Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.
Censors nye forbud.
"Det ligger til familien".
For kort tid siden antog Dagmarteatret i København en dansk nutidskomedie, "Fru Amfibia eller det lykkelige ægteskab", skrevet af en ung forfatter, Ludvig Rosenberg. Fru Anna Larssen skulle spille titelrollen.
Nu er der imidlertid kommet indsigelse fra censoren, hr. C. Levin, der har meddelt teatret at komediens "snit og tone" forekommer ham "betænkelig nær ved det smudsige". Han ser derfor helst at man opgiver at spillet stykket. Skulle teatret imidlertid fastholde sit ønske om at opføre det, kræver censor det tilbage til strygning. Efter hvad "Pol." oplyser, anser teatrets ledelse det for umuligt at spille stykket i den ændrede form, og har derfor standset indstuderingen.
Som man vil mindes, forbød den nye censor for nogen tid siden et fransk skuespil.
Den unge forfatter der denne gang har måttet sande det blå blyants herskermagt, er redaktionssekretær ved ugebladet "Frem" under Julius Schiøtts ledelse. Han er gift med en sjællansk baron Eggers' datter, der under forfatternavnet Olga Eggers-Rosenberg har skrevet et par bøger som også kunne have godt af en omgang blåkridt.
(Aarhuus Stifts-Tidende, 1. februar 1905).
En forbrydelse
"Social-Demokraten" fortæller om en fattig pige som blev kastet i fængsel for at afsone et alimentationsbidrag.
Der var to unge mennesker, som holdt af hinanden.
De var fattige, så fattige, at sliddet og manglen havde mærket deres legemer, og det stadig blev vanskeligere for dem at skaffe brødet.
Og da den unge kvinde skulle have et barn, rejste fattigdomsspøgelset sig endnu mere truende for dem, endnu mere ubønhørligt, da de skulle have et barn at sørge for, de to unge, der næppe kunne sørge for sig selv.
Der er et godt sted, hvor mange stakkels mødre er blevet plejede og trøstede, Fødselsstiftelsen, og derhen kom også Karen, da hendes time nærmede sig. Men hendes spinkle legeme, der i forvejen var svagt af at have fået utilstrækkelig kost og alt for meget arbejde i den tid, hvor kvinden ellers kun tænker på at pleje sig selv og blive plejede, kunne ikke tåle den vanskelige fødsel.
Fra Stiftelsen førtes hun over til hospitalet, hvor hun måtte være et halvt år, inden hun kom nogenlunde til kræfter.
Og i denne tid blev hendes forlovede stadig sygere af tuberkulose.
Han sled dag og nat for at skaffe de usle kroner, som måtte betales for det lille barn. Han sparede på alt det, som skulle have hjulpet ham selv. Han vidste at i det øjeblik, han opgav kampen, var der ingen til at sørge for det uskyldige væsen.
Og han holdt ud, indtil Karen var blevet sendt bort fra hospitalet som helbredet, det vil sige, udtæret og kraftesløs af den lange sygdom.
Da så han blev indlagt som uhelbredelig, var hun ene om al forsørge sig selv og barnet. Hun kunne med anspændelsen af alle sine kræfter tjene en krone om dagen. Deraf skulle de begge leve.
Og da den unge kvinde, halv sanseløs af overanstrengelse og sorg måtte opgive det og erklære, at hun kunne ikke mere, svarede samfundet hende - med fængselsstraf.
Det hjalp ikke at hendes forlovede lå dødssyg og gennem feberen kaldte på hendes navn - hun måtte afsted, loven var over hende, loven, den retfærdige, forlangte, at hun skulle i fængsel for der at blive fuldstændig ødelagt, uden anden næring end vand og brød for det lægerne, der i forvejen var udsultet og arbejdsslidt.
Hun bønfaldt ham om at leve, indtil hun kom igen. Hun talte timerne derinde i fængslet, de langsomme timer, som hun vidste én for én stjal de sidste kræfter fra den hun elskede. Hun fik løfter om lettelser i sin straf, men de ville forlænge tiden, der skilte hende fra den døende mand - - og da hun så endelig, endelig, åndeløs, med hjerteslaget næsten standset af spænding, nåede hen hvor han lå - fik hun beskeden at han var død nogle timer i forvejen, død mens han nævnede hendes navn og anråbte hende om at komme til sig.
- - -
For denne forbrydelse, at en kvinde bliver moder uden at præstens besværgelse har lydt over hende, at hun bliver svag efter sit barns fødsel, og at hendes kræfter ikke vil holde til det, samfundet forlanger, straffes hun med fængsel, medens hendes barn græder efter hende og hendes forlovede forgæves i sin sidste time kalder på hendes navn.
Jeg kunne "fristes til at spørge": Hvem er her den største forbryder, kvinden eller det sogneråd der så ubarmhjertig fortolker en så ond, uretfærdig og ubarmhjertig lov.
Olga Eggers Rosenberg.
(Bladet Adresseavisen, 21. juli 1905).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar