Pastor Kold kaster snavs efter hans enke - et uhyggeligt optrin.
København, tirsdag.
Langt udenfor byen ligger den store Vestre Kirkegård. Her blev teaterdirektør Poul Friis i eftermiddags begravet under stor deltagelse fra skuespillernes og det glade Københavns verden. Solen skinnede varmt over de dødes have med de mange idylliske anlæg, og naturen var netop så venlig og smilende, som den burde være, når den evigglade og hjertensgode Friis skulle stedes til den evige hvile.
Så meget uhyggeligere virkede det, da pastor Kold fra Brorsonskirken begyndte en uhyggelig tale og lod Helvedes røde flammer knitre for den afdødes hustru og venner.
Hr. Kold gik ud fra, at Jesus kom til Verden for at frelse syndere og særlig de store, til hvilke den afdøde hørte. Han var et syndens barn, sagde hr. Kold, og jeg ved ikke andet at sige, end at han var en stor synder.
De fleste drog her et lettelsens suk, for man troede forestillingen forbi, men nu tog Kold først rigtig fat.
Der døde nylig en syndens kvinde, og hun råbte på det yderste: Lys! Giv mig Lys! Et Herrens barn trådte frem og sagde: Jesus, men den døende jog hende bort og skreg: Jeg kender ikke Jesus. Giv mig lyset! Det var forfærdeligt. Et menneske tabt, et menneske gået ind til den evige ild. Heldigvis døde Poul Friis ikke således. Han læste på det sidste i Herrens Bog, og han vendte sig i den sidste time mod den levende Gud, mod sin frelser. Men Herrens børn har også bedt for ham. Jeg har været til stede ved to møder, hvor man bad for Poul Friis. Hører I det, alle, så tag den hellige skrift og læs evangelisten Johannes, 1. Kapitel fra 1. til 8. Vers. Han vendte sig til Frelseren, og vi tør håbe, at han er gået ind til Vorherre Jesu nåde. Men hvorledes står det til med jer, der står i den farlige tribunes æggende lys. I skal alle dø som Poul Friis, dø, hører I. Hr. Kold er nu i voldsom ekstase. Hans øjne lyner i det blege, fanatiske ansigt, og han skriger mod fru Engelke Friis: Jeg siger til dig: vend om, før det er for sent. En kvindes ære bør ikke plettes og besudles ved, at hun halvnøgen stiller sig til skue for mængden. Det er en skam, som jeg beder Herren at vare mine børn fra. Lyd derfor den dødes røst. Han ønskede, at du skulde vende om og sætte dig ved korsets fod, og Gud give dig kraft dertil. Amen!
En uhyggelig stemning havde grebet alle under talen. Et par gange hørtes svage protester, men deltagerne lod dog den hårde præst fortsætte. Først da han var færdig, brød indignationen løs, og alle trængte sig om den stakkels enke og søgte at trøste hende.
Under pinlig stemning bragtes kisten i jorden, medens pastor Kold stiv og udeltagende gik bort. Hvad vedkom det ham, at han så blodigt havde fornærmet den dødes enke i en sørgelig stund. En helvedespræst har jo intet hjerte, ingen medlidenhed med sørgende enker eller staklerne, der kastes i svovlpølen.
Men hvorfor holder man da ikke præsterne borte fra begravelser, når man ved, at de er så dårlige følgesvende over tærskelen til den evige bolig?
(Horsens Social-Demokrat, 12. juli 1905).
Sognepræst Vilhelm Kold (1868-1932). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af loven om ophavsret.
Teaterdirektør Friis' jordfæstelse.
En ligtale som ikke burde have været holdt.
Poul Friis' jordfæstelse fandt sted i går middag fra kapellet på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig havde mange af den afdødes kolleger givet møde for at vise ham den sidste ære. Man så bl.a. direktørerne Albert Helsengren, Frits Petersen, Henriksen, Wulff og Vilh. Petersen samt adskillige kendte skuespillere.
Talen holdtes af pastor Kold ved Brorsonskirken, og den var ikke egentlig trøsterig for de efterladte. Han havde kun kendt den afdøde som en synder, sagde han, men da han havde besøgt ham på hans dødsleje, havde han dog fundet både salmebogen og det ny testamente hos ham (disse to bøger lægges altid frem på hospitalerne). I sin sidste time havde den døende vendt sig til Herren. Og man har lov til at tro at dette skyldtes forbønner fra troende mennesker som for kort tid siden i forskellige forsamlinger havde bedt for hans sjæl Det var jo en farlig livsstilling Poul Friis havde valgt, ligesom det i det hele er farligt at stå frem på tribunen. Let kan en kvindes ære plettes og besudles, når hun halvblottet stiller sig frem for publikum. Derfor ville han særig henvende sig til enken og bede hende vende om fra den farlige bane. Det var også hendes mands ønske at hun skulle vende sig til Gud.
Talen gjorde ikke ubetinget noget gunstigt indtryk blandt de tilstedeværende. Og der kan vel også let opnås enighed om at pastor Kold i hvert fald på dette sted burde have holdt sine fordømmende meninger for sig selv eller også veget pladsen for en anden præste med mere menneskelig takt, følelse og forståelse.
(Aarhus Amtstidende, 12. juli 1905).
Fru Engelke Friis om pastor Kold
Et interview.
Det pinlige optrin, som i forgårs fandt sted ved Povl Friis's begravelse, drev os i går til at opsøge enken, fru Engelke Friis, for at høre hendes mening om præstens besynderlige opførsel.
Vi traf fruen ude hos sin slægtning, hr. restauratør Christensen, Langelinies Pavillon.
Vi udtalte vor forundring over præstens uheldige tale.
"Ja, jeg hører, at så mange har været vrede over den", siger fruen, "men det er jeg slet ikke. Jeg er selv religiøs, og min mand var det meget i den sidste tid, han levede. Det var nogle indremissionærske damer, som min mand kendte, der havde skrevet til pastor Kold og bedt ham se til min mand. Poul var meget glad over præsten. Og så var det jo meget naturligt, at jeg bad ham tale over stakkels Poul.
Pastor Kold havde sagt mig i forvejen, at han måtte tale efter sin overbevisning, og jeg havde svaret, at til mig måtte han sige alt, hvad han ville. Det eneste, jeg var lidt ked over, var, at han sagde ved kisten: "Her ligger en synder, jeg siger, her ligger en synder." Det gjorde mig lidt ondt; jeg véd jo bedst, hvor god Poul var. Men da præsien begyndte sin tale med at sige: Jeg selv er den største synder af jer alle," så kan man jo egentlig ikke bebrejde ham noget."
"Det må dog altid blive taktløst, når en præst ved en kiste griber lejligheden til at fordømme en hel stand, mennesker han aldeles ikke kender". Indskyder vi. "De plejer jo
ellers altid at føre deres mesters ord "dømmer ikke", i munden".
"Ja, efter min opfattelse mente han det slet ikke sådan. Der var jo mange, som var stødt over, at han havde sagt til mig, at jeg var et slet menneske. Men det er jeg såmænd. Præsten sagde, at den største sorg, han kunne tænke sig, var, om nogen af hans småpiger ville være skuespillerinde, og det samme ville jeg også sige, hvis jeg havde en datter. Men præsten ville, at jeg skulle blive en af hans menighed, og det sagde jeg ham ganske roligt, at det kunne jeg ikke. Det ville han ingen glæde få af."
"Det er, som jeg siger", indskyder hr. Christensen, "når folk er så fanatiske som den pastor Kold, så ---
"Den almindelige mening vil dog vist altid være, at talen er et af de sædvanlige overgreb fra præsternes side," siger vi.
"Det kan godt være, men det er synd for pastor Kold. Han mente vel, vi trængte til det. Og jeg er glad over, at jeg har gjort det alt sammen så godt for Poul, som jeg kunne, og jeg véd, han ønskede, at pastor Kold skulle tale over ham".
Vi tager afsked med fruen og går. Dybt undrende os over, at fru Engelke Friis's blide elskværdighed har kunnet inspirere pastor Kold til så heftige og uretfærdige ord.
Fru Annie.
(Bladet Adresseavisen, 13. juli 1905).
Flere aviser viderebragte i det følgende dage Kristelig Dagblads beretning om at en unavngiven ungdomsven til Poul Friis skulle have besøgt ham på hospitalet hvor han fortalte at han var blevet omvendt i sidste øjeblik.
Poul Peter Jørgen Friis (1854-1905). Han debuterede 1872 på Folketeatret. Uden succes og prøvede dernæst i provinsen og Norge. Fra 1885 direktør for et provinsteater. Hans enke var Leonhardine Angelika "Engelke" Friis, født Wulff (1867-1944). Hun blev senere gift med diplomat og godsejer Georg Harry Ryan Treschow (1872-1926). De er begge begravet på Vestre Kirkegård.
Pastor Vilhelm Kold var Brorsons Kirkes første præst 1901-1927. Han var en udpræget vækkelsesprædikant. Han havde været aktiv med at få Nordvestkvarteret udskilt som særskilt sogn. Herefter blev han formand for Indre Mission til sin død i 1932.
Indre Missions kritikere opfattede ham som "svovlprædikant". Han truede sine konfirmander med at hvis de gik til alters uden tro, kunne de "li'så godt tage en mudderpram og sejle ad helvede til". Dem, der syntes, at de ikke ville kunne glæde sig i paradis, hvis deres slægtninge gik fortabt, trøstede han med, at deres fortabte slægtninge dog ikke kunne trives i paradis, forstokkede syndere som de var. Der blev klaget over hans varetagelse af præsteembedet i Taulov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar