Fr. A. Hertz død.
Veteranen fra Socialismens første Dage.
Den 94-aarige Fr. A. Hertz, som i Halvfjerdserne var en af de kendteste Mænd indenfor dansk Arbejderbevægelse, er afgaaet ved Døden paa "De gamles By", København, hvor han har henlevet en Række Aar. I den sidste Tid var den gamle Mand uden Bevidsthed, og i Søndags gjorde et Slagtilfælde Ende paa hans Liv. For tre Aar siden mistede han sin Hustru - 2. Ægteskab - med hvem han delte Tilværelsen i "De gamles By".
Fr. A. Hertz var udlært som Malersvend, men havde Interesser, som førte ham ind paa religiøse Baner, men snart anviste ham Plads indenfor det unge Socialdemokrati. Han blev Louis Pios Digter og forherligede ham i den kendte Sang "Hør Sangen, hvor mægtigt den toner", hvis Slutningslinjer efter Pios Bortrejse ændredes til:
thi Socialismen kækt os viste Vej,
for Ret og Sandhed den os svigted ej.
I Bladet "Social-Demokraten"s Trængselsperiode sidst i Halvfjerdserne og senere i Provisorismens Opgangstid var Fr. A. Hertz Bladets Ansvarhavende og tog adskillig Fængselsstraf paa sig, bl a. for Majestætsfornærmelse, for hvilken han dog i sine senere Aar fik Æresoprejsning. Han tog selv Vand- og Brød-Straf, der i gamle Dage kunde træde i Stedet for Bøder, med Sindsro og - med tynde Flæskeskiver indsyet i Frakkeforet.
I samme Periode af sit Liv var Fr. Hertz ivrig Foregangsmand i en Fritænkerforening, som havde hidsige Debatter i Rømersgade 22 med københavnske Præster. Hertz slog navnlig fra sig med Citater fra det gamle Testamente og var vel bevandret i denne Del af Biblen. Fritænkerforeningen fik dog ingen synderlig Tilslutning i Arbejderkredse, og Fr. A. Hertz selv droges snart over i Missionens Rækker, men fastholdt sin Ungdoms Tro paa de socialistiske Principper. Han var en Tid Redaktør af et religiøst Blad.
Den gamle, sympatiske Mand vil mindes af adskillige ældre Partsfæller, blandt hvilke han var af de allerældste. Han begraves i Morgen, Mandag. Kl. 11, fra Vestre Kirkegaards østre Kapel.
(Social-Demokraten 26. juli 1925).
Frederik Adolph Hertz blev udlært som malersvend. Han var med i krigen 1864, kom i tysk fangenskab og blev efter frigivelsen et par år i Tyskland. Tilbage i København var han med i den socialistiske bevægelse fra 1871 sammen med Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff som agitator for Internationale og medvirkede ved oprettelsen af malernes, bryggeriarbejdernes, drejernes, arbejdsmændenes o.fl. fagforeninger 1871–74.
Efter fængslingen af Pio, Geleff og Brix og Internationales opløsning arrangerede han møder, talte, skrev og digtede Han berejste vinteren 1874–75 to gange Øst- og Nordjylland og fik dannet eller genrejst demokratiske arbejderforeninger i flere byer. Han kaldte sig selv i en række korrespondancer i Social-Demokraten "Agitator for det jyske Arbejderparti".
I januar 1876 anbefalede han Geleff til folketingsvalget i Næstved. I september 1879 afløste han Saxo Wiegell som redaktør af Social-Demokraten og bestred denne stilling, afbrudt af fængselsophold, til jan. 1886. Han var redaktør af vittighedsbladet Ravnen 1880–86. Ved to domme 1884 blev han straffet med fængsel for majestætsfornærmelse. 1885 blev han ikendt fængsel for fornærmelser mod henholdsvis marineminister Niels Ravn og justitsminister J. Nellemann; ved andre domme stod han til store bødebeløb for forskellige presseforseelser.
I 1886 rejste han Sverige hvor han forblev 4-5 år. Ved tilbagekomsten til Danmark fik han æresoprejsning, senere veterangave og levede sine sidste år i De gamles by. Han var glødende socialist, republikaner, fritænker, til andre tider havde han religiøse anfægtelser. Fra 1890erne deltog han ikke længere i det offentlige liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar