladet, ikke anede andet om dets Indhold eller Tendens end at det angreb "Indre Mission". Han havde læst det - for mange Aar siden.

(København 4. januar 1900).


Pastor Colds tale blev også omtalt i København 8. januar 1900. København citerede 13. januar en artikel af pastor Uffe Birkedal i Politiken som  tog afstand fra pastor Cold og over at Sjællands biskop ikke udtalte sig.


Pastor Cold fordømmer Pressen.

En usømmelig Ligtale.

Medarbejder ved Bladet "København", cand. pharm. Christensen, som nylig døde af Brystsyge paa Kommunehospitalet, blev i Gaar begravet fra det store Kapel paa Assistens Kirkegaard.

Ved Kisten talte Pastor Cold. Og hans Ligtale var af en saa usømmelig Art, at den fortjener offenlig Misbilligelse. Efter at have indledet med nogle almindelige religiøse Talemaader gik Pastor Cold nemlig over til at tale om Pressen, og han tillod sig her at benytte Vendinger som disse:

Pressen var en Magt, der kunde være baade til Velsignelse og til Forbandelse, men i hvert Fald var det Blad, som den afdøde havde arbejdet ved, en Forbandelse for Tusinder. Halvdelen af, hvad der stod i dette Blad, var Løgn, og om den anden Halvdel kunde man mene, hvad man vilde. De Folk, der arbejdede ved dette Blad, gik kun ud paa at nedbryde Troen paa den sande Jesus Kristus. Ve! Ve! Ve! over de Mennesker, som ikke havde modtaget Besøg af Jesus, og det havde største Delen af dem, som stod her, ikke.

Pastor Cold sluttede med at udtale Haabet om, at den Afdødes Hustru vilde finde tilbage til den sande Tro.

Denne Ligtale, som var en aabenlys Fornærmelse mod alle Bladet "København"s tilstedeværende Medarbejdere, gjorde naturligvis et alt andet end opbyggeligt Indtryk. Der var dog ingen, som tog Ordet imod Præsten. Hr. Witzansky nøjedes med paa Tomandshaand at spørge ham, om han kendte det Blad, han havde talt om. Hvortil Hr. Cold svarede, at det gjorde han ganske vist ikke!

Pastor Colds Ord staar i en saa meget desto mere skærende Modstrid med Virkeligheden, som den afdøde Journalist var en overmaade stille og beskeden Mand, der samvittighedsfuldt passede sit Arbejde. Cand pharm. Christensen var oprindelig ansat paa St. Pauls Apotek, og det var ham, der i sin Tid afslørede de Svinerier og Snyderier, der gik i Svang paa dette Apotek, og som særlig gik ud over den fattige Befolkning. "Social-Demokraten"s Artikler bevirkede en Reform i Forholdene - men Christensen fik sin Afsked fra Apoteket, netop fordi han altsaa havde benyttet Pressen i Menneskekærlighedens Tjeneste. Saaledes blev han Journalist. Og vi tror, at den praktiske Kristendom, der førte ham ind i Journalistiken, er mere værd end den Teologi, som i Gaar førte Pastor Cold til at fordømme Pressen.

(Social-Demokraten 4. januar 1900)


Der er formentlig tale om Vilhelm C(hristian) Kold, Brohusgade 9, der på det tidspunkt (1900) var kapellan ved Helligkors Kirke (Blågårdsogn). I 1905 blev han sognepræst ved Brorsons Kirke på Nørrebro. Han var aktiv fra 1890'erne i Indre Missions bestræbelser for at på lavet en mindekirke for salmedigteren Brorson og skal have været medvirkende til at få den placeret ved Nordvestvej (nuværende Rantzausgade). Dengang var det Nørrebros ydergrænse. Efter 1900 byggedes husene på den anden side Nordbanen. Brorsonskirken var tænkt som Indre Missions borg i kampen om de vantro masser på Nørrebro. Først i 1948 ændrede dette sig da der valgtes en ung pastor Larsen. Han var for frisindet for Indre Mission der forgæves søgte at få ham fjernet. Ved et kampvalg i 1953 fik Larsens tilhængere 12 pladser i menighedsrådet over for missionens 2. Og Larsen forblev ved kirken.

Pastor Cold foretog en lignende begravelsestale, se også indslaget om skandalen ved teaterdirektør Poul Friis' begravelse på Vestre Kirkegård i 1905.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar